—Af Preben Hertoft, Sexolog
(Fra Politikens kronik, 15.12.1984)
Seksuelle overgreb, uanset hvem de går ud over, kan naturligvis ikke accepteres. Ingen ordentlige mennesker kan forsvare seksuelle overgreb. Er det børn, sådanne overgreb rammer, må vi være særlig på vagt. I alle kontakter mellem et barn og en voksen - ikke blot seksuelle - har den voksne et særligt ansvar.
Gennem de senere år har jeg truffet en del såkaldt pædofile mænd. De kom, fordi de følte sig ulykkelige, blev misforstået og ydmyget, frygtede arbejdskollegers, forældres og diverse myndigheders reaktioner. Det kunne gå så galt, at man antog dem for at være voldsforbrydere, ja mordere. De elskede børn - også seksuelt, det nægtede de ikke - men derfor var de ikke uden ansvarsfølelse, og de kunne ikke drømme om at gøre et barn fortræd. Tværtimod havde de ofte støttet børn, der var i vanskeligheder og følte sig svigtet, og de harmedes over hvor dårligt mange børn har det i vort samfund.
De pædofile er en udsat gruppe, og de er i en ulykkelig situation. For genstanden for deres interesse og kærlighed vil i en række tilfælde være uopnåelig. Nogen lykkelig løsning på mange af de pædofiles problemer gives næppe.
Da der hersker så mange misforståelser omkring pædofili og diskussionerne ofte bliver ophedede og usaglige - hvilket er forståeligt, men ikke hensigtsmæssigt - vil jeg i det følgende prøve at rede nogle af trådene ud.
Først en definition: ordet pædofil betyder som bekendt børneelsker. Og en pædofil kan defineres som en person, oftest en mand, der især føler sig tiltrukket af personer, der aldersmæssigt befinder sig i perioden før, under eller lige efter kønsmodningen. Den pædofile finder sin egentlige seksuelle tilfredsstillelse i forhold til børn og unge i den aldersgruppe, og det er karakteristisk, at når den unge bliver fuldt udviklet i legemlig henseende, virker han mindre seksuelt tiltrækkende på den pædofile. Hvorfor nogle mennesker bliver pædofile ved vi ikke, lige så lidt som vi ved, hvorfor de fleste er så heldige at udvikle en accepteret, såkaldt normal seksualitet. Antallet af pædofile kendes heller ikke. Vi har ingen midler til at ændre en pædofil driftsretning.
Holdningen til seksuelle forhold mellem voksne og børn afhænger af den kultur, hvor sådanne forhold forekommer. Der findes faktisk kulturer, hvor man, i hvert fald til en vis grad, accepterer forhold mellem voksne og børn. I vores del af verden vurderes sådanne forhold som bekendt overvejende negativt. Det skyldes antagelig, at barnet og den unge betragtes som et offer for en voksens overgreb, samt at man mener, at barnet tager skade af sådanne forhold, om ikke legemligt, så i hvert fald pyskisk. Den voksne opfattes som en sædelighedsforbryder, blottet for etik og udelukkende seksuelt interesseret i barnet.
Denne udbredte opfattelse holder imidlertid ikke for en nærmere betragtning. Naturligvis forekommer voldelige seksuelle overgreb over for børn, ligesom det sker over for voksne, de er blot ikke karakteristiske for pædofile forhold.
Man må heller ikke forveksle den udnyttelse af børn, som børnepornografi er udtryk for, med sædvanlige pædofile forhold. Børnepornografi har lige så lidt med virkeligheden at gøre som voksenpornografi. Endelig er der yderligere to ting, der ikke må forveksles med pædofili - skønt det ofte sker og forplumrer diskussionerne - nemlig prostitution og incest.
De fleste pædofile forhold har lige så lidt med prostitution at gøre som seksuelle forhold har mellem voksne. De er sjældent blot en seksuel forbindelse, men rummer en gensidig følelsesmæssig interesse. Det er forkert ud fra undersøgelser over mindreåriges prostitution at slutte noget alment om pædofili og dens følger. Børneprostitution er primært et socialt problem, og børnenes voksne kunder er sædvanligvis ikke pædofile. Med.hensyn til incest har sådanne forhold en helt anden baggrund og helt andre følger end pædofili. Dels er den voksne sædvanligvis ikke pædofil, altså ikke specielt interesseret i forhold til børn, dels indebærer incestuøse forhold ofte et groft tillidsbrud og hviler på tvang. Netop derfor kan incest være så traumatiserende og give anledning til svære psykiske konflikter. Incestforhold er et familieproblem, et udtryk for at noget er galt i den familie, hvor sådanne forhold udspiller sig, ofte gennem flere generationer.
