På baggrund af en muslimsk faders anmeldelse af nogle naturister til politiet for blufærdighedskrænkelse skrev en naturist således i Ekstra Bladet om forholdet mellem muslimer og naturister på de danske strande: "Forskellige kulturer har det bedst med gensidig respekt for hinandens mangeårige traditioner." For ude på den nøgne strand er din krop din og min er min. Ingen skal tvinge os naturister til at afskaffe naturisme, og ingen skal tvinge tørklædebærende kvinder til at smide deres dragt. De involverede parter må respektere hinanden, som de selv ønsker at være.

Herudover er bøsse- og lesbisk frigørelse i Danmark et eksempel på, hvad vi kan opnå med idéen i begrebet "gensidig integration" – idéen om accept af hinanden på egne præmisser. Det var afvisningen af et ensidigt og nedværdigende assimileringskrav, der bragte sejren i hus for bøsser og lesbiske.

For mig betyder frihed til forskelighed, at vi insisterer på begrebet gensidig integration for alle minoriteter baseret på Menneskerettighedserklæringen og det enkelte menneskes ukrænkelighed. I dag er der ikke mange, der véd, at så sent som i 1972 var det forbudt for mænd at danse sammen i offentlige etablissementer, såsom dansestederne i Tivoli og det daværende Palmehaven ved Vesterport i København. For at bryde dette forbud deltog jeg i protest-aktioner mod danseforbudet i København.

I Århus blev lignende aktioner udført mere effektivt og håndfast, måske fordi der i provinsen var mere modstand mod at mænd dansede sammen. I hvert fald blev konfrontationerne i Århus trukket skarpt op med Bøssernes Befrielsesfront i forreste linie. Nogle af disse aktioner medførte blodige overfald på aktivisterne. Omkring et år senere, samme år som de højtråbende kvinder fik gennemført fri abort, blev det lovligt for mænd at danse sammen på offentlige dansegulve i hele Danmark. I 1973 triumferede bøsserne og kvinderne. Bliver disse resultater truet i 21. århundrede?

For et par år siden blev jeg inviteret til at deltage i en debat over emnet muslimer og bøsser. Baggrunden for mødet var beskrevet således i invitationen:

"Den 18. august tiltrak unge 2. g'ere fra Nørrebro sig igen mediernes opmærksomhed efter en lang dvale. På Nørrebrogade gav de pokker i tolerancen og modtog Mermaid Pride med tomater, sten og flasker. Lederen af den årlige festival for bøsser, lesbiske og biseksuelle var diplomatisk nok til at kalde overfaldet for 'drengestreger'. En anden tolkning af overfaldet lå ellers lige for, da arrangørerne af selv samme festival havde uddelt en homofobipris til 'de muslimske landes repræsentationer' i Danmark. Var overfaldet mon kvittering for prisen?

Pressen var ikke i tvivl om, at homofobi er særlig udbredt blandt muslimer. Den huskede nok, at et muslimsk medlem af Det Radikale Venstre i foråret havde mistet sit folketingskandidatur efter bl.a. at have ytret en valen holdning til registreret partnerskab. Og nu kunne den notere, at hverken muslimske eller andre minoritetsorganisationer stod på nakken af hinanden for at komme først med en undskyldning for de unge muslimers opførsel på Nørrebrogade. Tilmed kunne den supplerende rapportere om systematiske overfald på bøsser i en københavnsk park – udført af 2. g'ere.

Men hvad mener muslimer egentlig om homoseksualitet – og hvad bør de mene? Står der noget om det i Koranen eller Sunnaen? Hvordan går det til, at man kan læse 1001 Nats Eventyr som et studium i seksuel tolerance og frisind, mens Harun al Raschids efterkommere i stedet får en homofobipris? Er det overhovedet ikke homoseksualitet, der er stridens kerne, men snarere spørgsmålet om, hvorvidt seksualitet er en privat eller en offentlig sag? Bliver muslimer provokeret af 'frigjort exhibitionisme' og ikke af homoseksualitet i sig selv?"

Således meget fornuftige spørgsmål i invitationen som vi også på mødet behandlede med udbytte. Derfor foreslog jeg, at f.eks. Landsforeningen for bøsser og lesbiske (LBL), som undertegnede har været medlem af i mere end 15 år, offentligt kunne tilkendegive en moralsk støtte til f.eks. opførelsen af en moské på Amager i København.

Det er min opfattelse, at en sådan positiv tilkendegivelse ville være et kraftigt signal til muslimer her i landet om, at gensidig integration er noget, bøsser og lesbiske medborgere tager alvorligt. Det er sikkert det mest tillidsvækkende, som vi gammeldanskere kan foretage os i opbygningen af et ordentligt samfund med gensidig respekt for hinanden. I dette tilfælde mellem homoseksuelle og muslimer.

Men ikke én af de tilstedeværende ville kommentere mit forslag. Klaus Bondam fra Mermaid Pride, fejede forslaget til side således: "Jeg er kun menig medlem af Landsforeningen."

