Den bevidste alder begynder for rimeligt motiverede børn, når de når 8-10 års alderen.
Det er i denne alder, de begynder at kigge i aviser, begynder at følge med i fjernsynets undertekster, diskutere atompolitik med kammeraterne - i det hele taget begynder at , lægge mærke til alle de underlige mekanismer, der holder de voksnes verden sammen.
Det er nu, de begynder at blive opmærksomme på deres erotiske behov, med mindre det er lykkedes de voksne at lægge nogle effektive hæmninger i dem. Og det er nu, drengene begynder at blive betaget af mænd, som de ser op til og identificerer sig med.
Hvis der opstår erotiske vibrationer mellem en dreng i denne alder og en mand, som drengen holder af og har tillid til, er der størst sandsynlighed for, at manden undlader at vise sin erotiske betagelse af drengen, og lige så stor sandsynlighed for at manden, hvis drengen mister tålmodigheden og selv lægger op til kontakt, afviser drengens tilnærmelser. Det er på dette tidspunkt, drenge får deres kraftigste homofobe påvirkninger. (Homofobi er et ord, som psykologerne bruger om den angst for homoseksualitet, som ligger i de fleste mænd).
Med den følgende historie har vi forsøgt at beskrive, hvad en drengs seksuelle nysgerrighed og frigørelsestrang typisk .
kan føre til, hvis det går rigtigt galt.
Historien handler ikke om nogen bestemt dreng, men er inspireret af adskillige drengeskæbner, vi har kendt: René, Brian, Kenneth, Dennis, ... Lad os kalde dem Peter:
Genstanden for Peters første erotiske betagelse er hans far. Tilnærmelserne til faderen sker, da Peter er 4 år, og de bliver afvist så kontant, at seksuelle lege med faderen er blevet en fysisk umulighed.
Som 9-årig bliver Peter betaget af sin onkel, men onklen afviser tilnærmelserne på nøjagtig samme måde som faderen har gjort. Peter sunder sig ovenpå nederlaget og ser sig om efter en ny mand - eller måske er det et rent tilfælde, at han en dag løber ind i en mand, der tør.
I virkeligheden er det en smal sag for en dreng at få kontakt med en voksen ude i byen, hvis han bliver afvist i sin nærmeste omgangskreds. I København benævnes en af byens pladser af den helt unge generation som Vennepladsen. Det har ikke noget at gøre med, at busserne vender her. Som en dreng udtrykker det: 'Hvis man sætter sig på Vennepladsen, har man en bøsseven i løbet af et kvarter.'
Måske får Peter sin første kontakt på Vennepladsen. Han bliver inviteret med hjem. De hygger sig med sodavand, video og erotik - det er ikke bolsjer længere. Peter går derfra med indtrængende formaninger - måske trusler! - om ikke at fortælle noget til nogen. Og han får besked på ikke at komme igen.
Næste gang han kommer på Vennepladsen, sker der det samme, men nu går det op for Peter at der er kroner at hente i foretagendet. Hvis han spørger om et lån til bussen hjem, falder pengene omgående - måske kommer de endda uopfordret. Det er alt sammen meget nemmere, når der er penge i det. Det er som om penge på en måde fritager de involverede for et følelsesmæssigt engagement og ansvar.
Peter får kontakt med en mand, han godt må besøge flere gange - 'men ikke for tit! Pas på naboerne!'
På et eller andet tidspunkt i dette forløb forsøger Peter at gøre sine voksne 'autoriteter' opmærksom på sine erotiske behov. Men hans antydninger er så svage, at de næppe opfattes af de voksne. Peter konstaterer, at hans behov ikke bliver anerkendt. Drenge i den situation har skarpe sanser - Peter føler måske, at hans behov ligefrem bliver undertrykt.
Peter isolerer sig. Han trækker sig tilbage fra forældre, pædagoger, kammerater. Det begynder at gå ned ad bakke for ham i skolen og i hjemmet. Konflikterne er uløselige, fordi oprigtig kommunikation ikke er mulig.
Peters voksne elskere er magtesløse. De kan intet foretage sig uden risiko for lovens straf og offentlighedens fordømmelse. Alle er bange for at involvere sig mere end overfladisk-erotisk i Peter. Drenge som Peter er henvist til engangsknald eller dybt hemmelige illegale forhold. I hvert fald til de bliver 15.
Peter starter sit bevidste erotiske liv som 9-10 årig. I mere end 5 år er han henvist til løse kontakter, der som regel får karakter af prostitution. 5 sarte år, som har afgørende betydning for ethvert menneskes fremtidige sociale adfærd.
Da Peter er 12-13, sker der det ufattelige, at han møder en varmhjertet mand, der tør give sin og Peters kærlighed frit løb. Peter ønsker og håber, det skal blive sådan - men det er manden, der afgør det. Peter falder til ro i forholdet. Han køler ned fra det frustrerende liv af engangsknald efter engangsknald. Også i sine andre omgivelser falder han mere til ro, men pludselig kan han ikke holde ud at være hjemme længere.
Manden siger til Peter: 'Du kan komme og gå, som du vil. Mit hjem er dit hjem. Her kan du være dig selv.'
Peter vil hellere være hos sin ven end hjemme hos forældrene, der synes han er umulig og utilnærmelig. Hjemme kan han ikke tale og give udtryk for sine følelser - hans følelser bliver ikke anerkendt. Alle autoriteter modarbejder ubevidst - eller måske endda bevidst - Peters homoseksualitet, frem for at lade ham leve med den.
Peters ven får lyst til at snakke med Peters forældre. Han har lyst til at sige: 'Hej. Jeg er jeres søns kæreste ven. Peter er ved at forkaste jer som forældre og gøre mig til en slags far. I et ægteskab skal man ikke være far og mor for hinanden. I et venskabsforhold skal man ikke være far og søn. Det er vigtigt at bruge sine biologiske forældre frem for erstatninger - hvis det kan lade sig gøre.'
Men han tør ikke. I værste fald vil han omgående blive meldt til politiet. Måske vil forældrene nøjes med at smide ham ud og sende Peter på kostskole i den anden ende af landet. Peter vil miste både sin elsker, sin far, sin mor og sin selvvalgte fader-erstatning.
