Det nye højre i Danmark,  af Rune Ene Engelbreth Larsen, 235 sider.  248 kr.,  Forlaget Tiderne Skifter Denne bog er velegnet til brug i kampen mod højrefløjen og fremmedhad. Forfatteren til  Det nye højre i Danmark, formanden for Minoritetspartiet, Rune Engelbreth Larsen, står bag  partiets program om reel "gensidig integration" .

Denne bog nævner ikke de seksuelle minoriteter med et eneste ord og alligevel handler bogen også om seksuelle minoriteter - fordi syndebuk problematikken kan ramme enhver minoritet. Første halvdel af denne indledning handler derfor om anmelderens egne erfaringer med og viden om seksuelle og faglige minoriteter. Anden halvdel om hvad Rune Engelbreth Larsens bog evt. kan sige os om hvordan vi kan bekæmpe det nye højre. 

Da "gensidig integration" ikke kun gælder etniske minoriteter, men alle minoriteter - også de seksuelle - bliver "gensidig integration" til et nyttigt redskab for, at også seksuelle minoriteter vil kunne tage alle deres rettigheder i brug, under mottoet "lige adgang til de samme universelle rettigheder":

· Retten til en identitet

· Retten til at ytre sig

· Retten til at organisere sig

· Retten til at indgå i faglige diskussioner på sin arbejdsplads og i sin fagforening uden repræssalier

· Retten til offentligt at fremføre saglige argumentation for, at en seksualitet ikke nødvendigvis rubriceres under WHOs sygdomsbetegnelse.

· Retten til offentligt at fremføre saglige argumentation for, at såfremt en seksualitet ikke kan begrundes skadelig for mennesker, så er der ingen grund til at sygeliggøre en sådan.

· Retten til at adoptere børn på lige fod med heteroseksuelle

· Retten til kunstig insemination på lige fod med andre borgere

· Retten til at fremføre ens rettigheder uden efterfølgende repressalier

Principielt gælder disse rettigher alle mennesker i samfundet. Også de etniske minoriteters ret til gensidig integration, retten til at afvise assimilation:

Aktuelt og lokalt vil det bl.a. sige, at vi gammeldanskere i hovedstaden må gå foran og f.eks. give vores politiske og moralske støtte til at sikre opførelsen af f.eks. en central moské, flere muslimske og ikke-kirkelige begravelsespladser og aktivt respektere den reelt allerede eksisterende multikulturelle udvikling.

Bogens force - Det nye højre i Danmark - er bl.a. de mange informationer, der udgør viden om faren ved en så voldsom højredrejning i samfundet som vi idag er vidner til. Vi må ikke glemme, at det ikke kan udlukkes at den nuværende ekstreme højredrejnings fortsatte, nærmest eksponentielle udvikling, meget nemt fremover, også kan forgrene sig til at gå ud over endnu flere seksuelle minoriteter end vi – historisk - og hidtil har set.

En ny homo- og seksualfobi rettet mod alle seksuelle minoriteter kan blive en følgevirkning på den nye højrebølge, hvis det på længere sigt nogen sinde skulle lykkes højrefløjen at repatriere eller bare degradere muslimer og andre medborgere af udenlandsk herkomst.

Den nye højrefløj kunne utvivlsomt, efter evt. at have tvunget muslimer ud af landet, så derefter påbegynde en lige så hård udrydelsesstrategi imod de forholdsvis nyopkomne seksuelle minoriteter - som ovenikøbet har beriget landet med humanistiske værdier i mere end et ½ århundred.

De tilfælde af f.eks. stenkastet mod og begået overfald på bøsser, samt voldtægt mod kvinder, foretaget af unge med ikke-dansk etnisk baggrund, misbruges af medierne og nogle politikere idag til at også få de seksuelle minoriteter m.fl. med på højrebølgens fremmedhadske vogn.

Bogens indsigt i den politiske samfundsudvikling kan bl.a. bruges til at forstå hvordan de seksuelle græsrødder selv kan udvikle og håndtere deres egne strategier mest hensigtsmæssigt frem til et humanistisk samfund baseret på menneskerettigher, hvor alle står lige for loven uden diskriminsation.

Bogens forfatter, Rune Engelbreth Larsen, finder det afgørende at vi får en gennemgribende indvandredebat – faktisk er bogen et indlæg i denne debat og bl.a. diskuterer den folkeindvandringernes langsigtede perspektiver, som absolut kan blive til stor gavn for andre og gammeldanske minoriteter, som f.eks. de seksuelle minoriteter.

I bogens diskurs glemmes ej en vigtig faktor som erhvervslivets og fagbevægelsens påpegning af behovet for at kompensere for det faldende fødselstal i Danmark. Herudover citerer Larsen bl.a. Georg Brandes´ tale om, at han helst så en sværm af "originale Aander" i Danmark, der beriger menneskelivet og andre folk med "danske Tanker" – Brandes´ pointe:

"Men en særligt dansk indestængt Kultur er en gammel jomfru, der ingen børn kan faa, ufrugtbar, thi ubefrugtet. Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!"

Rune Engelbreth Larsen mener, at Protetantismens fader og grundlægger, Martin Luther (det er ham der bl.a. opfordrede til nedslagtning af mindst 10,000 "gale hunde", som denne misantrop kaldte anabaptisterne, under bondeopstanden omkring 1630) og Grundtvigs smalsporede intolerance er på mode igen. Aktuelt kritiserer/anfører Larsen de højrenationales dobbeltmoral, når de kræver, at kommunister skal stå til ansvar for Sovjets historiske grusomheder, men ikke kræver, at kristne skal stå til ansvar for kirkens historiske grusomheder.

Bogen anerkender f.eks. at tvangsægteskaber er et af de reele problemer ved kulturmødet, men konstaterer at pressen overeksponerer problemet – ligesom han i efterskriftet kommer ind på reele problemer med integrationen i øvrigt.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen citeres i bogen for at have udtalt til pressen: "Danskerne er ikke racister, men de er rasende over at problemerne ikke bliver løst", side 186. En pointe og finte han har lært af Karen Jespersen. Under betegnelsen "nationalkonservatismen" sporer Larsen dansk politisk udvikling fra sin oprindelse i Søren Kraups centralnervesystem over Den Danske Forening, Dansk Forum, Dansk Folkeparti til Socialdemokratiets højrefløj med den tidligere VS´er og Politisk Revys medredaktør, Karen Jespersen.

Denne politiske glidebane får mig, i øvrigt, til at tænke på nok så´kendt eller berygtet personlighed som Mussolini under Anden Verdenskrig. Han påbegyndte sin politiske karriere som "socialist", helt tilbage i sin pure ungdom. Det kan så igen minde os – for godt og ondt – om den menneskelige naturs "omstillingsparathed", som vist nok også er en af Karen Jespersens mærkesags-kompetancer, én hun vel synes alle tvangsaktiverede burde besidde, uanset om de vil eller ej! Undskyld, men den slags er svær ikke at nedskrive i denne anmeldelse.

Både Venstre og Konservativ, lige såvel som dansk kristendom, kan siges at kunne erstattes med de grundlæggende værdier i chefideologen, Søren Kraups, det nationalkonservativ teologiske tidsskrift, Tidehverv, grundlagt i 1926.

Da Venstre og Konservativs historiske værdier ikke er nær så populære i dag som nationalkonservatismens voksende tilslutning, kan netop partiernes gamle dyder og værdier erstattes med nutidens højrenationalkonservatisme, og den proces har været undervejs siden 1988.

Ligeledes med dansk kristendom. Da kristendommen i Danmark forlængst er død kan denne jo egentlig godt erstattes med en teologisk bevægelse som den bag tidsskriftet Tidehverv. Tidehvervs ideologi er allerede vældig populær i befolkningen. Og derfor er det ikke svært, at forestille sig dansk kristendom erstattet med dette tidsskrift – det er allerede ved at være et fait accompli.

Derfor kan det betale sig ved næste folketingsvalg at stemme på den klareste og mest bevidste modstand af den højredrejning der også kan ramme enhver seksuel minoritet. 

Boganmeldelse af Troels Peter Schmidt – Just-Wells webredaktør