Dagbladet Politiken d. 10. september 2005

Den sidste autonomi

- Hvis aktiv dødshjælp var tilladt, ville det være lettere at tage stilling til, om man skal underkaste sig en risikabel operation.

 

Illustreret med tegning: Mette Dreyer 

_____________________
Aktiv dødshjælp, patient
---------------------------------------
Af Troels Peter Schmidt
---------------------------------------

Før jeg sagde ja til en stor operation i nakkehvirvlerne, 

blev jeg advaret om, at 1 ud af 200 patienter vågnede op til en lammelse fra hals til tå. Da jeg vågnede op, havde jeg en lille forbedring af slidgigtens følgevirkninger i højre hånds tommelfinger og pegefinger. Resten af kroppen havde ingen forbedringer, tværtimod. For 20% af patienternes vedkommende fortsætter degenereringen af hovednerven i nakken indtil hals til tå scenariet er en fait accompli. Slidgigtens følgesygdomssymptomer breder sig og intensiveres næsten fra dag til dag.

 

  Ikke min nervesygdom, cervical spinalstenose, forårsaget af slidgigten, men selve den eksistentielle og potentielle problemstilling for mig som en magtesløs patient er særdeles og forbløffende velbeskrevet i filmene ’Million Dollar Baby’ og ’Det indre hav’, film som de fleste enten har set, hørt eller læst om.

 

  Nu skal min hustru og jeg til samtale med neurokirurgen. På baggrund af en ny MR scanning taget for 10 dage siden skal vi tre i fællesskab forsøge at besvare spørgsmålet, om jeg skal underkastes samme operation endnu engang - risikoen for at vågne op anden gang lammet fra hals til tå er fordoblet - dvs. 1 ud af 100 lammes efter operationen.

 

  Hvis jeg ikke gennemgår operationen vil tiden alligevel føre mig ind i lammelsen. Så vores svar til kirurgen burde være såre enkelt, hvis det ikke lige var fordi jeg, selv om jeg elsker livet, ikke kan forlige mig med tanken om et  måske “uværdigt liv”, hvor jeg pga. min sygdom har mistet enhver mulighed for blot at kunne tage hånd i hanke og bestemme over min egen krop, om hvorvidt jeg vil fortsætte eller slutte mit liv, hvis det ikke er til at bære. Hvis aktiv dødshjælp var lovlig, som i Holland, ville jeg ikke være tvunget til evt. at tage mit eget liv, før jeg evt. kom i den frygtede situation nævnt ovenfor, hvor det overdrages formynderisk til andres almægtige herredømme over min krop. For mig ville dette være uacceptabelt og det, jeg kalder et uværdigt liv. Måske er livets dybeste mening ikke at miste den sidste autonomi.

 

  PS:  Jeg så en gang en film i 1970’erne,  der hed ’Johnny got his gun’, om en ung soldat, der lå fuld bevidst, men uden tale, syn eller hørelse, og som til sidst ville, men ikke måtte dø. Selvom min potentielle situation ikke er helt så slem som Johnnys, ligner den dog temmelig meget alligevel.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Nyhed:

 

Kirurgen, Nina og jeg blev enige om at vente og se tingene an samtidig med at der skal undersøges om jeg tillige har en nervebetændelse.

I så fald, kan der behandles herfor? Det håber vi. I øvrigt har jeg det da nogenlunde psykisk - inde imellem endda rigtig, rigtig godt!! Livet er åbenbart et splendid mysterium! Mht. min lymfekræft har denne bredt sig til venstre lysk, men er heldigvis mindre end den i højre lysken, som er gået i dvale - skønt, og for min skyld, må den godt forblive således! Vidste du at der i Danmark findes en mexicansk "dødsforening" som stammer fra de oprindelige indianer i Mexico? De skal inviteres til at sidde i vores debatpanel sammen med 'Landsforeningen en værdig død' (endnu ikke inviteret). Troels Peter og andre patienter, politikere og interessandte kulturpersonligheder, om aktiv dødshjælp. Det finder sted kl. 19:30, onsdag d. 30. november 2005, i Kulturcaféen, Holmbladsgade 99, 2300 Amager, København. Måske ses vi dér? Det ville være rart hvis du har tid og lyst.