Jo mere afvisende en drengs voksen-autoriteter er overfor hans erotiske behov, jo større sandsynlighed er der for, at homofobien (den angst for homoseksualitet og homoseksuelle, som ligger i mange mænd) vil ride ham som en mare resten af livet. Muligvis vil prostitutionen være den eneste måde, hvorpå han kan få forløst sit erotiske behov for mænd.
Peter og hans ven tør ikke snakke med nogen om deres forhold. De er alene med deres kærlighed. De føler sig forfulgte. 'Det ringer på døren - vi lukker ikke op.' Hjemme bliver Peter mere og mere indelukket. Og en aften bliver det for meget for ham - han dukker op udenfor vennens gadedør.
'Jeg er stukket af,' siger han og går indenfor. 'Jeg vil bo her hos dig.'
Peter er blevet 13½ . Han føler sig som en voksen mand. Ingen skal bestemme over ham. Aldrig mere!
'Det nytter ikke noget, Peter.' Manden er bange. Han aner ikke sine levende råd. Peter får lov at blive den første nat, og manden får ikke lukket et øje.
Næste dag holder han fri. De snakker og snakker. Sidst på eftermiddagen beder manden Peter om at tage hjem igen. Peter går, men han tager ikke hjem. Han går ned på Vennepladsen. Han vil finde en ny ven. Fan'me!
Tre dage klarer han sig. Han overnatter hos tilfældige mennesker. Midt på Strøget bl'iver han snuppet af en af sine lærere.
Peter er hjemme igen. Faderen er en lille smule stolt over, at hans søn har klaret sig alene i tre dage. Moderen græder hysterisk og lykkeligt - hendes lille dreng er kommet hjem.
Ingen får at vide, hvorfor han stak af.
Peter opgiver sin faste ven. Peter er sur på ham. Peter føler sig forrådt og trådt på.
I den typiske historie går der nu en måneds tid. Så stikker Peter af igen. Han bliver efterlyst og fanget og kommer måske i familiepleje eller på efterskole. Og stikker af igen. Han stifter bekendtskab med livet på Rådhuspladsen. På Christiania.
Når de voksne spørger ham, hvad der er galt, siger han bare, at han vil være sig selv - være sin egen herre - ikke have nogen til at bestemme over sig.
Peter tør ikke snakke. Ingen har fantasi til at forestille sig, hvad det er, Peter vil have frihed til. Og skulle de endelig ane det, ryster de på hovedet og tænker: 'Det er han da alt for ung til.'
Udtrykket »at springe ud« stammer fra bøsserne og de lesbiske. At springe ud som bøsse eller lesbisk vil sige at erkende sin homoseksualitet og at vælge at leve i overensstemmelse med sin natur.
At springe ud som pædofil vil sige, at erkende at man har disse lyster, og at man ønsker at leve sit liv i kontakt med børn. For de fleste bøsser og lesbiske er denne spring-ud-proces en vanskelig fase i deres liv - en periode præget af identitetskrise. For de pædofile er denne erkendelsesproces om muligt endnu vanskeligere - mange kommer aldrig gennem den.
I starten forsøger den unge pædofile - ligesom alle andre - de mere anerkendte seksuelle udtryk. Nogle forsøger sig med jævnaldrende kvinder
- andre prøver med jævnaldrende eller ældre mænd. Men altså ikke med et mest forbudte:
Børn.
Men uanset hvad den unge pædofile end prøver, så giver det ham aldrig den helt store seksuelle tilfredsstillelse.
Sådan går der måske adskillige år. Den pædofile lever et tilsyneladende harmonisk liv, men - der mangler et eller andet. Han kan ikke rigtig finde ud af, hvad det er, der mangler.
Han har for længst fundet ud af, at han holder meget af børn. Ved adskillige lejligheder har han fungeret som legeonkel og været meget afholdt af børnene. Men at han skulle have et seksuelt forhold til disse børn - den tanke tør han end ikke tænke til ende. Nok har han i avisen læst om børnelokkere, men den slags mennesker kan han naturligvis på ingen måde identificere sig med. De bliver beskrevet som ondskabsfulde og kyniske børnemishandlere - og han kunne aldrig drømme om at gøre et barn fortræd.
Men før eller siden sker det: På et tidspunkt møder han et barn, der har behov for hans nærhed, og som viser ham så megen hengivenhed, at han bliver hovedkuls forelsket. Nu kan erkendelsen ikke længere fortrænges.
Herefter begynder et noget akavet venskab: Han tør dårligt nok røre ved barnet af frygt for sine egne følelser. Noget seksuelt forholdet bliver det under ingen omstændigheder til. Han er alt for forvirret over sine egne følelser - og snart løber venskabet ud i sandet.
Men erkendelsen er kommet, og han begynder at gøre en aktiv indsats for at komme i kontakt med børn.
I begyndelsen har han ikke i særlig grad heldet med sig. Han er genert og skammer sig over sin egen opførsel. I perioder vender han tilbage til sit gamle 'normale' liv, og prøver at overbevise sig selv om, at det hele var indbildning. Men langsomt lærer han at acceptere, at han skal leve som pædofil - med alle de risici det indebærer.
Det er meget forskelligt, hvor lang tid spring-ud-processen tager. En pædofil, der har levet sammen med mænd i nogle år, og som allerede har prøvet at springe ud som bøsse, har naturligvis lettere ved at erkende sin pædofili end den 'heteroseksuelle' mand, der efter et par mislykkede ægteskaber må indrømme overfor sig selv, at kun små drenge kan gøre ham lykkelig.
Vanskeligst er det naturligvis for den kvindelige pædofile. Hun har måske aldrig nogensinde hørt om at kvinder kan være pædofile - det er derfor næsten umuligt for hende at forstå, at det, hun troede var 'moderfølelse', i virkeligheden er hendes primære seksuelle drift.
Nogle pædofile springer ud, mens de er unge. Andre først når de er 30-40 år gamle. Andre igen gør det aldrig. Det er meget individuelt. Enkelte pædofile siger, at de altid har vidst det. Man kan høre en pædofil berette, at han allerede som 10-årig følte sig tiltrukket af små drenge, og det har han gjort lige siden. Det lyder paradoksalt, at en 10-årig 'pædofil' skulle forføre en 13-årig kammerat, men den slags sker ikke desto mindre langt hyppigere end de fleste mennesker bryder sig om at tro.
