Nævnet hvor retssikkerhed ikke gælder de uglesete

Af Leif Blædel

Etik.  Pressenævnet havde ingen indvendinger imod, at Politiken kaldte en ikke-pædofil for “erklæret pædofil”

Politiken kaldte fritidspædagog Troels Peter Schmidt for “erklæret pædofil” og skrev at han “i en annonce tilbød børnepasning”. 

Troels Peter Schmidt er ikke pædofil og har ikke erklæret at være det. Han har ikke tilbudt børnepasning. Han sendte bladet et uaggressivt læserbrev med korrektion af fejlene. Redaktionen afviste det. Så klagede han til Pressenævnet. Det gav forleden Politiken medhold.

            Jamen, det er da løgn? Nej, hvert et ord er sandt:

            Troels Peter Schmidt er engageret i seksualpolitik. Han er inspireret af Wilhelm Reich. Sexologen, professor Preben Hertoft har omtalt hans bog hele og FRIE børn med respekt og mener, han er i slægt med Homer Lane og A.S. Neill.

            Maria Marcus siger han fortsætter, hvor Freud stoppede. Han solidariserer sig med kvindefrigørelsen og med seksuelle minoriteter, er stifter af adskillige ligestillingsudvalg og seksualpolitiske sammenslutninger, ligesom han er medstifter af Pædofilgruppen.

            I lighed med flere andre af gruppens medlemmer er han ikke selv pædofil, men vil støtte den. Akkurat som Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske har medlemmer, der ikke er nogen af delene, kun sympatisører. Dansk Kvindesamfund havde for nogle år siden en mandlig formand. Nadine Gordimer deltog i antiapartheid kampen i Sydafrika uden at være sort.

            Efter at Troels Peter Schmidt, til støtte for bogen om frie børn, havde annonceret for tilslutning til “Anti-pædagogisk netværk - en diskussions- og børnepasningsgruppe for forældre, socialarbejdere og andre”, indledte bladet Socialpædagogen - som måske ikke bryder sig meget om anti-pædagoger - en beskidt kampagne mod ham. Den blev fulgt op af B.T. under overskriften “Pædofil vil passe små børn privat” - det var den lidt uklare brug af ordet “børnepasningsgruppe” som blev forvrænget til at Troels Peter Schmidt personlig ville passe små børn.

            Dagen efter den artikel skrev journalist Hanne Fall Nielsen kritikløst dens påstande af i Politiken og benyttede de indledningsvis citerede vendinger, uden så meget som at lade Troels Peter Schmidt få lov at svare på angrebene.

            Anstændige aviser accepterer normalt korrektion af notoriske fejl. Men da Schmidt med sit indlæg kort ville klarlægge sin holdning, fik han i et brev fra Tøger Seidenfaden at vide, at bladet “ikke er synderlig optaget af hans seksualitet”, og at artiklen “faktisk ikke handlede om ham”, men om “principielle forhold ved privat børnepasning”.

            Når Troels Peter Schmidt modsætter sig at blive kaldet pædofil, skyldes det ikke at han anser det for ærekrænkende i sig selv. Men det er en udbredt tro, at de pædofile er monstrøse børnelokkere, som begår voldelige seksuelle overgreb mod små børn - og selv om dét overhovedet ikke er karakteristisk for pædofile forhold, vil påstanden selvsagt kunne skade ham professionelt.

            Da Schmidt klagede til Pressenævnet, glemte Politiken sin første motivering for at afvise ham - den der indebar, at aviser frit skulle kunne beskylde folk for hvad som helst, bare de påstår, artiklerne handler om noget andet.

            I stedet henviser Seidenfaden nu til hans tilknytning til Pædofilgrupen og hævder, at “når pressen beskriver folks seksuelle orientering (...) sker det på grundlag af den eventuelle foreningstilknytning, de har valgt at hænge deres seksuelle præferencer op på.”

            Denne kunstige argumentation kan jo ikke skjule at Politiken har skrevet noget urigtigt om Troels Peter Schmidt.

            Men Pressenævnet - repræsenteret ved Axel Kierkegaard, Bent A. Koch, Kaare R. Schou og Preben Sørensen - udtaler: “Anvendelsen af ordet pædofil på den måde, som det er sket i Politiken´s artikel, er ikke en overtrædelse af god presseskik”. Færdig med Schmidt!

            I modstrid med god retsskik undlader nævnet at motivere afgørelsen. Det er heller ikke let at argumentere for avisers ret til at skade en mand med usande påstande. Men nævnets afgørelse er ikke helt overraskende, for det har flere gange tidligere været påfaldende uvilligt til at støtte upopulære minoriteter. Da medlemmer af Hells Angels helt udokumenteret blev beskyldt for narko-handel, afviste nævnet en klage, med at påstandene “ikke var egnet til at påføre klagerne økonomisk eller anden skade af betydning”. De nydelige herrer i nævnet synes at mene, at kun det pæne borgerskab besidder respektable æresbegreber. Derfor gav man samme motivering for at afvise nogle andre HA-medlemmers klage over påstande om, at de var blevet tævet i Christiania, skønt de ikke havde været i Fristaden. Sekten Hare Krishna fik afvist en klage over at blive slået i hartkorn med visse nyreligiøse bevægelser med deres “totalitære metoder” og smarte økonomiske arrangementer - skaden ved urigtigheden var “ikke af betydning”.

              En retssikkerhed er småt bevendt, hvis ikke den gælder også for de svage og for forhadte minoriteter. Det gør den - selv om der er skændige undtagelser - ved domstolene. Men Pressenævnet synes ikke at mene, at uglesete folk har krav på samme behandling som ordentlige mennesker.

Hjem