Denne pædagog kan nu glæde sig over Leif Blædels nye bog Vadstrupsgårdsagen: JUSTITSMORD, fordi hele to domsudskrifter - fra By- og Landsret - er medtaget.

  Herudover er bogen en detaljeret gennemgang af det der af flere betegnes som Danmarks største ”pædofili-sag”, en ”sag” hvor en mandlig pædagogmedhjælper er dømt 3 ½ års ubetinget fængsel for anden kønslig omgang med flere børn i den institution han var ansat. Men for mig ligner "sagen" mere en hysteri-sag eller en dansk hekseproces. Jeg synes det er lærerigt at se nærmere på den danske forskers opfattelse af hekseprocesser - Dorthe Berntsen  i Weekendavisen d. 19. - 25. nov. Og Leif Blædel fortjener ros for at se kritisk på Vadstrupgårdsagen.

  Som rutineret journalist med retsområdet som speciale gennemgår Blædel Vasturupgårdsagen, hvor hans indfaldsvinkel er den anklagedes ret til en retfærdig rettergang – det er tydeligt at retssikkerheden ligger Blædel stærk på sinde, og efter min overbevisning leverer han en overbevisende argumentation for at en mands retssikkerhed er krænket - i hans lille bog eller som han selv beskedent skriver – pamflet.

  Efter læsning af denne bog må enhver blive temmelig bekymret for dansk retssikkerhed. For hvis Blædel har ret, og det bliver de fleste overbevist om ved at læse bogen, så vil læseren uvægerligt spørge sig selv: ”Hvor mange andre tilfælde af justitsmord og krænkelser af retssikkerheden finder hele tiden sted?

  Bogen er egnet til at gøre mange professionelle klogere. Foruden socialarbejdere, dommere og nævninge som undertegnede, måske især aktørerne fra den fjerde statsmagt: avis-, tidsskrifs-, TV-, radioredaktører og deres journalister. F.eks., om hvor farligt det er at offentliggøre navnene ikke kun på de sigtede – det burde aldrig tillades – men næsten lige så tvivlsomt for  retssikkerheden er det, at udbasunere personnavne i medierne af de dømte – for også de kan være uskyldige! 

Leif Blædel:

  ”Der er ingen saglig grunde til at offentliggøre navne i straffesager, det fastslog allerede vores første ombudsmand, Stefan Hurwitz. At man ganske udmærket kan referere retssager uden det, har Information og Weekendavisen dokumenteret i mange år. Men sensationsbladene tæller åbenbart mere, Folketinget forærede dem meget af det de havde bedt om. Domstolenes muligheder for at nedlægge navneforbud er reduceret væsentligt.” (Vadstrupsgårdsagen: JUSTITSMORD, S. 41.) Samt

”... et af pressens hedeste ønsker [er] at opnå en stærk begrænsning af navneforbud. Man ville have lov at hænge alle mulige involverede i straffesager ud, man ville kunne bruge gabestokken efter forgodtbefindende. Det er jo det modsatte af at beskytte de tiltalte, det er en barbarisk behandling af dem og deres familier, og når de kan komme afsted med det, kaster aviserne ikke bare tiltalte, men også folk som bare er sigtet eller mistænkt for ulvene. Bliver de tiltalte siden frifundet, så er det bare ærgerligt for dem at deres gode navn og rygte er mere eller mindre spoleret.” (S.40-41,do.)  

Tre parter ønsker mere åbenhed 
Red Barnet,  Formanden for forsvarsadvokaterne Thomas Rørdam og Leif Blædel ønsker alle mere åbenhed i retssager:

1.) Red Barnet: <<”Når familien og pressen ikke kan være i retten, er det ikke en beskyttelse af børnene. Det ligner mere, at domstolene vil leve et mere roligt liv”, [...] Men Red Barnet ønsker f.eks. ikke fremvisning i retten af evt. videooptagelser af ulovlige handlinger:  ”Det var noget besynderligt, at da endelig dørene blev åbnet i en sag, blev der vist pornofilm med små piger. Den slags ting er der ingen grund til at vise offentligt. I sådan et tilfælde ville jeg foretrække en delvis åben retssag,” siger Laue Trabjerg Smith>> i Børn & Unge nr. 38, 23. sept. 1999

2.) Thomas Rødam: <<”De danske domstole er nogle gange for restriktive med at lukke dørene. Jeg ser ingen grund til, at forældre og pædagoger, som er involveret i sagen, ikke kan overvære retssagen. Forældre og pædagoger ville have godt af at høre, hvad der bliver sagt. De kan nemlig have svært ved at forstå, hvad der er foregået. Og et lukket system er meget egnet til at skabe myter,” [...] Men Rørdam har ligeledes et forbehold: ”Den sigtede skal også beskyttes. Hvis det viser sig, at han er uskyldig, skal hans navn ikke figurere alle mulige steder. Hvis en sag falder, vil der altid være stærkt vrede forældre, der har en anden opfattelse, siger Thomas Rørdam.>> do.

3.) Leif Blædel: <<”Men nu pressens mulighed for at kontrollere? Det var ikke noget som interesserede hverken udvalget eller senere Folketinget. Det havde ellers været let at forbedre den. Med lovændringen fik pressen adgang til at læse retsbogen, når dørene under sagen har været åbne. Det kan være udmærket, selv om det stort set er overflødigt for journalister som følger en retssag. Men journalister må ikke se retsbogen, når dørene har været lukket – så må forløbet ikke kontrolleres. Da kontrollen ifølge den demokratiske teori skal ske af hensyn til den anklagede eller dømte, havde det eneste logiske været, at journalister med den anklagedes eller dømtes tilladelse kunne læse retsbogen når domfældelsen er sket bag lukkede døre. Men nej, Folketinget ville gerne imødekomme pressen på ulykkelige menneskers bekostning, det gik derimod ikke op i at anklagede kunne beskyttes mod mulige overgreb ved at pressen fik mulighed for efter en retssags afslutning – altså på et tidspunkt hvor ingen saglige grunde taler imod det – at kontrollere, hvad der er sket bag de lukkede døre. .....”>>
(Vadstrupsgårdsagen: JUSTITSMORD, S. 41.)

Bogen slutter med en overskrift ”Det endelige bevis for justitsmordet”
  Jeg overlader dette afsnit til læserne selv - uden kommentarer fra min side, bl.a. fordi jeg på www.just-well.dk har valgt at lægge op til diskussion, at kommentere og citere flere af anmeldelserne som omtaler eller på anden måde berører ”beviset”.

Men læs helst bogen og vurder selv.