Heksejagt:& heksejægere

Justitsmord og sex-misbrugssager
Leif Blædels nye bog Justitsmord - Vadstrupgårdsagen og anmeldelser

Børn & Unge: "Dørene er som oftest lukkede, når retssager om seksuelle overgreb mod børn kører i de danske retssale. Samtidig er det meget begrænset, hvad offentligheden kan få af oplysninger om en sag, når der er faldet dom. Forsvarsadvokat og Red Barnet vil have mere åbenhed. Børnerådet mener, det ville krænke børnene." (Børn & Unge nr. 38 23.sept. 1999) 

Den kendte overlærer Annette Westrup sagde i Radio Rosa lørdag 17.7.99 at hun tror mest på at Vadstrupgård-sagen kan være et tilfælde af justitsmord og at mænd vil flygte fra pædagogfaget! 

Vadstrupgård- og Roumsagen. To tilfælde af justitsmord? 

 Nævninges nej til fælles votering

Selvstændig votering ved domstolene!

Historisk om Retsplejeloven m.m.:

Mange nævninge, samt et flertal i Folketinget, siger allerede nu nej til Retsplejerådets Betænkning nr. 1352, 1998 (fodnote i), og kræver at denne ikke bliver vedtaget som lov. 

Apropos Dagbladet Information 7. okt. 99:  "Justitsminister Frank Jensen(S) har besluttet at udskyde den planlagte reform af nævningesystemet i flere år. Reformen, der vil vende op og ned på det danske retssystem, skulle blandt andet sikre, at en borger kan anke afgørelse i straffesag - et krav i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. 

Marts 1998 fremlagde Retsplejerådet en betænkning om en ny behandling af nævningesager, og dengang stillede justitsminsteren en hurtig reaktion i udsigt. Men reformen, der vil betyde, at nævninger og juridiske dommere i fællesskab skal tage stilling til en tiltaltes skyld, ser ud til at have lange udsigter. Ifølge justitsministeren skyldes udsættelsen, at man vil afvente en reform af retskredsstruktur." 

Tillykke med denne demokratiets sejr til alle der har været med til at bekæmpe højrefløjens og Retsplejerådets Betænkning nr. 1352, 1998 (fodnote i). Hvad angår ankeafgørelse i straffesager er der heldigvis andre veje at gå til opnåelse af denne tiltrængt menneskerettighed end ved at nævninges (folkets) selvstændig votering  tilsidesættes til fordel for de professionelle jurister.

Nævninges nej til fælles votering er oprettet med det formål at etablere en løbende dialog imellem lægdommerne indbyrdes og for at argumentere imod Retsplejerådets netop udkomne betænkning, som hvis denne bliver til lov, vil fratage os nævninge vores nuværende selvstændighed.

Vi nævninge vil bevare den nuværende uafhængig votering i skyldspørgsmål som er selve idéen bag Grundlovens § 65!

Til at stimulere en supplerende debat på Internettet  opfordres du til at oprette din egen lægdommer-hjemmeside og til at informere alle os andre om hvor vi kan finde dig. Og alle lægdommere opfordres til at læse artikler angående lægdommere samt denne kronik:

Retsplejerådets nye Betænkning nr. 1352 har til hensigt at få indført fælles votering for dommere og nævninge ved landets domstole. Hovedformålet er at sikre en bedre retssikkerhed, men følgerne vil, efter min mening, ikke kunne leve op til hensigten. Resultatet bliver blot indførelse af et ekspertvælde med afskaffelse af nævningenes selvstændighed, som i sig selv er en tilsidesættelse af Grundlovens § 65. Efter en drøftelse skulle Betænkningen have været formuleret som et lovforslag til vedtagelse i Folketinget allerede efter sommerferien, 1998. Men da der ikke var opbakning i Folketinget hertil blev det udskudt til efteråret 1999. Der er endnu ikke fremkommet et lovforslag fra Justitsministeriet og derfor ej heller endnu berammet tid til første behandling.

