Noget af det mest spændende jeg længe har læst i Pan - Bladet var artiklen i nr. 1/98, Diskrimination på arbejdspladsen - LBL tager fat på arbejdsmarkedspolitiken.

  I artiklen bekræftes, at der igen er gang i anti-diskriminationsarbejdet på arbejdspladserne. Det glæder mig umådeligt, fordi jeg véd at denne kamp desværre langt fra har overlevet sig selv.

  Da jeg ringede til kontaktpersonen Kim fra LBLs nye udvalg (tlf:3122 8691) fik jeg yderligere oplyst, at der allerede nu forberedes en ny høring, som skal finde sted til sommer 1998 på Christiansborg, Landstinget! Det ser ud til, at der igen kan blive tale om nye og stormfulde bøsse/lesbiske tider til fordel for homoseksuelle på arbejdspladserne. I artiklen efterlyses der folk med erfaringer og gode idéer.

  I 1998 var jeg med til at oprette Faglig Ligestillingsgruppe mod sexisme, racisme, alderisme, som tog sit udgangspunkt i overfald og grov diskriminering af os på arbejdspladserne. Mange af PAN- Bladets lidt ældre læsere kender sikkert Bodil Pedersen, men véd måske at hun sammen med Linda Buckingham skrev en artikel for daværende Faglig Ligestillingsgruppe i Politiken (14/11/79) om bøsser og lesbiske på arbejdspladsen.  Sammen med LBL var gruppen bl.a. igangsætteren af den første Høringen om Bøsser og Lesbiske på arbejdspladserne, som også mødtes i LBLs lokaler.

  Medlemmerne  af LBL kan være stolte af, at allerede for 18 år siden var bøsser og lesbiske på banen da det gjaldt om at bekæmpe diskriminering af bøsser og lesbiske på arbejdspladserne! Det må siges, at især Kaj Erik Nielsen fra Landsforeningen bidrog med en uvurderlig indsats i forbindelse med forberedelserne, kontakten til pressen og det konkrete arrangement af en høring på Zahles skole i København den 20, april 1980. Høringen var et resultat af den foregående bøssefrigørelseskamp, der startede indenfor Postvæsenet som jeg har beskrevet udførligt i 1. og 5. del af min bog "fra Incest til MEDIE-HETZ" (anmeldt i forrige nr. af PAN-Bladet af Søren Skov, og kan lånes i LBLs bibliotek).

  Forud for høringen blev Faglig Ligestillingsgruppe dannet for at fremme etableringen af ligestillingsgrupper i fagforeninger, partier, organisationer, arbejdspladser og på uddannelsessteder. Blandt vidnerne på høringen var præsten på Østerbro i København, Heening Reelsbo, der talte om diskriminering på sin arbejdsplads. Den diskrimination indebar bl.a., som der stod d. 21/4-1980 på en hel side i Ekstra Bladet: "Præst måtte ikke fortælle i radioen, at han er bøsse". Denne bemærkelsesværdige og modige præst er i dag en af hovedkræfterne bag kravet om kirkelige vielser for homoseksuelle.

  Høringen i 1980 fik meget stor i pressen og andre medier. Dagbladet Information (21/4-1980) var den avis, der var mest flittig til at gå i dybden med lange interviews af de udvalgte vidner fra høringen. Blandt de elektroniske medier havde DR dog udsendt alle vidneudsagnene fra selve høringen, hvori jeg også deltog, i dagene derpå. Politiken bragte dagen efter: "Homoseksuelle forfølges på arbejdspladser - fagforbundene bør erkende problemet". Jo, det er glædeligt at kampen fortsætter.

Som det tidligere skete med den ikke-pædofile Christian Kampmann fortsætter i dag jagten på andre ikke-pædofile:  

1.) Stop heksejagten, 

2.) Den danske inkvisition Og  

3.) Justitsmord - angående sidstnævnte forudsættes at den dømte, tidligere pædagogmedhjælper, er uskyldig. Og det er hvad al rationel tænkning indtil videre tyder på at han er. Med 4 års erfaring som nævning ved Østre Landsret, er det - indtil det modsatte er bevist - umuligt andet end at betragte den dømte som uskyldig. Og indtil jeg får kendskab til mandens seksualorientering og -identitet i øvrigt kan jeg ikke engang antage at manden er pædofil! (Jeg har anmeldt Leif Blædels bog Justitsmord.)

 På denne baggrund er det min opfattelse, at skulle Den særlige Klageret beslutte sig for ikke at genoptage sagen, efter advokatens begæring herom, vil vi uvægerligt bevæge os henimod tilstande der mere og mere minder os om rædslerne i Middelalderen. Og det er der ingen moderne mennesker der kan leve med.

Den ikke-pædofile, menneskerettighedsforkæmperen Troels Peter Schmidt, var medstifter af Den danske pædofilgruppe, fordi han er af den opfattelse at også pædofile har brug for støtte til at udøve deres menneskerettigheder. Organisationsfriheden er netop en af vore menneskerettigheder. I Den Danske Grundlov er alle borgere i øvrigt sikret organisationsfriheden. Dem som modarbejder retten til at organisere sig krænker Grundloven. Mere herom i Leif Blædels anmeldelse af Schmidts "fra Incest til MEDIE-HETZ" nedenfor. 
Apropos: Radio Rosas anmeldelse af Troels Peter Schmidts "fra Incest til MEDIE-HETZ".

Leif Blædels anmeldelse af bogen

Hjem

Troels Peter Schmidt er en meget aktiv forsvarer af seksuelle minoriteter. Da han for 20 år siden arbejdede i Omkarteringen på Købmagergades Posthus og oplevede, at homoseksuelle blev chikaneret af andre postarbejdere, var han en af initiativtagerne til oprettelsen af et ligestillingsudvalg i Postarbejdernes Fagforbund. Det skulle modarbejde “enhver form for diskriminastion på grund af nationalitet, race, køn og seksualitet, som f.eks. homoseksualitet, transvestisme, transseksualitet osv.” Han er med i flere af minoritetsgruppernes sammenslutninger, var endda stifter af ekshibitionistforeningen Netværket Frie Kroppe - uden at han vist selv er ekshibitionist - han er også med i foreningen for pædofile uden selv at være pædofil (Troels Peter Schmidt var medstifter af gruppen, men har ikke været medlem i mere end 12 år, Troels Peter Schmidt). Han skriver desuden om seksualpolitik og har lavet radioudsendelser om seksuelle minoriteter.

  Det har ikke været uden omkostninger. For et par år siden, da han havde annonceret efter tilslutning til et “anti-pædagogisk netværk”, indledte bladet Socialpædagogen, som nok foretrækker pædagogiske netværk, en kampagne mod ham som pædofil, den blev fulgt op for fulde sejl af B.T. og Politiken gav sin tilslutning. I sin bog gengiver Troels Peter Schmidt alle angrebene og sine svar på dem - forresten også en uhyre forstandig artikel om den form for journalistik og om Pressenævnets forskel-på-folk-holdning til hans klage over den... det var en kommentar, jeg skrev her i bladet.

  Schmidts dokumentation er egnet til at gøre i hvert fald de lydhøre lidt klogere. Den vil være oplagt materiale ved et studium af presse-uhæderlighed på Journalisthøjskolen - hvis man ellers dersteds interesserer sig for det emne.

  Der er meget andet interessant dokumentarisk stof i bogen. Sammen med en medstuderende fra det seminarium, hvor han blev uddannet som pædagog, producerede Schmidt en udsendelse til P1s Båndværkstedet med titlen “Far, må jeg lege med din tissemand?”. Den vakte ikke begejstring i DRs daværende programudvalg, og i modsætning til vist nok alle andre udsendelser fra Båndværkstedet, blev den aldrig genudsendt. I forkortet form gengives den i bogen.

