Apropo: 4 sider i dagbladet Information (fra d. 23. 3) med overskriften 
Danmark er mere racistisk end USA 

Download gratis og bedst nedenstående kronik ved først at markere hele teksten, 
kopier, og sæt ind i et andet program på din computer. God læsning:

Kronik i Politiken lørdag d. 7. april 2001:

Siden midten af 1980erne er modstanden imod det multikulturelle og multietniske Danmark tiltaget betragteligt. Både politisk og retorisk er angrebet imod etniske minoriteters tilstedeværelse i almindelighed og deres kulturbaggrund i særdeleshed intensiveret, ikke blot fra det, vi traditionelt kalder det yderste højre, men fra brede dele af det politiske spektrum.

            Mange faktorer er selvsagt afgørende for denne udvikling, men den yderste højrefløjs dygtige polemiske erobring af førertrøjen på udlændingepolitikkens agenda overses gerne, måske fordi det er ubehageligt at erkende dens held til at påvirke opinionen. Søren Krarup og Tidehverv har spillet en afgørende hovedrolle i denne udvikling.

            Havde det ikke været for Søren Krarups agitation mod »Flygtning 86« havde den Danske Forening næppe set dagens lys – i det mindste ikke i den form, foreningen fik – og havde Den Danske Forening ikke set dagens lys, ville der ikke være blevet skabt den politiske platform, som Dansk Folkepartis ideologiske selvforståelse siden kunne udspringe fra. Og endelig, havde det ikke været for Dansk Folkepartis polariserende strategi som bannerførere i kampen mod indvandringen, havde de etablerede borgerlige partier såvel som Socialdemokratiet næppe følt sig tvunget til igen og igen at stramme udlændingeloven og i stigende grad deltage i disse års omsiggribende advarsel imod det multikulturelle og multietniske samfund.

            Søren Krarups og Tidehvervsbevægelsens indflydelse på Den Danske Forening er massiv, ikke mindst pga. det afgørende personsammenfald blandt skribenterne i begge kredse, ligesom Tidehverv direkte såvel som indirekte gennem Den Danske Forening spiller en ualmindelig vigtig rolle for Dansk Folkepartis selvforståelse. Partiets pressechef, Søren Espersen, er medlem af Den Danske Forening, og Tidehvervs frontfigurer, Søren Krarup og Jesper Langballe, ligeledes fremtrædende personer i Den Danske Forening, er nu blevet folketingskandidater for partiet. At Krarup selv er sin nuværende og kommende hovedrolle bevidst, vidner denne udtalelse om: »… jeg opfatter Dansk Folkeparti som en slags barn af mig.« (Jyllands-Posten, 29.10.00).

            Disse sammenhænge dokumenteres i detalje i min bog, Det nye højre i Danmark, som udkommer på Tiderne Skifter i dag, og hvis hovedsigte er at afspore en tiltrængt debat om de dybere bevæggrunde i det, man kunne kalde den nationalprotestantiske dagsorden, som Tidehverv med succes har indpodet i den Danske Forening, Dansk Forum og Dansk Folkeparti, og som har fået afgørende vind under vingerne i Venstre og Det Konservative Folkeparti.

            Den indirekte indflydelse har sågar med stigende kraft gjort sig gældende langt ind i det gamle arbejderparti, Socialdemokratiet. Under socialdemokratisk regeringsledelse i løbet af 1990erne har et af de mest fremtrædende politiske hovedemner slet og ret været eksistensen af indvandrere og flygtninge i det danske samfund.

            Allerede under indenrigsminister Birte Weiss indledes en række markante stramninger af indvandrer- og udlændingepolitikken, som den borgerlige regering ellers i forvejen havde strammet løbende.

            Flere love udvider mulighederne for personindgreb og kontrol (DNA-test, fingeraftryk, samkøring med europæiske registre, skærpet kontrol med frihedsberøvede udlændinge); begrænsning af klagemuligheder; skærpelse af sanktioner imod dem, som medvirker til at omgå loven for at opnå asyl (strafferammen forhøjes med over 30 procent); rutinemæssig fængsling af asylansøgere uden ID. Dokumentation af forsørgerevne bliver tillige obligatorisk, når en udenlandsk samlever skal have opholdstilladelse i Danmark, hvorved der sættes reelle begrænsninger for, hvem de økonomisk dårligst stillede udlændinge i praksis kan gifte sig med, hvis de ønsker at blive boende i Danmark.

            Den konservative ordfører, Helge Adam Møller er meget positiv: »Regeringen er vendt 180 grader. Det hilser jeg naturligvis velkommen.« (Jyllands-Posten, 8.10.97).