Betænkningens fire vigtigste punkter kan sammenfattes således:

1) Indførelse af fælles votering for dommere og nævninge,

2) Tvungne, begrundede afgørelser,

3) Afskaffelse af retsbelæringen,

4) Indførelse af en 2. nævningeinstans.

Historisk går nævningenes juridiske rødder tilbage til Jyske Lov fra 1241. Der var tale om nævninge, som fortrinsvis tog sig af berigelsessager, og sandemænd der dømte i alvorligere kapitalsager som f.eks. manddrab, for knap 800 år siden.

Kampen for nævningetinget var i 1800-tallet et led i kritikken af og mistilliden til den "inkvisitoriske" retspleje, hvor dommeren samtidig var anklager. Interessen for "(...) nævningeinstitutionen (var en afspejling af en bestemt demokratiopfattelse, som ofte blev udtrykt med ordene: for folket ved folket."(ii) Herudover var og er nævningeinstitutionen principielt en folkets skole i en grad som ingen anden skole kan være det. Eget ansvar og egne erfaringer - de bedste nøgleord i en skole. Diskussionen har længe handlet om magtfordelingen mellem læg- og juridiske dommere ved domstolene og kan udtrykkes med ordene "for eller imod ekspertvælde", "elitestyrelse eller selvstændighed", "fælles eller uafhængig votering?"

Det væsentligste ved en nævningebehandling er, at 12 almindelige mennesker, som hverken er uddannede jurister eller dømt for ulovligheder, sættes til at afgøre et andet menneskes evt. skyld i sager, hvor der ikke foreligger en tilståelse og hvor anklagemyndigheden har nedlagt strafpåstand om 4 års fængsel eller mere. Sådanne sager behandles ved nævningeting i landsretten som første og eneste instans. Det helt specielle ved nævningebehandling er, at i disse sager er lægdommerne alene om at afgøre skyldspørgsmålet.

Strafudmålingen afgøres af tre juridiske dommere sammen med de 12 nævninge. Kun strafudmålingen kan ankes, og i så fald til Højesteret. Paritet mellem læg- og de professionelle dommer opnås ved at de professionelle dommere tilsammen også har 12 stemmer. Den såkaldte "dobbeltgaranti" er de juridiske dommers mulighed for og under visse omstændigheder pligt til at tilsidesætte nævninges skyldigkendelse. Kun en frifindende nævningeafgørelse er endelig.

Formanden for dommerforeningen, Jes Schiøler(iii), har talt til fordel for Betænkningen. Nogle af hans væsentligste argumenter herfor er:

Ad1) At en fælles votering ville styrke retssikkerheden.

Ad2) At tvungne skriftlige begrundelser ydermere ville øge retssikkerheden.

Ad3) At retsbelæringen, som er retsformandens opsummering af sagen, skal afskaffes idet denne menes overflødiggjort ved indførelsen af fælles votering.

Ad4) At FNs konvention om borgerlige og politiske rettigheder kræver at skyldspørgsmålet altid skal kunne prøves ved to instanser.

Ad1) Baggrunden for nogle juristers ønske om fælles votering - Det er angiveligt bekymringen for retssikkerheden der ligger bag. en jurists udtryk: "Det er vanskeligt at se hvordan nævningeafgørelser skulle blive særlig rigtige, fornuftige, retfærdige og tillidsvækkende. (...) Man tager 12 tilfældige mennesker, folk uden specielle forudsætninger for den konkrete opgave, forsyner dem mundtligt med et sæt omfattende oplysninger, isolerer dem, lader diskussionen udfolde sig, som den nu bedst kan, og får den helt rigtige afgørelse - hver gang!" Citatet er fra en lidt ældre artikel af lektor i strafferet, Jørn Vestergaard, Nævningeordningen bliver kun rationel med radikale ændringer, Lov & Ret, nr. 1/1992, s. 7-12.(iv) Men lektoren i strafferet overser, hvad der for alle andre er indlysende, nemlig at intet system får den helt rigtige afgørelse hver gang.