Langt fyldigere gengivet er udsendelsen “Findes der lykkelig blodskam?”, som Schmidt producerede sammen med Kai Nielsen i Vesterbro Natradio. Producenterne tager (selvfølgelig) klart afstand fra blodskam, hvor der er tale om seksuelt misbrug eller tvang, men da det ellers altid er misbruget som omtales, og omtales voldsomt, vil de belyse “den mest fortiede form for incest”. De interviewer til det formål cand. psych. Hans Hessellund, forfatteren Christian Braad Thomsen og cand. psych. Bent Petersen og bringer personlige beretninger fra mennesker, som fortæller om lykkelige blodskams- eller incestforhold i deres barndom. Efter de samtaler og beretninger blev der åbnet for lyttere som ringede ind - hvad mange gjorde, både kritikere og mennesker som havde positive erfaringer - og samtalede med to sexologer i studiet og med Troels Peter Schmidt.

  For sexologerne var det åbenbart, og det er vist nu om dage almindelig viden, at også børn har seksuelle følelser og fornemmelser. De mente også at børn ikke har skade, snarere udbytte af seksuelle forhold til søskende eller til voksne hvis det er noget de selv ønsker, og hvis det helt er på deres egne præmisser. Både de og udsendelsens tilrettelæggere var ganske sikkert enige med Chr. Braad Thomsen, da han sagde, at samfundet, efter hans mening “ikke har ret til at blande sig i, hvordan mennesker gensidigt og frivilligt lever deres liv. Samfundet har pligt til at gribe ind i samme øjeblik, der er tale om overgreb. Men samfundet tager fejl, når det tror, at alle incest-forhold pr. definition har karakter af overgreb, for det har de ikke.” Det sidste bekræftes af folk som Rigshospitalets sexologiske overlæge, professor Preben Hertoft - som mener at Troels Peter Schmidt pædagogisk er i slægt med A.S. Neill  (Om Neills  "Summerhill" skole, red.) - og forfattere som, blandt adskillige andre, Germaine Greer og Anais Nin.

  Det er jo synspunkter man dårligt har lov at have. Og det er endnu mere anstødeligt, når mennesker fortæller om egne lykkelige blodskamsoplevelser. Så det er sjældent man hører den slags udsagn. Men netop derfor er det højst værdifuldt at en uforfærdet, kæmpende mand som Troels Peter Schmidt lægger sit oplysende materiale frem, så både dokumentationens vægtighed og de konklusioner han drager, kan blive diskuteret på virkelighedens grundlag.

Jeg har været en paparazzo.  I  1958 fotograferede jeg med 800 mm telelinse DKPs daværende formand, Aksel Larsen, da han inden udsmidningen var til afhøring hos partiets undersøger, advokat Chr. Vilh. Hagens. Billedet tog jeg gennem vinduerne til Hagens´ kontor i V. Voldgade, København. Information offentliggjorde det glad og gerne, det gjorde Berlingske Tidende også. Det har ikke meget at gøre med, hvad jeg vil skrive om her - men jeg vil ikke beskyldes for at have stukket noget under stolen, når jeg beskæftiger mig med paparazzi, kronprins Frederik og Pressenævnet.

  Lad mig først nævne, at fotografier af menneskers private udfoldelse på privat område i mine øjne er en grov krænkelse af de pågældende og ubetinget afskyelige. Derfor havde jeg en umiddelbar forståelse for, at Pressenævnet tog sagen op, men formandens udtalelser gav mig hurtigt 3 betænkligheder ved det:

  Den ene var at nævnet kun reagerede, fordi en hovedperson tilhørte kongehuset, det var ikke fordi man offentligfjorde snigbilleder, for den slags skilderier har bladene brugt talrige gange før uden nævns-kritik, og at det har været med udenlandske damer som motiv, kunne vel ikke gøre skilderierne mere presseetisk forsvarlige. To: En blind mand kunne føle med sin kæp, at dommen var afsagt på forhånd. Tre: De danske domstole har gennem ret domme opridset grænserne for hvilke billeder, det er privatlivskrænkende at publicere, og så skulle der ikke være brug for Pressenævnet i det stykke. Medmindre man vil påstå, det også har til opgave at lave bessermachen på domstolsafgørelser.

  Jeg synes ikke ligefrem Pressenævnets kendelse fjernede mine betænkeligheder. B.T. havde i første omgang undladt at bringe de kritiserede billeder, skønt det var muligt. Over for nøvnet begrundede det den efterfølgende anvendelse af billederne - efter at de først havde været  i TV og flere blade - med at de var logisk rigtige illustrationer til bladets brede dækning af den debat, der kom om problemerne. I samme forbindelse bragte bladet en afbildning af det svenske Aftenbladets  opslag med billedet af en bukseløs kronprins Frederik, men B.T. forsynede manden med en sort bjælke, der gjorde det umuligt at studere de detaljer ved ham, som et par badebukser ellers har til formål at skjule. Alligevel kalder Pressenævnet - blindet af forargelse? - det et nøgenbillede.

  Hvis nu nævnet mente, at snigbilleder fra privat område (hvis det var det) trods alle argumenter er presseetisk uforsvarlige, var det logisk  og konsekvent - uanset hvad man har ladet passere i fortiden. Men det er skam ikke nævnets standpunkt. Både EB og Se & Hør har anført, at deres billeder var hentet fra en offentligt  tilgængelig badestrand. Dertil siger nævnet bare, at det "ikke (er) af afgørende betydning for nævnets vurdering... om Kronprinsen befandt sig på privat område eller offentligt tilgængeligt område", billederne strider mod reglerne om krænkelse af privatlivets fred.

  Det var aligevel somm pokker . Billedet taget på andre badestrande har det ifølge forfatteren til en respekteret bog om presseret, prof. Struer Lauridsen, "efetr en mildt talt temmelig fast dansk retspraksis" været helt lovligt at bringe. "Der findes mange domme, som klart giver udtryk for den retssætning, at det er tilladt at bringe billeder, som viser mennesker på en strand iført badetøj eller topløse eller endda helt nøgne. Det gælder dog selv om de pågældende har protesteret mod fotograferingen." Men for Pressenævnet er det åbenbart Kronprinsens person, som er afgørende. Det er nok også derfor man i modstrid med god retsskik helt undlader at tage stilling til de argumenter, bladene har fremført. Man nøjes med at undsige.

  Jeg har tidligere flere gange påvist, at Pressenævnet har afslået at kritisere aviser, når de groft bagtalte mennesker, hører til de uglesete i samfundet: Hells Angels, en forsvarer for pædofile, seksten Hare Krishna - den slags lider ifølge nævnet ingen skade ved løgnagtige beskyldninger. Nævnet har ingen respekt for reglen, at afgørelser skal træffes uden persons anseelse.

  Jeg ser at den fhv. justutsminister Hans Engell forarges over kritik af Pressenævnets afgørelse - og truer med, at hvis store aviser latterliggør nævnet, kan man hurtigt lave en strammere presselov.

  Nu er Hans Engell jo en mand, der føler behov for at profilere sig, hvad en udtrykt forargelse over paparazzi nok er egnet til. Desuden er han ansvarlig for den presselov vi nu har, hvorfor han i øvrigt - blandt andet på grund af  lovfæstelsen af Pressenævnet med en uhyrlig magtposition som retsskabende instans - vil gå over i pressehistorien som en mand, der alvorligt skadede pressefriheden. Så hans forsvar for nævnets der-er-forskel-på-folk-afgørelse er svær at tage alvorlig.                                                                                

Denne bog handler om lang mere end incest og hetz. Især fordi Troels Peter Schmidt går langt tilbage i sin egen historie, som aktiv på den seksualpolitiske scene i Danmark. fra Incest til MEDIE-HETZ er interessant for historisk interesserede bøsser og lesbiske, fordi den dokumnenterer meget af den seksualpolitiske debat, som fandt sted fra Peter var med til at starte tidsskriftet Seksualpolitik i 1972 og stort set til i dag.