            Under Birte Weiss vedtages også den såkaldte pusherlov i 1996, i kraft af hvilken det er blevet langt lettere at landsforvise udlændinge, der er dømt for narkotikakriminalitet. Det hedder sig, at loven skal effektivisere indsatsen mod »international, organiseret narkokriminalitet«, til trods for eksperters advarsler om, at den internationale narkokriminalitet slet ikke vil blive ramt.

            Tidligere retlige hensyn til den dømtes tilhørsforhold til Danmark bliver fjernet, således at udlændinge, der bliver dømt for narkotikakriminalitet, kan udvises, selv om de har haft bopæl og familie i landet i ti, tyve eller tredive år.

            Advokatrådet pointerer imidlertid tidligt, at pusherloven ingen forskel vil gøre på antallet af udviste, så længe Menneskerettighedskonventionen skal overholdes. Ikke desto mindre bliver loven hastet igennem, tre måneder før et udvalg under Indenrigsministeriet kan nå at fremlægge sin betænkning på et par tusind sider, som viser sig at indeholde samme kritik.

            Advokat Gunnar Homann, Advokatrådets repræsentant i udvalget, forklarer retrospektivt: »… regeringen ville have en særlov for narkotika, derefter en særlov om menneskesmugling og til sidst desværre også et hav af straffebestemmelser, hvor alene en ubetinget dom på 14 dage for at spytte på en betjent skal kunne føre til udvisning.« (Berlingske Tidende, 10.6.99).

            Klaus Rothstein, Dansk Flygtningehjælps daværende informationschef, opregner ikke mindre end atten lovindgreb på flygtningeområdet over de fem år med Weiss som indenrigsminister og udtaler: »Det er bedrøveligt at konstatere, at de ting, som man for ti år siden kun hørte i Den Danske Forening, nu også kommer fra de store etablerede partier som Venstre og Socialdemokratiet.« (Politiken, 28.6.97).

            Professor Brian Patrick McGuire beretter tilsvarende om sin resignation over tendenserne i udviklingen: »Jeg er holdt op som formand for Flygtningevennerne, fordi Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet er blevet så stramme i deres behandling af sager, at væsentlige oplysninger og gode advokater ikke længere betyder det, som det gjorde før. (…) Birte Weiss skulle vise, at hun havde hår på brystet, og det har hun sandelig også gjort. Hun har strammet meget mere, end Ninn-Hansen nogen sinde gjorde.« (Berlingske Tidende, 5.4.98).

            Alligevel viste det sig, at Birte Weiss ikke formåede at stramme nok.

            Som hendes afløser vælger statsministeren Århus kommunes borgmester siden 1982, Thorkild Simonsen, der er kendt som en hardliner i flygtninge-/indvandrerspørgsmål.

            Professor i statskundskab, Lise Togeby ser udnævnelsen af Simonsen til indenrigsminister som et knæfald for højrefløjen: »Jeg har svært ved at argumenterer imod dem, som umiddelbart betragter dette ministerskifte som et knæfald [for højrefløjen]. Thorkild Simonsen melder langt klarere ud end Birte Weiss, og her ligger en oplagt signalværdi bag Nyrups handling.« (Politiken, 21.10.97).

            Simonsens baggrund er heller ikke til at tage fejl af. I 1994 rakte han sågar en hånd til Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup: »… Glistrup begynder jo desværre at få ret. Jeg kunne ikke lide de voldsomme udtryk, han brugte, men der er jo kommet mange til. Jeg vil gerne påtage mig en del af skylden for, at han blev afvist.«

            De konservatives retspolitiske ordfører, Helge Adam Møller udtaler om ministerskiftet: »Det er vel et tegn på, at man ønsker at gennemføre de ting, som han har talt for – og mange af dem har været som hentet ud af vores program.« (Berlingske Tidende, 22.10.97).

            Weiss' stramninger videreføres og udvides som forventet af Simonsens stramninger. Under den nye indenrigsminister vedtager Folketinget i 1998 en lov om integration af udlændinge i Danmark, ifølge hvilken pligten til at lære dansk og blive aktiveret fastslås, og hvor ansvaret for integrationsprocessen overgår til kommunerne. I 1998 vedtages Thorkild Simonsens og regeringens såkaldte udlændingepakke, lovforslag L59 og L60, hvis formål er at garantere, at Danmark kan »modtage og integrere udlændinge på en værdig måde« (jf. Information, 27.6.98).

            Det »værdige« heri er svært at få øje på, f.eks. genindføres stavnsbåndet i ny form, idet udlændinge nu tvinges til at tage bopæl i forudbestemte kommuner. At der er tale om ren diskrimination, røber det Radikale Venstres flygtningeordfører, Henrik Svane: »Jeg kunne aldrig nogen sinde drømme om at lave den samme lov for en dansker.« (TV-Avisen, 23.6.98).

