Download gratis og bedst nedenstående kronik ved først at markere hele teksten, 
kopier, og sæt ind i et andet program på din computer. God læsning:

Hvor er kulturradikalismen i begyndelsen af det 21. århundrede? Dette
spørgsmål har flere rejst i kølvandet på udgivelsen af antologien Den
kulturradikale udfordring (red. Jørgen Knudsen) med de 12 forelæsninger over
kulturradikalismen, som var et tilløbsstykke på Københavns Universitet
sidste forår.

Således spørger eksempelvis Politikens Bjørn Bredal: »Hvad er den
kulturradikale udfordring i dag?« - og Berlingske Tidendes Nils Gunder
Hansen: »Så hvad med en foredragsrække til med start i 1960?«

Den 27. maj griber Tøger Seidenfaden tilbage til Georg Brandes som den,
der »hverken er helt eller halvt kompromitteret« af diverse brud med
frihedsrettighederne og kommunismens »totalitære fristelse«. Seidenfaden
fastslår uden omsvøb, at der er »god brug for aggressiv kulturradikalisme
lige nu«.

Hvad naturligvis bringer os tilbage til Bredals spørgsmål: Hvad er den
kulturradikale udfordring i dag?

Der er ganske givet mange uudtalte svar på dette, men nu hvor spørgsmålet er
rejst og dermed udtalt, turde der vel også være anledning til at vove et bud
på dele af kulturradikalismens agenda lige nu, ved begyndelsen af det 21.
århundrede.

Jeg deltog selv med et oplæg i den paneldiskussion, der afsluttede
forelæsningsrækken om kulturradikalismen på Københavns Universitet sidste
år, og forsøgte at provokere til debat om nutidens kulturradikale udfordring
med et bud på noget, der med en let omskrivning af Seidenfadens ord måske
kunne karakteriseres som begyndelsen på en offensiv kulturradikalisme.

Nu, hvor forelæsningerne er nået ud til et bredere publikum, og selvsamme
debat er efterspurgt, er der måske grund til at gentage, hvorfor en sådan
offensiv er nødvendig, og hvorfor den må få karakter af et kulturopgør.

Aldrig var et kulturopgør vel så påkrævet som i hele det tyvende århundrede,
det sorteste kapitel i verdenshistorien, hvor to verdenskrige, Auschwitz og
Gulag, atombomben, hungerkatastroferne, imperialismen og den
nyliberalistiske globalisering tegnede den internationale kulisse bag vor
egen fade socialdemokratisme, hvis svar på alting blot var en en kvælende
dyne af kontrol, bureaukrati, og populisme solgt som pakkeløsning med
stemplet »velfærd«, der skulle få det hele til at glide lidt lettere ned.

En lidenskabsløs snusfornuft, som til stadighed patologiserer og
tvangsinstitutionaliserer livsytringer i alle aldre ved at gøre dele af
samfundet til et koldt, institutionshjem, til tider i hele eller store dele
af døgnets 24 timer, hvor medmenneskelighed stilfærdigt og hjælpsomt
erstattes af håbløst underbemandet klientgørelse. En vækstmoral, hvor
lønarbejde og kun lønarbejde macht frei, og hvor en desinteresseret opinion
har slugt den absurde propaganda råt, at selv tvangsarbejde er synonym med
omsorg, og frihed roden til alt ondt.

Aldrig var et kulturopgør så påkrævet og aldrig så tragisk dets udebliven
som i det tyvende århundrede, der herhjemme var socialdemokratismens
århundrede. En socialdemokratisme, som aldrig nogen sinde kom kommunismen og
nazismen nær i brutalitet, men i stedet forfinede strategien »magt for
magtens egen skyld«, imens parti og stat uformelt smeltede mere og mere
sammen. Den gyldne middelvejs kunst så socialdemokraterne gerne deres
indsats som, men hvor ofte er det ikke blot blevet den laveste fællesnævner,
som har skruet politikken sammen i patchworkløsninger, hvis primære formål
var at bevare regeringsmagten valgperioden ud? Ingen visioner for kultur og
samfund, kun hul retorik om et »foregangsland«, altimens internationale
organisationer med stigende bekymring ser på landets diskrimination af
etniske minoriteter, psykisk tortur i form af isolationsfængsling,
flygtninge anbragt i containere, 5.000 juridisk uskyldige asylansøgere
automatfængslet årligt og over en kvart million danskere under
fattigdomsgrænsen .

Kulturradikalismen var et kulturopgør, som desværre aldrig slog helt til og
derfor forblev en sten i skoen i stedet for en sten i vejen for den
omsiggribende dehumanisering og deintellektualisering.