  Der er en del artikler fra begyndelsen af perioden da ligestilling på arbejdsmarkedet var noget vi kæmpede for og da tabuerne om incest og pædofili endnu ikke havde ramt Landsforeningen for bøsser og lesbiske. Og så er der i sagens natur en del artikler og breve fra de seneste 3 år, efter som den omtalte medie-hetz fandt sted i vinteren og foråret 1995.

  Alt i alt er der mange eksemlpler på det modige og seksualpolitiske progressive arbejde som foregik udenom BBF, Lesbisk Bevægelse og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Meget ofte i samarbejde med disse organisationer, men lige så meget udenfor. Et arbejde som Troels Peter Schmidt selv ofte var en central figur i. Men tro nu ikke at bogen er ment som en promovering af Troels Peter Schmidt selv, for det er den ikke. Peter har et par sager som er større. Og som han brænder for.  

  Den ene er menneskets ret til at blive et helt og frit væsen som kan vælge hvad det vil og hvilke identiteter det vil påtage sig. Herunder naturligvis også hvilken seksualidentitet det vil have.

  Peter har studeret mange lærte og videnskabelige artikler om menneskets seksualitet, og han citerer dem flittigt i bogen. Han mener således, at meget seksualitet stadig, hér 30 år efter hippierne og flower power, er belagt med skyldfølelser eller behæftet med overgreb. Men han går meget i rette med de senere års næsten blinde dogme om incest og pædofili, som noget der udelukkende er skadeligt for den svage part. Det skal ses meget mere nuanceret mener han. Peter er uddannet pædagog og har som følge heraf arbejdet meget med børns seksualitet. Altså på papiret. Og i radiomediet.

  Det var således ham der i 1982 produceret en udsendelse på Danmarks Radio med titlen "Far, må jeg lege med din tissemand?" Og den planlagte genudsendelse blev, ja, man kan sige naturligvis, den blev i hvert fald stoppede.

  Senere, da gruppen af  pædofile mænd blev smidt ud af Landsforeningen for bøsser og lesbiske, gav Peter dem husly og stillede sin telefon til deres rådighed. På samme måde som han år tidligere havde vist sympati for bøsser, bisexuelle, kiggere, ekshibitionister og andre såkaldte perversioner. Nogen gange var endda talmand for disse gruppers synspunkter, dog nogen gange, under pseudonym. Efter hånden udviklede Troels Peter Schmidt sine såkaldte anti-pædagogiske teorier, hvilket gjorde ham særdeles upopulær i visse pædagogiske fagforeninger.

  Troels Peter Schmidt averterede i Politikens "Kom Frit Frem" i en periode i 1994 for sin gruppe som han kaldte "Anti-pædagogisk Netværk". Og for den yderlige forståelse læser jeg lige annoncens ordlød, den er ganske kort:  "Er opdragelse nødvendig? Findes der en hvid pædagogik? Hvordan kan vores børn blive ved med at være hele og frie? Er du interesseret i disse spørgsmål kontakt Anti-pædagogisk netværk -  en diskussions- og børnepasningsgruppe for forældre, socialarbejdere og andre." Og så et telefonnummer man kunne ringe på, selvfølgelig.

  På baggrund af denne lille annonce lavede B.T., torsdag d. 26. jan., 1995 en forside artikel med overskriften "Pædofil lokker med privat børnepasning". Og så et billede af Troels Peter Schmidt. Politiken skrev derefter stort set det samme, samt at Peter var "erklæret pædofil". Peter røg i blækhuset og forlangte et dementi. Han var og er ikke pædofil. B.T. bragte dementiet, men Politiken afslog: "Vi modtager dagligt langt flere breve end vi har mulighed for at offentliggøre." skrev de tilbage.

  Troels Peter Schmidt gav imidlertid ikke op, men gik til Pressenævnet der gav Politikens redaktør, Tøger Seidenfaden, ret i at et dementi var overflødigt: "Således må man formode og have lov til at skrive", skriver Tøger Seidenfaden, "at et medlem af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske er enten bøsse eller lesbisk". Men det skulle vise sig at være et dårligt eksempel.

  Men Peter gav ikke op, men samlede forskellige former for sympatierklæringer, som er bragt i bogen, f.eks. denne lettere lakoniske: "I LBLs vedtægter hedder det: "Som medlem  kan optages bøsser, lesbiske og andre som sympatiserer med foreningens formål". Der er f.eks. eksempler på at forældre og søskende til bøsser og lesbiske er medlemmer. Landsforeningen er således uenig med chefredaktøren. I øvrigt er medlemskab af LBL hemmeligt og er som sådan omfattet af privatlivets fred på samme måde som en persons seksualliv." Underskrevet Søren Laursen. Formand.

Bogens vel mest centrale artikel er skrevet af Leif Blædel i Weekendavisen under overskriften "Nævnet, hvor retssikkerheden ikke gælder for de uglesete". Pressenævnet havde ingen indvendinger imod at Politiken kaldte en ikke-pædofil for "erklæret pædofil".

  Bogen udkom d. 1. december i år og den er på 218 sider og har snesevis af indlæg fra forskellige, f.eks. Preben Hertoft, Bjørn Elmquist, Hugo Hørlych Karlsen, Christian Braad Thomsen og mange flere. Spændende er det at læse fra INCEST til MEDIE-HETZ og forhåbentlig er det en bog der bliver læst på det politiske og pædagogiske parnas. Og den er god at have, om end ikke andet så fordi den er en guldgrube af dokumentation af hvad man kan blive udsat for, hvis ens meninger ikke lige passer de strømlinede herrer som er chefer for de store danske medier. Og så er den også et stykke dansk sexualpolitik.              

Flere anmeldelser følger efter nedenstående!

Web site redaktionen: Bogen "fra Incest til MEDIE-HETZ" er udgivet med det formål at argumentere for en ændring af Medieansvarsloven. Til det formål blev alle medlemmerne af Folketingets forrige samling tilsendt bogen  "fra Incest til MEDIE-HETZ". Nedenfor bringes brevet til politikerne - vedlagt bogen samt ovenstående artikel, "Forskel på folk", af Leif Blædel. Blædels artikel "Forskel på folk" står i forlængelse af hans øvrige kritiske skribent virksomhed overfor Pressenævnet, som også omtaler hetzen mod undertegnede. De ca. 50 nye medlemmer af det nuværende Folketing vil til enhver tid kunne få tilsendt bogen, gratis, ved at skrive til Just-Well ved at klikke på "Hjem" nedenfor:

Det kan være, at du som den almindelige borgers repræsentant vil gå ind i spørgsmålet om bedre og lettere adgang til genmæle for almindelige mennesker - især i de tilfælde, hvor pressen eller øvrige medier vilkårligt stigmatiserer en borger. Mit eget eksempel, dokumenteret i min tilsendte bog, er bedst beskrevet af journalisten Leif Blædel i starten af denne. Jeg mener, at en anstændig medieansvarslov burde sikre retten til genmæle samt professionel assistance og støtte hertil. Mange af de øvrige mennesker, som støtter mig, er også nævnt i bogen.

  Jeg vil pointere, at jeg ikke ønsker at begrænse ytringsfriheden, men tværtimod nærer håb om at udvide denne menneskeret til også at omfatte almindelige borgere. Derfor vil jeg, i nærværende henvendelse, udelukkende koncentrere mig om spørgsmålet genmæle.