            Den særlige integrationsydelse for en nytilkommen, enlig flygtning bliver ifølge Indenrigsministeriet gennemsnitligt 2.000 kr. lavere end den ydelse, en enlig dansk statsborger modtager på kontanthjælp. Det er det, der hedder integration »på en værdig måde«.

            På UNHCRs vegne understreger Makiko Shinohara: »Det er et juridisk faktum, at integrationsloven er i strid med konventionen, og det står ikke til at ændre.« (Information, 18.8.98).

            Et juridisk faktum, der ikke står til at ændre.

            I sidste ende må regeringen trække integrationsydelsen tilbage. Men den har dog haft en effekt – den har bevist, at regeringens intentioner stod endnu mindre tilbage fra Dansk Folkeparti, end mange måske ville have været tilbøjelige til at tro.

            Efterhånden må Poul Nyrup Rasmussen med vigende opinionstal atter kigge sig om efter en ny feberredning, som da han afløste strammeren Weiss med strammeren Simonsen.

            Han behøver dog ikke kigge så langt. Simonsen afløses af den eneste socialdemokrat, der overgår ham selv som strammer: Daværende socialminister Karen Jespersen.

            Det egentlige startskud for Karen Jespersens oprustning imod de etniske minoriteter indledes i juli 1997, hvor der er voldsomme optøjer på Nørrebro mellem unge fra de etniske minoriteter og Nørrebros Nærpoliti.

            Karen Jespersen er af den klare opfattelse, at det er de etniske unges opdragelse, som er skyld i urolighederne – ikke almindelige, kulturelle misforståelser, ikke disse unges årelange erfaringer med det danske samfunds stigende fordomsfuldhed, ikke skiftende regeringers udprægede forskelsbehandling i lov og ret, ikke at arbejdsløsheden blandt udlændinge er 3½ gange så høj som blandt danskere (hvilket er absolut rekord i Vesten ifølge OECD). Nej, det er alene opdragelsens skyld (underforstået: Afspejlet, som den må være, af den pågældende kulturbaggrund).

            »Det er et godt udtryk for en gruppe unge, som har fået for megen frihed. De har ikke lært samme ansvar over for samfundet som danskerne,« siger hun til Berlingske Tidende den 14.7.97. Og fortsætter: »De gør sig ikke klart, at for at leve i Danmark, må man være dansker.«

            At mange unge, der givet kan føre deres aner utallige generationer tilbage i Danmark, har haft store sammenstød med politiet, og at fodboldhooliganisme i stigende grad fører til voldsomme optøjer, har dog ikke på noget tidspunkt fået Karen Jespersen til at udtale, at f.eks. Brøndby-fans ikke gør sig klart, »at for at leve i Danmark må man være dansker«, eller at voldelige fodboldfanatikere »har fået for megen frihed«. Hvorfor mon?

            I oktober 1999 intensiverer Karen Jespersen sin linje for at lægge billet ind på den aldrende Simonsens ministerstol i Indenrigsministeriet og udtaler i et opsigtsvækkende interview i B.T., at politikerne »skulle have lyttet til Per Madsen«, Ishøjs socialdemokratiske borgmester, der fører en meget stram kurs over for indvandrere: »Han gjorde meget tidligt opmærksom på disse problemer – og blev ugleset. Men han fik mere ret, end man dengang var villig til at give ham.«

            Per Madsen, som Karen Jespersen giver sin varme støtte, gav ti år tidligere af alle steder i den Danske Forenings medlemsblad bl.a. udtryk for, at »muslimerne lever på middelalderstadiet med en nedgøring af kvinder og kvindekulturen, som er uhørt i dette land. Der handles med kvinder, som var det kvæg, og kvinder prygles og mishandles.« (Danskeren nr. 1, 1989).

            Det var endvidere Per Madsens praksis med at frakende indvandrere og flygtninge retten til almennyttigt boligbyggeri i Ishøj, hvor det skønnedes, at koncentrationen af »fremmede« var for høj, der i en betænkning til EU kaldtes »et skræmmende eksempel på administrativ racisme«, og som afviste undskyldningen, at kommunens praksis skulle være til indvandrernes eget bedste, som »apartheids universelle begrundelse«.

            Men vi »skulle have lyttet til Per Madsen«, siger Karen Jespersen og udnævnes et par måneder senere til indenrigsminister.

            Således indsnævres stedse afstanden mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

            Et andet eksempel herpå personificerer Mogens Camre. Strategisk, retorisk og metaforisk kan hans udfald mod muslimerne paralleliseres med Goebbels' udfald mod jøder i tyvernes og tredivernes Tyskland, men vel at mærke både den polemik, han lagde for dagen i Socialdemokratiet, og den, han lægger for dagen i Dansk Folkeparti, efter at han skiftede parti i marts 1999.