Brandes vandt ingen virkelig blivende kulturfornyelse i sin egen tid, og
intet kulturelt forår fulgte heller i den øvrige del af det tyvende
århundrede - skønt gennembruddet lyste op i mørket, var isen alt, alt for
tyk.

Arrogance, ignorance og intolerance erobrede flere og flere sind,
nationalistisk nidkærhed greb flere og flere folk og kvalte slutningen af
det nittende århundrede og begyndelsen af det tyvende. Siden er der ikke
meget nyt under himlen, og solen lader endnu vente på sig. Isen er ikke
blevet tyndere, og det er nøjagtig den samme kulde, der lagde sig over
slutningen af det tyvende århundrede, som nu truer med at kvæle begyndelsen
af det enogtyvende.

Hvor ubehageligt genkendelig er således f.eks. ikke hele den nationalistiske
højrebølges essens i Grundtvigs skingre fædrelandskærlighed fra 1848: »Faar
vi ægte Danske Love, / Danske Skoler Splinternye, / Danske Tanker, Danske
Plove, / Rinder op vort gamle Ry: / 'Dansken, lykkelig begavet, / Boer med
Fred og Fryd paa Havet;' / Da er Folkets Daad og Digt, / Da er alting
folkeligt! / Svar ei fattes Skoven! // Præst og Adel, Borger, Bonde, /
Konstner, Skipper, Skolemand, / Kalde alt Udansk det Onde .«

Men hvor afsløret af Brandes, der i 1925 hovedrystende tilstår, at han ikke
forstår Grundtvigs tale om danskerne som »Guds Hjertefolk«, og skriver: »Den
nationale Selvfølelse, der i Oldtiden bragte Grækere, Romere og Jøder til at
anse sig for bedre end andre Folkeslag - og denne Selvfølelse var jo ikke
grundløs - har efterhaanden bemægtiget sig alle europæiske Folk. Ligesom
utaalelige Mennesker, der bestandig udkrammer deres indbildte Fortrin eller
deres tidligere Triumfer, saaledes er de europæiske Folk næsten uden
Undtagelse nutildags forfaldne til den smagløse Vane at rose sig selv. Neppe
et Folk er saa lille og saa lidet betydende, at det ikke anser sig selv for
Jordens største Folk. (.) Deraf Fremmedhadet og Hadet mod de fremmede
Elementer i Folkene, f.Ex. det allevegne stigende Jødehad.«

Men har vi flyttet os i forhold til denne karakteristik med trekvart
århundrede på bagen? Ja da - i stedet for at hade jøderne, hader vi nu
muslimerne. Bravo.

En ny syndebuk, et nyt fremmedhad, en ny selvtilstrækkelighed. En ny genvej
til det civiliserede barbari af had, hetz og holocaust, som
ingen »barbarer« i kulturhistoriens talrige »primitive« og »underlegne«
epoker nogen sinde har formået blot tilnærmelsesvis at matche Vestens
formidable præstationer i.

I absolutismens navn er vores historie tynget af selvretfærdige overgreb,
der gør enhver bagatellisering af samtidens syndebukkepolitik imod »de
fremmede« til skamme. Det er, som om vi ikke tager det alvorligt - det
rammer jo ikke os selv - og måske har vi simpelthen vænnet os til vor egen
kulturarvs grusomheder i astronomisk størrelsesorden:

I kristendommens absolutte sandheds navn har korstog, inkvisition og mission
udøvet et kulturhistorisk terrorregime uden sidestykke - for »Guds« skyld. I
socialismens videnskabelige sandheds navn er millioner blevet undertrykt og
udslettet - for »folkets« skyld. I kapitalismens økonomiske sandheds navn er
samfund og nationer blevet undertrykt og sønderbombet - for »frihedens«
skyld. Lige siden kristendommen blev kirkemagt, har Vestens Verdensorden
dybest set været sort/hvid. Vesten selv absolut god og absolut sand. Vejen,
Sandheden og Livet. Og følgelig er alt andet ofte blevet anset for at være
absolut primitivt eller absolut forkert - i værste fald også absolut ondt.

Enhver humanistisk hævdelse af det kætterske standpunkt, at det sande for
den ene, ikke nødvendigvis behøver at være sandt for den anden, er over for
absolutismen i enhver afskygning naturligvis blevet afvist som absolut
latterligt. Men har man overvejet grundlaget for denne selvsikkerhed
tilstrækkeligt?

Næppe. Derfor går den absolutte sandhed i sine grelleste eksempler ubesværet
videre, hånd i hånd med den absolutte intolerance. Den er en del af vores
kulturarv, og hvis vi vil et kulturradikalt aftryk på fremtiden, må vi også
gøre os denne arv så smerteligt bevidst, så vi kan fralægge os al
indflydelse fra den.

Herhjemme vinder i dag det nationalistiske patent på en statisk danskhed
frem - sine steder direkte, sine steder indirekte - iscenesættelsen foregår
naturligvis atter i absolutismens kategorier. Danskheden er således absolut
etnisk ren, absolut kristen og absolut indiskutabel. Ingen plads til
forskellighed, ingen plads til en individuel danskhed.

I værste fald i Dansk Folkepartis overbudspropaganda, hvor de »fremmede« er
barbarer, som med et politisk nykorrekt udtryk for etnisk udrensning skal
repatrieres. I »bedste« fald i mere skjult form, f.eks.i det Radikale
Venstre, hvis kirkeminister nedgør muslimske kandidater ved at
mistænkeliggøre Koranen, til trods for at Koranen for enhver bogstavelig
læsning rummer langt flere soleklare humanistiske træk, end det Nye
Testamente kommer i nærheden af.

Et omsiggribende fremmedhad er konsekvensen af nationalismens ensretning, i
det store og i det små - på Brandes' tid såvel som i vor egen.

Kun ét risikerer i længden at blive mere nærende for fremmedhadet end
danskhedens selektive selvtilstrækkelighed og nationalromantiske
fortrængninger - den moderne eurocentrisme. Der er ikke noget åbent
fællesskab på vej i EU, intet globalt udsyn, men et protektionistisk
snæversyn, primært til fordel for - og dikteret af - Europas multinationale
selskabers konkurrencedygtighed i forhold til USAs multinationale selskaber.

Eurocentrismen er intet andet end slet skjult »nationalisme«; en halv
verdensdel, der planlægger at væbne sig yderligere til tænderne og
kulturchauvinistisk lukke sig om den overflod, som den i kolonialismens og
imperialismens århundreder har drænet den tredje verden for. Alle de
historiske små og store, fordummende interne europæiske fordomme og
nationale magtambitioner afløses således ikke af gensidig forståelse og
respekt, men af endnu farligere internationale fjendebilleder og
stormagtsambitioner, til gavn for den Nye Verdensordens overklasse af
bureaukrater og plutokrater.

Det værste i socialdemokratismen og liberalismen er her ved at gå op i en
højere enhed, og resultatet er begyndelsen på en kafkask statscentralisme,
hvor det enkelte menneskes integritet udslettes i formynderi og
uigennemtrængelige beslutningsprocedurer, for hvilke frihed er reserveret
markedsmekanismer og kapitalinteresser. Intet magtapparat kunne være bedre
skræddersyet til magtmisbrug end denne forchromede kolos, hvor hermetisk
lukkede komiteer og korridorpolitik er tumleplads for medlemsstaternes
afdankede retrætepolitikere og strømlinede embedsmænd. Det nuværende EU er i
sig selv slet og ret EUs achilleshæl. Selv de mest humanistisk indstillede
fortalere for yderligere centralisering i EU-regi forsvarer snarere deres
drøm om EU end henviser til - EU.

Nationalismens og eurocentrismens skær af modpoler er i dag mest et udtryk
for to forskellige strategier i den dybest set fælles aversion imod
ikke-europæisk ånd. Selvtilstrækkeligheden er ikke så forskellig endda.
Begge flanker sværger i stigende grad til samme fjendebillede af »det
fremmede« - nationalisterne direkte, eurocentralisterne som regel mest
indirekte gennem et stadigt pres for at forstærke EUs ydre mure iblandet
mere liberale hensigtserklæringer over for de store befolkningsgrupper af
etniske minoriteter. Men  begge er dybest set truet af »det fremmede«.

Ikke fordi f.eks. islam truer hverken Europa eller Danmark, men fordi
tilstedeværelsen af en kulturel faktor, der så synligt træder uden for både
den nationalistiske og den eurocentriske strategi uvilkårligt repræsenterer
et iøjnefaldende anslag imod hele den historiske absolutisme, som vi i
vestlig forstand har sværget til et par årtusinder. Hvis islam normaliseres
på egne præmisser i Danmark, normaliseres »det fremmede«, hvilket i sig selv
er en svækkelse af al monokulturel ensretning. Danskheden fornyes og udvides
til benefice ikke blot for de såkaldt nye danskere, men - hvis vi i
kølvandet herpå forstår at udvide respekten for den enkeltes egenart
generelt - tillige for de af de gamle, der også er kommet i klemme under det
standende snæversyn og ensretning.