»Vi kender det alle med en to-årig, der kravler op på skødet hos os, og de er simpelthen så bløde, runde og lækre, så vi kan sidde en halv time og bare kæle med dem, men efter to minutter bliver de urolige og vil ned, og så ved vi godt, at vi skal slippe, hvis berøringen skal være på børnenes præmisser. Børnene, både når de er små og senere, viser faktisk meget tydeligt, hvor deres grænser går, så man skal lære at
læse børnenes signaler, og når man har gjort det vil man aldrig være i tvivl. Det er altså en kombination af at kende sine egne grænser og lære børnenes at kende.«
(Nini Leick i tidsskriftet »Seksualpolitik«, nr. 1, 1983) .
For de fleste mennesker er en børnelokker endnu den dag i dag en skummel, ældre mand med en stor pose bolsjer. Han lusker omkring på alle legepladser og lokker små, uskyldige børn ud i en stor skov, hvor han mishandler dem på det grusomste, hvorefter han skærer dem i små stykker og graver dem ned i et stort hul.
Med en sådan forestilling i hovedet er der ikke noget at sige til, at børnelokkeren for mange mennesker er et skræmmebillede på noget af det ondeste, der overhovedet er til.
At de fleste børnelokkere - eller pædofile - er ganske almindelige, venlige, ansvarsbevidste mennesker - det er både børnene og deres voksne elskere afskåret fra at fortælle andre. Frygten for skandaler, nervenedbrydende forhør, strenge fængselsstraffe, frygten for at miste hinanden afholder dem fra at berette om rare oplevelser og om, hvorfor de har følt sig tiltrukket af hinanden.
Dette er grunden til at man aldrig - eller næsten aldrig - hører om vellykkede og lykkelige forhold mellem børn og voksne. Forfatteren Dan Turèll skrev for et par år siden en artikel, hvori han efterlyste en børnelokker i ethvert boligområde, så forældrene kunne ringe, når de havde problemer med deres børn.
Artiklen fik måske ikke helt den opmærksomhed, man kunne forvente - dens noget sensationelle synsvinkel taget i betragtning. Ikke mange har taget den helt alvorligt. Selvfølgelig stiller den sagen på spidsen som absolut modbillede til den traditionelle børnelokker-opfattelse. Men artiklen afslører en sjælden forståelse for og viden om børnelokkerens sociale funktion - måske især i forhold til nogle af samfundets mest sårbare og udsatte børn.
Det sker en enkelt, sjælden gang, at en børnelokker i en bestemt presset situation mister overblikket - hvorefter den famøse avisomtale er en realitet. Det som karakteriserer en børnelokker er imidlertid stort set det modsatte - som det fremgår af den græske betegnelse, er en pædofil en, der elsker børn. En, der elsker børn, ønsker ikke at børn skal lide psykisk eller fysisk overlast.
Turèlls synspunkt var, at børnelokkere heller ikke udgør nogen fare for børnenes sociale udvikling: Tværtimod kunne 'kvartersbørnelokkeren' blive et godt alternativ til de ofte frustrerende omgivelser, børnene ellers præges af.
Mange ulykkelige børn findes i veletablerede hjem, hvor en autoritær opdragelse fører til en personlighedsmæssig selvudslettelse. Mange børn og unge fra denne gruppe bærer kraftigt præg af mangel på identitet.
Andre kommer fra kriseramte hjem, hvor forældrene ikke tager sig ordentligt af deres børn. Disse ender let som ungdomskriminelle.
Indenfor kriminalforsorgen arbejder man hovedsagelig med klienter fra de laveste samfundslag. Samtidig med at presset bliver større; bliver klienterne også yngre. Mange socialforvaltninger anbringer helt ukritisk de mange klienter i familiepleje. Disse børn som i forvejen har et svagt jeg, kommer med denne 'straf' ud for en endnu større frustration end den, de oplevede i hjemmemiljøet. Chancen for at de nogensinde etablerer et godt og roligt forhold til en ansvarlig voksen forringes væsentligt.
Politikerne er belastede af økonomiske betragtninger - eller simpelthen ikke modne nok til at erkende problemernes omfang. Der foreligger masser af ekspertudtalelser og saglige rapporter, der fortæller, hvad der kunne gøres ved problemerne, hvis der var en vilje til det. En af de mange rapporter hedder »Rapport nr. 5« og kommer fra det kriminalpræventive råd. Den handler om nødvendigheden af et tæt samarbejde med klienterne i deres nærmiljø.
Konklusionen er, at børn og unge kan hjælpes udenom kriminalitet, bl.a. gennem et nøje tilrettelagt tværfagligt samarbejde i kommunerne.
Det er her vi mener - helt alvorligt - at de pædofile kommer ind i billedet.
Børnelokkeren, der kender sit kvarter og børnene i det, som interesserer sig for dem og er i stand til at vinde deres tillid, kunne blive en uvurderlig støtte i det sociale hjælpearbejde.
Der er ofte tale om drenge, som fuldstændig har mistet tilliden til voksne mennesker. Forældre, plejeforældre og pædagoger kan ikke styre dem, og er bare 'åndssvage' i barnets øjne.
Sociologen Parker Rossman (se litteraturlisten) nævner i sin rapport flere eksempler på kriminelle drenge, hvis voldsomme adfærd viste sig at bunde i seksuelle frustrationer. Tilfredsstillelse af deres seksuelle behov viste sig at være nøglen til at vinde deres tillid.
Det er dette fænomen, som udenforstående har allersværest ved at sætte sig ind i. Ikke desto mindre er det en erfaring, som tusindvis af pædofile gennem tiderne har gjort.
Den erfarne pædofile har en evne, som mange pædagoger mangler: At sætte sig ind i børnenes verden, snakke med dem som ligeværdige mennesker, og vejlede dem uden at dømme.
Kærligheden og det seksuelle samvær er med til at skabe et gensidigt tillidsforhold, der gør det muligt for den pædofile at hjælpe barnet, også på andre områder end det følelsesmæssige og seksuelle. Og ikke sjældent med forbløffende resultater. Nogle børnelokkere har nedsat sig som selvbestaltede socialarbejdere, og går ind i denne opgave med stor entusiasme, også uden at stille nogen krav om en seksuel 'belønning'.
