Hospitalers livsfarlige kamp om patienten
- om konkurrence og ansvarsforflygtigelse når komplikationer opstår
Af Troels Schmidt – kræftpatient

På en af DRs debatsider læste jeg forleden: ”Nu har jeg simpelthen oplevet og hørt for mange historier til, at hvis jeg skulle have fx. en operation eller gennemgå en fødsel, så ville jeg skrive mig op til et privathospital, hvor service er en høj prioritet. …Derfor burde vi få flere privathospitaler i DK, der kunne drive konkurrence mellem hinanden, så patienterne ville blive sat som topfokus. En heftig konkurrence vil få priserne til at falde og målet for hvert enkelt hospital ville være, at skabe sig et godt ry bygget på en fantastisk service.” Men konkurrence kan også blive livstruende for patienten, som det blev for mig.

Jeg oplevede nemlig at to hospitaler indenfor hovedstadens sygehusfællesskab ikke kunne samarbejde efter diagnosen lymfekræft i 2004. Fem dages indlæggelse på Bispebjerg endte med at Rigshospitalet forlangte at overtage hele behandlingen. Det førte til 4½ ugers ventetid med det resultat, at jeg blev syg med en livsfarlig cocktail: blodprop i benet, lungebetændelse og kolibakterier i blodet. Denne situation var formentlig aldrig opstået, hvis Rigshospitalet ikke havde insisteret på selv at operere lymfekræften bort - man kunne ikke blive enige om at fordele behandlingsopgaverne.

To gange blev en af Bispebjerg planlagt operation udskudt 5 min. før jeg skulle rulles ind på operationsstuen, for til sidst helt at blive aflyst. 4½ uger senere lå jeg på Rigshospitalet i isolation i 3-4 døgn. Her lå jeg med min fod presset op ad pladen for enden af sengen, og pådrog mig et tryksår. Såret nævnes i hospitalsjournalen første gang efter indlæggelsen, men benægtes af lægerne ikke desto mindre, med urigtig påstand om, at såret er medbragt fra før indlæggelsen.

Lægerne havde beordret sygeplejerskerne at give mig varmt sæbefodbad 6 gange i døgnet. Fejlbehandlingen bestod i at man ALDRIG må ordinere sæbefodbad til patienter med betændelse i foden – dette er en direkte kilde til voldsom vækst i farlige bakterieopsamling (Kilde: Bispebjerg hospitals Videnscenter for Sårheling). Dette blev ikke kun instrueret sygeplejerskerne på hospitalet, men de gav samme besked videre til hjemmeplejen om at udføre denne direkte infektionsskabende foranstaltning.

Disse kendsgerninger taler hospitalslægerne usandt om. Men lægerne skylder svar på, om de er uenige i at en optimal og rimelig behandling netop af en patient, som har lavt immunforsvar pga. kemoterapi, ikke er at være opmærksom på anerkendt viden enten ved selv at følge med, også udenfor eget speciale, eller ved at lade ekspertisen på Bispebjerg hospitals VidensCenter for Sårheling vurdere såret og dette langt før tilfældet blev. Da de endelig tilså mig var det desværre for sent – jeg fik varige mén af det i 1. omgang banale sår.

Jeg ser denne behandling som et resultat af, at man ikke indenfor ”væsenet” formår at samarbejde med hinanden. I modsætning til den i starten nævnte læserbrevskribent er jeg ikke sikker på at løsningen er en øget styring og konkurrence på økonomi, men en spredning og anerkendelse af faggruppernes viden – den viden blev nemlig ikke brugt.

Hjem