            Camre klager over »det politisk korrekte Danmark«, for hvem etniske og religiøse konflikter er »noget, der ikke må diskuteres« (Jyllands-Posten, 11.9.98); Joseph Goebbels klager i slutningen af 1920erne over, at »det jødiske spørgsmål« er et »tabu«, der »ikke bliver diskuteret offentligt« (Der Angriff, 21.1.1929).

            Camre kalder direkte indvandringen for »den alvorligste trussel mod landet i hele vores historie« (Jyllands-Posten, 27.12.99), hvor Goebbels i en nazistisk pamflet fra 1932 skriver: »Jøden er vor største ulykke.« (Die verfluchten Hakenkreuzler).

            Hele verden er ifølge Camre skueplads for muslimernes ønske om verdensdominans: »I den islamiske magtfilosofi skal islam underlægge sig hele jorden og udrydde andre kulturer.« (Information, 24.8.1999). I en artikel fra 1943 er verden ifølge Goebbels skueplads for jødernes ønske om verdensdominans: »Deres mål er at ødelægge og udrydde vores folk. Vi er den eneste kraft, der står imellem jødedom og verdensdominans.« (»Der Krieg und die Juden«, 9.5.43).

            I samme artikel kalder Goebbels jødernes konspiration et angreb på vestlig kultur og civilisation: »De kan ikke eller vil ikke se, at dette er en krig: den jødiske race og dens undersåtter imod vestlig kultur og civilisation. Alt, som vi tyskere og europæere, beskytterne af en moralsk verdensorden, anser for dyrebart, er i farezonen.« Camre frygter tilsvarende islams angreb på Europas grænser og det »blodets bånd«, der holder eropæerne sammen: »En fortsat indvandring er et direkte angreb på de værdier, vores samfund bygger på. Holdninger, tro, vaner, værdinormer, blodets bånd er det, der holder et samfund sammen. Det vil mennesker kæmpe for og dø for.« (Jyllands-Posten, 25.6.98).

            Mogens Camre har ikke ændret holdning eller retorik siden han forlod Socialdemokratiet til fordel for Dansk Folkeparti. Til gengæld har Karen Jespersen og Poul Nyrup Rasmussen nærmet sig Dansk Folkeparti og gjort det til et socialdemokratisk credo, at Danmark ikke er, og ikke må udvikle sig til et multietnisk og multikulturelt samfund: »Danmark er ikke multietnisk og skal ikke være det.« (Poul Nyrup Rasmussen, Vejgårdshallen i Aalborg, oktober 1997). »Jeg vil i hvert fald ikke leve med et multikulturelt samfund.« (Karen Jespersen, Berlingske Tidende, 6.9.00).

            Imens kan Dansk Folkeparti og den endnu mere yderligtgående højrefløj så skærpe tonen yderligere. Hegnspælene er blevet flyttet drastisk i 1990erne, og man kan kun frygte, hvor de vil flytte hen i løbet af indeværende tiår, hvis tendensen fortsætter – i og uden for Socialdemokratiet.

            Socialdemokratiets hamskifte og den markante politiske højredrejning i Danmark i de senere år er da heller ikke ikke gået ubemærket hen i udlandet. Berlingske Tidende oversætter f.eks. den 1.11.97 fra Frankfurter Rundschau: »Selv den socialdemokratisk ledede regering synes at hoppe med på flygtningehysteriet.«

            Jyllands-Posten refererer den 19.11.97 fra Liberation, der konstaterer, at »fremmedhadets feber har ramt Danmark«, og betoner kontrasten mellem »det brutale fremmedhads Danmark« og så »menneskerettighedernes Danmark«, der fører sig frem internationalt.

            I forbindelse med krisen omkring regeringsdeltagelsen af Jörg Haiders Frihedsparti i Østrig med de efterfølgende diplomatiske EU-sanktioner imod landet bemærker et tysk dagblad dobbeltmoralen: »Haiders teser er regeringspolitik i Danmark.« (Frankfurter Allgemeine Zeitung, 15.2.00).

            Socialdemokratiet er blevet eksponent for en politik, der i forhold til indvandrere og flygtninge begynder at kunne konkurrere med Venstre og Dansk Folkeparti, en politik, som i internationale medier paralleliseres med Jörg Haiders.

            Den afgørende forskel på Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet betræffende retorik og politik over for etniske minoriteter er tempoet og målet – men selv her begrænses forskellen stedse mere, især i forhold til ledende socialdemokratiske ministre og borgmestre. Kjærsgaard, Krarup & Co.s mål er selvfølgelig mere vidtrækkende end Socialdemokratiets, men retningen har under Nyrup været den samme: Benægtelse og bekæmpelse af den multikulturelle samfundsudvikling, tilskyndelse til repatriering, begrænsning af rettigheder, stramninger af lovene og forskelsbehandling.

Rune Engelbreth Larsen

Redaktør af Faklen