Det er endnu kun meget få kommunale socialarbejdere, der tør risikere deres stilling og omdømme ved at samarbejde med de lokale børnelokkere - men vi ved, at det forekommer...
Langt de fleste pædofile anerkender, at de har et moralsk og socialt ansvar overfor de børn, de kommer i kontakt med - overfor børnenes forældre, samfundet og overfor sig selv.
I ethvert forhold mellem mennesker opstår der småkampe om, hvem der skal dominere hvem og hvordan indenfor en række områder. Det hele ender som regel i en balance, begge parter kan acceptere. Balancen findes lettest mellem nogenlunde jævnbyrdige parter - det siger sig selv.
Børn anses ofte - af voksne - for at være svage individer, som er lette at såre, og som voksne alt for let kan manipulere med i kraft af større viden, erfaring, magt, position. De fleste pædofile har stor forståelse for denne opfattelse og tager derfor også større hensyn til børnenes behov end til deres egne. De kender det store ansvar, de påtager sig ved den tætte kontakt til et barn.
Alt dette er lettere skrevet end gennemført i praksis. Kriminaliseringen og den moralske fordømmelse gør, at vejen for den pædofile er fyldt med fælder, faldgrave og snubletråde.
Den pædofile må aldrig miste overblikket, skal altid overveje sine mindste skridt og skal i enhver situation underordne sine egne behov og ønsker for barnets - på det seksuelle område og på alle andre områder.
Et eksempel: Holder man af et andet menneske, har man lyst til at glæde og overraske det. Den pædofile må på den ene side sørge for, at der altid i huset er ting, som barnet holder af, men på den anden side været tilbageholdende med at give gaver - legetøj eller cigaretter, afhængigt af barnets alder. Den voksne skal specielt passe på, at det ikke får karakter af at barnet købes. Der kan opstå en form for prostitution - barnet bliver beregnende og kommer efterhånden kun for at få penge eller gaver. Barnet bliver mere mekanisk, ønsker at få det seksuelle overstået hurtigst muligt. Barnets ønske om og behov for kærlighed og opmærksomhed skubbes til side. De psykologiske langtidsvirkninger af en sådan udvikling er indlysende.
Et andet eksempel: Den pædofile kommer som oftest i kontakt med børn, der har problemer enten med skole, kammerater eller forældre. Barnet finder en form for tryghed hos den pædofile og holder sig væk fra sine jævnaldrende. Barnet bliver i stigende grad isoleret, også i skolen og i hjemmet. Den pædofile skal på samme tid støtte barnet og skubbe det fra sig.
Et tredie eksempel: Det hænder, at politiet eller de sociale myndigheder bliver indblandet i sagen. Selv om følgerne kan være ubehagelige for den pædofile, kan de være katastrofale for barnet. Panik i familien, omfattende politiundersøgelser med langvarige forhør om ligegyldige seksuelle detaljer, barnets bedste ven bliver lagt for had. Alt sammen meningsløst ud fra barnets synspunkt. Den pædofile må - hvis barnet er tilstrækkeligt modent til at forstå det - forberede barnet på, hvad der kan ske, samt på at den voksne i en sådan situation ikke har mulighed for at give barnet nogen form for støtte. Den pædofile skal på den ene side forklare barnet, hvordan katastrofen ser ud - samtidig med, at han ikke skal skræmme barnet fra vid og sans. Den pædofile har et stort ansvar overfor barnet, forældrene, samfundet og sig selv.
De fleste forældre har ingen kendskab overhovedet til deres børns seksualitet. Det er fortsat den mest gængse opfattelse, at seksualiteten tidligst begynder at optræde omkring barnets pubertet. For de fleste mennesker er det aldeles ubegribeligt, at et barn kan have lyst og trang til at give udtryk for seksuel kærlighed eller hengivenhed overfor en voksen ven. Forestillingen om, at børn - i et barn/voksen-forhold - bliver misbrugt er dybt rodfæstet. Det er den mest almindelige opfattelse, at den voksne i et sådant forhold udelukkende tilfredsstiller sig selv.
Barnet danner sig heldigvis sin egen opfattelse af disse ting - baseret på barnets egne oplevelser. Oplevelsen af kærlighed og fortrolighed er barnets garant for forholdets gyldighed. Men det er ikke altid tilstrækkeligt. Presset udefra kan blive for overvældende.
Forhold mellem børn og voksne bliver i dag betragtet fuldstændig som homoseksualitet blev betragtet for kun få årtier siden. Mange forældre vil synes, det er sødt, deres pode har fundet sig en voksen ven. Forældre kan gå meget langt i deres accept af et sådant venskab uden at blive foruroligede. Men i det øjeblik de præsenteres for den fulde sandhed, føler de sig nødsaget til at protestere. Måske ikke så meget fordi de fordømmer det, der er sket - mere af angst for omverdenens fordømmelse. Også forældre er underlagt et norm-pres. Det er helt klart en forældre-opgave at forhindre, at deres børn kommer til at opleve seksualitet med modne partnere, før de selv er modne.
En mor kan have en fornemmelse af, at hendes børn boller eller leger seksuelle lege bag lukkede døre, og hun vil intet foretage sig. Men i det øjeblik hun kommer til at åbne døren og ser børnenes hoppende bagdele, føler hun sig presset til at reagere og fordømme. Det er naturligvis en mekanisme, der kan bearbejdes intellektuelt, men indtil det er sket, vil reaktionsmønstret være bestemt af hendes egen opdragelse og grad af glæde eller væmmelse ved seksualitet.
Et barn med meget dominerende og intolerante forældre vil ofte komme ud i en loyalitetskonflikt og få skyldkomplekser i forbindelse med et forhold til en voksen elsker. Graden af problemer vil hænge sammen med styrken af forældrenes fordømmende holdning. Er barnet i puberteten vil en sådan konflikt indgå som et naturligt led i identitets- dannelsen, men før puberteten vil den ofte virke forstyrrende, frustrerende og splittende.
