Begrebet "hystorier" er af udenlandske fagfolk sammensat af ordene "hysterical" og "stories" - hystorier er "hysteriets kulturelle fortællinger". For at disse "fortællinger" kan forvandle sig til epidemier og paranoia forudsættes tre ting. Forfatteren Troels Peter Schmidt uddyber dette i månedens just-well kronik. Baggrunden er hans foredrag for sexologer og andre interesserede fra den 22. februar.01.

"Pædofili-frikendte bør afvises", 
lød en overskrift på Politikens forside søndag d. 18.2. 01:

"Pædagoger, der er blevet anmeldt til politiet for seksuelt misbrug af børn, bør aldrig arbejde i en daginstitution igen. Heller ikke selv om de bliver frikendt for anklagen", mener foreningen Børns Vilkår.

"For medarbejderens, for forældrenes og for børnenes skyld bør de ikke komme tilbage til et dagligt arbejde med børn. Kommunerne må finde et andet job til dem, hvor de ikke er sammen med børn, siger formanden for Børns Vilkår, John Halse."

"Formanden for BUPL, Bente Sorgenfrey, er lodret uenig."

"De sidste par år er der rejst mange anklager mod vores medlemmer, der viste sig at være fuldstændig uberettigede. Hvis det skulle betyde, at de var nød til at skifte erhverv, så var vi ude på et overdrev, der ikke hører hjemme i et retssamfund. Så opretter man en folkedomstol, siger hun." Ifølge Bente Sorgenfrey er flere pædagoger vendt tilbage til en daginstitution uden ramaskrig fra forældrene. "Man kan godt komme forældrenes mistanke og bekymring til livs, hvis man griber det rigtigt an," siger hun.

Bente Sorgenfrey, skal have ros for de modige og kloge ord til Politiken. Men desværre er denne visdom ikke tilstrækkelig. For udover hendes velbegrundede bekymring for retssamfundet er der tillige et behov for alle fagfolks ret – også professionelt uddannet pædagogers ret – til saglig diskussion. Det gælder både i offentligheden og kollegaer imellem – og vel at mærke en ret uden efterfølgende katastrofale følger for de pågældende.

Udgangspunktet for just-well´s  kronik er, at bl.a. Vadstrupgårdsagen (dommen afsagt d. 25. maj 1998 af Østre landsret) meget vel kan være en "hystorie" - en af "hysteriets kulturelle fortællinger", fordi forudsætningerne til sådanne hystorier var tilstede i tidsrummet for anklagerne, og fordi de antagelig førte til, at en uskyldig blev idømt flere års fængselsstraf.

  En "hystorie" eller "Hysteriets kulturelle fortællinger" - er et begreb, som er sammensat af "hysterical" og "stories". Udtrykket bruges om beretninger om kronisk træthedssyndrom, om genfundne erindringer om incest, sataniske misbrugsritualer og bortførelser til rumskibe og om Golfkrigssyndromet. For at sådanne "fortællinger" kan forvandle sig til hysteriske epidemier (og paranoia), forudsættes tre ting:

1. Tilstedeværelse af fagfolk og teoretikere.

2. Ulykkelige, sårbare patienter og

3. Et kulturelt støttende miljø.

  Efter min overbevisning er der også her i landet belæg for, at nogle teoretikere, en del ulykkelige mennesker samt et støttende miljø har fundet hinanden og tilsammen udgør nogle af forudsætningerne for en længerevarende hysterisk epidemi. Omkring 65 daginstitutionsansatte er blevet sigtet for sexmisbrug, men 61 sager er frafaldet pga. manglende beviser.

Ad.1) I argumentationen for tilstedeværelsen af fagfolk og teoretikere henviser jeg til bl.a. overlæge psykiater Sven Rasmussens kronik i Politiken helt tilbage til den 29. oktober 1998 med overskriften "Terapeuterne tørster". Rasmussen kritiserede nogle kliniske psykologer for bl.a. at se sexmisbrug, hvor der ikke var noget. Hans kronik er ikke mindre rammende i dag.

Ad.2) Der er de mange sexmisbrugssager hvoraf de fleste afvises pga. manglende beviser. Det er samtidigt betegnende for vores civilisation at der igennem det sidste århundrede er udviklet et "offerbegreb" som beskrevet i bogen Ofrets århundrede, skrevet af lektor i historie ved Roskilde Universitetscenter, Henrik Jensen. Offer-fænomenet er udtryk for ulykkelige og sårbare mennesker gennem hele det 20. århundrede. En af Henrik Jensens teser går ud på, at de to verdenskrige var ét langt mareridt for magtesløse ofre for overvældende ydre kræfter (i Første Verdenskrig primært soldaterne) og i anden del af århundredet blev ofrene hjælpeløse patienter i almægtige behandlersystemer. Problemet for både soldaten og patienten er, at de på grund af overvældende samfundsmæssige forhold intet ansvar påtager sig i forhold til deres situation og herved objektgøres.

Ad.3) Som forfatter af antipædagogisk litteratur – og uddannet pædagog - oplever jeg, desværre en fortsat tendens på institutionsområdet til at se flere tilfælde af sexmisbrug, end der er. De mange mandlige pædagoger og medhjælpere, som er trådt frem i TV og radio med deres klager over at blive mistænkt for ting, som de aldrig har gjort, sandsynliggør eksistensen af et hysteri-støttende miljø. Disse voldsomme anklager har ført til, at flere socialarbejdere har krævet indførelse af særlige regler til beskyttelse af mænd mod falske anklager for sexmisbrug.

  Lige som Elaine Showalter, der er ophavsmand til teorierne om hystorier, tror jeg, at nogle sexmisbrug-teoretikere og, en hel del af disse ulykkelige mennesker og et kulturelt støttende miljø kan have udbredt hystorier til den øvrige befolkning via medier, bøger, dameblade osv. allerede i starten af 1980´erne. Disse hystorier er blevet udbasuneret til beredvillige og ofte unuancerede medier og til en masse mennesker, som er modtagelige for hystorier. Hystorier er måske blevet almen "viden" for mennesker, der søger godkendelse og billigelse af deres emotionelle behov, skabt af deres egne ubevidste konflikter.

  Desværre taler intet for, at Showalters kriterier for, at disse "fortællinger" kan forvandle sig til "hystorier", ikke kan være gældende hos os danskere. Bl.a. derfor er jeg begyndt at interessere mig for, om risikoen for justitsmord er større i dag end for f.eks. 25 år siden og i bekræftende fald hvad årsagerne hertil kan være? Vi skal naturligvis gøre, hvad vi kan, for mest muligt at begrænse denne risiko. Hvordan, har professor Showalter et bud på, der først og fremmest går ud på at bevidstgøre så mange mennesker som muligt om de social-psykologiske mekanismer, der er med til at skabe hystorierne.

  Hvis Showalters teori om hystorier har noget på sig, må vi konkludere, at der er en nærliggende sandsynlighed for, at Vadstrupgårdsagen er en hystorie. Vadstrupgårdsagen bærer alle tre ingredienser i sig og svarer derfor til titlen på første kapitel i Leif Blædels bog herom: "Opskriften på et justitsmord." Vi må derfor sige, at denne sag meget vel kan have ført til, at en uskyldig blev idømt 3½ års fængsel. Sagen er rimelig nok blevet forelagt for Den særlige Klageret, og nu venter vi på dennes afgørelse om, hvorvidt den skal gå om.

  Til sammenligning henviser jeg til Roum-sagen, hvor nævningene og de juridiske dommere idømte flere mennesker lange fængselsstraffe. Først adskillige år senere, og ved hjælp af Den særlige Klageret, kunne Roum-sagen ende med, at fire af de oprindeligt seks dømte personer blev frifundet efter at have tilbragt flere år bag lås og slå.

  Siden dommen i Vadstrupgårdsagen blev afsagt i 1998 har jeg været overbevist om at der var noget galt. Det er ikke på noget tidspunkt blevet tilstrækkelig bevist eller sandsynliggjort uden for enhver rimelig tvivl, at den tidligere pædagogmedhjælper er skyldig. Alligevel blev han idømt 3½ års fængselsstraf!

  I dag har han afsonet dommen. Men det fjerner ikke den voldsomme stigmatisering, der følger en sag af denne art.

  Ud fra hvad jeg har kunnet læse om sagen er jeg enig med Politikens Tøger Seidenfaden: "For mig at se, kan påstanden om et justitsmord ikke bare udelukkes - den forekommer mig i høj grad tænkelig. Og er der tale om et justitsmord, så taler vi dels om en grov uret mod et menneske, men også om store skadevirkninger i form af samfundsmæssig opstandelse, bekymring og mistænkeliggørelse. Og der er andre sager, hvor børns videoudsagn spiller en lignende rolle. Sagen - og de alvorlige spørgsmål den rejser - bør undersøges til bunds. "Politiken Søndag d. 31.okt.99

Der er andre faktorer der får en til at tro, at der i Vadstrupgårdsagen er tale om hystorier. Nemlig hemmeligholdelsen for offentligheden af væsentlige dele af bevisførelsen.

  I et demokrati er det af største bekymring, når almindelige borgere ikke i retssager har mulighed for at læse domsudskriften. Og at "offentligt tilgængelige" sagsakter, som dem udfærdiget af professorerne Christiansen og Revsbech, i virkeligheden er censureret. I deres "Redegørelse vedrørende sagen om daginstitutionen Vadstrupgård" er omtrent 25% af indholdet bortredigeret med det resultat, at ingen udenforstående har den ringeste forestilling om, hvad sagen egentlig handler om. Alle involverede i Vadstrupgård- og lignende sager påtager sig en monopoliseret tolkningsposition, der svarer til præsternes før Reformationen i 1500-tallet. Det er faktisk kun i Leif Blædels lille bog om Vadstrupgård (anmeldt af Tøger Seidenfaden, Politiken Søndag d. 31.okt.99), at enhver borger får adgang til domsudskrifterne.

  Til støtte og ære for de kræfter, som længe har ønsket at bekæmpe justitsmord med en rimelig åbenhed i retssager er: formanden for forsvarsadvokaterne Thomas Rørdam samt Leif Blædel med mange års erfaring i retsjournalistik. Netop på baggrund af Vadstrupgårdsagen har disse udtalt:

Thomas Rørdam:
"De danske domstole er nogle gange for restriktive med at lukke dørene. Jeg ser ingen grund til, at forældre og pædagoger, som er involveret i sagen, ikke kan overvære retssagen. Forældre og pædagoger ville have godt af at høre, hvad der bliver sagt. De kan nemlig have svært ved at forstå, hvad der er foregået. Og et lukket system er meget egnet til at skabe myter," [ ...] Men Rørdam har ligeledes et forbehold: "Den sigtede skal også beskyttes. Hvis det viser sig, at han er uskyldig, skal hans navn ikke figurere alle mulige steder. Hvis en sag falder, vil der altid være stærkt vrede forældre, der har en anden opfattelse, siger Thomas Rørdam. Børn & Unge nr. 38, 23. sept. 1999.

  Til støtte for Rørdams syn har en tidligere pædagog, ansat i Vadstrupgård udtalt til sit fagblad Børn & Unge: "Hvis jeg bare kunne få lov at læse domsudskrifterne, det ville hjælpe meget. På hvilke ture? Var det i skoven? Hvad gjorde han? Måske kunne jeg komme i tanker om et tegn, et barn havde vist eller havde sagt netop den dag. Så kunne jeg hjælpe et eller andet barn i fremtiden. Lige nu ved jeg ingenting , [ ...] "

Leif Blædel:
"Men nu pressens mulighed for at kontrollere? Det var ikke noget som interesserede hverken udvalget eller senere Folketinget. Det havde ellers været let at forbedre den. Med lovændringen fik pressen adgang til at læse retsbogen, når dørene under sagen har været åbne. Det kan være udmærket, selv om det stort set er overflødigt for journalister som følger en retssag. Men journalister må ikke se retsbogen, når dørene har været lukket – så må forløbet ikke kontrolleres. Da kontrollen ifølge den demokratiske teori skal ske af hensyn til den anklagede eller dømte, havde det eneste logiske været, at journalister med den anklagedes eller dømtes tilladelse kunne læse retsbogen når domfældelsen er sket bag lukkede døre. Men nej, Folketinget ville gerne imødekomme pressen på ulykkelige menneskers bekostning, det gik derimod ikke op i at anklagede kunne beskyttes mod mulige overgreb ved at pressen fik mulighed for efter en retssags afslutning – altså på et tidspunkt hvor ingen saglige grunde taler imod det – at kontrollere, hvad der er sket bag de lukkede døre. ....."

I vor del af verden ser vi stadig hysteriske epidemier. Det er min overbevisning, at den primære grund hertil er, at de fleste incest-behandlere, fagfolk og teoretikere på området alt for længe ikke har interesseret sig for, hvad der er og hvad der ikke er hystorier. Dette er tragisk fordi vi nu ved, at en af de vigtigste midler til at bekæmpe hystorier er at få de faglige teoretikeres aktive deltagelse i dialogen og disses forsøg på at engagere den øvrige befolkning.

  Men fagfolk - som man ellers skulle mene havde en professionel interesser heri, og måske endda et kald til at opsøge og deltage i netop faglige diskussioner, er først inden for de seneste år begyndt at give hystorier den opmærksomhed, som de fortjener.

  I foredragsrækken Hertoft-eftermiddage - henvender jeg mig til enhver professionel fagmand/-kvinde med et ønske om dialog kollegaer imellem. Ikke mindst til de eksperter, som ifølge Showalter har et medansvar for udbredelsen af hystorier.

  I dette forum af fagfolk åbnes der op for en længe tiltrængt dialog, hvor det bliver muligt at tænke og tale frit samt indgå i en oprigtig dialog. Hér vil jeg søge anerkendelse for retten til den frie faglige diskussion, den som alt for mange professionelle hidtil har svigtet.

  I forlængelse heraf må de professionelles fagforbund nødvendigvis inddrages. Ved at rette en appel til deres faglige organisationer, dem der har pligt til at forsvare deres medlemmer, når retten til indbyrdes dialog anfægtes, påpeger jeg et ekstremt forsømt problem for mange fagforeningsmedlemmer.

  Et kæmpe spring i retning af en ny dialog på området har Pædagogisk Medhjælperforbund allerede demonstreret med udgivelsen af en eksemplarisk kritisk antologi med titlen På den anden side. Heri diskuteres ny relevant forskning. Dette er en håndbog som pædagoger, sexologer, sexmisbrugsbehandlere og teoretikere kan tage udgangspunkt i, når dialogen skal ud til offentligheden. Et godt udgangspunkt i anvendelsen af det vigtigste våben imod hystorier og justitsmord.

F.eks. skaber Vadstrupgårdsagen så megen angst og usikkerhed, at det påvirker andre områder, end lige netop der, hvor en person anklages for sexmisbrug. Dvs. at sådanne sager bidrager til at fremkalde endnu flere hystorier. Hvorefter hystorierne får frit spil, breder sig som ringe i vandet og kommer – for flere og flere danskere – til at betyde, at dansk lov, der omfatter menneskerettighedserklæringen, ikke er det papir værd, som den er skrevet på. Så længe det stadig er muligt for en fagforening at ekskludere eller blot mobbe egne fagforeningsmedlemmer og fyre ansatte, blot fordi de har udøvet deres nationalt og internationalt stadfæstede ret til at ytre sig.

  Helt grotesk bliver det, når selv udsagn baseret på anerkendte og yderst veldokumenterede videnskabelige undersøgelser hverken gør fra eller til – fagforeninger og arbejdsgivere ekskluderer og fyrer den, som udøver sin ret til at ytre sig.

  Det er mit indtryk, at mange fagforeninger udviser en klar hystorisk adfærd over for de af deres faglige kollegaer som udtaler sig offentligt med synspunkter, der er anderledes end flertallets. På trods af at disse udtalelser dokumenteres med omfattende ny forskning. En undtagelse er Pædagogisk Medhjælperforbunds "På den anden side".

  Vi må ikke glemme at både dansk lov og menneskerettighedserklæringen gør  formelle forbud imod ytringsfriheden ulovlige. Dvs. at intet menneske kan retmæssigt eksluderes fra/af sin fagforening eller fyres fra sit job pga. offentlige udtalelser der kan begrundes. Men sådanne brud på lov og ret finder faktisk sted i vort samfund.

Mit foredrag og denne kronik er et forsøg på en rationel fortælling om dialogen, der forsvandt. Hvorfor mænd kan finde på at flygte fra pædagogfaget og hvad vi eventuelt kan gøre for at forhindre dette - også for børnenes skyld.

Holmegårdsagen

- i stedet for at forsvare et fagforeningsmedlem i nød igangsætter fagforbundet BUPL en veritabel heksemobning
på en af sine egne medlemmer