Men Gentoftemodellens koncept om gruppearbejde og projektarbejde behøver ikke nødvendigvis at gå ud over børnene, som projektet især kritiseres for, hvis der i hverdagens praktiske pædagogik også er fokus på de relative ressourcesvage børn og unge. Heller ikke selvom og at der endda er tale om meget store børnegrupper, og at onde tunge måske mener at hele projektet kun handler om at spare skatteyderne penge ved at ansætte færre lærere og skolepædagoger.

Det er min påstand, at hvis vi fokuser meget mere på det jeg kalder "barnets eget projekt", dvs. hvis vi tror på at ethvert barn har sit eget projekt og at det "kun" handler om at finde dette for barnet måske i første omgang endda meget uklare og måske ubevidste projekt, så behøver Gentofteprojektet ikke at strande, humanistisk set, på en forsømmelse af "svage" børn. For når vi voksne, sammen med barnet, støtter udviklingen af barnets projekt i tykt og tyndt bliver det svært at tabe barnet i skolen.

Der er nemlig gjort gode erfaringer med gruppearbejde og projektarbejde. For mig er nogle at de bedst kendte, klassiske eksempler fra Glocksee skolen i Hannover i Tyskland. Denne skole med almindelige skolebørn havde så stor succes i dets første leveår med gruppe og projektarbejde, hele vejen igennem fra 1. til og med 6. klasse, at byrådet udvidede til og med 9. klasse. Sommerhill skolen i Skotland er måske verdens mest kendte friskole, men som især har benyttet sig af gruppearbejde og projektarbejde og hvor det ikke har skortet på gode erfaringer der formentlig stadig gøres.

Alle véd at ungdomsoprøret var antiautoritært, men hvor mange ved at oprøret har sat sig varige spor i humanistisk retning i både skole og erhvervsliv? Sidstnævnte ses tydeligt i den måde moderne medarbejdere på en typisk dansk arbejdsplads udfører deres arbejde på - i teams, som mig bekendt udmærket kan ses som et parallelt koncept for voksne til børnenes gruppearbejde og projektarbejde i Gentoftemodellen.

Sporene tilbage til ungdomsoprøret ses også i den tværfaglige undervisning i vores uddannelsessystemer. Konceptet er optimal udnyttelse af ressourcerne og individuel fleksibilitet. Både tværfaglighed og teams havde deres åndelige udgangspunkt i ungdomsoprøret og er i dag blevet den hidtil mest rationelle og fleksible organisering af arbejdskraften. Derfor kan det ikke undre de kyndige at fremtidens skole i Gentofte satser nu på det helt rigtige – nemlig, om at indføre og lade gruppearbejde og projektarbejde dominerer i Gentoftemodellen som hele landet, af gode grunde, i øvrigt holder et vågnet øje med. Men lad os se nærmere på de historiske rødder hertil:

RUC blev i 70´erne udråbt af Time Magazine til at bestå af lige så mange marxister som der var mursten. Men RUC blev efterhånden ikke kun elsket af marxister og maoister, men også af Arbejdsgiverforeningen! Fordi RUCs varemærke var og er: Tværfaglighed og autonome studiearbejdsgrupper = "teams". Et historisk samlingspunkt for danske marxister/maoister og kapitalister! Da RUC i 1999 havde 25 års jubilæum var der spændt et banner op over broen på vej ned til RUC, hvorpå der med kæmpe typer stod: "Fra Marx til Management". Det var meget godt ramt mht. historisk nøjagtighed!

Ungdomsoprøret var for mig inkarnationen af humanismens sætten hvert enkelt menneske i centrum. Vi mente det bogstaveligt, når vi sagde "Make Love not War". Hvad det enkelte individ havde lyst til/ikke havde lyst til skulle respekteres. Selv boede jeg i kollektiv, solgte Bøssernes Befrielsesfronts, Lesbisk Bevægelses og Rødstrømpernes blade side om side med Formand Maos Samlede Værker. Hippiernes kendetegn var en kærlighed til det enkelte menneske. De fleste ungdomsoprører blandede de fleste politiske strømninger sammen, hvor det allestedsnærværende "Make Love not War" satte det enkelte menneskes ukrænkelighed i centrum.

Når ungdomsoprørets begyndende humanisering af samfundet har sat sig varige spor kan vi passende tillade os at spørge om borgerløn vil kunne gentage succesen? Noget tyder på at der kan være noget om snakken, f.eks. hvad ville de antiautoritære følgevirkninger af et samfund fri for tvangsaktivering indebære? Hvilke konsekvenser kunne en basal bundgrænse for tvangsfattigdom og økonomisk elendighed få for befolkningens selvforvaltning af eget liv?

Kunne en absolut borgerløns bundgrænse, for hvor megen skalten og valten arbejdsgiveren kan tillade sig overfor de ansatte/arbejdskraftreserven være til fordel for lønarbejderen? Vil borgerløn kunne presse 2/3 samfundet, med politikerne i spidsen, til at anvende mere gulerod og mindre pisk overfor hvad Zygmunt Bauman kalder "De Permanent Overflødige"?

Jeg tror at nævnte tidligere tiders antiautoritære strukturer på arbejdsmarkedet (teams) og i uddannelsessystemerne (tværfaglighed og autonome studiearbejdsgrupper) vil, sammen med borgerlønnens nye muligheder, kunne befrugte/udnytte flere ressourcer optimalt og via endnu mere individuel frihed og fleksibilitet atter kunne berige hele samfundet, men denne gang i en mere bæredygtig/økologisk retning end tidligere.

Her kan det være nyttigt at fremhæve andre tiltag som også vil kunne humanisere vores samfund. Helt overordnet er der tale om alle tiltag der kan begrænse kapitalismens dehumaniserende mekanismer: først og fremmest tiltag som vil begrænse EUs og globaliseringens forarmelse og udpining af mange lande og befolkningsgrupper, tiltag som vil åbne op for dansk import af de fattige landes varer, tiltag som vil åbne landegrænserne op for flere flygtninge og indvandrere, tiltag som vil begrænse centraliseringen af magten i Bryssel på bekostning af Folketingets kompetence, tiltag som vil tillade etniske "ghettodannelser" hvor det sker på de involveredes egne præmisser, tiltag som vil sikre at etniske minoriteter ikke diskrimineres på arbejdsmarkedet, i uddannelserne, i boligkøen og endelig tiltag som vil sikre det enkelte menneske den størst mulige selvbestemmelse i alle livets anliggende. Der er skam nok at tage fat i. Og så tilbage til skolens rolle i det globale samfund.

Gentoftemodellen behøver ikke at være på bekostning af de relative resursesvage børn og unge. Tværtimod. Forudsat at vi fastholder fokus på de relative ressourcesvage børn og unge. Der er nemlig gjort gode erfaringer med gruppearbejde og projektarbejde.

Troels Peter Schmidt – kulturmedarbejder - og uddannet anti-pædagog