  Angående pressens hetz mod undertegnede, som min nye bog MEDIE-HETZ er en dokumentation af, og som er tilsendt dig, er målet med denne henvendelse følgende: At opnå din hjælp til en ændring af medieansvarsloven.

   Dvs.  din støtte til at sikre en person som er blevet udsat for en medie-hetz retten til genmæle i det pågældende medie. En hetz kan f.eks. indebære, at en borger offentligt er blevet beskyldt for noget odiøst eller kriminelt som han/hun ikke er dømt eller ankalget for.

  Almindelige mennesker har ofte i sådanne tilfælde brug for professionel assistance og støtte hertil, fordi de ikke er i besiddelse af økonomiske eller juridiske ressourcer til at få deres genmæle offentliggjort - pressefriheden kan så blive en begrænsning af demokratiet i stedet for dets vogter.

  I forlængelse af dette brev og til ovenstående formål ser jeg gerne frem til et fremmøde med interesserede politikere i Retsudvalget efter jul og nytår.

Leif Blædel har anmeldt Troels Peter Schmidts bog: fra Incest til MEDIE-HETZ . I samme avis kan man to sider før i en salgsannonce for bogen konstatere, at Leif Blædel er bidragyder til bogen. - Hvordan kan en seriøs avis som Weekendavisen lade en bidragyder til en bog optræde som anmelder af samme bog? Det er spørgsmålet til redaktøren af BØGER.

  Dobbeltrollen kan give et vist snæversyn, og derfor kommenteres anmeldelsen. Anmelderens budskab er at præsentere Troels Peter Schmidt som en tapper forfulgt frihedskæmper for alle seksuelle minoriteter.

  Det interessante er, at han især har været fortaler for de pædofiles ret, selv om Leif Blædel lægger vægt på, at P. Schmidt kæmper for minoriteter bredt set. Det er dog spørgsmålet om man kan sidestille en form for seksualitet der involverer en part (barnet) som ikke er i stand til at give informeret samtykke med andre former for seksuelle variationer, der foregår mellem jævnbyrdige voksne. Er f.eks. ekshibitionisme altid acceptabel, når den ene part ufrivilligt indlægges som tilskuer til en ekshibitionistisk handling?

  Troels Peter Schmidt mener, at man kan skelne mellem på den ene side seksuelt misbrug af børn og på den anden side en lykkelig seksualitet mellem børn og voksne, og han kæmper for retten til det sidste.

  Budskabet ligger derved på linje med de synspunkter, som man kan læse hos pædofile eller hos professionelle som ser sagen ud fra den voksnes synspunkt.

  Når man anskuer sagen ud fra børnenes side eller læser beretninger fra voksne, udsat for seksuelle overgreb som børn, synes der ikke at være belæg for en sådan skelnen mellem lykkelige og misbrugende seksuel kontakt mellem børn og voksne. Ofrene betaler store omkostninger.

  Hertil kommer, at en lang række forskningsresultater dokumenterer, at seksuelle overgreb mod børn kan have alvorlige skadevirkninger for dem både på kort og lang sigt og må siges at udgøre en væsentlig helbredsrisiko. Det er derfor  på alle måder velbegrundet, at denne handling er strafbar.

  Hensynet til denne helbredsrisiko bør veje tungere end enkelte beretninger om ikke-skadelig seksuel kontakt mellem børn og voksne - hvis man holder af børn og bekymrer sig om deres velfærd.

   Anmelderen synes at have behov for at give forfatteren æresoprejsning fremfor at vurdere emnets behandling i et bredere perspektiv.

  Jeg håber ikke, at anmelderens synspunkter udtrykker Weekendavisens holdning. Weekendavisen bør leve op til sit ry og levere en alsidig information - også om dette emne.

  Weekendavisens: SVAR:
 Leif Blædels bidrag til Troels Peter Schmidts bog er et genoptryk af en kommentar her fra avisen (om pressenævnets behandling af en klage fra Troels Peter Schmidt), som bringes med kommentatorens tilladelse. At teksten - dokumentet om man vil - er optrykt med i bogen, gør Leif Blædel i øvrigt selv opmærksom på i sin anmeldelse.

  Hvad enten Leif Blædel ytrer sig som anmelder eller som kommentator - er han - som enhver anden anmelder og kommentator - naturligvis først og fremmest sig selv. Og vedbliver at være det, hvad enten hans kommentarer genoptrykkes eller ikke genoptrykkes i en debatbog.                                                   Redaktionen. Weekendavisen

I Weekendavisen nr. 52 skyder Ingrid Leth mig i skoene at jeg "især" har været fortaler for "de pædofiles ret". Men dette er forkert. Jeg har derimod været og er stadig en selvbestalet fortaler for barnets selvbestemmelsesret. Og alle menneskers ret til autonomi i egne anliggender. Lige netop dette er min nye bog fra Incest til MEDIE-HETZ en dokumentation på.

  Jeg har aldrig været fortaler for at en pædofil har ret til at bestemme over andet end sig selv som enkeltperson. Som den anti-pædagog jeg er, er mit hovedprincip at intet menneske har principielt ret til at bestemme over et andet menneske, uanset alder, køn,  etnisk oprindelse osv.

  Fra 1972 - 1981-82 beskæftigede jeg mig seksualpolitisk så godt som udelukkende med voksen seksualitet. Men udover en fortsat kamp for mange seksuelle minoriteter, samt kvinder, indvandrere og politiske flygtninge, har jeg indenfor de sidtse 15 år interesseret mig betydelig mere for fænomenet incest - historisk, antropologisk, etisk og etymologisk - end for pædofili. Både samfundsmæssigt, og set gennem den enkelte borgers briller, er pædofili egentlig temmelig uinteressant, mens incestproblematikken er noget som ingen der har været medlem af en familie er uberørt af. Hvis nogen skulle være i tvivl herom burde selv en nok så overfladisk læsning af min  nye bog kunne slå dette fast. Disse entydige  og banale realiteter er i sig selv tilstrækkelig grund til at forkaste en påstand om at jeg "især har været fortaler for de pædofiles ret" (I øvrigt "ret" til hvad?!) Men det ville være på sin plads hvis alle minoriteter kunne sikres en reel ret eller beskyttelse mod forfølgelse pga. ens identitet.

   Rigtigt eller forkert så opfatter jeg indtil videre, at der er en sammenhæng mellem incesttabuet og alle seksuelle identiteter. Jeg tror, at disse identiteter (i det omfang de er blevet ufrivilligt internaliseret) vil forsvinde dersom incesttabuet forsvandt. Frivilligt indoptagede seksuelle kategorier vil, efter min mening, derimod fortsætte med at være en del af hverdagen. Derfor mener jeg, at incestdebatten er væsentlig for alle seksuelle minoriteter. Og lige præcis derfor er det f.eks. meget småt med hvad jeg har skrevet om pædofili i forhold til hvad jeg har skrevet om incest og minoriteter m.fl.