I samme artikel fremfører Vestergaard endnu et tvivlsomt argument for fælles votering, nemlig et uønsket hensyn til nævningenes følsomhed: "(...) det må være en noget flad fornemmelse for nævninge at blive tilsidesat af juristerne for åbent tæppe. (...) Den praktiske realitet er, at nævningenes skyldigkendelse bevirker en forståelig tilbageholdenhed hos fagdommerne, selv om de finder skyldspørgsmålet tvivlsomt." Men jeg mener, at man - hellere end at nævningene fratages deres selvstændig votering - burde forlange, at de juridiske dommere tager sig sammen og lever op til deres hvervs intention. Jeg mener, at dommerne skal annullere skyldig-dømte afgørelser hver gang der er begrundet tvivl, ellers er dommerne inkompetente. Jørn Vestergaard, som er ophavsmanden til nævnte artikel bliver, utilsigtet eller ej, til en de facto fortaler for en svækkelse af nævningesystemet når han på denne måde argumenterer for fælles votering. >>68,7% af nævninge foretrækker at afgøre skyldspørgsmålet uden juridiske dommere. Preben Wilhjelm: Folkevalgte dommere = F.D.(v), Troels Peter Schmidt<<

Fællesvotering vil svække grundidéen i nævningetinget - fastlagt i Grundlovens § 65 som indbærer et jury-begreb efter engelsk forbillede. Nævningetingets vigtigste egenskab er nemlig, at alle jury-medlemmerne stemmer uden professionelle dommer. Til styrkelse af min påstand om at fællesvotering vil svække dette folkelige ting henviser jeg til professor dr. jur. Eva Smith. I foråret udtalte hun i en nyhedsudsendelse på TV, at en del af problemet med at lade dommere og nævninge votere sammen kunne illustreres således: Hvis vi forestiller vi os nogle mennesker samlet til almindelig fest, hvor en livlig samtale er i gang om, hvordan man tilbereder den bedste bearnaise-sauce. Pludselig er der en som siger, jamen Jørgen er jo kok! Derefter spidser alle selvfølgelig ører og lytter mest til specialisten. Hér er det ydermere relevant at henvise til, at 23% af danske lægdommere oplyser at de juridiske dommeres opfattelse mht. skyldspørgsmålet påvirker lægdommerne. Folkevalgte dommere = F.D.(v) En 1/4 del af lægdommerne er, efter min mening, for mange til at man kan sige at fællesvotering bidrager til at lægdommere stemmer ud fra egne forudsætningerne, og hvor der er divergens, vover at gå imod de professionelle direkte eller indirekte anbefalinger. Indtil videre er jeg af den opfattelse, at lægdommere næsten altid er underlagt et socialpsykologisk "pres" fra de professionelle juristers side. Og pga. denne påvirkning mener jeg ikke at det er hensigtsmæssigt, at forlange fælles votering.

Retsplejerådets samlede forslag blev også debatteret i DR P1 14/4/98. Hér udtalte Eva Smith, at de juridiske dommere ikke var bedre til at afgøre skyldspørgsmål end lægdommere! Hvis dette er rigtigt bortfalder argumentet for at retssikkerheden vil blive bedre med fællesvotering.

Ad2) Tvungne, begrundede afgørelser - I dag er det meningen, at nævninge stemmer ud fra egne forudsætninger, og at der ikke afkræves en begrundelse herfor, hverken skriftligt eller på anden vis. Dette indebærer i øvrigt også muligheden for at afholde sig fra at stemme - sidstnævnte er til fordel for den anklagede, da en ikke afgiven stemme optælles, som var den lig med den mildeste af de afgivne stemmer.

Nogle gode argumenter for, at hver enkelt nævnings stemmeafgivning skal begrundes, er selvfølgelig at hver enkelt lægdommer tvinges til at tænke sagen endnu grundigere igennem. På den anden side er det for lægfolk nok nemmere at undgå at blive presset til andet end det man er overbevist om, hvis man ikke skal begrunde dette "juridisk" overfor en såkaldt "rigtig" dommer eller endda overfor nævningernes selvvalgte forkvinde/formand. Jævnfør professor Eva Smiths metafor om samtaler ved en fest angående det daglige køkken og bearnaise-saucen.