I hele debatten om pædofili er vi meget tilbøjelige til at hæfte os særskilt ved det seksuelle. Der er imidlertid et andet element, som ofte indgår i forholdet, og som i høj grad virker foruroligende på forældrene - nemlig barnets trang til at identificere sig med andre voksne end forældrene. I mange tilfælde bliver den voksne ven en fadererstatning eller -suppleant for den mindreårige.
Alle forældre ved, at deres børn på et eller andet tidspunkt løsriver sig fra hjemmet, men hvis barnet mere eller mindre bevidst vælger sig en ny far, føler den biologiske far sig ofte berøvet sin 'naturgivne' mulighed for at leve videre gennem barnet. Det bliver betragtet som et personligt nederlag.
Modsætningsforholdet mellem barnets forældre og barnets voksne ven behøver altså ikke nødvendigvis være baseret på seksualmoralske uenigheder. Der vil ofte være tale om en regulær magtkamp - en kamp om hvem der skal præge barnet gennem sin blotte nærværelse, sin kærlighed og sit eksempel (en konflikt man også vil kende fra de traditionelle stridigheder mellem svigerforældre og svigerbørn).
Ud fra denne betragtning er der ingen tvivl om, at et barn/voksen-forhold vil forløbe mest harmonisk i de tilfælde, hvor den voksne vens sociale og kulturelle baggrund falder tæt sammen med forældrenes, eller hvor den voksne ven tilhører et i forældrenes øjne højere socialt eller kulturelt lag. Med andre ord: forældre kan acceptere deres barns venskab med en voksen ven, hvis de føler, at venskabet bringer barnet tættere på det livsmål, forældrene har sat sig på barnets vegne.
Hvis forældrenes holdning er helt afvisende, og de måske endda bevidst forsøger at forhindre venskabet, kan det blive nødvendigt for parterne at mødes i dybeste hemmelighed - og det kan der i nogle tilfælde komme meget godt ud af. Det kan i hvert fald styrke barnet eller den unges selvstændighed og opfattelse af eget værd. Og det kan styrke sammenholdet.
Bliver det for meget for barnet, må man håbe at den voksne ven også opdager det - og erkender kærlighedens umulighed. Frem for at holde barnet fast i en frustreret situation.
De gældende normer og love betyder, at barnet og den voksne i et pædofilt forhold er oppe mod en kolossal overmagt. Det kræver stor kærlighed, uhyre behændighed og megen diplomatisk sans bare at overleve med disse normer og love.
I princippet ville det være lykkeligst om forældrene og den pædofile kunne komme på talefod omkring barnet. Lidt polemisk har vi udarbejdet nogle 'gode råd til børnelokkere'. Det er ikke vores hensigt hermed at opfordre læserne til sexualforbrydelser, og rådene er naturligvis i lige så høj grad gode råd til forældre og til børn:
Hvis du som børnelokker har et tæt, fortroligt forhold til din ven, vil du uvægerligt få en masse indsigt i hans sociale tilværelse. På et tidspunkt vil du givet få lyst til at blande dig. Du synes måske, barnet har det dårligt. Måske er du uenig i den opdragelse, barnet får.
Inden du foretager dig noget, er der to ting, du skal overveje. For det første at din indsigt er temmelig ensidig - du kender kun tingene fra barnets synsvinkel. For det andet, at forældrene har den juridiske magt og myndighed over barnet, indtil det fylder 18. Forældrene bestemmer, hvor barnet skal bo, gå i skole osv.
Derfor vil et være bedst, om du diskuterer situationen med din ven og søger at finde frem til en måde, hvorpå han selv kan forbedre situationen.
Er det ikke tilstrækkeligt, vil det være af stor betydning, om du kan opbygge et forhold til forældrene, så du som god ven af barnet også kan blive en god ven af huset.
Er du uden kontakt til forældrene bliver det straks vanskeligere. Uanset hvor du henvender dig, vil folk reagere
med undren: Hvad er det for en fyr? Hvad har han med den unge at gøre?
Start med at præsentere dig som en god ven, som barnet har betroet sig til. Vær helt rolig. Præsenter dig med dit fulde, ægte navn, fortæl hvad du laver osv. Slap helt af. Du har ikke noget at skjule. Ud over de allermest intime detaljer. Men det forbudte sex-liv, I har sammen, er under alle omstændigheder blot en del af jeres samvær.
Snak med forældrene som du ville snakke med alle mulige andre mennesker - du vil opleve, at forældrene åbner sig, med mindre de har noget at skjule.
Måske kommer du på fortrolig fod med forældrene. Måske ikke. Ud fra det må du handle. Men hav hele tiden i baghovedet, at det ikke er din søn eller datter, men din ven. Du kan hjælpe barnet til at klare sine problemer, men du kan ikke løse dem for ham/hende.
Hvis du synes, situationen er helt håbløs - hvis du ikke kan kommunikere med forældrene, så henvend dig eventuelt til barnets pædagoger. Benyt samme åbenhed overfor dem. Sig til dem, at du ikke vil blande dig, men blot gøre opmærksom på, at det er dit indtryk, barnet har det dårligt på den og den måde. Pædagogerne må handle - du har ingen myndighed til at gøre noget som helst.
Vær meget varsom, når og hvis du blander dig. Forældre vil ofte føle sig stødt over, at deres barn er gået til andre med problemerne - især hvis der er tale om problemer i hjemmet.
Skulle det gå helt galt, så henvend dig et af de steder, der er nævnt i afsnittet om rådgivning bagest i bogen. Præsenter dig med samme åbenhed - som en ven, der vil støtte en ven.
Jo mere fordækt du virker, jo mere mistroisk bliver de mennesker du kontakter. Det kan ikke gentages ofte nok: Når du sidder i situationer, hvor du skal snakke barnets sag overfor voksne autoriteter, så glem at jeres forhold også rummer erotiske elementer. Det er ikke det, det drejer sig om. Glem det! Ingen tør tro, der er noget mellem jer - med mindre du selv lægger op til det.
