Tommy, 20 år:

»Jeg har altid gjort de ting, jeg fik at vide, jeg ikke måtte«

»Jeg kan sgu ikke engang huske, om det var Niels eller Finn, der var den første ... Og jeg ved ikke, om man kan sige, at Finn og Niels var børnelokkere.
    Det er 8 år siden. Jeg har været omkring 12 år. Jeg kom hjem igen efter at have været i familiepleje i Ålborg.
    Finn spurgte, om jeg ville med hjem og ryge nogle fede. Det ville jeg godt. Vi var nogle stykker. Da de andre var gået, begyndte han at sidde og tage på mig. I starten lurede jeg jo lidt, men jeg var ikke bange. Jeg var så fuld og skæv, at jeg ikke orkede at gøre modstand - samtidig syntes jeg heller ikke, det var ulækkert.
    Så sov jeg hos Finn. Jeg kom hos ham i lang tid efter. Vi var tit sammen.
    En dag var der en kammerat, der slæbte mig op til Niels. Ad omveje fik jeg at høre, at han var bøsse. Det har været omtrent samtidigt med det med Finn, for jeg kan huske, jeg kom begge steder.
    Jeg sov tit ved ham, også. Igennem flere år. Senere løb det ud i sandet, men jeg kender stadig Niels, og vi 'hygger' os da engang imellem.
    Jeg er biseksuel. Jeg har også en dame. Hun ved ikke, vi laver noget. Det skal hun nok heller ikke have at vide - hun har lidt for mange fordomme. Selv om jeg har prøvet at give hende en chokbehandling.

- Hvad siger hun så?

»Hun vil ikke med op og besøge ham mere. Det er noget pis. Vi kunne få det meget sjovt den vej - der er jo mange muligheder. Jeg kunne godt tænke mig, vi lavede en trekant, os tre.«

- Hvad var det, der tiltrak dig hos Niels?

»Jeg har altid gjort de ting, jeg fik at vide, jeg ikke måtte. Det okkulte, det mystiske, har også tiltrukket mig. Og bøsser og børnelokkere. Jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvad det var.«

- Hvad tænkte du så, da du havde prøvet det?

»De første gange var jeg chokeret over, at det kunne være sådan mellem to mænd. Jeg havde ikke troet, det kunne være lige så rart. Jeg blev glædeligt overrasket.«

- Var du også sammen med piger dengang?

»Jeg var 15, før jeg var sammen med en jævnaldrende pige. Før den tid havde jeg været sammen med nogle, der var ældre. En på 23 f.eks.«

- Var det dig, der lagde op til det, eller var det dem? 

»Både og. En af dem lagde jeg op til. Den anden var gift med en af Niels' kammerater. Han var ligeglad.«

- Var det lige meget for dig, om det var en dreng eller en pige, en voksen eller en jævnaldrende?

»Jeg ville ikke kunne gøre det med en jævnaldrende dreng. Heller ikke nu. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg aldrig fik nogen tryghed eller venskab hos min far og mor. Det har altid været noget, jeg har savnet. Det fik jeg gennem Niels - jeg fik den støtte, jeg havde brug for.
    Jeg var kriminel dengang. Jeg fik en dom. Jeg boede i Randers. Jeg stak af flere gange - på tommelfingeren. Jeg tog altid over til Niels først. Sådan tror jeg det fortsat vil være i mange år. Jeg tror ikke, jeg vil glemme Niels før den dag en af os stiller skoene.«

- Var du forelsket i Niels?

»Det vil jeg ikke sige, jeg var. Jeg tror aldrig, jeg vil kunne blive forelsket i en mand. Ja, det skal jeg ikke kunne sige ...
    Det var mere noget med tryghed. Niels var den eneste, jeg kunne komme og snakke med, lige meget hvad fanden, det var. Der har aldrig været nogen hæmninger. Formentlig fordi man har det der intime forhold til hinanden.«

- Kunne I have haft det samme tillidsforhold, hvis I ikke gik i seng med hinanden?

»Det tror jeg ikke. Der blev knyttet nogle stærke følelsesmæssige bånd.
    Man tror, en børnelokker er et stort, råt svin, der vælter sig over et lille, stakkels barn. Sådan har det ikke været.«

- Har du nogen sinde mødt sådan en?