  Selvom I.L. tilskriver mig at have været "især fortaler for pædofiles ret" så glæder det mig dog at hun nu, efter ni år, har opdaget at voksen/barn seksuelle forhold ikke altid er skidt for barnet. Det skriver hun jo selv i Weekendavisen. I modsætning hertil skrev hun i dagbladet Information 22.10.1988, at ingen kvinder nogensinde har udtalt sig positivt om barn/voksen seksuelle oplevelser. Et lille, selv nok så mikroskopisk fremskridt, henimod en mere nuanceret holdning, er selvfølgelig bedre end slet ingen udvikling på området. Til lykke med det! For at sætte denne diskussion lidt i relief vil jeg påpege, at jeg i min nye bog, anmeldt af Leif Blædel her i avisen, har omtalt en hel del kvinder som I.L. engang har nægtet eksistensen af.                  Troels Peter Schmidt (Weekendavisen: 9. - 15.januar1998)

Jamen, har Ingrid Leth (WA 23/12) så meget som kigget i Troels Peter Schmidts bog? Bogen indeholder eksempler på, hvordan ikke blot idealister som Troels Peter Schmidt selv, men også respekterede forskere hænges ud i medierne og bringes til tavshed, når deres iagttagelser anfægter de dogmer fra sexmisbrug-industrien, som mange velreklamerede karrierer bygger på. Når der ydermere tilføjes, at en uafhængig undersøgelse af fænomenet pædofili i USA - og formentlig i andre lande - i dag ville betyde fængselsstraf for de implicerede fagfolk, så kan den "lange række forskningsresultater", som Ingrid Leth hentyder til mildest talt være mangelfulde.

  ("I USA er det strafbart at snakke med nogen under 16 år om deres seksualitet. Med den øgede mistænkeliggørelse i USA af lægers og psykologers motiver for at snakke med børn om seksualitet er der ingen, som vover sig på dette område". Citat fra Thore Langfeldt, "Sexologi" - Gyldendal, Oslo 1993).

  Ingrid Leth´s omgang med visse dele af forskningen virker i øvrigt en smule ejendommelig. [Se professor  Henning Bechs sønderlæmmende kritik og afvisning af Ingrid Leths "forskning" i Bechs nye værk Kvinder og Mænd, 386 s., Hans Reitzels Forlag, 2005].  Når hun f.eks.  skelner mellem "professionelle, som ser sagen ud fra den voksnes synspunkt" modsat "når man anskuer sagen fra børnenes side" (en dikotomi, der virker mere ideologisk end videnskabelig), så mindes jeg dengang, hun for et par år siden i fjernsynet i ramme alvor udtalte, at der ikke findes undersøgelser, der viser, at børnepornografi forebygger sexforbrydelser. Og så kan man lige så godt skelne mellem "professionelle, der lader sig belære" modsat "når man praktiserer videnskabelig opportunisme" - for så er det ikke så svært at se, på hvilken side Ingrid Leth står.
Weekendavisen9. - 15. januar1998

DET ER en vild og vred bog, fritidspædagogen Jørgen Rasmussen har skrevet. ("Rasmussen" var Troels Peter Schmidts daværende forfatternavn, Troels Peter Schmidt.) For han mener, at børn i alle aldre, fra vuggestuer til fritidshjem, unødigt får deres udfoldelse indskrænket. Derved lider de skade på sjæl, krop og seksualitet. I de fleste institutioner  påtvinges børnene de voksnes mønster, mens retningslinierne i stedet burde være ´frihed, lighed og ingen unødvendige regler´. I de få institutioner, hvor det går sådan til, er der en langt mere harmonisk og glad atmosfære, både blandt børn og voksne.

  Hvor gængs pædagogik hævdes at tage sit udgangspunkt i en grundlæggende utilfredshed med børn som de er og pædagoger af den observans vil 'forbedre' barnet, forme dets karakter, præge dets følelser, indstillinger og overbevisninger, der kan anti-pædagogik defineres som 'opdragelsens gendrivelse'.

   Anti-pædagogik søger at styrke såvel børns som voksnes jeg-identitet, deres selvopfattelse, fællesskabsfølelse og ligestilling. Ifølge Rasmussen sker det alt for sjældent i dag. Og måske har han ret.

  Spørgsmålet er imidlertid om Rasmussen selv er en tilstrækkelig god pædagog - eller anti-pædagog - til at nå sin læser, opnå sin hensigt. Hans bog er unægtelig noget spredt, springende og ufærdig, vil på en gang alt for meget og yder samtidig for lidt. Og det til trods for den energi, oprigtighed og kærlighed, der må være dens drivkraft. Det er, som om Jørgen Rasmussen kæmper ud fra en følelse af afmægtighed, selv er offer for en undertrykkende omverden. Forhåbentlig vil hans bog alligevel blive læst, diskuteret, sagt imod og blive forstået, så en ond cirkel kan blive brudt.

  Undervejs havde jeg både Homer Lane og A.S. Neill i tankerne. De er ikke nævnt i den udførlige referenceliste. Men Rasmussen kender dem utvivlsomt, for han er selv medlem af familien.  

Preben Hertoft, Politiken, (14.feb.1993)

For flere "anmeldelser" som led i debatten kan du læse hér:

John Aasted Halses kommentar - i Politiken - tirs. 13.1.1998 til  

fra Incest til MEDIE-HETZ :

 På følelsernes overdrev - B.T. kronik - John Åsted Halse: et eksempel

(Troels Peter Schmidts kommentar i Politiken til Halses "anmeldelse" - samt journalist Peter C.G. Jensens ditto - bringes umiddelbart efter nedenstående:)

Vi bør på ingen måde acceptere pædofili   seksualitet - af John Aasted Halse, cand.pæd og psych.og formand for Landsorganisationen Børns Vilkår

(Alle bevidste og ubevidste "fortalelser" i teksten er bevaret ubeskåren, Troels Peter Schmidt.)

I LØBET af december er en bog af Troels Peter Schmidt: 'Incest-mediehetz' blevet anmeldt og omtalt flere steder og markedsført ganske aggressivt. Der skulle ifølge flere anmeldere være tale om et fordomsfrit indlæg i debatten om minoriteter, hér pædofile. Sexologen og overlæge Peter Hertoft nævner et sted, at Troels Peter Schmidt skulle være i 'familie' med de store reformpædagoger Homer Lane og A.S. Neill.

(Læs evt. også Hertofts anmeldelse af Schmidts bog "hele og FRIE børn" umiddelbart ovenfor - Hertofts anmeldelse blev trykt i Politiken - det er herfra Hertofts udsagn om Schmidt og Neill/Lane stammer, Troels Peter Schmidt.)

  Det kan undre, at Hertoft ikke kender sin litteratur godt nok, for Lane og Neill har ganske rigtigt for år tilbage understreget, at børn er seksuelle væsener, men aldrig omtalt, at børn og voksne skulle have seksuelle relationer til hinanden.

(Halses viden om Lane er åbenbart ikke tilstrækkelig til at han er bekendt med en mulig fællesnævner for Lane, Neill og Schmidt, nemlig, en entydig solidaritet med børn og unge. Neill udtrykte engang sin gæld til Lane nogenlunde  således - jeg citere frit fra hukommelsen: "Det vigtigste jeg har lært af Homer Lane er, at enten er du for de unge eller så er du imod dem!" Lane mente, at den voksne skal være 100% på børnenes og de unges side i anliggender som vedrører dem alene, og på en sådan måde at børnene mærker det lige præcist sådan. For Lane, Neill og Schmidt er det at stå på børnenes side lig med at man støtter børns principielle ret til selvbestemmelse i egne anligender; principielt - ikke altid i praksis - også på det sexuelle område. Jeg mener, i øvrigt at man godt kan sige at Halse ikke selv, og i samme grad som Neill og Lane, er tilhænger af børns og unges selvbestemmelse.

  Jeg mener ikke, at "børn og voksne skulle have seksuelle relationer til hinanden". Her går Halse galt i byen. At mene noget sådant kan faktisk være udtryk for en formynderisk holdning, som ingen anti-pædagog logisk vil eller kan stå inde for, og slet ikke undertegnede. Derfor er det fuldstændig ukorrekt, at jeg skulle mene det som Halse skyder mig i skoene. Til gengæld mener jeg, rent logisk og på lige fod med folk som Christian Braad Thomsen og cand.psych. Bent Petersen - ud fra bl.a. konklutionerne i de videnskabelige undersøgelser, omtalt på denne hjemmeside, at samfundet burde sikre børn nogle menneskerettigheder som f.eks. barnets ret til fri eksperimenteren når dette, for barnet, er  totalt frivlligt og på barnets egne præmisser. Alt dette forudsætter dog en ændring af lovgivningen, da børn stort set ikke har nogen rettigheder.

  Og da jeg er demokrat og en støtter af vort demokrati, må jeg, ydermere, og nødvendigvis være modstander af Halses "børn og voksne skulle have seksuelle relationer til hinanden", fordi dette både kan være ulovligt, såvel som formynderisk, dvs. for mig mig helt uacceptabelt. Troels Peter Schmidt.)

DE SENESTE årtier har betydet en hidtil uset liberalisering og frigørelse på det seksuelle område. Vi kan nu - næsten - alle dyrke dén form for sex vi ønsker, uden at andre blander sig i dét. Forskellige seksuelle minoritetsgrupper er 'trådt ud af skabet' og har med stor styrke forfægtet netop deres interesser og det er lykkedes bl.a. bøsser og lesbiske at blive bredt accepteret i vort samfund. Det er i god overensstemmelse med den nuværende danske holdning og moral, at enhver kan dyrke sin seksualitet som han/hun nu vil.

     Men grænsen for vor accept af andres sexliv går, eller bør gå dér, hvor den seksuelle udfoldelse direkte involverer andre, som ikke ønsker at være involveret!

(Mig bekendt findes der ingen fortaler for at nogen overhovedet - hverken en voksen eller et andet barn - skulle have ret til "seksuel udfoldelse" med et menneske "som ikke ønsker at være involveret.", Troels Peter Schmidt. Men Halse fortsætter ufortrødent:)  

Derfor bør vi på ingen måde respektere eller acceptere pædofiles kampagner for at blive accepteret på lige fod med f.eks. bøsser.

  Troels Peter Schmidt har tidligere søgt at oprette et børnepasningsnetværk

(Ikke et børnepasningsnetværk, men en diskussionsgruppe - ingen har nogensinde passet børn i denne gruppe!, Troels Peter Schmidt. Men Halse kører videre:)

baseret på en dybt perverteret antagelse om, at børn er seksuelle væsener i lighed med voksne.

(At voksne og børn har mere til fælles - også på det seksuelle område - end de har som adskiller dem, er naturligvis ikke perverteret, men en humanistisk indstilling til vore medmennesker.  Læs i øvrigt om den internationalt anerkendte sexolog Thore langfeldts forskning: "Orgasmefrekvens som bevidst mål hos børn og unge",  bl.a. på side 66-68 i min bog "hele og FRIE børn", Troels Peter Schmidt.) 

I den sag som i Schmidts bog fremføres en række argumenter, der er ganske typiske for dén måde hvorpå pædofile forfægter deres synspunkter:

  a. Børn er seksuelle væsener. Et ganske rigtigt synspunkt, men deres seksualitet har en helt anden hensigt, end voksnes seksualitet. Børn er grundlæggende udforskende og nysgerrige - også på dette område. De ser på hinanden, de observerer efterhånden, at far og mor ser forskellige ud, og de finder på et tidligt tidspunkt også ud af, at det er rart at ´røre ved sig selv´. Men det er en udforskning børnene holder inden for deres egen verden og deres eksperimenter har ikke en egentlig tilfredsstillelse som mål.

(Jævnfør Thore Langfeldts allerede nævnte "Orgasmefrekvens som bevidst mål hos børn og unge", side 66-68 i "hele og FRIE børn" Den estimerede og internationalt anerkendte norske behandler cand.psych. Thore Langfeldt om orgasme som bevidst mål hos børn og unge. Halses bevidste eller ubevidste uvidenhed er imponerende for en cand.psych.cand.pæd.! Alene forskningen, som jeg henviser til på denne hjemmeside, viser jo det modsatte af Halses opfattelse af seksualiteten, som til forveksling ligner en opfattelse fra det sidste århundrede. Mon Halse er en rigtig "mørkemand"?)

Halse igen:

Hvis voksne bryder ind i denne børneverden krænker man børnenes ret til deres egen seksualitet.

(Hvem har talt for at nogen overhovedet har ret til at bryde ind hos et andet menneske?, Troels Peter Schmidt.) 

 b. Børn kan godt li´ at have sex med voksne er blandt de hyppigst fremførte argumenter for pædofiles ret til at have sex med børn.

(Et menneske har principielt kun etisk ret, til at invitere et andet menneske til at være sammen med vedkommende på en måde som begge måtte have lyst til. Det samme gælder jo, etisk set, også for os voksne indbyrdes, Troels Peter Schmidt. På baggrund af Halses fiktive generaliseringer og egne hys-storiske og indbildte konstruktioner konkluderer han:)

 Men det er et argument, der på det skarpeste må afvises.

  Børn kan naturligvis godt være nysgerrige over for den voksne seksualitet, men der er et stort spring fra denne helt normale nysgerrighed hen til situationer, hvor barnet er direkte inddraget i voksnes seksuelle handlinger. Enhver forælder kender til barnets interesse for kønsdele og sex i øvrigt. Men enhver sund voksen véd også selv, hvor grænsen går mellem almindeligt kæleri og egentlige seksuelle aktiviteter. Det gør de pædofile ikke.

(Til sammenligning angående Halses sidste bemærkning: "Man kan godt være pædofil inde i hovedet og gøre et aldeles udmærket arbejde blandt børn og unge.", psykolog Thomas Hammerbrink, sexologisk klinik, side 109 i "fra Incest til MEDIE-HETZ". Fagligt og etisk set er det fuldstændig utilladeligt at generalisere, som Halse gør hér, en hel menneskegruppe på denne måde når forskningen siger noget helt andet på dette punkt, om disse mennesker.

  Herudover og ifølge nedenstående forskning - hér har Hammerbrinck dog en anden opfattelse  - afviger pædofile ikke nævneværdigt fra den øvrige befolkning - se Frits Bernard i Children & Sex, Constantine/Martinson, Little/Brown samt Theo Sandforts forskning. Der henvises hertil og er citeret herfra, på denne hjemmeside, Troels Peter Schmidt.) Men Halse fortsætter med at fortælle sine  lange hystorier (hysteriets kulturelle fortællinger):

De udnytter børns nysgerrighed med deres egen seksuelle tilfredshed for øje

(Ditto. Halse kunne lære meget af Axel Axgil, stifteren af Landsforeningen for bøsser og lesbiske. Axgil har, modsat Halse, støttet nogle af de uglesete i vort samfund, mens det ser ud som om Halse har det med at tilsløre sandheden om nogle af disse minoriteter, Troels Peter Schmidt.)

 Nej, børn kan ikke lide at have sex med voksne.

(Den bedste og mest videnskabelige forskning på området bekræfter, at børn ofte selv opsøger seksuelle handlinger med voksne, se bl. a. de videnskabelige undersøgelse omtalt på denne hjemmeside. Troels Peter Schmidt.)

Så godt som alle børn udtrykker helt op til puberteten, at ´det er ulækkert´.

(Det kommer fuldstændig an på hvem børnene er sammen med, hvilke normer og værdier børnene selv er vant til; det kommer i det hele taget an på den samlede situation børnene befinder sig i. Se interviewet med Hans Hessellund i min bog "fra Incest til MEDIE-HETZ". Troels Peter Schmidt.)

Først når børnene når op i den alder hvor de bliver kønsmodne begynder deres seksualitet at ligne de voksnes.