Spørgsmålet om nævninge skal begrunde deres afgørelser (skriftligt eller ikke), er naturligvis en spændende diskussion. I udsendelsen d. 14/4/98 kom Eva Smith desuden ind på et kompromisforslag angående begrundelsen for en votering: Dette kunne finde sted mellem dommere og nævninge i fællesskab efter voteringen af skyldspørgsmålet havde fundet sted hver for sig. Herudover nævner Preben Wilhjelm et kompromisforslag i sin Grundbog for lægdommere: "I den offentlige debat indgår et alternativt forslag om, at de juridiske dommere i tilfælde af en skyldigkendelse fra nævningene skulle give deres begrundelse for at acceptere nævningenes afgørelse."(vi) Wilhelms forslag har nu været praktiseret i 2. år i en enkelt afdeling i Vester Landsret.

Eva Smith er enig med Betænkningens mindretal bestående af Karen Dyekjær-Hansen og Jørgen B. Jepsen i: At fælles votering sammen med dommere og nævninge helst skal undgås, men at evt. begrundelser for stillingtagen til skyldspørgsmålet i nævningesager enten udarbejdes udelukkende af de juridiske dommere, ellers foretages dette i fællesskab efter at voteringen har fundet sted, dommere og nævninge hver for sig. Jeg véd ikke med sikkerhed hvordan Preben Wilhjelm opfatter netop disse spørgsmål. Flertallet af Retsplejerådets Betænkning mener derimod, at nævninge skal begrunde deres votering. Men dette vil, efter min mening, blot styrke dommerstanden frem for at forbedre den nuværende retssituation.

>>Kun 33% af nævninge mener, at nævningetinget altid ville kunne give en skriftlig begrundelse i straffesager. Jeg spørger: Hvad med de resterende 67%? Bedre er det måske når 78% af nævninge mener at kunne have begrundede deres afgørelse i den sidste sag de medvirkede til. Jeg hæfter mig ved at 14% mener at nævningetinget aldrig vil kunne begrunde dets afgørelse! F.D.(v), Troels Peter Schmidt<<

Ad3) Retsbelæringen - Retsplejerådets forslag vil også ophæve retsbelæringen - dvs. retsformandens opsummering af sagen i sin helhed. Retsbelæringen er, efter min mening, helt uerstattelig. Retsplejerådets opfattelse af, at denne fremlæggelse af hele sagen og sammenhængen i den skal erstattes af en løbende dialog og didaktisk undervisning fra dommernes side, med efterfølgende påtvungen skriftligt begrundet stillingtagen for alle nævninge, er ikke overbevisende, hvis hensigten er en øget retssikkerhed.

Hvis det er en løbende dialog, som en integreret del af en fællesvotering med dommer og nævninge, som skal erstatte retsbelæringen, så tror jeg det er en dårligere idé end det nuværende system. Min begrundelse herfor er, at det er mere overskueligt og dermed nemmere at være kritisk overfor en helhedsbetragtning uden modkrav i form af skriftlig eller mundtlig begrundelse end løbende at skulle i dialog med professionelle dommere med efterfølgende krav om skriftlig begrundelse. >>65% af nævninge mener at retsbelæringen i straffesager altid er "nyttig til præcisering af spørgsmålene". 96% mener det samme mht. deres seneste sag! F.D.(v), Troels Peter Schmidt<< Uden i det mindste en forbedring af retssikkerheden, ser jeg ingen grund til at afskaffe retsbelæringen, blot for at give dommerne mere magt og indflydelse.

Det er f.eks. mit indtryk, at flere kritikere af O.J. Simpson-sagen havde den opfattelse, at hovedproblemet med nævningene var, at sagen blev forvandlet til et raceproblem, som ufaglærte nævninge ikke kunne håndtere. De hvide kritikere mente, at nævningenes frifindelse af den sorte Simpson var en skandale, mens mange sorte mente at anklagen var et klassisk forsøg på lynchning af en uskyldig sort. I de hvides øjne var frifindelsen en omvendt diskrimination. Jf. O.J. Simpson-sagen. Mange ser denne sag som et eksempel på et grundlæggende problem i selve det amerikanske retssystem, særligt jurysystemet. Jeg vil hér søge at begrænse mig til spørgsmålene om frifindelse af en skyldig på den ene side og om justitsmord på den anden.