Det er nok muligt, spørgsmålet bliver stillet, hvis du kommer i kontakt med især offentlige instanser, men du skal vide, at det mest bliver stillet for en ordens skyld. De fleste vil helst være fri for at vide, om der er en seksuel forbindelse mellem jer. Når der er problemer med et barn, ønsker alle, at der vil være en eller anden, som barnet kan lide og har tillid til - alle ved at en sådan kontakt vil være bedst til at få barnet gennem sine problemer. Dem; du snakker med, føler at de er nødt til at stille dette 'pinlige' spørgsmål, men i virkelig- heden vil de helst ikke vide besked. Svar nej på spørgsmålet, som om det er noget, der ligger dig meget fjernt - som om det er noget, der aldrig kunne falde dig ind.
Det er barnets total-situation, det handler om, og du er i din gode, moralske ret til at blande dig. Det hedder i bistandslovens § 20:
»Den, der får kendskab til, at et barn under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette det sociale udvalg.«
Hvad der måtte være imellem dig og barnet af intimiteter kommer ikke sagen ved.
Langt de fleste (men bed for Guds skyld ikke om en statistik) forhold mellem børn og voksne er homoseksuelle. Børn, der er kommet i kontakt med en homoseksuel børnelokker, vil på et tidspunkt spørge sig selv: 'Er jeg også homoseksuel?' Og det behøver ingenlunde være tilfældet.
Den seksuelle identitet bliver grundlagt i børns allerførste leveår. Allerede i to-årsalderen vil seksualiteten i de fleste tilfælde være fastlagt.
Drenge bruger generelt voksne mænd. som identifikationsmodeller. I vores kultur ikke kun tillader man drenge at identificere sig med mænd - det er noget man på alle områder tilskynder.
Kropskontakt mellem mænd og drenge indskrænkes imidlertid til nogle få håndfaste greb: skulderklask, boksestød, hurtig og voldsom uglen hår, brydekampe og lignende. Ikke noget med nænsomme kærtegn. En dreng må gerne mærke på mandens armmuskler, og manden kan tillade sig at nyde drengens længsel efter selv at få sådan nogle bøffer, men alt hvad der ligger i det område, der sædvanligvis dækkes af underbukser, er absolut tabu.
Her får drengen ingen muligheder for at identificere sig. Eller rettere sagt: Han får mulighed for at udvikle sin seksualangst og i særdeleshed en angst for homoseksualitet (homofobi).
Mange drenge føler sig erotisk draget af deres identifikationsmodeller. Jo nærmere drengen kommer puberteten, jo voldsommere bliver denne dragning. Alligevel nægter hovedparten af pædagoger, psykologer, politikere og forældre at erkende disse drenges behov - forsøger ligefrem at undertrykke de erotiske behov uden i klare ord at kunne eller ville forklare hvorfor.
Opdragere er tilbøjelige til ubevidst og ukritisk at opdrage børn i den ånd, de selv er opdraget i. Opdrage er måske så meget sagt. Det er eksemplets magt, der er størst. Det, børn lærer mest af, er ikke de voksnes ord, men deres adfærd, deres samliv, deres forhold til andre mennesker.
Mange forlader puberteten med en kronisk homofobi. Enkelte heldige lærer allerede i denne alder at acceptere deres større eller mindre homoseksuelle islæt.
Bøsser er generelt enige om, at det, de især har manglet under den svære proces, der førte dem frem til en fuld erkendelse af deres seksuelle identitet, har været identifikationsmuligheder. Som børn har de ikke talt med nogen om homoseksualitet. Homoseksuelle har været usynlige. Homoseksuelle i familien eller omgangskredsen har ikke vist deres sande identitet. De har kun haft heteroseksuelle at sammenligne sig med.
Alligevel blev de bøsser.
Som børn har de fleste vidst, at de på en eller anden måde var anderledes. Mange har følt, at de var den eneste i hele verden, der havde det sådan.
Typisk for bøsser, der er sprunget ud i en sen alder, er at de har haft mange, lange, svære identifikationsproblemer. Bøsser, der allerede i puberteten har erkendt deres homoseksualitet, har haft det ulige nemmere. Det er karakteristisk, at de fleste bøsser i starten af deres liv som homoseksuelle har oplevet tætte intime forhold til mere erfarne bøsser.
Drenge lærer alt om, hvordan mænd omgås kvinder. De lærer det i hjemmet, på film, i bøger, på gaden. De aner intet - eller kun meget lidt - om hvordan voksne bøsser fungerer. Og hvad de ved er som regel fordrejet skrækpropaganda. Det medfører naturligvis en grundfæstet usikkerhed, som for manges vedkommende holder sig langt op i årene.
Mange drenge - ikke bare bøssedrenge - forkaster i puberteten deres far som mandsideal. Alle drenge er i denne periode på udkig efter brugbare mandsidealer - idealer, de kan sammenligne sig med og frem for alt finde fortrolighed med. Drenge har brug for at opleve, at voksne mænd også kan være rare og flinke og omgængelige. Den kropslige intimitet skaber den dybeste fortrolighed, tryghed og tillid til en mands krop. Og drengens krop bliver en dag til en mands krop.
Drenge har behov for at mærke, at der er nogen, der kan lide dem. Især i puberteten, hvor de generelt er utilfredse med sig selv. De har brug for påskønnelse. De har brug for at andre kan lide dem og respekterer dem - også i en periode hvor de forandres i krop og sind. Det giver en uvurderlig personlig styrke at blive elsket og beundret - især i en periode, hvor de løsriver sig fra mennesker og meninger, der har behersket deres barndom.
De har brug for at blive accepteret i den voksne verden, også seksuelt. Samtidig har de naturligvis brug for at være sammen med jævnaldrende - sammenligne sig med dem, konkurrere med dem, elske med dem osv. De har brug for hele spektret.
Drengene tager ved lære af deres voksne venner - i det omfang de er i stand til at forholde sig til de ting, de oplever. Og det gælder alt - fra skakspil og opvask til samvær med andre mennesker og måder at bolle på.
Ikke alle drenge i et pædofilt forhold søger en identitet som bøsse. De fleste lever senere et ganske almindeligt heteroseksuelt liv, stifter familie og lever harmonisk på den måde. De drenge, som er bøsser, får i et pædofilt forhold en god baggrund, som vil hjælpe dem gennem en voksen bøssetilværelse.
Enkelte vil måske føle at ovenstående betragtninger bekræfter den ellers forkastede 'forførelsesteori'
- teorien om
at drenge kan forføres til homoseksualitet.