(Endnu en påstand uden belæg i den bedste forskning, se afsnittet om Thore Langfeldt  på side 66-68 i bogen "hele og FRIE børn". Troels Peter Schmidt.)

  c. Børn kan godt selv sætte grænser. Pædofile har det synspunkt, at børn selv skal have ret til at bestemme over sig selv og deres egen krop, at børn selv er i stand til at sætte grænser. Men det er jo netop det mange børn ikke er!

(Hér siger Halse at nogle børn godt kan skelne. Hvad så med disse børn som kan?, Troels Peter Schmidt.)

De vil ligge under for den voksne og hans behov, vil finde sig i at blive udnyttet for på den måde måske at bevare en form for kontakt til den voksne, selv om han krænker barnet.

(Jamen, er vi da ikke alle enige i at hvem som helst skal holde nallerne væk når en bestemt adfærd er uønsket?!, Troels Peter Schmidt.)

  For man må nemlig ikke overse det faktum, at en del af de børn der involveres i seksuelle aktiviteter med voksne er ensomme og kontaktforsømte børn for hvem denne kontakt er bedre end ingen.

(Mørkemanden Halse fortier den forskning som når frem til, at der er en hel del velfungerende "plus" børn - omtalt af professor overlæge Hertoft på Høringen om pædofili i 1984 - disse plus-varianter som har haft  eller aktuelt har gode relationer til deres voksen-venner - se Theo Sandforts "Boys on Their Contacts with Men" - omtalt på side 13 i min bog "fra Incest til MEDIE-HETZ". Se og klik hen til Dr. John Moneys introduktion til "Boys on their Contacts with Men" på indexet til denne hjemmeside, Troels Peter Schmidt. 

  Man kan derfor med en vis ret hævde, at den pædofile udnytter og misbruger disse børn, som i deres ensomhed er villige til ´hvad som helst´.

(Hys-storiske "konklutioner", Troels Peter Schmidt.) 

  d. Vi véd intet om, hvorvidt sex mellem børn og voksne på længere sigt overhovedet skader børnene.  

  DENNE PÅSTAND nærmer sig det direkte løgnagtige.

(Denne indædte mørkemand benægter al forskning som viser at Halse ikke har ret. Se Ny videnskabelig undersøgelse af Child Sex Abuse "forskning", Troels Peter Schmidt.)

Børn der involveres i seksuelle aktiviteter med en voksen, bliver misbrugt, udnyttet og krænket.

(Halse udelukker a priori børns ret til selvbestemmelses, Troels Peter Schmidt.)

På længere sigt bliver de påvirket i negativ retning, både følelsesmæssigt og seksuelt.

(Der findes intet belæg for, at alle børn tager skade af frivillige seksuelle relationer til voksne, - tværtimod,  faktisk findes der belæg for det modsatte - se allerede nævnte bøger og forskning, Troels Peter Schmidt.)

De bliver måske mistænksomme over for alle voksnes motiver.

  Efterhånden udvikler sådanne børn sig til udelukkende at have overfladisk kontakt til andre.

(Do., Troels Peter Schmidt.)

Som voksne har de et uafklaret forhold til deres egen seksualitet.(Do., Troels Peter Schmidt.)

( Sex bliver noget ligegydigt, et betalingsmiddel og ikke forbundet med lyst.

(Do., Troels Peter Schmidt.)

Ofrene for pædofili - børnene - er dybest set udsat for en form for psykisk (snig) mord!

(Do., Troels Peter Schmidt.) 

Hvis John Aasted Halse (Pol.13.1) bare kunne og ville skrive personnavne som de skal være, d.v.s. Preben Hertoft, i stedet for Peter Hertoft, referere bogtitler korrekt, d.v.s. Fra incest til medie-hetz, i stedet for “Incest-mediehetz”, samt oplyse Politikens læsere blot nogle af de steder hvor den pågældende og kontroversielle bog er blevet anmeldt (f.eks. i Radio Rosa d. 7.12.98 og i Weekendavisen d. 12.12.98 - begge steder har den indkasseret megen ros), ja, så ville Halse have taget, efter min mening, et passende hensyn til at Politikens læsere lidt nemmere ville kunne danne deres egne indtryk af bogen.

  Men måske er Halses skrivefacon eksemplarisk anskuelsesundervisning mht. hvordan han opfatter almindelige menneskers ret til selv at vurdere. Hans tilsyneladende manglende lyst til at bidrage hertil afspejler måske også Halses syn på børn hvad angår disses ret til selvbestemmelse. Det er nemlig mit indtryk at Halse mener, at børn principielt er ude af stand til at administrere selvbestemmelse selv i egne anliggender. (Héri ligger formentlig en afgørende forskel på Halses og mit syn på mennesker generelt og sikkert, især mht. børn. - denne sætning i fed anmærkning blev slettet! af Politiken, Troels Peter Schmidt.)

  Men udover dette ville det være rart hvis Halse ville undlade at skyde mig i skoene, at jeg har startet et børnepasningsnetværk baseret på at børn er seksuelle væsener i lighed med voksne. Sandheden er, at jeg har startet Anti-pædagogisk netværk - en diskussions- og børnepasningsgruppe for forældre, socialarbejdere og andre, baseret på tanken om børns principielle selvbestemmelsesret overalt i samfundet - i og uden for institutionerne. Dette er grundlæggende anderledes end det som Halse helt snævert er optaget af. (Og det er jo præcist hér, angående en 100% solidaritet med børnenes selvbestemmelsesret i egne anliggender, at både Homer Lane, A.S.Neill samt undertegnede siges at være i familie med hinanden. Og det er præcist hér, at Halse ikke er i slægt med nogen af os. Jeg spørger bare, er det virkelig sandt at en cand.pæd. som Halse ikke kan gennemskue dette? - disse sætninger i fed anmærkning blev slettet! af Politiken,           Troels Peter Schmidt.)

John Halse er en meningsdanner. I sin egenskab af formand for Børns Vilkår og medlem af regeringens Børneråd har han en temmelig stor indflydelse på den offentlige debat og de politiske beslutninger, der angår hans interesseområde. Børn. Det er i og for sig også i orden. Blot må man kunne tillade sig at forvente et vist mål af saglighed og underbyggelse af udtalelser fra sådan en mand. Ellers har "usagkyndige" ikke skyggen af en chance for at forholde sig kritisk til hans udsagn og debattere dem med ham. Derfor bekymrer det mig at læse Halses indlæg "Forbudt for Voksne" i Politiken d. 12. jan. 1998. I indlægget benytter Halse lejligheden til at slå et slag mod de pædofile med baggrund i nogle anmeldelser af en ny bog af Troels Peter Schmidt: "Fra Incest til MEDIE-HETZ.

  Personligt har jeg en nøgtern holdning til pædofili. Min viden om emnet er begrænset, og derfor bryder jeg mig ikke om at udtale mig alt for bombastisk om det. Det problem har Halse tydeligvis ikke. Han føler ikke, som jeg gør, nogen trang til at spørge: "Hvad taler vi egentlig om?" Men jeg har altså et par spørgsmål til hr. Halse. Hvem er fx. de pædofile? Er de allesammen ens? Kan de alle skæres over en kam? Og ikke mindst, er der nogen gevinst ved at gøre det? For børnene, mener jeg? Halse konstatere, at børns seksualitet "alene er eksperimenterende og ikke har tilfredsstillelse som mål!". Hvad taler vi om? Piger eller drenge? 5-årige eller 14-årige? Måske er det bare mig, der var unormal, da jeg som 12-årig onanerede - ligesom alle andre drenge og mænd - flere gange om dagen med netop tilfredsstillelse som mit eneste motiv?

  Hvilke børn er det i grunden, de pædofile interesserer sig for? Og hvordan? "Ensomme og kontaktforsømte børn bliver misbrugt af pædofile, fordi børnene er villige til "hvad som helst" - også seksuelle ydelser - for at få lidt opmærksomhed. De vil bevare kontakten med den pædofile til trods for krænkelsen."  Verden ifølge Halse! Der findes sikkert tilfælde, der kan bekræfte dette synspunkt. Men er det hele sandheden? Kender pædofile kun problembørn? Og hvordan bærer de sig i øvrigt ad med at håndtere børn, der jo må være blevet opgivet af alle andre - skole, forældre, venner - siden de nu er så ensomme og forsømte? "Ofrene for pædofile er udsat for psykisk (snig)mord. De bliver overfladiske, mistroiske og uafklarede rent seksuelt." Jeg spørger: hvordan er de seksuelle handlinger foregået?   

 Er der slet ingen forskel på, om vi taler om piger eller drenge, store eller små? Er det seksuelle foregået med far en sen nattetime under trusler om vold, eller har det været "frivilligt"? Ja undskyld, men alle disse børn kan for søren da ikke i al deres forskellighed være fuldstændig ens? Og så oven i købet på vidt forskellige ting? Halse minder mig om en blind mand, der holder en elefant i halen, og tror han dermed kan beskrive hele dyret uden at have rørt ved resten. Men måske, det bare er mig, der spørger dumt?                  

Skrevet af Peter C.G. Jensen, journalist

Denne bog falder for mig at se lige midt mellem to stole.

På den ene side har jeg som moralsk målsætning sat mig som mindstemål ikke  nogensinde at være enig med redaktør Thøger Seidenfaden (plus et par andre af "byens førende menningsdannere").

  På den anden side lever jeg i en kultur, hvor alt hvad der handler om sex og seksualitet mellem voksne og børn på forhånd bliver stadigt mere umuligt at forholde sig nuanceret til,

  Troels Peter Schmidt bog Fra incest til medie-hetz er derfor svær at gå til, da den handler om den behandling han og hans holdninger (til pædofili) har fået i pressen (herunder Politikens Hus) og Pressenævnet.

Helt fri presse

Historien begynder i 1994-95, hvor Troels Peter Schmidt udgav bogen Hele og FRIE børn plus annoncerede efter deltagere til en gruppe, der skulle arbejde for et "anti-pædagogisk netværks-projekt".

  Det blev på B.T.´s forside til Pædodil lokker med privat børnepasning" med den lavine til følge i andre medier, som nogle sikkert husker - andre kan se artikler og billeder i bogen. Politiken skrev "Pas på ´privat børnepasning" og benævnte Troels Peter Schmidt "Den erklærede pædofile..."

  Det anti-pædagogiske netværk handlede ikke om privat børnepasning, og Troels Peter Schmidt er ikke pædofil, "kun" sympatisør i den forstand, at han støtter denne og andre seksuelle minoritetsgruppers sag. I den forbundelse var han medstifter af den daværende Pædofilgruppe i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske; men Politiken berigtige ikke påstandene - og har Pressenævnets dom for, at avisen heller ikke behøver at gøre det.

  Og det er hele dette forløb, der er interessant i en diskussion om presseetik. Må medierne skrive, hvad der passer dem? Nej, det må de ikke! har vi lært. Men må de aligevel godt, når det handler om personer og/eller holdninger, "man" ikke bryder sig om?

Alt det andet

   Hvis nu det overstående var alt, der skulle ud gennem Fra incest til medie-hetz - så var bogen god!

  Men medie-forløbet dækker langt fra halvdelen af bogen. Resten er artikler, udskrevne radio-udsendelser med videre - der handler om opfattelsen af børn og seksualitet (med voksne).

  Hvad ordet "incest" laver i bogens titel, forstår jeg ikke. Den medie-hetz, der er tale om, har handlet om pædofili, altså sex mellem voksne og børn - ikke i familie-relationer alene. Og alt det sætter en lidt anden tone - der gør bogen svær at læse uhildet af de "rigtige" holdninger.

  Men det er nu en gang ytringsfrihedens opgave at  sikre de upopulære holdninger, de dårligt formulerede meninger - ikke meningsdannernes populære og velformulerede holdninger.

Klik på: Besøg friskolen Summerhill i Skotland

For Anti-pædagogiske bevægelser i verden klik på: http://privat.schlund.de/k/kraetzae/englinks.htm

  Troels Peter Schmidt.

(Dette aktuelle blad "Ny sexualpolitik" er, efter min mening, en seksualpolitisk fortsættelse af bladet Seksualpolitik fra 1972-1985. Begge blade er grundigt omtalt i "fra Iincest til MEDIE-HETZ". Ved at slå op i bogen vil du også kunne finde adresser og telefonnumre på bl.a. hvor du kan læse disse tidsskrifter - med mere, redaktøren af denne hjemmeside.)

Denne bog rummer en fremragende dokumentation for, hvor dårlige kår ytringsfriheden og retssikkerheden har i vores samfund, når medierne finder på at køre hetz mod en eller anden syndebuk, som f.eks. pædofile - eller påstået pædofile.

  I den konkrete sag (omtalt i NSP nr. 1, 1995) har flere aviser beskyldt Troels Peter Schmidt for at være en pædofil, der lokker med privat børnepasning. Selv om Troels Peter Schmidt hverken var pædofil eller passede børn, nægtede dagbladet Politiken at bringe et dementi, og hvad værre var: Pressenævnet gav Politiken medhold i, at de havde lov til at kalde ham for pædofil, selv om han ikke var det, men blot forsvarede pædofili. Da P.S. afkrævede pressenævnet en begrundelse for deres afgørelse (hvilket de har pligt til at give) svarede de, at deres kendelse indeholdt en begrundelse, hvilket enhver kan se at den ikke gør. Pressenævnet havde endog den frækhed, i forbindelse med deres årsberetning for 1995, at udtale at der ikke havde været klager over nævnets afgørelser. Dette er der en god grund til. Da P.S. henvendte sig for at klage, fik han at vide at der ikke var nogen klagemulighed!

  Man spørger uvilkårligt, om Pressenævnets medlemmer kan tillade sig hvad som helst, blot fordi de har titel af højesteretsdommere, men PS. undlader behændigt at udtale sig om, hvorvidt de er korrupte. Han nøjes blot med at fremlægge alt materiale i sagen, og så kan læseren jo tænke sit.

  Bogen handler imidlertid om meget andet end denne sag. Den er først og fremmest en anderledes selvbiografi. Gennem udklip og debatindlæg fra mange års politisk engagement, får vi indtryk af en person der gennem en menneskealder har kæmpet en glødende engageret kamp for alle undertrykte og minoriteter. Bøsser og lesbiske på arbejdspladsen, børn, kvinder, flygtninge, blottere, kiggere, incest-implicerede, pædofile... Man taber helt pusten over alle de sexualpolitiske og andre initiativer, Troels Peter Schmidt har involveret sig i. Ufatteligt hvad et menneske kan overkomme! Og selv om Troels Peter Schmidt nu er blevet bedstefar, er jeg overbevist om, at han vil være at finde forrest på barrikaderne i mange år endnu. I bogen er jeg citeret for at have skrevet, at Troels Peter Schmidt er en af nutidens mest kontroversielle sexfrontkæmpere. Jeg kunne have lyst til at bringe en lille korrektion til denne udtalelse: Troels Peter Schmidt er nutidens mest kontroversielle sexfrontkæmper!      

Fagforeningsdomstole - en kommentar til den verserende debat:
Berufsverbot og eksklusion

• En grønlandsk - skik om moder/barn intimitet og omsorg - en incestlignende skik

• Østgrønlandsk rejse i naturen

• Incest - etymologi