Stemningen på mødet var, synes jeg, præget af en frygt for, hvad nogle af de tilstedeværende kaldte en "islamisk monokultur", hvor der ikke skulle være plads til homoseksualitet. Mit indtryk var, at alt for mange mænd, der har sex med mænd, ikke har det godt med et forslag om, at bøsser og lesbiske kunne yde blot en moralsk støtte til opførelsen af en moské – at en sådan tanke nærmest er utænkelig.

Lige så vigtigt er det, at vi, som er en del af de seksuelle minoriteters rækker, deltager aktivt i en gennemgribende indvandrerdebat, hvor vi bl.a. diskuterer indvandringens langsigtede perspektiver og betydning for minoriteterne. Det er vigtigt, at vi forstår visse sammenhænge mellem minoriteter og majoriteten, bl.a. hvordan indvandringen til Danmark kan berige os alle og endda medvirke til, at vi fortsat tilkæmper os nye sociale og seksualpolitiske landvindinger. Derfor er det trist, at LBL afslog at deltage i de skæve minoriteters Kinky Copenhagen første weekend i november, hvis formål også var at opnå fælles fodslag gennem en bevidsthed om en bedre kontakt mellem subkulturerne og et seksualpolitisk gennembrud på sigt – f.eks. at få fjernet sadomasochisme, exhibitionisme og fetichisme fra enten den danske og/eller den internationale liste over psykiske sygdomme.

Kulturcaféen har eksisteret i ca. 5 år og har det primære mål at bidrage til en endnu bedre gensidig forståelse mellem forskellige minoritets-etniske kulturer og det øvrige danske samfund. Vi vil nedbryde fordomme kulturerne imellem og indbyrdes, og vi vil fremme forståelse, tolerance og gensidig respekt. En af deltagerne denne herlige aften var Sara Johnsdotter - forfatter til den videnskabelige undersøgelse af omskæring blandt somaliere i Sverige "Som Gud skapade oss", og hele hendes familie.

Humanisme er nok den åndsfilosofiske retning, som mest er i overensstemmelse med livsnerven og frigørelsesånden i den ½ århundrede lange homoseksuelle frigørelseskamp fra slutningen af Anden Verdenskrig til i dag – denne inkluderer Bøssernes Befrielses Fronts blodige kamp imod tvangsnormaliseringens tyranni.

Men i dag står vi ved et vendepunkt, hvor det øvrige samfunds højredrejning måske er ved at brede sig til de seksualpolitiske bevægelser i form af en assimileringspolitisk holdning over for andre trængte minoriteter – nemlig over for indvandrere og flygtninge.

Over for dette aktuelle vendepunkt er det netop bydende nødvendigt for os alle, at vi tværtimod arbejder for en genindførelse af en gensidig integration af minoritets- og majoritetssamfundet. Gensidig integration afspejler behovet for en ny relation mellem minoritet og majoritet, som kan gå hen og få afgørende betydning for minoriteternes overlevelse i det fremtidige Danmark.

"Gensidig integration" kan blive et værdigt mål og nyttigt redskab for alle minoriteter, der vil kunne fremme en fælles front og tage deres rettigheder direkte i brug under mottoet: "alle minoriteter skal behandles med nøjagtig samme respekt, som medlemmer af majoritetssamfundet tager for givet".

Minoriteterne har hver for sig ret til at bo i et samfund med gensidig integration, et begreb, som ikke betyder andet end lighed for loven, retten til at træffe frie valg i egne anliggender baseret på det enkelte menneske, og naturligvis med respekt for andres ret til det samme. Aktuelt og lokalt vil det f.eks. sige, at vi i hovedstaden kan gå foran og bl.a. give vores politiske og moralske støtte til at sikre opførelsen af det antal moskeer, som der er behov for, flere muslimske og ikke-kirkelige begravelsespladser og i det hele taget aktivt respektere den multikulturelle udvikling.

Herved sår og opbygger man gensidig tillid minoriteterne imellem – et helt afgørende led i ikke at blive rendt over ende af en ny højredrejning i øvrigt.

Både som mål og middel vil sindbilledet på en fri kvinde i burka og naturisten kunne inspirere os alle til at gøre en større indsats for en bedre verden. Samtidig vil nogen opmærksomhed og bekymring stadig være berettiget overfor forekomsten af potentielle undertrykte og usynliggjorte kvinder bag totalsløret burkaen. Hvad stiller man op overfor et sådant dilemma? For mig må ethvert forsøg på at redde et menneske ud af en potentiel undertrykkende situation dog aldrig medføre at vi fratager det pågældende menneske retten til at få sin egen opfattelse af situation respekteret. Det må være den første betingelse. Vil vi hjælpe nogen skal vi først lytte til dem. Det inkluderer ikke mindst dem som vil bære en burka.

Skal vi undgå at slå hinanden ihjel må vi udvise gensidig respekt uanset hvor og hvordan vi lever vores liv og uanset hvor vi måtte mødes – det både håber og tror jeg vi alle véd. Ingen har ret til at bestemme, imod et andet voksent menneskes vilje, hvilket tøj eller dress kode et andet menneske skal iføre sig eller ikke iføre sig i det offentlige rum, så længe dette er i overensstemmelse med loven. Lad dialogen mellem parterne starte her.