Man skal ikke automatisk tro, at der er tale om frifindelse af en morder i en nævningesag, blot fordi en amerikansk anklagemyndighed ikke er i tvivl om, at O.J. Simpson uberettiget blev frifundet for et overordentligt blodigt dobbeltmord. Enhver anklagemyndighed skal tage en sag op, når den tror på den anmeldes skyld, og der forekommer en realistisk mulighed for, at den formodede skyldige bliver dømt. At enhver anklagemyndighed ikke kommer på andre tanker til trods for, at retten går anklagemyndigheden imod, er heller ikke altid overraskende. Selv om anklageren er professionel, består dette offentlige embede alligevel af mennesker, som til tider kan have svært ved at indrømme, at de kan tage fejl.

I Roum-sagen havde nævningene idømt uskyldige mennesker langvarige fængselsstraffe. Først flere år senere og ved hjælp af Den særlige Klageret kunne Roum-sagen langt om længe ende med, at de seks uskyldigt dømte blev frifundet efter at have tilbragt flere år bag lås og slå. Frifindelsen fandt sted som et resultat af den såkaldte dobbeltgaranti. Dvs. at de juridiske dommere anvendte deres ret og pligt til at ophæve nævningenes skyldig-dom, efter at nyt bevismateriale i sagen var kommet frem. Men efter min mening også fordi der til stadighed havde været en begrundet tvivl i skyldspørgsmålet hos dommerne, som mediernes kritik havde gjort det umuligt fortsat at overse. På den anden side, hvis nævningene havde frifundet de anklagede ville dobbeltgarantien ikke kunne ændre på dette. Sidstnævnte er som det skal være. I overensstemmelse med retsprincippet om, at det er bedre at frikende 10 skyldige end at idømme 1 uskyldig. Samme princip gælder naturligvis også i O.J. Simpson-sagen i USA. (Læs evt. bogen og sammenlign Roum-sagen med "Vadstrupgård-sagen".)

I modsætning til Retsplejerådets øvrige forslag om nævningesager synes jeg der er mening i muligheden for at afgøre skyldspørgsmålet ved to nævningeinstanser. I øvrigt et krav fra FN konventionen om borgerlige og politiske rettigheder. Den nuværende såkaldte "dobbeltgaranti" svarer i princippet til en behandling i to instanser(vii), men efter min mening, kan denne aldrig erstatte en "rigtig" 2. nævningeinstans. Derfor skal denne del af Retsplejerådets forslag selvfølgelig indføres som lov. >>Danske nævninge støtter en 2. nævningeinstans , idet 63,6% af nævningene mener, at en fældende nævningedom skal kunne ankes af den tiltalte. I så fald mener 79,8% af nævninge at lægdommere skal medvirke. F.D.(v), Troels Peter Schmidt.<<

Jeg mener ikke at der er belæg for at retssikkerheden vil blive styrket ved fællesvotering, hvorfor der ikke er nogen grund til at tilsidesætte det demokratiske princip der ligger i nævningenes selvstændige votering. Det er min opfattelse at Retsplejerådet i højere grad burde interessere sig for at skabe et retssystem, hvor også de dømte betragtes som ligeværdige mennesker i domsprocessen. I så fald ville vi være nået langt ind i et demokratisk og humanistisk samfund. Men desværre er det ikke min opfattelse at Retsplejerådet overhovedet har beskæftiget sig med denne side af sagen.

Et enkelt bud fra min side på et mere demokratisk samfund ville være at fortsætte med, at vore dømte også i fremtiden bliver dømt af selvstændigt voterende ligemænd, kombineret med en endnu mere repræsentativ afspejling af den øvrige befolkning mht. køn, alder, indkomst og etnisk oprindelse. Den oprindelige jury-idé der ligger i Grundlovens §65 kunne i så fald blive styrket yderlige. Er det sådan at Retsplejerådet bevæger sig mere væk fra end hen til virkeligheden bag ordene "for folket ved folket"?

