De seksuelle og etniske minoriteters fremtid

af Troels Peter Schmidt

(Landsforeningen for bøsser og lesbiske, foreningen Vision og Mermaid Pride er blevet bedt om at komme med kommentarer der kan sættes ind på denne side - svarerne sættes ind nedenfor samme dag som de modtages.)

Da jeg for nylig blev inviteret til at deltage i en debat over emnet muslimer og bøsser, frygtede jeg et øjeblik, at der inden for de mere etablerede bøsse/lesbisk-kredse, også her skulle finde en politisk højredrejning sted. Baggrunden for mødet var beskrevet således i invitationen:

"Den 18. august tiltrak unge 2. g'ere fra Nørrebro sig igen mediernes opmærksomhed efter en lang dvale. På Nørrebrogade gav de pokker i tolerancen og modtog Mermaid Pride med tomater, sten og flasker. Lederen af den årlige festival for bøsser, lesbiske og biseksuelle var diplomatisk nok til at kalde overfaldet for 'drengestreger'. En anden tolkning af overfaldet lå ellers lige for, da arrangørerne af selv samme festival havde uddelt en homofobipris til 'de muslimske landes repræsentationer' i Danmark. Var overfaldet mon kvittering for prisen?

Pressen var ikke i tvivl om, at homofobi er særlig udbredt blandt muslimer. Den huskede nok, at et muslimsk medlem af Det Radikale Venstre i foråret havde mistet sit folketingskandidatur efter bl.a. at have ytret en valen holdning til registreret partnerskab. Og nu kunne den notere, at hverken muslimske eller andre minoritetsorganisationer stod på nakken af hinanden for at komme først med en undskyldning for de unge muslimers opførsel på Nørrebrogade. Tilmed kunne den supplerende rapportere om systematiske overfald på bøsser i en københavnsk park – udført af 2. g'ere.

Men hvad mener muslimer egentlig om homoseksualitet – og hvad bør de mene? Står der noget om det i Koranen eller Sunnaen? Hvordan går det til, at man kan læse 1001 Nats Eventyr som et studium i seksuel tolerance og frisind, mens Harun al Raschids efterkommere i stedet får en homofobipris? Er det overhovedet ikke homoseksualitet, der er stridens kerne, men snarere spørgsmålet om, hvorvidt seksualitet er en privat eller en offentlig sag? Bliver muslimer provokeret af 'frigjort exhibitionisme' og ikke af homoseksualitet i sig selv?"

Min frygt for en indvandrerfjendsk udvikling inden for de etablerede bøsse/lesbisk kredse fornemmede jeg, da jeg (under nævnte offentlige møde arrangeret af Foreningen Vision) om, hvad vi kan gøre for at forebygge stenkast m.v., foreslog at Landsforeningen for bøsser og lesbiske (som undertegnede har været medlem af i mere end 15 år) offentligt tilkendegav en moralsk støtte til f.eks. opførelsen af en moské på Amager i København.

Det er min opfattelse, at en sådan positiv tilkendegivelse ville være et kraftigt signal til muslimer her i landet om, at gensidig integration er noget, bøsser og lesbiske medborgere tager alvorligt. Det er sikkert det mest tillidsvækkende, som vi gammeldanskere kan foretage os i opbygningen af et ordentligt samfund med gensidig respekt for hinanden. I dette tilfælde mellem homoseksuelle og muslimer.

Men ikke én af de tilstedeværende, heller ikke den oplægsholder, jeg stillede spørgsmålet til, ville overhovedet kommentere mit forslag. Klaus Bondam fra Mermaid Pride, der opstilede til kommunalvalget i København for Det Radikale Venstre, fejede forslaget til side således: ”Jeg er kun menig medlem af Landsforeningen.”

Herudover fornemmede jeg, at stemningen på mødet var præget af en frygt for, hvad nogle af de tilstedeværende kaldte en ”islamisk monokultur”, hvor der ikke skulle være plads til homoseksualitet. Mit indtryk er, at Klaus Bondam, ikke har det godt med mit forslag om, at bøsser og lesbiske kunne yde blot en moralsk støtte til opførelsen af en moské – at en sådan tanke nærmest er utænkelig.

Bøssers og lesbiskes bevidsthed om den hastigt voksende politiske højredrejning i store dele af samfundet turde ellers gøre det nemmere for homoseksuelle at vide, hvad vi er oppe imod, når vi udvikler strategier hen imod et mere humanistisk samfund baseret på det enkelte menneskes ret til at vælge identitet og egen livsstil.

Lige så vigtigt er det, at vi, som er en del af de seksuelle minoriteters rækker, deltager aktivt i en gennemgribende indvandrerdebat, hvor man bl.a. diskuterer folkeindvandringernes langsigtede perspektiver og betydning for alle minoriteter. Det er vigtigt, at vi forstår visse sammenhænge mellem minoriteter og majoriteten, bl.a. hvordan indvandringen til Danmark kan berige os alle og endda medvirke til, at vi fortsat tilkæmper os nye sociale og seksualpolitiske landvindinger.

For at demonstrere hvordan, er jeg nødt til at fortælle en sand historie om en gensidig integration, der begyndte som en kamp for rettigheder og toppede med en meget ensidig, provokerende og endda for en del mennesker chokerende offensiv strategi, men som alligevel endte med at blive en afbalanceret, gensidig integration af homo- og heteroseksualitet i Danmark. Jeg vil endda påstå, at bøssebevægelsernes samlede historie efter Anden Verdenskrig til i dag er eksemplet par excellence på, hvad der menes med begrebet "gensidig integration". Det gælder lige fra Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes start i 1948 over Bøssernes Befrielsesfront (BBF) til det pr. dato mest succesrige reultat  – det borgerligt registrerede partnerskab.

Fra 1948 til 1980erne var bevægelserne militante, forstået som ofte væren i direkte konfrontation med politiets forlængede arm og stok, og ideologisk ensidigt krævende accept, respekt og forståelse af egne værdier, til tidsrummet mellem midten af 80erne og til i dag, hvor majoritetssamfundets mest eksponerede værdier – inkarnerede i ægteskabet, en af samfundets grundpiller – optages i princippet fuldt ud under betegnelsen "det registrerede partnerskab". Begrebet erstatter det tidligere revolutionerende freudianske begreb "det polymorft perverse", som har prægede bevægelserne i lange perioder.

Begrebet ”gensidig integration” skal forstås som bestående af to bestanddele, hvor den første kræver respekt, accept og forståelse af minoritetens egne værdier, hvor disse spredes til og optages i majoritetsfamfundet. Den anden del af begrebet består af minoritetens respekt, accept og forståelse af majoritetssamfundets værdier.

Som en mangeårig, aktiv deltager i bøssekampen, både i fagbevægelsen og som græsrodsaktivist, især fra 1972 til 1984, vil jeg her tage udgangspunkt i det meget offensive, selvbevidste og stolte slogan "Bøsser Boller Bedst!". Dette manifest fra Bøssernes Befrielses Front slog i 70erne en klart provokerende og offensiv tone an og var samtidig symbolet på den intense drivkraft, der lå bag hele bøssefrigørelsen i Danmark fra 1969 og indtil midten af 1980erne, da AIDS pludselig dukker op og chokerede en indtil da ny og vigtig humanistisk frigørelsesbevægelse.

I 1972 var det forbudt for mænd at danse sammen i offentlige etablissementer, såsom dansestederne i Tivoli og det daværende Palmehaven ved Vesterport i København. Sex-pol (Seksualpolitisk forening) og Bøssernes Befrielsesfront indledte nogle fælles protestaktioner i disse år mod danseforbudet i København.

I Århus blev lignende aktioner udført mere effektivt og håndfast, måske fordi der i provinsen var mere modstand mod, at mænd dansede sammen. I hvert fald blev konfrontationerne i Århus trukket skarpt op med Bøssernes Befrielsesfront i forreste linie. Nogle af disse aktioner medførte blodige overfald på aktivisterne. Omkring et år senere, samme år som de højtråbende kvinder fik gennemført fri abort, blev det lovligt for mænd at danse sammen på offentlige dansegulve i hele Danmark.

Mens BBF udgjorde den pulserende livsnerve bag bøssefrigørelsen, var Forbundet af 1948 (det nuværende Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske) den institutionaliserede del af kampen, der stille og roligt sikrede, at mange af de opnåede resultater ikke gik tabt, og at nogle nye sejre endda stadig kunne opnås.

Bøssefrigørelsen i Danmark er et eksempel på, hvad vi kan opnå med ideen bag begrebet "gensidig integration" – dvs. ideen om at afvise den såkaldte tolerancepolitik (der reelt var udtryk for repressiv tolerance) og i stedet kræve gensidig respekt og accept på egne præmisser. Det var afvisningen af den nedværdigende "toleranceholdning", som bragte sejren i hus for bøsserne, men også for den nye og højtråbende kvindebevægelse i samme periode.

I dag er mange bøssetræk overtaget af ikke så få almindelige heteroseksuelle. Uden at man opfattes som bøsse, kan alle mænd i dag bære øreringe, gå med neglelak, danse sammen og dyrke analsex. Det er sket på en sådan måde, at der er tale om frie individuelle valg, ikke noget påtvunget og skubbet ned over hovedet på det heteroseksuelle majoritetssamfund – men via oplysning, der primært tog afsæt i BBF, for derefter at blive fulgt op af Landsforeningen for bøsser og lesbiske. Gensidig integration betyder, at bøsser og lesbiske også har lært noget af vore heteroseksuelle medborgere: Faktisk opfatter mange homoseksuelle det registrerede partnerskab – en efterligning af det heteroseksuelle ægteskab – som en af de vigtigste landvindinger overhovedet.

Alvoren i betydningen gensidig integration indebærer, at næsten alle bøsser og lesbiske i dag forventer, at samfundet fra officiel side går hele linien ud, og at man bliver fuldt ligestillet med heteroseksuelle. Det forudsætter retten til adoption og kunstig insemination på lige fod med alle andre. Der er således tale om en minoritets integration af en majoritets livsform, men uden at homoseksuelle dermed mister retten til egen identitet – eksemplarisk anskuelsesundervisningl på gensidig integration til gavn for hele samfundet.

Humanisme er nok den åndsfilosofiske retning, som mest er i overensstemmelse med livsnerven og frigørelsesånden i den ½ århundrede lange homoseksuelle frigørelseskamp fra slutningen af Anden Verdenskrig til i dag, som inkluderer Bøssernes Befrielses Fronts kamp imod tvangsnormaliseringens tyranni.

Men i dag står vi ved et vendepunkt, hvor det øvrige samfunds højredrejning måske er ved at brede sig til de seksualpolitiske bevægelser i form af en assimileringspolitisk holdning over for andre trængte minoriteter – nemlig over for indvandrere og flygtninge.

Over for dette aktuelle vendepunkt er det netop bydende nødvendigt for os alle, at vi tværtimod arbejder for en genindførelse af en gensidig integration af minoritets- og majoritetssamfundet. Gensidig integration afspejler behovet for en ny relation mellem minoritet og majoritet, som kan gå hen og få afgørende betydning for minoriteternes overlevelse i det fremtidige Danmark.

Da der her til lands er flere minoriteter end de seksuelle og etniske (f.eks. naturister, enlige, hjemløse, psykiatribrugere m.fl.), omfatter gensidig integration, i sagens natur, mange gammeldanskere, der tilsammen udgør en lige så stor andel af befolkningen som de etniske, hvis ikke flere.