Tidligere mente man, at børn ikke har seksuelle følelser og drifter. Nu ved vi på grundlag af talrige undersøgelser og iagttagelser, at denne antagelse ikke lader sig opretholde. At børn også er seksuelle væsener er naturligvis ikke noget alibi for at voksne indlader sig med børn. Men ud fra vores viden herom burde det ikke komme som en overraskelse, at børn i deres behov for et nært forhold til en voksen ikke altid synes, at der er så stort et spring fra nær psykisk og legemlig kontakt i almindelighed til den form for kontakt, vi - ofte kunstigt - udskiller som en seksuel kontakt.
At i hvert fald større børn selv udmærket ved, hvad der er tale om, giver følgende eksempel måske et indtryk af. Bent, en voksen, gift mand fortæller: 'Jeg var 12 år, da jeg traf G. Jeg havde tabt en lille ring, og G hjalp mig med at finde den. Han var vel godt 50 år gammel og sømand. Det anede mig, at der lå en seksuel interesse bag hans hjælpsomhed, det er noget drenge hurtigt bliver klar over. Han var imidlertid flink og jeg var glad for at have nogen at snakke med.' Forholdet mellem Bent og G. udvikler sig til en seksuel kontakt og Bent fortsætter: 'Det var vist altid mig,' som maste på med at vi skulle gøre noget sammen. En dag, vi gik tur, overtalte jeg ham til at vi skulle gå om bord i en tom båd, der lå ved kajen. Rent seksuelt bestemte vi lidt af hvert. For mig var han en kammerat. Jeg syntes, det var spændende at høre om hans liv som sømand, og jeg kunne snakke med ham om alt muligt. Jeg fik afløb for alt det, jeg ikke vovede at snakke om derhjemme. Jeg glædede mig til hver gang hans båd kom til vores by. Vi havde det vældig sjovt sammen. Men efter et par år afmønstrede han, og jeg så ham ikke mere. Jeg havde det ganske almindeligt godt med mine forældre, men jeg snakkede aldrig om noget seksuelt med dem, og jeg fortalte heller ikke om G.'.
Bents beretning er ikke usædvanlig, tværtimod ganske typisk, det ved vi fra de efterhånden mange undersøgelser der foreligger om pædofile forhold.
Det er ikke tilfældigt, at jeg som eksempel har valgt Bents historie. Dels er det antagelig den slags pædofile forhold, der er de almindeligste. Dels må man i diskussioner omkring pædofili altid præcisere, hvad man taler om, ikke mindst må man vide noget om barnets alder og køn. Forhold til mindre børn må vurderes anderledes end forhold til børn nær puberteten, ligesom barnets køn har betydning for ens stillingtagen. Men diskussioner af pædofili afspores ofte af gruopvækkende beretninger om voksne mænds overgreb på små piger. Dette siger imidlertid mere om de diskuterendes fantasiliv end om pædofili.
I øvrigt peger diverse undersøgelser på, at voksnes seksuelle forhold til børn mere former sig som børns indbyrdes seksuelle lege end som egentlig samleje.
De fleste forhold udspiller sig i en af parternes hjem. Parterne kender sædvanligvis hinanden forinden, dog således at pædofile forhold til piger hyppigst finder sted inden for en ret snæver bekendtskabskreds, mens forhold til drenge har en mere tilfældig baggrund. Alle undersøgelser viser, at børnene ofte selv deltager aktivt i forholdet (fuldstændig som Bent beskriver det), at de synes, de har et seksuelt og alment menneskeligt udbytte af det og ikke skades af det. For drengenes vedkommende bevarer de ofte forbindelsen med den voksne mand mange år efter forholdets afslutning. De udvikler sig ganske normalt, stifter familie, inviterer den pædofile hjem osv. Dette nævnes ikke for at idyllisere pædofile forhold, men som modvægt mod de fantasifulde rædselsberetninger.
Man kan altså slå fast, at hvor der er tale om frivillighed og gensidig seksuel tiltrækning synes selve den seksuelle kontakt ikke at medføre skadevirkninger. Forhåbentlig kan det berolige forældre og medvirke til, at deres opskræmthed og bekymring ikke antager urimelige dimensioner.