Lektor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard har i den allerede nævnte artikel udtalt sig meget fornuftigt om lægdommernes muligheder for at forbedre deres viden om jura: "Med brug af forholdsvis få ressourcer kunne domsmændenes stilling styrkes betydeligt. Det kunne bl.a. ske ved en udbygning af den allerede eksisterende kursusvirksomhed i partiforeningerne og på aftenskoler. Man kunne også tænke sig, at lægdommere simpelthen organiserede sig for at kunne udveksle erfaringer og synspunkter og for at kunne gøre fælles opfattelser gældende i retspolitiske spørgsmål. (...) Jeg har personligt vanskeligt ved at se noget afgørende hensyn, der taler for, at lægdommeres kundskaber holdes på et minimum eller for, at lægdommere bedst varetager deres hverv, hvis de er uden indbyrdes kontakt." Desværre er det sådan, at Retsplejerådet ikke har taget denne tråd konsekvent op og ladet den erstatte f.eks. Rådets ønske om fælles votering.

Selv om det måske er svært at se nogle umiddelbare og lette løsninger på mere humanisme, demokrati og retfærdighed i alle straffeforhold, så ville det give mening, hvis Retsplejerådet havde forsøgt at indbygge en sådan forståelse eller indsigt i hele retsprocessen.

Det er min overbevisning at spørgsmålet om hvem der dømmer grundlæggende er et spørgsmål om demokrati. Hvis de juridiske dommere får magt som de har agt, vil vi måske fjerne os endnu mere fra håbet om at anvende flere egentlige resocialiserende straffeforanstaltninger. Det er mit indtryk, at nævninge hverken er dummere eller mere asociale end de juridiske dommere. Derfor bliver retssikkerheden ikke dårligere ved, at nævninge fortsat beholder deres selvstændige votering.

Indtil videre er det min overbevisning, at stod det til dommerstanden i vort retssystem alene at afgøre retssystemets indretning, ja, så blev hele nævningesystemet afskaffet. Jeg tror at flertallet af disse dommere hellere så professionelle afgøre alle juridiske spørgsmål. Dette står i skærende kontrast til professor Eva Smith som fortsat ønsker et selvstændigt voterende nævningesystem. I øvrigt mener hun også, at en ophævelse af nævninges selvstændige votering kan være i konflikt med Grundlovens §65. >>Men 97,3% af nævninge siger nej til at lægdommersystemet afskaffes så sagerne alene behandles og afgøres af de juridiske dommere. Og 70,3% siger nej til at nævningesystemet erstattes af et domsmandssystem med fælles votering. F.D.(v), Troels Peter Schmidt.<<

Den allerede nævnte lektor Jørn Vestergaard, ønsker at man bevarer virksomme lægdommere, bare med mindre indflydelse end i dag. Men jeg frygter, at et flertal af de professionelle dommere, som reelt ønsker at afskaffe hele nævningesystemet, vil forsøge at forvandle Vestergaards sikkert gode intentioner til en afskaffelse af jury-begrebet, som vi har kendt det i Vesterlandsk historie.

PS. Inspireret af Vestergaards omtale af kurser for lægdommere og deres evt. indbyrdes kontakt håber jeg at kunne starte min ejen hjemmeside på Internet med bl.a.: "Nævninges nej til fælles votering" som i øvrigt også Eva Smith mener er en god idé. Formålet er at få etableret en tværpolitisk nævninge kontakt på landsplan, hvor lægdommere kan udveksle synspunkter. >>55,7% af nævninge ønsker, på lige fod med politi og domstole, mulighed for at blive hørt i forbindelse med retsplejeændringer. F.D.(v), Troels Peter Schmidt<< Men ingen har orienteret os nævninge angående den historiske og skelsættende Betænkning 1352!)