»Nej. En gang, da jeg var mindre, var der en, der spurgte, om jeg ville med ud og sejle i en robåd om aftenen. Det turde jeg ikke. Jeg var bange for, at han måske ville have misbrugt mig og smidt mig i vandet bagefter. Det ville have været i orden, hvis han kunne gøre det på en ordentlig måde - en måde, der mere lignede noget, jeg selv ville.
    Jeg kan huske en anden oplevelse. Jeg var 7 år. Det var på et offentligt toilet. Der var et firkantet hul i døren. Jeg sad og sked, og min lillebror var inde på det andet toilet. Pludselig stak der sgu sådan et lem ind gennem døren. Det var en ældre mand. Han ville give en tier, hvis jeg ville sutte lidt og sådan ... Fa'en ville jeg ej! Om jeg så ville røre ved den med hænderne? Jeg sagde til ham, at hvis ikke han skred, så ville jeg begynde at råbe og skrige. Han blev stående. Så begyndte jeg at råbe og skrige. Jeg løb efter ham, men han var hurtigt væk. Jeg syntes, det var skide sjovt. Jeg blev ikke bange, for jeg vidste, han ikke kunne komme ind til mig.
    Jeg tror, det var første gang, jeg så en stiv pik. Jeg kan huske, jeg kiggede og kiggede - jeg kunne ikke se, hvad det var. Før pludselig - orv, var det sådan en!
    Men måske har jeg alligevel altid følt mig draget mod det på en eller anden måde, for jeg har altid været optaget af min egen pik, da jeg var mindre.«

- Kan du huske mere fra dengang, du var mindre?

» Jeg har altid været meget rastløs. Lige fra jeg var helt lille. Jeg var ikke mere end 4 år, da jeg løb hjemmefra første gang. Jeg havde så meget krudt i numsen, at jeg ikke kunne sidde stille i skolen. Jeg blev karakteriseret som adfærdsvanskelig og sendt på kostskole.
    På kostskolen traf jeg en pige, der hed Jette. Vi var kærester lige fra den første dag. Jeg var 9-10 år gammel - hun var måske et år ældre. Vi skulle se, hvad det var for noget med det der sex. Jeg studerede hendes lille kusse, og vi skulle også prøve at bolle. Jeg fik en stådreng på cirka 3 cm, men den kunne ikke rigtig komme op i hende.
    Efter hende kom der en pige, der hed Maj-Britt. Hun ville også prøve. Man skal ikke komme og sige, børn ikke har noget seksualliv. Ud over at vi selvfølgelig alle sammen har prøvet at være betaget af en skolelærerinde.«

- Følte du det var noget perverst svineri - at komme sammen med mænd?

»Jeg opfattede det som noget, jeg følte mig draget imod. Jeg syntes, det var spændende.«

- Du vidste godt, det var forbudt, ikke?

»Det var jeg sgu da ligeglad med. Jeg var ligeglad med, hvad voksne tænkte. Jeg havde oplevet så mange pædagoger, der bare stod og snakkede hen over hovedet på en. Jeg levede i min egen verden. Hvis jeg kunne få lov til at gøre de ting, jeg syntes var vigtige for mig, så var jeg ligeglad med resten.
    Det, der betød mest for mig, var at blive voksen i en fart.«

- Hvorfor ville du være voksen?

»Det var alt for vanskeligt at være lille. Der var altid nogen, der skulle bestemme over mig. Jeg var kriminel på det tidspunkt. Jeg begyndte tidligt med sprut og cigaretter. Pludselig havde jeg skabt mig nogle behov, der skulle dækkes. Skolen gad jeg ikke gå i. Hele min tilværelse blev meget fortumlet. Der faldt først ro over mig, da jeg lærte Niels at kende. Indtil for et par år siden betød Niels mere for mig end min mor og far. Han var ven, kammerat, elsker ... «

- Og far?

»Ja. Egentlig. Min far er 57, så ham har jeg ikke haft nogen særlig god kontakt med. Min mor er 55. De har ikke kunnet forstå mig, og jeg har ikke kunnet forstå dem. Vi har gået og modarbejdet hinanden. Min mor har dårlige nerver på grund af mig.
    Jeg har altid været egenrådig. Hvis jeg blev sur, fik jeg så mange aggressioner, at jeg var nødt til at gøre et eller andet. Og jeg kunne ikke så godt slå på min mor, vel? Så måtte jeg smadre mine ting, for at få afløb den vej. Også det holdt jeg op med, da jeg lærte Niels at kende.
    Min kriminelle løbebane stoppede efter en dom på 4½ måned for biltyverier og indbrud. Jeg gad ikke mere. «

- Hvad sagde dine forældre til, at du kom sammen med Niels?

»Det var de ikke glade for. Jeg kan huske engang, Niels ville have mig med på en tur til Sverige. Han var med hjemme hos min mor og far for at aftale det. Det var også helt i orden - lige indtil de hørte, han var bøsse. Så kunne jeg ikke komme med.
    Jeg blev meget sur. Jeg skred. Jeg tog bare af sted hjemme fra. Jeg kunne ikke tage med Niels - han ville ikke have mig med. Jeg var under 15 - der ville bare blive ballade.
    Allerede på det tidspunkt var jeg enormt selvstændig. Der var ikke nogen, der skulle komme og fortælle mig, hvordan og hvorledes. Og slet ikke min far og mor. Den eneste, jeg egentlig lyttede til, var Niels.
    Jeg var virkelig bange for, at kommunen skulle blande sig. Men for nogle år siden, der ville jeg hverken være derhjemme eller i familiepleje: Der accepterede kommunen sgu, at jeg fik lov til at bo hos Niels.«