Man har hævdet, at det især var 'forsømte' børn, der indlod sig på seksuel kontakt med voksne. De undersøgelser, der foreligger, tyder ikke på dette. En af undersøgelserne viser f.eks. at drenge, der har seksuelle forhold til voksne, ikke kommer fra særlig dårlige hjem, ej heller fra særlige samfundslag, og at de både fysisk og psykisk snarere er plus- end minusvarianter.
Min hensigt med at nævne disse forhold er ikke at propagandere for pædofile forhold. Hensigten er naturligvis at vække til eftertanke. At spørge: Er sådanne følelser så fremmedartede, endsige 'unaturlige' som det ofte påstås? Er der altid tale om overgreb fra den voksnes side, og er barnet blot et passivt 'offer'? Medfører sådanne forhold skadevirkninger for barnet, kan det derigennem afspores eller forkrøbles? Har sådanne forhold ingen positive sider?
Et roligere syn på de seksuelle forhold mellem børn og voksne - for de finder jo vitterligt sted, uanset hvordan vi
forholder os til dem - ville medføre følgende fordele: forældre og andre, som har ansvar for børn, ville føle sig mindre opskræmte og barnet ville blive udsat for færre traumer gennem forældres og myndigheders udspørgen og forhør i de tilfælde, hvor forholdet bliver opdaget.
De pædofile ville ikke blive anset for at være monstrøse børnelokkere, der kun ønsker at gøre børn fortræd, men man ville indse, at de er mennesker som alle andre, med samme gode og dårlige egenskaber. Den eneste forskel er, at deres følelser og drifter retter sig mod en aldersklasse, hvor seksuelle forhold ofte ikke lader sig etablere af hensyn til barnets tarv. For det siger naturligvis sig selv, at man ikke kan prisgive børn for at imødekomme de pædofiles ønsker og behov. Meget ville imidlertid være vundet, hvis pædofile ikke blev forvekslet med voldsmænd og mordere.
Til slut lidt om den såkaldte seksuelle lavalder. Det er jo den, der i en vis henseende bestemmer, hvad der skal forstås ved pædofili.
Før 1930 var aldersgrænsen for heteroseksuelle forhold 12 år! Det har de fleste nok glemt i dag, nogen vil det måske
forfærde. Med straffeloven af 1930 blev der indført en grænse for heteroseksuelle forhold på 15 år for homoseksuelle forhold på 18 år
- forinden havde homoseksuelle forhold været forbudt.
I 1974 bad Justitsministeriet straffelovrådet tage stilling til en nedsættelse af aldersgrænsen for heteroseksuelle og homoseksuelle forhold samt om faste aldersgrænser eventuelt helt kunne ophæves.
Efter meget grundige overvejelser nåede straffelovrådet frem til at anbefale en nedre fælles aldersgrænse på 14 år, mens man af mange, især juridiske grunde, ikke mente at man kunne opgive faste aldersgrænser (Betænkning nr. 747, 1975).
Som bekendt kunne der ikke opnås flertal for en lavalder på 14, men derimod for en fælles lavalder på 15 år. Dermed ophævedes mange års diskriminering af homoseksuelle medborgere. Der var selvfølgelig dem, der frygtede, lovændringen i 1976 ville give de homoseksuelle 'frit slag' over for værgeløse unge mænd, men de dystre spådomme er ikke gået i opfyldelse. Derimod er politiet blevet sparet for meget unyttigt arbejde og mange homoseksuelle har siden kunnet sove roligt.
Det forholder sig da sådan, at uanset hvilken lavalder vi har, rummer loven stadig væk mulighed for at ramme seksuelle overgreb. En nedsættelse af lavalderen giver ingen 'frit slag' til misbrug, afkriminaliserer blot en række gensidige frit indgåede seksuelle forbindelser og befrier en række mennesker for unødig angst for skandalisering, ydmygelse, pengeafpresning og straf.
Som nævnt tidligere er det begrænset, hvad vi kan gøre for de pædofile.
Men dels så jeg gerne en fornyet debat om den seksuelle lavalder - helst naturligvis en saglig debat. Dels håber jeg, uanset hvilken lavalder vi får, at realistisk kendskab til pædofili kan føre til, at vi holder op med at betragte pædofile som uhyrer, der udelukkende tænker på at forgribe sig på børn, men ser dem som det de er - medmennesker, der på de fleste områder er som alle andre.