Dabbladert Politiken  d.1.7. 
Politi og proportionalitet

 

Af cand.mag. Peter Tudvad

 

Blandt de vigtigste principper i en retsstat er, at ingen straffes uden dom. Et andet princip, der følger af dette, er, at indskrænkninger i en sigtets frihed må stå i et proportionalt forhold til sagens karakter. Derfor varetægtsfængsler man kun en sigtet, når han kan formodes at hindre efterforskningen, unddrage sig retsforfølgelse eller begå ny kriminalitet – eller når den mulige forbrydelse er særligt alvorlig, hvorfor det vil krænke 'retsfølelsen' at lade den sigtede forblive på fri fod.

 Sådan er betingelserne for varetægtsfængsling if. retsplejelovens § 762. Men nu har den fynske psykiater Kjeld Fruensgaard lært os, at denne paragraf alene ikke giver en udtømmende beskrivelse af myndighedernes mulighed for at fængsle før en eventuel domfældelse. I medfør af § 178 har både by- og landsret nemlig taget Fruensgaard i forvaring, fordi han nægter at oplyse navnene på de klienter, som angiveligt har været udsat for politivold. Fruensgaard kan trøste sig med, at han maksimalt kan forvares bag lås og slå i 6 måneder; og tilmed kan han glæde sig over, at forvaringen straks blev prøvet ved domstolene, for if. stk. 3 kan politiet undlade at fremstille den forvarede for en dommer inden 24 timer, hvis de ikke lige kan nå det!

 Forargelsen over den dramatiske sanktion mod Fruensgaard har været stor. Men inden man selv skrider til en summarisk dom over politi og domstole, bør man i det mindste skænke det en smule opmærksomhed, at betjentene på politigården i Odense er blevet udsat for påstande, der – hvis de ikke er rigtige – er groft injurierende. Men ér det ikke lige præcis som en injuriesag, at sagen skal forstås?

 Fruensgaard har ladet sig overbevise om, at nogle klienter er blevet tævet af politibetjente med våde håndklæder. Klienterne har – forståeligt nok, hvis de taler sandt – ikke selv turdet melde politiet til politiet for vold; og derfor har Fruensgaard valgt som medvider at fremsætte deres anklager offentligt, men pga. sin tavshedspligt har han ikke kunnet føre andet end anonyme vidner. Politiet må nu efterforske sagen, men hvordan gør man det, når vidnerne ikke vil udpege de skyldige? Dét kan dårligt lade sig gøre, hvis ikke nogle af betjentenes kolleger pludselig vælger at vidne mod dem. Summa summarum af den ganske sag er, at politiet står tilbage med et alvorligt imageproblem, som man beklageligvis vælger at løse med et alternativ til de våde håndklæder, nemlig en forvaring af injurianten. Men står 6 måneders forvaring da i et rimeligt forhold til forbrydelsens karakter?

 If. straffelovens § 267 kan fornærmelser mod politibetjente straffes med fængsel indtil lige netop 6 måneder. Mao. synes politi og domstole parate til at effektuere den maksimale straf, selvom Fruensgaard ikke er dømt for faktisk at have fremsat injuriende påstande, og selvom ingen har betvivlet, at han har handlet i god tro og med en redelig hensigt for øje.

 Hvis det er sådan, man fremover vil behandle kritik af politiet, så foretrækker jeg at være skyldig med Fruensgaard. Derfor iler jeg med at fortælle følgende: Under gadekampe mellem politi og demonstranter i København for nogle år siden, blev en ung mand anholdt sammen med tre andre. 

 En af de sidste fortalte mig siden, at en betjent havde grebet fat i den unge mand, knaldet ham op mod en mur og spurgt ham, om han havde kastet med sten. Svaret var ikke tilfredsstillende, hvorfor betjenten og en kollega trak manden med ind i en baggård. Her gik han endelig til bekendelse og kunne derfor returnere til de andre anholdte – som forsøgte, så godt de kunne, at tørre blodet af hans ansigt. 

 Den unge mand blev senere idømt fire måneders fængsel, men turde ikke under sagens behandling fortælle om politiets 'efterforskning'. Nu har jeg gjort det, men vil hverken oplyse hans eller vidnets navn, hvorfor jeg forventer at blive taget i forvaring af politiet de næste 6 måneder ...

 

---

Fruensgaard mod farisæerne

 

Af Peter Tudvad, cand.mag.

 

I anledning af min artikel 1.7. bliver jeg 3.7. belært af juristen Jens Jacob Dühr: Psykiateren Kjeld Fruensgaard blev ikke fængslet i en sag, hvor han selv er sigtet, men i en sag, hvor han som vidne skal hjælpe politiet med dets efterforskning. Han risikerer overhovedet ikke at blive dømt, og derfor er de seks måneders forvaring, som Fruensgaard risikerer if. retsplejelovens paragraf 178, ikke udtryk for, at man fængsler ham før dom. Mageløse sofisteri!

 Som benhård retspositivist er Dühr af den opfattelse, at når forvaringen af Fruensgaard har hjemmel i gældende lov, og når samtlige tre retsinstanser har suspenderet hans lægelige tavshedspligt, så bør vi alle give vort amen. »Nej, den, hvem staten kåret har, han lydes bør / i småt såvel som stort, i uret som i ret!« Sådan siger kong Kreon i Sofokles' tragedie Antigone, da han har dømt Antigone til døden for at have trodset hans lov mod at give hendes broder en værdig begravelse. Dühr er sikkert ikke meget for denne tragedie, da dens dramatiske idé er, at Antigone på engang er forpligtet overfor loven – og overfor sin afdøde broder, om denne så nok så meget begik forræderi mod staten.

 Omsat i et for en jurist mere forståeligt sprog udtrykker kollisionen mellem Antigones to pligter, at der kan være forskel på legalitet og legitimitet. Altså: Forvaringen af Fruensgaard er legal, men bestemt ikke legitim, da seks måneders fængsling af et vrangvilligt vidne kun kan forstås som tvang – en fysisk tvang, der kan sidestilles med tortur. Derfor bør sådanne tvangsmidler aldrig anvendes i en retsstat, og derfor bør paragraf 178 (stk. 1, pkt. 5) hurtigst muligt skrives ud af loven – ellers bør Fruensgaard tjene os med at rejse sagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

 Selvfølgelig må psykiateren lige såvel som nogen jurist besinde sig på, at lov er lov og ikke kan bøjes efter forgodtbefindende. Han har valgt offentligt at kolportere anonyme vidners påstande om politivold, og derfor burde han – hvis han ikke på anden vis kan sandsynliggøre påstandenes rigtighed – tiltales for injurier.

 Det er den risiko, han må bære, men det er også den risiko, som gør, at hans handling fortjener skudsmål som civil courage. Hvis han i medfør af straffelovens paragraf 267 dømmes for fornærmelser mod politiet, kan han pudsigt nok idømmes op til – seks måneders fængsel.