I nogle tilfælde kan det formentlig lade sig gøre at forføre et menneske til et enkelt seksuelt forhold, men hvis forholdet ikke tiltaler den forførte, vil oplevelsen blot sætte sig
som en erfaring. Man bliver næppe i et forhold, hvis man
ikke kan lide det.
Tusinder er blevet forført til heteroseksuelle oplevelser. Endnu flere er blevet presset ind i heteroseksuelle forhold. Men det har aldrig fjernet den enkeltes trang til homoseksualitet.
Man kan ikke forføre nogen til en bestemt form for seksualitet - man kan gennem forførelse hjælpe hinanden frem til nye erkendelser.
»Det var en lun forsommerdag på Vesterbros Torv, jeg mødte André første gang. Jeg sad i hyggeligt selskab med nogle venner under fortovsrestaurantens parasoller, da han kom hen til vores bord og gav sig i snak med os. Han var meget ligefrem, meget snakkesalig, og vi var i strålende sommerhumør. Vi havde det gemytligt og snakkede frem og tilbage om mangt og meget. På et tidspunkt gik det op for André (hvis han ikke vidste det i forvejen) at vi var bøsser. Det ville han høre noget mere om, og det viste sig, at. han allerede vidste en del - havde blot aldrig været ude for nogen, der sad og snakkede højt om det i det fri på en restaurant.
Han virkede allerede den gang en anelse forsømt, men ikke mere end så mange andre drenge i den alder, hvor renlighed og nobel fremtræden ikke er de største dyder.
Først et par måneder senere mødte jeg ham igen oppe i nærheden af Rådhuspladsen. Jeg har aldrig set noget lignende. Møgbeskidt i laset tøj - et tomt blik. Jeg tvivler på, han kunne genkende mig. Han fortalte, han var stukket af hjemmefra, boede på Christiania. Han ville ikke med hjem, men jeg gav ham mit telefonnummer. En uge senere ringede han - ville gerne besøge mig.
Han så ikke mindre hærget ud og lugtede af snavs. Han var sulten. Han fik et bad, fik rent undertøj (tre numre for stort) og fik det, han kunne spise plus en halvtredser til at klare sig for. Han ville ikke hjem. Han ville klare sig selv.
Den efterfølgende weekend dukkede han op igen - sent om aftenen - om han kunne overnatte hos mig? Jeg lukkede ham ind - var meget i vildrede med, hvad jeg skulle eller burde gøre, men besluttede, at jeg måtte prøve at snakke med ham. Så kunne vi måske sammen finde ud af, hvad der kunne gøres.
Da det blev sengetid lagde vi os i samme seng. Vi snakkede meget, og hvordan det end skete - det skete vel som den slags sker - så lå vi pludselig i hinandens arme, og han fortalte, at han havde prøvet det før - at han trak inde på Rådhuspladsen. Det var sjovt og det var pjattet og det var ømt, syntes jeg, men jeg må indrømme, at nu bagefter er jeg meget i tvivl om, hvorvidt han lagde sig i mine arme for at betale mig med sin krop, om det hele var planlagt, eller om det var tilfældighederne, der drev deres spil med os.
De næste tre måneder kom han ofte - to-tre gange i løbet af ugen - overnattede hver gang og enkelte gange også fredag eller lørdag. Han ville ikke fortælle, hvor hans forældre boede. Han ville bare være sig selv. Jeg skulle ikke blande mig, og jeg besluttede, at det bedste, jeg kunne gøre, var at åbne mit hjem for ham - give ham en smule tryghed midt i det, jeg betragtede som en hæslig tilværelse. Hvis jeg skulle kontakte forældrene eller andre instanser, måtte det ske med hans vilje og viden. Hans tillid til voksne var ikke for stor i forvejen, hvorfor så forråde ham?
Pludselig en dag stod der en fyr på et par og tyve år uden for min dør. Han præsenterede sig som Michael - var en ven af André og hans forældre - pædagogmedhjælper i en ungdomsklub, hvor André engang plejede at komme. Jeg var glad for at møde et menneske, der kendte mere til André, og vi faldt hurtigt i en fortrolig snak. Michael fortalte, at han selv engang havde været trækkerdreng og ønskede at hjælpe André ud af det liv. Han fortalte, at André havde brugt heroin i perioder, og at han fyrede mange fede. Han gav mig forældrenes telefonnummer, og da André dukkede op næste dag, fik jeg hans velsignelse til at kontakte forældrene.
Stedfaren hang i et hjørne - småfuld. Moren virkede mere nærværende, og jeg mente at kunne fornemme, at hun var oprigtigt bekymret, men hun havde givet op. Jo, hun vidste godt, at
André trak, og hvordan han klarede sig, men hvad kunne hun gøre. Hun havde snakket med dem på
bistandskontoret om at få André med på Fulton, men det var seks uger siden, og hun vidste ikke, hvordan det gik med det. Hun havde ikke hørt noget om, at
André havde været eller
var på stoffer.
Næste dag kontaktede jeg bistandskontoret, hvor de lovede at sætte skub i tingene. De vidste også, at André trak.
Jeg tror, jeg blev en smule grov - spurgte vist om de ikke kendte trækkerdrengenes traditionelle skæbne, om de ikke kendte det miljø.
Samme aften tog André hjem til sin mor og stedfar og blev hjemme et par dage, men da han tog derfra, var det med morens husholdningspung i baglommen.
Det korte af det lange blev, at de ikke ville have ham på Fulton, men at han kunne komme med på et andet sejlskibsprojekt om nogle uger.
Hvordan det hele egentlig begyndte at kokse, har jeg aldrig fundet ud af, men de næste tre uger var meget forvirrede. André var hjemme - så var han ikke hjemme - så stjal han stedfarens knallert, og pludselig var han helt væk. Jeg aftalte med forældrene og bistandskontoret, at han kunne bo hos mig, indtil han skulle af sted, og Michael hjalp med at sprede rygtet om det på Rådhuspladsen mellem de andre trækkerdrenge. Et par dage efter dukkede André op - spurgte meget mistroisk og undrende om det var rigtigt, hvad de sagde - at han kunne bo hos mig. Jeg bekræftede, men i mellemtiden var der sket det, at stedfaren havde ringet, at jeg skulle sende André hjem, når han dukkede op. André tog hjem.
