Kronik i Aktuelt
November 21, 2000

PÆDOFILI 
- før og nu

Af "Rune Engelbreth Larsen 
- redaktør af Faklen samt formand for Minoritetspartiet

Vladimir Nabokov skriver i sin berømte og berygtede roman, Lolita:
'Vi ser nogle tiårige brude, som tvinges til at tage sæde på fascinum, det mandlige elfenben i den klassiske lærdoms templer. Ægteskab og kønsomgang inden puberteten er stadig ikke usædvanlig i visse ostindiske provinser.

I visse primitive folk kopulerer gamlinge på firs med piger på otte, uden at nogen tager anstød af det. Til syvende og sidst forelskede Dante sig dog også vildt i sin Beatrice, da hun var ni år, et strålende pigebarn, yndig og sminket i den røde kjole, og dette var i 1274, i Firenze, ved et privat gæstebud i den glade maj måned.'

I Platons 'oplyste' Athen tog ingen anstød af en seksualitet, som fylder vor tids avislæsere og tv-seere med forståelig skræk. Dengang var tiden og kulturen en anden, og hvad voksne filosoffer gjorde ved unge drenge ville få dem spærret inde, hvis det fandt sted i dag. At tro, at datidens seksuelle skikke var 'overgreb', ville være meget forkert og udtryk for en komplet mangel på forståelse for historiens og kulturernes foranderlighed. Men omvendt - at tro, at sådanne forhold uden videre kan adopteres i dagens Danmark, er ikke mindre absurd. En voksen, der har seksuel omgang med et barn, begår i dag slet og ret et overgreb.

Har man selv børn, er det utrolig let at forstå, at forældre, hvis børn har været udsat for et sådant overgreb, går amok. Selv kan jeg kun alt for let konstatere, at jeg uden at bekymre mig for de retlige konsekvenser ville gøre kort og blodig proces med enhver, der havde krænket et af mine egne børn seksuelt. Men når debatten udarter sig til Dansk Folkepartis krav om at forbyde en forening for pædofile, er det ikke desto mindre nødvendigt at holde hovedet koldt og understrege, at der er tale om en meget farlig afsporing. Vi må klart håndhæve ytringsfriheden samvittighedsfuldt, også hvor den anvendes til at udtrykke synspunkter og tilbøjeligheder, som er det store flertal uspiseligt. Hvorfor?

Man kan godt leve som pædofil uden at krænke børn seksuelt. Ganske som man for eksempel udmærket kan være revolutionær uden at eje en pistol - eller være kristen uden at føre kampagne for atomkrig, selv om det Nye Testamente som bekendt agiterer for en dommedag.

Men skal vi dog alligevel tillade pædofile, revolutionære og kristne iblandt os, når de nu i deres egne skrifter beskriver handlinger, som fylder de fleste mennesker med rædsel?

Svaret er, at vi i sidste ende måtte kvæle enhver menneskelig følelse og ethvert menneskeligt ord, hvis vi skulle forhindre de følelser og ord, som sprænger rammerne for alle vedtægter og normer - både de mere og mindre afskyelige. Mennesket er nu engang et bredt og åbent lærred, igennem hvem tanker og følelser af enhver slags viser sig. Og tanker og følelser, er vel i al sin paradoksalitet det, der dybest set definerer det enkelte menneske, men som samtidig intet menneske selv er fuldstændig herre over - de flyder af sig selv.

Prøv selv at føle efter - det er svært, ikke sandt? Svært at beslutte sig  'for' eller imod en 'følelse', en tanke - den kommer bare. Den er en del af os, før vi egentlig ved af det. Og hånden på hjertet: Har du aldrig nogen sinde følt én eneste trang, som overskrider al moral, også din egen? Så lad da dig, der er syndfri, være den første, der kaster en sten - men inden du kaster, overvej lige én gang til, om ikke også du selv i én eller anden forstand bor i et glashus.

Hvis vi virkelig skulle nedsætte et tanke- og følelsespoliti, ville vi da også overgå både Kafka og Orwell i skrækscenarier. Samfundets humane balancegang er derfor en anden, nemlig at lade mennesket være menneske, hvorfor det er tvingende nødvendigt at tillade alverdens menneskelige tanker og følelser! Men (og det er netop den lige så afgørende anden side af pointen) for at et samfund overhovedet kan bestå som et samfund, er det ikke mindre tvingende nødvendigt at forhindre de handlinger, som ikke lader mennesket være menneske, og at give det menneske, som krænkes af sådanne handlinger, oprejsning. Det indebærer altså, at den, der har forbrudt sig og krænket et andet menneske, straffes, det vil sige selv krænkes.

Sofisteri? Slet ikke: Et menneskes følelser, tanker og ord kan aldrig skade noget andet menneske, medmindre de fremsættes i form af en konkret trussel eller nedrig løgn, og hvor dette ikke er tilfældet, vil enhver umiddelbar begrænsning af følelser, tanker og ord slet og ret forhindre mennesket i at være menneske. Men der er naturligvis følelser, tanker og ord, som, idet de omsættes til handlinger, forhindrer andre mennesker i at være mennesker - et seksuelt overgreb mod et barn er klart en sådan handling. Det er altså egentlig ikke så svært at se, hvori balancegangen består:

Vi må ikke bare tillade, vi må kæmpe for ethvert menneskes mulighed for at føle og tænke, som det nu engang gør, også pædofile,  revolutionære og kristne - og vi må samtidig kæmpe for ethvert  menneskes mulighed for at undgå ethvert overgreb. Det betyder for eksempel, at de pædofile, de revolutionære og de kristne har al ret til at føle, tænke og ytre sig, som de ønsker, så længe der ikke er tale om konkrete trusler om overgreb rettet mod det enkelte medmenneske. Og som vi ved, hører dette til undtagelserne.

Pædofile skal altså have lov til at danne foreninger, de skal have lov til
at føle den seksualitet, de nu engang føler - men de skal selvsagt ikke have lov til at forgribe sig seksuelt på børn. Ganske som den revolutionære skal have lov til at ytre sin revolutionsromantik, og den kristne skal have lov til at svælge i nytestamentlige dommedagsvisioner.

Det er nu engang vilkårene for samfund såvel som individ. At lade mennesket være menneske. At lade det føle og tænke det, det tænker og føler. Og hvor et menneske gennem sine handlinger ikke lader et andet menneske være menneske - at tage den krænkede i forsvar og give vedkommende oprejsning.

Paradoksalt? Vanskeligt? Måske, men hvor denne balancegang skrider, skrider menneskeligheden, hvad enten det er i form af et forkasteligt overgreb på et barn, der ingen som helst chance har for at  vurdere eller forstå den voksnes seksuelle 'tilbud'. Eller om det er i form af et forkasteligt overgreb på et menneske, alene fordi dette menneskers tanker og følelser er flertallet fremmed.

Der ikke er noget 'sygt' eller 'umenneskeligt' ved en seksualitet - intet menneske er herre over naturen af sin egen seksualitet. Der er heller intet 'sygt' ved at længes efter en voldelig revolution, der afskaffer  kapitalismen, lige så lidt som der er noget 'sygt' ved at begære den  totaludslettelse af verden, som ifølge det Nye Testamente fører til himmerige.

Det kan være svært at forstå, at noget følende menneske kan blive opfyldt af begejstring, ja, undertiden ekstase over sådanne scenarier, men sådan er det. Vi må konstatere, at disse ord, længsler og drømme aldrig forsvinder, så længe der er mennesker.