"Gensidig integration" kan blive et nyttigt redskab for alle minoriteter, der vil kunne tage deres rettigheder direkte i brug under mottoet "alle minoriteter skal behandles med nøjagtig samme respekt, som medlemmer af majoritetssamfundet tager for givet".

Alle minoriteter har hver for sig ret til at bo i et samfund med gensidig integration, et begreb, som ikke betyder andet end lighed for loven, retten til at træffe frie valg i egne anliggender baseret på det enkelte menneske, og naturligvis med respekt for andres ret til det samme. Aktuelt og lokalt vil det f.eks. sige, at vi i hovedstaden kan gå foran og bl.a. give vores politiske og moralske støtte til at sikre opførelsen af det antal moskeer, som der er behov for, flere muslimske og ikke-kirkelige begravelsespladser og i det hele taget aktivt respektere den multikulturelle udvikling.

Herved sår og opbygger man gensidig tillid minoriteterne imellem – et helt afgørende led i ikke at blive rendt over ende af den nye fremstormende politiske højredrejning i øvrigt.

Vi må ikke glemme, at det ikke kan udelukkes, at den nuværende ekstreme højredrejnings fortsatte, næsten eksponentielle udvikling, meget nemt kan forgrene sig til også at gå ud over andre minoriteter end vore muslimske medborgere. Når vi ved, hvorfra højredrejningen har sit udspring, kan vi dog sige lidt mere om, hvad vi på sigt kan frygte fra den kant.

Det nye højres holdning til indvandrere stammer ikke mindst fra Søren Krarup, hvorfra denne har bredt sig til store dele af de etablerede partier, inklusiv Socialdemokratiet. Tankevækkende er det, at forestille sig en potentiel parallel udvikling fra Søren Krarup til en ny, fremtidig klapjagt på homoseksuelle. Dette behøver ikke at være ren tankespind, da Søren Krarup faktisk selv har nogle meget negative opfattelser af homoseksualitet: "Der skal rigtignok ikke peges fingre ad homoseksuelle. På grund af deres handicap er de ulykkeligt stillet i livet, og der skal ikke peges fingre ad ulykkelige. Men disse handicappede skal på den anden side heller ikke kræve deres handicap gjort til noget normalt og rigtigt." (Ekstra Bladet, 23.1.95). Ydermere ved vi, at Krarup er stærkt påvirket af Paulus i det Nye Testamente og kan derfor ikke udelukke, at en så rå holdning til homoseksuelle kan lide samme skæbne som Kraups øvrige holdninger, der allerede i dag i større og mindre grad har bredt sig til mange store og små politiske partier, inklusive regeringen.

I Romerbrevet, kapitel 1, vers 24-32, sidestilles homoseksualitet med mord, uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed og lignende artige sager, for hvilket Paulus konkluderer, at man "fortjener at dø".

Jeg har svært ved at forestille mig, at Krarup skulle have en mindre fjendsk holdning til spørgsmål om kunstig insemination til lesbiske og homoseksuelles ønske om at adoptere børn. Uden at ville skyde Krarup noget usandt i skoende tvivler jeg også på, at han mener, at seksuelle minoriteter som sadomasochister og transvestitter er ret meget mere normale end homoseksuelle.

En ny homo- og seksualfobi rettet mod alle seksuelle minoriteter kan blive en følgevirkning på den nye højrebølge, hvis det på længere sigt nogen sinde skulle lykkes højrefløjen at repatriere eller bare degradere muslimer og andre medborgere af udenlandsk herkomst. Divide and rule var Englands politik til oprettelsen af herredømmet over det kontinentale Europa i flere hundrede år, og samme effektive politik kunne tænkes anvendt med henblik på først at få ram på muslimer ved fortsatte opstramninger over for disse, men også ved at søge at splitte og skabe falske modsætninger mellem disse og andre minoriteter i landet.