To dage før, han skulle have været af sted, dukkede han op igen midt om natten - fik lov til at blive, men fik besked om at tage hjem igen næste dag. Jeg var begyndt at blive nervøs - betænkelig ved hele situationen. Der var så meget usikkerhed omkring det hele. Jeg fik en fornemmelse af, at der var noget lusket ved foretagendet.
Dagen efter at André skulle have været af sted med dette sejlskibsprojekt ringede stedfaren: - 5.000 kroner på min bankkonto inden fredag klokken tolv, ellers ringer jeg til politiet, og anmelder dig for omgang med mindreårig.
Jeg bad ham ringe igen senere - jeg ville tænke over det.
En snarrådig ven fik rigget et ekstra telefonapparat til, og da stedfaren ringede igen, lyttede min ven med og skrev ned (husk at sætte dato på papiret og gem det!) Jeg fik stedfaren til at gentage sine krav, og gjorde ham så opmærksom på, at det var pengeafpresning, han lavede. Iøvrigt bildte jeg ham ind, at jeg havde optaget det hele på bånd. Så kom Michael i telefonen og sagde, at jeg blev nødt til at betale - det ville være bedst for alle - især for mig.
Jeg afslog blankt og spurgte i øvrigt, om det var takken for at prøve på at hjælpe André.
En uge senere ringede stedfaren igen - gik ned i halv pris. Jeg nægtede stadig. En anden aften ringede moren og sagde, at nu var han på vej ud til mig.
- Skal jeg smide ham ud eller ringe til politiet? spurgte jeg hende.
- Nej, nej, send ham bare hjem igen, svarede hun.
Stedfaren blev væk, og jeg hørte ikke mere til ham.
Jeg var virkelig chokeret og bange. Selvfølgelig var jeg bange for at komme i karambolage med politiet, men det uhyggeligste var næsten at blive gjort opmærksom på min egen naivitet - at jeg slet ikke havde haft mistanke om, at noget sådant var på vej.
Jeg troede, alt var glemt, da jeg et par måneder senere blev bedt om at kontakte en kriminalassistent på politigården. Afdeling A: Vold, mord og sædelighed.
En vintergrå januardag var jeg til afhøring. De var flinke - gav kaffe og wienerbrød - ikke noget med skærende projektører. De var ude på at knalde stedfaren,. for det viste sig, at han havde forsøgt afpresning mod flere mænd. Jeg havde troet, jeg var det eneste offer, men vi var fem.
André var blevet anbragt på en ungdomsinstitutions lukkede afdeling (Københavns Børnefængsel) og blev senere anbragt i familiepleje i Jylland.
Inden forhøret startede, fortalte kriminalassistenten mig, at André havde fortalt alt, så det kunne jeg lige så godt gøre. Det viste sig senere, at André intet havde fortalt ud over at han kom hos mig, og at stedfaren havde forsøgt at presse penge af mig, og da han senere blev præsenteret for min forklaring, kommenterede han den ikke, men sagde bare, at det var rigtig nok.
Jeg fortalte om mit forhold til André - tilstod hedder det vist - mest for at være med til at knalde stedfaren, men også fordi jeg følte, at min moralske samvittighed var ren. Om ikke andet kunne det give André en fornemmelse af at være blevet hævnet, for jeg tror ikke, det var hans ide, det med at presse penge. Og hvis han nu havde fortalt, hvordan det hele hang sammen, så ville jeg ikke sidde og sige noget andet, som ville få ham til at tage sig ud som løgner. Hans ry hos politiet var ikke for godt i forvejen, og er der nogen, er er offer i den sag, så er det sgu ham.
Først blev der kørt en retssag mod os fem, som André havde været sammen med, eller som politiet mente, han havde været sammen med. To nægtede og blev frikendt. Vi andre tre fik en betinget dom uden strafudmåling. Det vil sige, hvis vi inden for to år efter domsafsigelsen kommer ud i lignende forhold, vil disse blive taget op sammen med sagen omkring André, og de vil blive vurderet sammen (jeg var ikke straffet før).
Michael, pædagogmedhjælperen, blev også tiltalt for at have haft seksuel omgang med André. André havde udtalt, at det skulle være sket tre gange, men da Michael nægtede, og der ikke var nogen vidner, blev han frikendt for det, men han slap ikke for at blive dømt for at have hjulpet med afpresning. Han fik betinget uden strafudmåling. Man mente, at stedfaren havde en eller anden klemme på Michael - nærmest tvang ham til at opsøge Andrés kunder og give telefonnumre og adresser til stedfaren.
Stedfaren fik 60 dages fængsel - ubetinget.
Der er nu gået 1½ år siden de første trusler blev fremsat. Der gik 9 måneder fra første afhøring til domsafsigelse. Det er lykkedes mig at falde til ro, men det var en hård omgang. Frygten for at komme i spjældet var til tider stor, selvom jeg tidligt fik at vide, at jeg højst sandsynligt ville få en betinget dom. Men den frygt var virkelig for intet at regne mod den tvivl, jeg fik til min egen vurderingsevne. En overgang så jeg skygger overalt - turde knap nok snakke med eller se på en dreng under femten år. Jeg følte mit hjerte lukkede sig som en sø ved vintertide, men nu er det blevet forår og mit hjerte banker igen.
Jeg ved ikke, om jeg er pædofil, og jeg ønsker heller ikke at hæfte flere etiketter på mig. Det er nok, at jeg er bøsse. Jeg nægter at lade min kærlighed og hengivenhed for andre mennesker dirigere af fikse ideer omkring alder.
Mennesker er mennesker, og jeg ved efter at have været ven/kæreste/elsker med mænd fra 13 til 70 år, at kærligheden er den samme - lysten og behovet for at være sammen med et andet menneske er den samme. Venskab og kærlighed spørger ikke om alder.
Selvfølgelig vil jeg nok tænke mig om et par gange inden jeg eventuelt indleder et forhold til en mindreårig - vil nok forsøge at handle klogere - måske vil jeg afstå fra kærlighedens intimeste udtryk - men selve kærligheden vil jeg ikke kunne undgå - vil ikke lægge bånd på den.
Kærligheden er livets blomst.«