Som nævning (1 gang) og domsmand ved Østre Landsret (3 gange) er jeg principielt helt enig med juristen, Martin Günter (Informations faglig rum"Ret beset", mandag d. 30 juni) i, at nævningesystemet skal bevares og endda forbedres - i modsætning til de juridiske straffeeksperter, hvis forslag næsten altid går ud på at svække dette folkeretlige system.

F.eks. ville en ankeinstans uden nævninge, som Martin Günter skriver, nemt kunne gøre hele nævningesystemet meningsløst.

Et andet, og synes jeg, meget spændende spørgsmål i Martin Günters artikel er hans diskussion af, i hvilket omfang, nævninge samt domsmænd, skal begrunde deres afgørelser (i dag er det som Günter skriver, meningen at lægdommerne stemmer ud fra egne forudsætninger og at der ikke afkræves en begrundelse herfor.)

Nogle gode argumenter for at hvert enkelt nævnings stemmeafgivning skal begrundes er selvfølgelig, at hver enkelt lægdommer, måske af den grund, tvinges til at tænke sagen endnu grundigere igennem.

På den anden side er det for lægfolk nok nemmere at undgå at blive presset til andet end det man er overbevist om, hvis man ikke skal begrunde dette "juridisk" overfor en såkaldt "rigtig" dommer eller endda overfor nævningernes selvvalgte forkvinde/formand.

Jeg tror, at det desværre forholder sig sådan, at de fleste nævninge/domsmænd kun med stort besvær tør gå imod de juridiske dommeres direkte eller indirekte anbefalinger. Lægdommerne er næsten altid underlagt et social-psykologisk "pres" fra de professionelle juristers side, selvom dette "pres" muligvis er selvskabt eller indbildning.

. Men personligt ved jeg ikke om tvungne begrundelser ville være mere demokratiske og retfærdige og er, bl. a. derfor, åben overfor nye argumenter herfor.

Når jeg endnu ikke er overbevist om nettofordelene ved indførelsen af sådanne ufrivillige begrundelser er jeg på dette punkt, indtil videre, tilbøjelig til at foretrække den nuværende fremgangsmåde.

I modsætning til hvad de fleste formentlig har læst og hørt, inklusive mig selv, så er min ikke nødvendigvis repræsentative erfaring denne, at de juridiske dommere er de ivrigste til at afsige de strengeste (og stadige længere?) fængselsstraffe - velvidende at stort set alle kriminologer er enige i at fængselsstraf kun producerer endnu mere kriminalitet, hvorfor man nødvendigvis må konkludere at fængslerne ej heller beskytter borgerne!

At lægdommere ikke altid er helt klar over dette forhold kan til nød undskyldes, men sådan burde det ikke være hos de professionelle i selve retssystemet. Det er også mit indtryk at de juridiske dommere benytter sig af uholdbare "argumenter" overfor nævningerne som f.eks.dette, at det er vigtigt at statuere eksempler for de kommende generationer. Dette skal så være begrundelsen for at afsige den optimale straf!

Men hér er det også den almindelige opfattelse blandt kriminologer at skræmmende eksempler ikke forebygger kriminaliteten.

Det er mit indtryk, at alt for mange medansvarlige ved domfældelser heller ikke betragter de dømte som mennesker der fortjener en ærlig og saglig chance for reelt at forlade en kriminel karriere.

Jeg synes i det hele taget at domstolene generelt ikke er åbne overfor kendsgerninger som at fængselsstraffe ikke beskytter samfundet mod kriminalitet og ej heller socialiserer de dømte.

For mig er et væsentligt budskab, at de dømte ikke selv mener at retssystemet opfatter dem som mennesker, på trods af at de dømte ofte selv mener at de har et behov for soning og straf!

Mange idømte mener faktisk, at de kun opfattes som ting.

Det er interessant at de dømtes egen overbevisning og holdning til domshandlingen er, at de opfatter det hele som en farce - pudsigt nok ikke selve straffen, men at de ikke føler sig set og opfattet som mennesker.

Kunne vi skabe et retssystem, hvor også de dømte betragtes/fik opfattelsen af at blive behandlet som ligeværdige mennesker i domsprocesen ville vi være nået langt ind i et demokratisk og humanistisk samfund.

Det ville give mening at søge at indbygge denne indsigt i retsforhandlingerne/-retsprocedurerne, men umiddelbare og lette løsninger på, hvordan dette kunne ske er svære at få øje på.

Troels Peter Schmidt

(Troels Peter Schmidt er lægdommer og forfatter til "hele og FRIE børn" - under forfatternavn Jørgen Rasmussen - samt til hans anden bog "fra INCEST til MEDIE-HETZ" (under Troels Peter Schmidt). Se bog-anmeldelse af Leif Blædel, Weekendavisen, ved at klike på Blædel. Begge bøger er til udlån på bibliotekerne - dog en advarsel: bøgerne er stort set altid udlånt, som indebærer ventetid. Schmidts E-mail adresse er: Skriv til Just-Well ved at klikke på "Hjem" nedenfor og Lån "Fra incest til medie-hetz" gratis på Det Kgl. Bibliotek:, hvortil du er velkommen at henvende dig.)

Som lægdommer i Østre Landsret har jeg et par relevante kommentarer til "En amerikansk lærerstreg", af jurist Marcus Rubin, 30.12.96.

Man skal ikke automatisk gå i chok-tilstand over at en amerikansk anklagemyndighed ikke er i tvivl om, at O.J. Simpson "uberettiget blev frifundet for et overordentligt blodigt dobbeltmord." (Information 30.12.96.)

Enhver anklagemyndighed skal tage en sag op, når den tror på den politianmeldtes skyld, samt at der er en realistisk mulighed for at den formodede skyldig bliver dømt. At enhver anklagemyndighed ikke kommer på andre tanker trods det at retten går anklagemyndigheden imod er heller ikke altid overraskende. Selvom anklageren er professionel består denne alligevel af mennesker som til tider kan have svært ved at indrømme at man kunne have taget fejl.

Derimod synes jeg at første del af underoverskriften i "den mindst ringe" er interessant: "Et ømt punkt i den danske retspleje: Det er de skrumpende politiske partier, der blandt deres medlemmer udpeger domsmænd og nævninge." Samt især inde i selve artiklen: "- at det er ønskeværdigt at få engagerede og samvittighedsfulde nævninge, men det kan man få på flere måder, og ikke for enhver pris." Disse andre måder kender jeg ikke.

I hverken "Vor retskulturelle arv", "Grundbog for lægdommer" - h.h.v. skrevet og redigeret af Preben Wilhjelm eller "Kriminalitetskontrol", af Nils Christie, kan jeg få øje på et entydigt bedre og grundlæggende alternativ til udnævnelsesmetoderne i det nuværende lægdommersystem, selvom jeg udmærket ved at det kan forbedres ved f.eks. at sikre en repræsentation der afspejler befolkningssammensætning m.h.t. køn, alder og etnisk oprindelse.

Jo, jeg vil gerne se nærmere på en bedre og mere demokratisk retspleje.

Jeg tror nærmest, at det er både Marcus Rubins og dagbladet Informations opgave at belyse disse andre måder at rekrutere læg-dommere på.

(Troels Peter Schmidt er lægdommer og forfatter til hele og FRIE børn - under forfatternavn Jørgen Rasmussen - samt til hans anden bog fra Incest til MEDIE-HETZ (under Troels Peter Schmidt). Se bog-anmeldelse af Leif Blædel, Weekendavisen, ved at klike på Blædel.  Begge bøger er til udlån på bibliotekerne - dog en advarsel: bøgerne er stort set altid udlånt, som indebærer ventetid.

Fagforeningsdomstole - en kommentar til den verserende debat:

Berufsverbot og eksklusion

• En grønlandsk - skik om moder/barn intimitet og omsorg - en incestlignende skik

• Østgrønlandsk rejse i naturen

• Incest - etymologi og menneskelig adfærd

Hjem

Bekæmp censur!  - Resist Censorship!: