Apropos:
Læs også Fru Jack the Ripper
- af Troels Schmidt, kulturaktivist og forfatter

Det undrer mig at Hans Mortensen (H.M.) i sin ”Mordjagt i 120 år” (Weekendavisen,nr. 35, 2008) ikke nævner den i sociologiske kredse anerkendte kvindeforsker professor i historie ved Johns Hopkins University Judith R. Walkowitz.

Myten om mandens voldelige seksualitet
- en kommentar til Weekendavisens anmeldelse af det nystiftet Seksualpolitisk Forum
Af Troels Schmidt, forfatter og kulturaktivist

I Weekendavisens omtale af en ny seksualpolitisk forening  (”Hvad vil kvinderne egentlig?”, 11. maj) får vi at vide at ”Nu handler det om børneporno, drug-rape, date-rape, internet-pædofile, teenage-orgier, alfons-overgreb og strip på gymnasierne. Alt sammen udløbere af den modbydelige mandlige seksualitet, som må hegnes inde.” Artiklen  afslører at Henrik Lists bog Sidste nat i kødbyen er foreningens kampskrift som Bo Bjørnvig passende anmelder som bl.a. ”en velskrevet introduktion til syndens hule.”  List forklarer: det var mediernes ”talfusk og –sjusk, der fik mig til skrive Sidste nat i kødbyen”. Og foreningens Steen Schapiro supplerer: ”vi vil gerne afsløre nogle af de kæmpe løgnehistorier og forvrængninger, nogen fyrer af for at påvirke lovgivningen i retning af forbud.” Foreningens stiftere er ”grundtrætte af det effektive parløb mellem beton-feminister, socialister og bedrevidende Radikale med rødder bagud til 1800-tallets hattedamer.” Med henvisning til hattedamerne rækker den ny forening os en hånd til forståelsen af hvad damerne den gang ville og i dag vil.

Forskeren Judith R. Walkowitz har beskæftiget sig med hattedamernes projekt i artiklen:  ”Jack the Ripper and the Myth of Male Violence”, Feminist Studies 8. Her er et resumé af hendes arbejde:

Fænomenet Jack the Ripper var den katalysator som i 1888 bidrog væsentligt til at realisere hattedamernes projekt – at overbevise samfundet om mænds voldelige seksualitet. I årene efter, at Jack the Ripper slog til i 1888s East End i London førte  damerne en ubarmhjertig ideologisk krig imod mandens ”farlige” seksualitet.

I perioden før mordene på de fem prostituerede drejede hattedamernes indsats sig primært om at beskytte de unge sælgere af seksuelle ydelser imod erhvervets faremomenter og samtidig udvise sympati for pigernes vanskelige situation.

Men i perioden efter drabene blev hattedamerne mere optaget af at beskytte alle kvinder imod mandlig seksualitet end fortsat at værne om de unge og relativ uerfarne sælgere af sexydelser. Det blev jo sværere at påstå at ville beskytte ofrene for prostitution efter at det var kommet frem at ofrene var fuld voksne, midaldrende kvinder. Kun én var egentlig ung, nemlig 24. Alle 5 prostituerede var i øvrigt respekterede og med i velfungerende netværk af venner og naboer, der bl.a. lånte hinanden penge og i det hele taget hjalp hinanden når behovet meldte sig. I East End, hvor man boede og drev sin forretning, var der sympati og forståelse for det man lavede. Til gengæld var denne *empati helt fraværende hos de fremmede hattedamer der kom udefra for at redde de moralsk fortabte og yderst fattige kvinder.

Efter fænomenet Jack the Ripper skulle nu alle kvinder beskyttes, først og fremmest mod  den kirurgikyndiges skæren halsen over og derefter fjernelse af organer som tarme, livmoder og mavesæk fra ligene. Så vidt jeg kan se er det imidlertid aldrig blevet bevist at motivet var specielt seksuelt, selvom Walkowitz omtaler mordene som sådan, og der blev ikke fundet sæd eller tegn på voldtægt. At gerningsmanden kan have været en kvinde hører også med i teorien om morderens køn og identitet - Jack the Ripper kan have været en kvinde, skriver Walkowitz.  Fænomenet var i hvert fald den katalysator som bidrog væsentligt til at realisere hattedamernes projekt (den gang såvel som i dag?) – nemlig, at overbevise samfundet om mænds voldelige seksualitet. Ved hjælp af løgn, manipulation, overfald på pornoforhandlere, prostituerede og mænd som i dag?.

Et resultat af bl.a. datidens victorianske hattedamers aktioner var at 200 ”lodges”, dvs. områder hvor hjemløse prostituerede og andre huserede, blev nedlagt. De prostitueredes materielle vilkår blev herefter dramatisk forværret i det ludfattige East End, hvor knap 1 million af samfundets dårligst bemidlede havde til huse.

Krigen mod mænds seksualitet førte til krav om at alle mænd skulle udøve selvdisciplin og beskytte alle kvinder, tilvejebragt med masser af hjælp fra frivillige organisationer og enkeltpersoner der overvågede kvinderne alle vegne med det resultat  at mænd fik endnu mere kontrol over kvindernes liv! Ydermere, den seksuelle lavalder blev hævet fra 13 til 16 år og i 1888 gik datidens ”nyfeminister” så massivt og voldsomt i krig imod mænds seksualitet generelt, at det også førte til et forbud imod mandlig homoseksualitet i England helt indtil 1967.

Med Walkowitz´s videnskabelig arbejde om hattedamernes frygt for og ideologiske krig imod mænds seksualitet afsløres bl.a. at det ikke primært var en hjælp til de kvindelige prostituerede, men en kønspolitisk magtkamp ført an af bl.a. usolidariske og fremmede modsøstre fra bedre stillede samfundslag. En del lighedspunkter med nutidens feministers projekt anno 2007 er slående, f.eks. at de færreste prostituerede selv den gang som nu,  ønsker en kriminalisering af deres fag. Og kun et mindretal af befolkning på 31,8% ønsker et forbud.

--------------------------------------------------------------------

Dagbladet Information d. 24. maj 2007:
Kritik af en kommentar til Informations anmeldelse af det nystiftet 
Seksualpolitisk Forum

Formynderi
- af Troels Schmidt, tidligere prostitueret

"... hvorfor taler disse moderne kvinderetsforkæmpere aldrig om det enkelte voksne menneskes ret til selvbestemmelse i egne anliggender? Denne totalfortrængning minder mig om de viktorianske hattedamers både kvinde- og mandefjendske projekt i London i 1888, som tillige gik imod de prostitueredes egne ønsker og endte med bl.a. en drastisk forringelse af mange kvinders økonomiske kår og indførelse af et forbud imod mandlig homoseksualitet indtil 1967! (Kilde: Jack the Ripper and the Myth of Male Violence, Feminist Studies 8, af Judith R. Walkowitz.) Læs hele indlægget ved at klikke her

Hjem