De tilfælde af f.eks. stenkast mod og overfald på bøsser, samt voldtægt mod kvinder, som er blevet begået af unge med ikke-dansk etnisk baggrund, misbruges af nogle medier og nogle politikere i dag til også at få de seksuelle minoriteter m.fl. med på højrebølgens fremmedhadske vogn – divide and rule.

Som bekendt bliver indvandrerdebatten allerede nu brugt i den aktuelt ophedede valgkamp, hvor terrorismen, højrefløjen og fremmedhadet er blandt de skrækkeligste punkter på agendaen. Men heldigvis for indvandrerne, flygtningene, vor proportionssans og psykiske ligevægts skyld, har både erhvervslivet og fagbevægelsen påpeget den samfundsmæssige nødvendighed af at kompensere for det faldende fødselstal i Danmark og det deraf følgende behov for flere indvandrere her til lands. Det vil sige, at det er i vores egen interesse, at vi finder ud af, hvordan vi alle kan leve sammen på en ordentlig måde. Vi gammeldanskere kan f.eks. starte med at sende nogle positive signaler til vore muslimske medborgere. Hvis ikke de seksuelle og etniske minoriteter aktivt støtter hinandens rettigheder, risikerer de blot at blive udslettet af det fremstormende nye højre, nationalkonservatismen.

Af Troels Peter Schmidt

For mere om ovenstående møde klik på:
Muslimer og Bøsser

-  Landsforeningen for bøsser og lesbiske, foreningen Vision og Klaus Bondam fra Mermaid Pride er blevet bedt om at komme med kommentarer der kan sættes ind på denne side - svarerne sættes ind nedenfor samme dag som de modtages.

•  Svaret fra formanden for Landsforeningen for bøsser og lesbiske, Bent Hansen, sættes ind her når det naturligvis kommer:

----- Oprindelig meddelelse -----

Fra: Troels Peter Schmidt

Til: Landsforeningen

Sendt: 12. november 2001 06:57

Emne: Det kunne være frugtbart

 

Kære formand Bent Hansen

 

Jeg tror det kunne være frugtbart, hvis du ville se lidt nærmere på disse ganske få web-sider: 

 

Muslimer og Bøsser

 

De seksuelle og etniske minoriteters fremtid

  

Kærlig hilsen

 

Troels Peter Schmidt

PS. Uden dialog kommer vi ingen vejne.

• Nu venter vi stadig på Bent Hansens svar. Uden dialog kommer Landsforeningen jo ikke videre. ............................................................. .....................................................................................................................
  
  Tilsendt Landsforeningen: d. 12. november 2001   

Troels Peter Schmidt

• Vi venter stadig på Visions svar. Med Visions egne ord kommer Vision ingen vejne uden dialog ........................................................................
  ......................................................................................................................
  
  Tilsendtsendt Vision : d. 12. november 2001

Troels Peter Schmidt

• Svaret fra Mermaid Pride:

D. 12.11. 01

Hej Peter

Klaus Bondam er i forbindelse med den netop afholdte generalforsamling udtrådt
af bestyrelsen for Mermaid Pride Denmark.

Venlig hilsen

Jørgen Weis

Opriondelig meddelse lød:

>Til
>Mermaid Pride
>
>Kære Klaus Bondam
>>
>Jeg håber du vil kommentere mine bekymringer for bøssers og lesbiskes fremtid, som jeg har skrevet om på min hjemmeside: www.just-well.dk/seksetn.htm 
>
>Kh
>
>Peter
>PS: Jeg elsker bøsse og lesbisk frigørelseskamp, støtter denne fuldt ud og jeg håber virkelig du vil skrive en kommentar som kan imødekomme min frygt for fremtiden og som kan berolige de 200-300 dagligt besøgende på min site.>
>
Jeg har anmodet Mermaid Pride om at give mig Klaus Bondams email adresse. Vi venter tålmodigt på et svar. Uden dialog kommer Mermaid Pride jo ikke videre uden dialog.

Troels Peter Schmidt

Hjem

Bekæmp censur!  - Resist Censorship!: