Afviser Politikens ret til at kalde Troels Peter Schmidt for "pædofil":

22/4-1995

Til Pressenævnet
Porthusgade 3
1213 K. 

Medmindre der foreligger anmeldelse om seksuelt overgreb, er der kun én, der er kompetent og berettiget til at udtale sig om en persons seksualitet, og det er personen selv.

Politiken fastholder at kalde Peter Schmidt for pædofil, med den begrundelse, at han er stifter af Pædofilgruppen under Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske. Dette er i sig selv ukorrekt, idet han ikke er stifter, men medstifter. På hans protest svarer Politiken, at et sådant medlemsskab svarer til, at "et medlem af en Venstre-vælgerforening er Venstre-m/k. Og ikke sympatisør".

Denne parallelisering siger imidlertid mere om niveauet i dansk partipolitik end om det foreliggende tilfælde. I andre politiske sammenhænge kan man udmærket være sympatisør og gøre det til et livsindhold at kæmpe for frigørelse af undertrykte grupper, selv om denne frigørelse kan betyde afgivelse af personlige privilegier, sådan som tilfældet f.eks. har været hos mange af dem, der har deltaget i Sydafrikas apartheid-kamp uden at være sorte - Nadine Gordimer er kun et enkelt, kendt tilfælde.
Når det drejer sig om kønspolitik, er paralleliseringen med en vælgerforening endnu mere misvisende. Adskillige mænd har deltaget i kønskampen på kvindebevægelsens side, f.eks. organiseret i Dansk Kvindesamfund. I alle større seksualpolitiske interesseorganisationer sidder der sympatisører, der ikke tilhører den pågældende minoritet. Dette kan lade sig gøre, eftersom der ikke i disse organisationers vedtægter findes optagelseskriterier med krav vedrørende medlemmernes seksuelle observans.

Når Peter Schmidt forlanger et dementi af en offentlig påstand om at være pædofil, er det ikke fordi det er ærekrænkende i sig selv. Men fordi det i dagens Danmark får visse konsekvenser. Dels for hans borgerlige omdømme i et på vigtige områder endnu kønsforskrækket samfund - ikke mindst med hensyn til selve begrebet pædofili, der baserer sig på noget så arbitrært og omskifteligt som den officielle kriminelle seksuelle lavalder. Dels fordi en sådan offentligt fremført påstand dårligt kan undgå at medføre en forringelse af hans professionelle arbejdsmuligheder i arbejdet med børn, altså en risiko for at blive ramt på sit levebrød.

At insistere på at kalde Peter Schmidt pædofil tvært imod hans eget udsagn om sin personlige seksuelle observans kan kun skyldes enten et ønske om at fiske i rørt vande og yderligere blæse til en latent aggressivitet mod seksuelle minoritetsgrupper under dække af omsorg for børnene - eller ren og skær sensationstrang.

Det afgørende er imidlertid, at denne personlige forfølgelse af Peter Schmidt aldeles kommer til at skygge for hans ikke-personlige, ideologiske og kønspolitiske arbejde for en anerkendelse af børns seksualitet - et faktum som trods Freud stadig er et tys-tys emne, som der er behov for at debattere. ikke mindst fordi alle disse fortielser og fornægtelser senere i livet kan vise sig at have medført alvorlige konsekvenser for den personlige seksuelle udvikling - hvilket netop er udgangspunktet for Peter Schmidts kønspolitiske arbejde.

Derfor vil det være rimeligt at fremsætte en berigtigelse af påstanden om Peter Schmidts pædofile observans og nøjes med at omtale ham som medstifter af Pædofilgruppen.


Maria Marcus
(Forfatter, mag.art., psykoterapeut med speciale i seksualitet (medlem af Psykoterapeut Foreningen).

Hjem