Det »fremmede« i vor tid er ikke det samme, som det var på Brandes' tid, men
det fremmede er ikke mindre et fjendebillede i dag. Længere er vi ikke
kommet - end ikke efter den dyrekøbte erfaring af nazismens Endlösung.

Er det af indlysende historiske årsager blevet næsten umuligt at eksponere
et bredt funderet jødehad i vor del af verden, er det til gengæld i stigende
grad acceptabelt at eksponere et bredt funderet had mod islam, og sågar helt
almindeligt at afsværge den multikulturelle samfundsudvikling - hvad enten
man hedder Kjærsgaard, Hornbech eller Nyrup.

Dér står vi i dag.

Intet kan føre så vidt, være så nedrigt og i sidste ende så grusomt som
denne, middelmådighedens ringeagt af det anderledes, af yderligtgående
propagandister iscenesat som det absolut godes modstandskamp mod dets
absolutte modsætning.

Den multikulturelle samfundsudvikling er omvendt en gave til os, der i det
hele taget ønsker et kulturelt opbrud, og som i dag mødes med ramaskrig over
så uskyldige ønsker som f.eks. lighed for loven eller adskillelse af stat og
kirke.

Normaliseringen af en ny, kulturel bredde, er svækkelsen af en gammel
kulturel ensretning. At vi i vort samfunds midte bliver mindet om, at alt
kunne være anderledes. At andre lever og er lykkelige med det såkaldt
fremmede og i det såkaldt fremmede. At dette, der synes så anderledes, giver
mening og indhold i andres tilværelse. At det fremmede hos vores næste
minder os om det fremmede i os selv. At det nødvendige alternativ til
ensretning er accepten af og respekten for det fremmede, for
forskelligheden - ja, ikke bare accepten og respekten, men tilskyndelsen til
forskelligheden som det, der gør mennesket til individuelt menneske. Født,
som vi er, forskellige, vores kærlighed, som vi føler forskelligt, og vort
liv, som vi oplever forskelligt.

De etniske minoriteter i det danske samfund i dag er ikke en byrde, ikke en
trussel, men nok en historisk omvæltning af dimensioner. Det har vi da i det
mindste lov at håbe. En udfordring og en gave til en ny generation
kulturradikale, et skår i al selvtilstrækkelighed og ensretning - en
omvæltning, der måske kan medvirke til at vække og skabe en mangesidig, ny
dansk kultur på menneskets og dermed på forskellighedens præmisser, sætte
ild på fordomme og løgne og opbrænde tankelig fra henfarne tider . »Vi
trænger til Ild hertillands, Ild i Sindene, Ild i Viljerne, blodrød Ildhu,
som varer et Liv igennem,« gjaldede Brandes for en evighed siden.

Hvor meget ret ville han da ikke have også i dag, hvor den respekt, der
fører til medmenneskelighed og engagement, er mere ildeset end nogen sinde?

Lad os da byde socialdemokratismens nivellerende formynderi farvel, lad os
byde nationalismens udstoppede fædrelandsromantik farvel, lad os byde
eurocentrismens arrogance farvel og hilse anledningen til et glødende
kulturopgør velkomment - aldrig har det været så tiltrængt. Et sted skal det
jo starte, og kunne ikke kampen for den multikulturelle samfundsudvikling
være første skridt i retning af en ny, kulturradikal agenda for det 21.
århundrede, en katalysator for frihed til forskellighed?

Man kunne dog håbe. Lad os derfor - skønt tiden og konteksten var en anden -
gøre Brandes' ord til vore, da han afsluttede sin tale på Grundlovsdagen i
1884 med følgende ord: »Naturligvis saa jeg helst en Sværm af originale
Aander iblandt os, der omformede og berigede Menneskelivet saaledes, at
fremmede Folkeslag godkendte og tilegnede sig danske Tanker, danske
Institutioner eller dansk Kunst. Men en særligt dansk, indestængt Kultur er
en gammel Jomfru, der ingen Børn kan faa, ufrugtbar, thi ubefrugtet. Lad os
da aldrig stænge Frøkornene ude!«

Rune Engelbreth Larsen

Apropos:
Søndagskroniken i Politiken d. 3. juni 2001:
af Rune Engelbreth Larsen. - Forfatteren til debatbogen 
'Det nye højre i Danmark'. Hermed sætter Larsen dagsordenen for en ny generation af kulturradikale

Hjem

Bekæmp censur!  - Resist Censorship!: