Apropos Blædel og retssikkerhed:
Den mest centrale og indlednende artikel i bogen "fra Incest til MEDIE-HETZ":

Weekendavisen d.2. juni 1995:
Nævnet hvor retssikkerhed ikke gælder de uglesete

Politiken kaldte fritidspædagog Troels Peter Schmidt for "erklæret pædofil" og skrev at han "i en annonce tilbød børnepasning". Troels Peter Schmidt er ikke pædofil og har ikke erklæret at være det. Han har ikke tilbudt børnepasning. Han sendte bladet et uaggressivt læserbrev med korrektion af fejlene. Redaktionen afviste det. Så klagede han til Pressenævnet. Det gav forleden Politiken medhold.

  Jamen, det er da løgn? Nej, hvert et ord er sandt:

  Troels Peter Schmidt er engageret i seksualpolitik. Han er inspireret af Wilhelm Reich. Sexologen, professor Preben Hertoft har omtalt hans bog hele og FRIE børn med respekt og mener, han er i slægt med Homer Lane og A.S. Neill.

   Maria Marcus siger han fortsætter, hvor Freud stoppede. Han solidariserer sig med kvindefrigørelsen og med seksuelle minoriteter, er stifter af adskillige ligestillingsudvalg og seksualpolitiske sammenslutninger, ligesom han er medstifter af Pædofilgruppen.

   I lighed med flere andre af gruppens medlemmer er han ikke selv pædofil, men vil støtte den. Akkurat som Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske har medlemmer, der ikke er nogen af delene, kun sympatisører. Dansk Kvindesamfund havde for nogle år siden en mandlig formand. Nadine Gordimer deltog i antiapartheid kampen i Sydafrika uden at være sort.

   Efter at Troels Peter Schmidt, til støtte for bogen om frie børn, havde annonceret for tilslutning til "Anti-pædagogisk netværk - en diskussions- og børnepasningsgruppe for forældre, socialarbejdere og andre", indledte bladet Socialpædagogen - som måske ikke bryder sig meget om anti-pædagoger - en beskidt kampagne mod ham. Den blev fulgt op af B.T. under overskriften "Pædofil vil passe små børn privat" - det var den lidt uklare brug af ordet "børnepasningsgruppe" som blev forvrænget til at Troels Peter Schmidt personlig ville passe små børn.

  Dagen efter den artikel skrev journalist Hanne Fall Nielsen kritikløst dens påstande af i Politiken og benyttede de indledningsvis citerede vendinger, uden så meget som at lade Troels Peter Schmidt få lov at svare på angrebene.

   Anstændige aviser accepterer normalt korrektion af notoriske fejl. Men da Schmidt med sit indlæg kort ville klarlægge sin holdning, fik han i et brev fra Tøger Seidenfaden at vide, at bladet "ikke er synderlig optaget af hans seksualitet", og at artiklen "faktisk ikke handlede om ham", men om "principielle forhold ved privat børnepasning".

   Når Troels Peter Schmidt modsætter sig at blive kaldet pædofil, skyldes det ikke at han anser det for ærekrænkende i sig selv. Men det er en udbredt tro, at de pædofile er monstrøse børnelokkere, som begår voldelige seksuelle overgreb mod små børn - og selv om dét overhovedet ikke er karakteristisk for pædofile forhold, vil påstanden selvsagt kunne skade ham professionelt.

  Da Schmidt klagede til Pressenævnet, glemte Politiken sin første motivering for at afvise ham - den der indebar, at aviser frit skulle kunne beskylde folk for hvad som helst, bare de påstår, artiklerne handler om noget andet.

  I stedet henviser Seidenfaden nu til hans tilknytning til Pædofilgrupen og hævder, at "når pressen beskriver folks seksuelle orientering (...) sker det på grundlag af den eventuelle foreningstilknytning, de har valgt at hænge deres seksuelle præferencer op på."

  Denne kunstige argumentation kan jo ikke skjule at Politiken har skrevet noget urigtigt om Troels Peter Schmidt.

   Men Pressenævnet - repræsenteret ved Axel Kierkegaard, Bent A. Koch, Kaare R. Schou og Preben Sørensen - udtaler: "Anvendelsen af ordet pædofil på den måde, som det er sket i Politiken's artikel, er ikke en overtrædelse af god presseskik". Færdig med Schmidt!

  I modstrid med god retsskik undlader nævnet at motivere afgørelsen. Det er heller ikke let at argumentere for avisers ret til at skade en mand med usande påstande. Men nævnets afgørelse er ikke helt overraskende, for det har flere gange tidligere været påfaldende uvilligt til at støtte upopulære minoriteter. Da medlemmer af Hells Angels helt udokumenteret blev beskyldt for narko-handel, afviste nævnet en klage, med at påstandene "ikke var egnet til at påføre klagerne økonomisk eller anden skade af betydning". De nydelige herrer i nævnet synes at mene, at kun det pæne borgerskab besidder respektable æresbegreber. Derfor gav man samme motivering for at afvise nogle andre HA-medlemmers klage over påstande om, at de var blevet tævet i Christiania, skønt de ikke havde været i Fristaden. Sekten Hare Krishna fik afvist en klage over at blive slået i hartkorn med visse nyreligiøse bevægelser med deres "totalitære metoder" og smarte økonomiske arrangementer - skaden ved urigtigheden var "ikke af betydning".

  En retssikkerhed er småt bevendt, hvis ikke den gælder også for de svage og for forhadte minoriteter. Det gør den - selv om der er skændige undtagelser - ved domstolene. Men Pressenævnet synes ikke at mene, at uglesete folk har krav på samme behandling som ordentlige mennesker.

 - Endnu flere oplysninger om hetzen findes i fra Incest til MEDIE-HETZ -

“Det menneske, som massemedierne bejler til, er i virkeligheden det mest respekterede blandt alle sine artsfæller: Man beder det aldrig om at blive andet end dét, det allerede er. Man vækker med andre ord omhyggeligt ønsker i dette menneske, som stemmer nøje overens med dets tilbøjeligheder.”

Umberto Eco

En af de mest udbredte arter i den hjemlige socialjungle, pædagogerne, har for nylig opdaget Troels Peter Schmidt's 23 år lange seksualpolitiske, offentlige aktivitet. Og så erklærede de krig: Kampene indledtes i fagbladet Socialpædagogen sidst i januar 1995 med et bombastisk overraskelsesangreb på flere fronter - pædofili og pædofile var blandt skydeskiverne.

Egentlig er det ikke første gang, at mastodont-organisationen i den senere tid beskæftiger sig skriftligt med sagen: Så sent som i 1992 tilegnede Børn og Unge (fag-ugebladet for børnehave- og fritidspædagoger, som altså har mere direkte med børn at gøre) det omstridte emne en del plads(8). Dengang kunne man bl.a. læse et fordomsfrit, tankevækkende interview med sexolog, cand.psych. Bent Petersen om sex mellem børn og voksne, samt en samtale med et af de pædofiles “ofre” (siger man sådan?), som efter journalistens mange spørgsmål roligt konkluderede “Jeg har det fint”.

Men denne gang skulle det altså være krig, det drejede sig bare om at finde det rette påskud for at starte den. Og det lod heller ikke vente på sig, da Troels Peter Schmidt, i forbindelse med debatten om børnepornografi sidst i 1994, tilsendte sin provokerende bog "hele og FRIE børn” til samtlige medlemmer af Folketinget. Derudover var det også en kendsgerning, at Troels Peter Schmidt hver eneste søndag benyttede sig af dagbladet Politiken´s intetanende meddelagtighed: I en betalt annonce i “Kom Frit Frem” søgte han interesserede til et anti-pædagogisk netværks-projekt ud fra den kætterske tankegang “at diskutere pasning af børn i børnenes eget miljø”.

Nu kan læseren vel forestille sig, at privat børnepasning ikke just står på pædagogernes ønskeliste - selv udbredte arter kan ved lejlighed føle sig udryddelsestruet. Ligesom det også må være let at indse, at en bog, som bl.a. hævder, at pædofili og incest ikke nødvendigvis behøver at være skadevoldende (for barnet i det mindste), men til tider kan være til gavn for børnenes udvikling, næppe kan vække begejstring hos pædagog-menigheden - bortset måske fra den mindre rapkæftede skare, der blandt institutionsbørnene i forvejen er mest populær.

Kombinerer man de to ingredienser, har man så opskriften på en flersidet kampagne med et par fristende sidevirkninger som følge: At forskrække manden fra yderligere aktivitet ved at hænge ham ud offentligt, samt at få selve offentligheden til at nå frem til den anstrengte konklusion, at pædofili er noget skidt. Alt dette udrettede Berit Lund Jensen og Helge Kvam fra Socialpædagogen, ikke så meget med deres skriveri i bladet (som i normal situation nok ikke var blevet til andet end et anonymt punkt på dagsordenen ved pædagogernes legendariske diskussioner om etik, mellem den ene kop kaffe og den næste), men snarere med det dertil knyttede reklameshow, som i løbet af 12 timer fik Troels Peter Schmidt's sag først i de regionale nyheder i TV-Lorry, og dernæst ham selv på forsiden af B.T. under overskriften “Pædofil lokker med børnepasning”.

Kender man som undertegnede både B.T. og Troels Peter Schmidt, den sidstnævnte i over 10 år, vil man næppe skænke sagen yderligere hensyn. Godt hjulpet på vej af det imponerende teoretiske arbejde - til tider noget idealistisk forhastet ganske vist - som han i al den tid har udrettet for børns vilkår (med små bogstaver, heldigvis), havde jeg forlængst tilgivet Peter det faktum, at han ikke er spor pædofil, og jeg havde endda budt ham velkommen blandt mine venner på nøjagtig lige fod med mine mange pædoseksuelle dittoer. Men da jeg aldrig havde hørt fra ham eller andre om børnepasninger, fandt jeg det på plads at møde op til den pressekonference, som Peter besluttede at holde et par dage efter ramaskrigets udbrud.

Trods alt var fremmødet ikke imponerende: Til stede var vi tre stykker fra Ny Sexualpolitik, én enkelt journalist fra Radio Rosa, to journalister og en fotograf fra Det Berlingske Hus, samt naturligvis postyrets to brave ophavsmænd fra Socialpædagogen. Peter gik straks i gang med at redegøre for sine anti-pædagogiske idealer ved at forklare, at han er uddannet pædagog, og at han, som han forklarer i sin bog, er utilfreds med den manglende selvbestemmelse, som børn i dag har i daginstitutionerne og i samfundet i det hele taget. Og han henviste til noget litteratur, der har dannet baggrund for hans aktivitet.

Socialpædagogen´s udsendte medarbejdere lod imidlertid hurtigt fornemme, at de snarere var interesserede i Troels Peter Schmidts mere egenhændige, private sager, hvorefter konferencen hurtigt forvandlede sig til en ping-pong mellem ham og de to: Om det erotiske forhold, han selv indrømmede at have haft til sin 13-årige søster, og om hvor søsteren nu er; om hvorfor han ikke havde politianmeldt den mand, som i et af Peter tilrettelagt radioprogram havde indrømmet et seksuelt forhold til sine døtre; om han havde haft personlige problemer under sit arbejde med børnene, samt, naturligvis, om det famøse børnepasnings-netværk. Hvis forespørgselskriteriet var sensationssøgen, var dets ledetråd stereotypen: Om han selv som barn havde haft forhold til voksne; om hans egen seksuelle orientering; om hans selverklærede religiøse familiebaggrund måske havde at gøre med “Guds Børn” (den opmærksomme læser husker nok den hurtigt afblæste ståhej for et par år siden, hvorved sekten var blevet beskyldt for - gæt lige - omfattende seksuelt misbrug af børn).

Da de to journalister fra Socialpædagogen på et tidspunkt hævdede deres overbevisning om, at børn for evigt og altid tager skade af sex med voksne, fandt jeg for alvor anledning til at blande mig, ved ganske forsigtigt at pointere, at det næppe kan være skadeligt i 14-årsalderen og i orden for en 15-årig. Dét var blot i stand til at fremprovokere en henkastet, sukkende bemærkning: “Det burde sættes op til 18!”, som omgik spørgsmålet totalt. Da det så endeligt lykkedes Peter at forklare, at hans fordring om børns medbestemmelse på det seksuelle område blot er afledt af et krav om medbestemmelse af mere almen karakter, udbrød en af de to med journalistisk realisme: “Hvad hvis børnene har lyst til at kaste sig ud foran en kørende bus? Skal de have lov til det?” Så vidt jeg kan huske, svarede Peter: “Ja, men kun i princippet”.

Og i princippet har han ret, for at blive kørt over af en bus er godt nok skadeligt for et barn, men det er næppe heller behageligt for en voksen; sex hævdes derimod kun at være skadeligt for et barn, også selv om barnet finder det behageligt. Anti-pædagogik og medbestemmelse er ikke den bekvemme kunst at tillade børnene alt, men betyder først og fremmest at tage børnenes tolkning af en oplevelse alvorligt, som man principielt gør med voksne - og ikke blot, når børnenes ønsker stemmer med deres formynderes moral.

Som barndomsforsker Jens Qvortrup fint har udtalt i Information: “Hvis man mener, at børn i den alder, der her er tale om, ikke er kompetente til at udtale sig på egne vegne, så er man for det første ikke i overensstemmelse med FN-konventionen (art. 12-15, der giver børnene ret til at blive hørt i egne anliggender, E.P.), og for det andet demonstrerer det en manglende tillid til børn i det hele taget”(9). Jeg skynder mig en passant at bemærke, at den konkrete anledning til ovennævnte avisartikel ikke var pædofili, men derimod børnenes ret til at vælge sig et fritidsjob, da den føromtalte forsker, efter en officiel telefonopringning fra Socialpædagogen, meget let ville kunne komme i tanke om, at det hele var ironisk ment...

Da det efterhånden blev klart, at de to pædagog-journalister først og fremmest var ude på at fortsætte deres hetz imod Peter, var der yderligere et par stykker, der blandede sig. De to journalisters opmærksomhed rettede sig så imod os fra Ny Sexualpolitik, og det blev vores tur til at være genstand for deres nysgerrighed, herunder selvsagt om vi havde forhold til børn, samt om vi var med i "spøgelses"-børnepasningen. Pudsigt nok holdt B.T.'s journalist en aldeles lav profil og hendes artikel næste dag var temmelig loyal, måske bortset fra sensationsoverskriften “Jeg har lyst til sex med børn”, som i øvrigt næppe skyldes journalisten selv.

Den følgende søndag havde Peter planlagt en diskussionsaften med forevisning af film, hvilket han havde kundgjort via en meddelelse til Ritzaus Bureau og nogle dagblade hvor han havde indkaldt til pressekonference. Det lød: "På søndag, kl. 18-23, samme sted, er der nonstop film og diskussioner om anti-pædagogisk netværk. Alle interesserede er velkomne. Overskriften for denne aften er: “Anti-pædagogisk netværk. Hvordan kan vi passe børn i børnenes egne miljøer? Føler pædagogerne sig truet på pengepungen?”.

I betragtning af den ballade, der havde udspillet sig i de forrige dage - og ikke mindst på grund af de bebudede film med børn på programmet - følte jeg mig tilskyndet til at møde op. Men mødet var blevet aflyst, lod Peter vide, grundet de alt for mange fejlagtige oplysninger, som pressen havde gjort sig skyldig i under sagens forløb. Da jeg i egen ensomhed så mødte op, var der kun journalisterne fra Socialpædagogen til stede.

Og så var den der gu'hjælp'mig igen: Med mistroisk øjekast blev jeg adresseret af Helge Kvam, som spurgte, hvad jeg lavede der. “Jamen, skulle der ikke være diskussion, film osv.”, svarede jeg. “Næh, det var blevet aflyst, men når jeg også var kommet, så måtte jeg jo selv have at gøre med børnepasnings-netværket?”

De fleste vil vist give mig ret i, at en åben diskussionsaften, der er annonceret i dagspressen, må formodes at være noget ganske andet end frimurerlogens lukkede koncilium: Formålet må være, at der møder andre op end arrangøren selv. Virkeligheden kan føles så underligt logisk, når der blot ikke er journalister fra Socialpædagogen til stede. Men vedkommende blev ved med sit forhør, og det værste var, at han så ud til at mene det. På et tidspunkt var jeg for alvor ved at overveje, om jeg ikke skulle sige ja alligevel, hvis dette bare kunne spare mig for yderligere inkvisitoriske blikke. Hvad mon de børn oplever, der skal igennem politi og psykologer, der drives af den samme tankegang som disse mennesker?

Jeg har hidtil beskæftiget mig med selve hændelsesforløbet efter fagbladets opdukken. Lad os nu analysere de to journalisters måde at præsentere tingene på for Socialpædagogen's arme abonnenter. Det var en ordentlig smøre, der strakte sig over flere artikler, forsiden og lederen. I den sidstnævnte kan man bl.a. læse: “Kræfter i det danske samfund ønsker tilsyneladende børnene bombet tilbage til de gode gamle dage, hvor børnene var til for de voksne”.

Pokker til påstand! Ikke blot et udsagn, der kunne få enhver, der kender den pædofiles gennemsnitsbehandling af børn andre steder fra end formiddagsbladene, til at trække på smilebåndet - men også et udsagn, der forudsætter det morsomme postulat, at nutidens børn, kære kollegaer, forlængst er hele og FRIE...

Hovedretten kommer så i artiklen “Pædofiles frontkæmper bag privat børne-pasning”, og dér er det allerede galt. Troels Peter Schmidt begyndte at interessere sig for det aktuelle emne ud fra sin baggrund som pædagog og sit engagement i det seksuelle område i det hele taget. Som følge heraf havde han ikke kunnet undgå at bemærke, at vi stadig ved meget lidt - og endnu mindre tør vi få at vide - om børn og seksualitet, og han begyndte derfor at beskæftige sig med sagen. Da han i forbindelse med denne aktivitet fandt belæg for, at børn kan få positive erfaringer af seksuelle kontakter med voksne, fandt han det naturligt at udvide sin anti-pædagogiske utopi med et afsnit om seksualiteten.

Selve bogen “hele og FRIE børn” (som jeg udmærket kender - jeg læste den endelige korrektur på den) kan ikke siges at “munde ud” i et forsvar for pædofili og incest, da disse blot er en del af et større udkast for børnenes selvbestemmelse, og som Peter med vilje har taget med i et omfang, der er ligefrem proportionalt med samfundets fordomme om disse emner. Når Peter har turdet kalde sin tidligere udsendelse fra Danmarks Radio for “Far, må jeg lege med din tissemand?”, så kan det næppe hævdes, at hans bog "hele og FRIE børn" bærer en bekvemmelighedstitel for at “forføre læseren til incest”. Har Peter været frontkæmper for nogen, må det være børnene, og ikke de pædofile, præcist som en ivrig fortaler for trafiksikkerheden næppe kan kaldes frontkæmper for cykelhjelm-fabrikanternes profit.

Interviewet i artiklen refererer korrekt, hvad Peter må have sagt, men det er karakteristisk, at spørgsmålenes virkefelt er ret ligegyldigt og sensationsorienteret, og at de eneste relevante spørgsmål stilles andetsteds - til de folk, der anfægter Peter's tanker. Igen refereres der til Peter's seksuelle oplevelse med hans egen søster; der spørges om han kunne have lyst til sex med børn; det nævnes, at Peters bog indeholder et interview med en mand, der har flere seksuelle kontakter med børn, for derefter at spørge Peter, om han meldte manden til politiet (sic!), hvilket er et ejendommeligt spørgsmål, når det kommer fra aktive journalister, men måske mere virkelighedsnært, når det også kommer fra pædagog-selskabet. Dulcis in fundo omtales nærværende blad også, idet der refereres til en anmeldelse af Peter's bog her i Ny Sexualpolitik: “...jeg har indtrykket af, at mange pædofile i praksis behandler børn på en måde, der minder meget om Troels Peter Schmidt's anti-pædagogik”. Og så nævner journalisterne, for første og eneste gang, Peter's “19 faktorer til at vurdere og beskytte børns grænser”. Uden naturligvis at komme ind på bare én af disse væsentlige faktorer, men til gengæld helt optagede af, at de omtales i Ny Sexualpolitik's anmeldelse sammen med den nævnte historie om de mange pædofile, der behandler børn efter Peter's forskrifter. Det egentlige formål med en sådan association er for Ny Sexualpolitik's læsere nok så indlysende.

Og à propos citater, artiklen er forsynet med flere iøjnefaldende uddrag af “hele og FRIE børn” - selvsagt de mest kontroversielle - uden overhovedet at forklare, at den ene ikke er Peters egen, men stammer fra to kvindelige forskere fra antologi-bogen “Children and Sex”, samt at to andre ligeledes er konklusioner fra samme bog. Peter skulle åbenbart fremstilles så isoleret som muligt i sine tanker, hvilket jo også måtte være formålet med det efterfølgende afsnit “Anmeldere føler sig misbrugt”. Heri har Helge Kvam og Berit Lund Jensen været så geskæftige at kontakte ikke blot de anmeldere af “hele og FRIE børn”, som Peter omtalte i sine reklameannoncer for bogen i dagspressen, men også noget så uvedkommende som bogens forlag, hvilket var uset siden Salman Rushdie's forbandelse. Berit Lund Jensen har oplyst undertegnede, at såvel bog som anmeldelse blev overrakt hende af et medlem af Folketinget, der, ligesom samtlige andre MF'ere, havde fået materialet tilsendt af Troels Peter Schmidt. Da jeg bad om navnet på dette folketingsmedlem, blev jeg mødt af en tilbagetrukkethed, der mindede meget om den, som Peter i sin tid udviste over for de selvsamme journalister, da disse, på ublu vis, krævede navnene på det anti-pædagogiske netværks implicerede. Som jo trods alt var private mennesker, der passede deres egne sager, mens Folketingets anliggender næppe er så underjordiske, at de kan retfærdiggøre denne mur af tavshed fra Socialpædagogen's side.

Blandt de “misbrugte anmeldere” fremtræder Anne-Mette Kruse fra Center for Kvindeforskning i Århus, som især føler sig stødt over, at Troels Peter Schmidt skulle have benyttet det eneste positive afsnit af hendes anmeldelse til sin reklameannonce for bogen. At hun ikke har anlagt sag mod Peter forklarer hun med, at hun “ikke har haft tid” - selv om annoncen efterhånden er rullet rundt i landets dagspresse i halv-andet år. Og det er ingen Århus-historie.

Er det i øvrigt rigtigt, at der er tale om “et enkelt positivt afsnit”? Anmelderen giver faktisk indtryk af at synes om det meste af bogen, men hun bliver til gengæld så indigneret over afsnittet om incest, at det får hende til at forkaste bogen som sådan. I sin anmeldelse(10) skriver hun: “Den litteratur, der henvises til, og de eksempler, der gives, handler om incestforhold, der ikke af barnet sidenhen vurderes som problematisk. Fra den litteratur, der ikke omtales, ved vi, at krænkede piger og drenge...” - og så går det løs, og læseren kan uden tvivl selv fortsætte.

Dette er ikke rigtigt. “Children and Sex”, som er ledetråden i Peters litteraturanvisninger, beskæftiger sig netop med både “problematiske” og ikke-problematiske forhold: Det er netop dette, der gør det muligt for forfatterne at sammenligne de forskellige typer forhold og at prøve at drage nogle konklusioner. Det er betegnende, at Anne-Mette Kruse kritiserer Peter mere for det, han ikke har skrevet, end for det han har. Havde hun taget kapitlets overskrift i betragtning: “Vi skal vide MERE om incest” (min fremhævelse, E.P.), ville hun måske have kunnet lægge sine militante forargelsespligter til side. Peter's ærinde var at gøre opmærksom på, at den del af litteraturen, man oftest hører om, ikke giver det fuldstændige billede af virkeligheden. Vil man få svar på spørgsmålet “Behøver incest nødvendigvis at være skadeligt for barnet?” i et samfund, der ensstemmigt råber “Javel!”, er det nærliggende at referere til eksempler, der sandsynliggør hypotesen, og ikke blot tage udgangspunkt i psykiaterklinikker eller straffesager. Når man så har påvist, at lutter positive beretninger faktisk findes, så kan man ud fra både positive og negative beretninger opstille kriterier, hvormed seksuelle forhold mellem børn og voksne kan vurderes, og skaden undgås. Det er jo det, som Peter gjorde med sine “19 faktorer” i bogen; faktorer, som Anne-Mette Kruse overhovedet ikke giver sig til at diskutere, men som blot afvises ud fra hendes paternalistiske “Vi ved...” (en fremgangsmåde, der meget ligner den, vi kender fra en anden berømt kvinde fra den lovgivende forsamling(11): “Jeg behøver ikke en høring for at vide, hvad jeg selv mener!”

Peter kunne med ren samvittighed have brugt flere rosende citater fra Anne-Mette Kruse's omtale af “hele og FRIE børn”: “Der gives gode eksempler på, hvordan man synliggør og bearbejder fordomme om bøsser og lesbiske”; eller “... der argumenteres for det sympatiske synspunkt, at børn bør særbehandles positivt”. Når Peter's “misbrug” blot består af de tre ord “...en besnærende læsning”, som anmelderen faktisk har skrevet, er det så virkelig så megen vrede værd?

Bevares, strengt taget synes jeg heller ikke, det er en ren dyd at isolere enkelte sætninger fra sammenhængen; dog må man i den aktuelle sag ikke glemme, at dette er en ganske almindelig kliché ved markedsføring af bøger, plader, film.

Fagbladets journalister har også kontaktet vores førende sexolog, professor Preben Hertoft, der i sin tid også anmeldte “hele og FRIE børn” i Politiken; han frabeder sig dog enhver citation i Socialpædagogen, og dét kan man ikke fortænke ham i. Ved en offentlig høring om pædofili i 1984 havde han bl.a. udtalt: “Vi ved jo, at børn har en seksualitet og bør derfor ikke være så overraskede over, at forhold mellem børn og voksne mennesker forekommer ... Pædofile er som os andre - mennesker med seksuelle behov og ikke djævle eller voldsmænd. De behøver vores accept. Dette siger jeg ikke for at propagandere for pædofili, men fordi der i samfundet hersker nogle vulgære forestillinger om den slags forhold. Vi må spørge, om barnet altid er et passivt offer for overgreb”(12). Ved samme lejlighed plæderede Hertoft for en seksuel lavalder på 14 eller endda 13 år. Disse ytringer resulterede i, at Hertoft blev voldsomt hængt ud i Ekstra Bladet, der netop var kommet ind i den nye Falbert-æra, hvorved Hertoft i første omgang skrev en flot kronik i Politiken; kronikken er også brugt som forord i bogen “Forbrydelse uden offer”(13), og minder stort set om Hertoft's afsnit om pædofili i bogen “Klinisk Sexologi”(14). Men senere fandt han det af gode grunde bedst ikke længere at udtale sig offentligt om pædofili - den eneste undtagelse er, for så vidt jeg ved, et interview med ham i Kristeligt Dagblad i 1988(15) i forbindelse med en daværende hetz mod de pædofile som følge af en TV-udsendelse (sådan noget forekommer jo med jævne mellemrum). Heri gav han udtryk for nogenlunde den samme holdning, om end i mere afdæmpet form.

Dette pointerer jeg så meget mere, fordi Socialpædagogen i en senere artikel citerer psykolog Kirsten Moesgaard for at sige: “Man behøver bare at se på, hvad der skete med psykolog Sine Diemar, som har måttet “flygte” til Norge, for at forstå, hvilke kræfter, der går i gang, når nogen åbner munden om de her forhold”. Selvfølgelig er trusler og terror en primitiv og beklagelig forteelse; jeg skal være den første til at hævde det. Men her er det bare at vende tingene på hovedet: Sidst i 1994 udtalte Sine Diemar fra Norge i B.T., at “der verden rundt findes netværker, der støtter hinanden i at misbruge børn seksuelt” (jeg kan ikke huske de rigtige ord, men dette var meningen). I hendes tilfælde er paranoiaen altså ikke ophørt - den er bare geografisk flyttet - hvorimod Hertoft's sagkyndighed er blevet vendt imod ham for at få ham til at holde kæft. Jeg ved ikke rigtig, hvad der er værst.

Dernæst indeholder Socialpædagogen et interview med Thomas Hammerbrink fra Rigshospitalets sexologiske klinik. Efter en gennemgang af nogle aldeles selekterede tilfælde af problemplagede pædofile fra sin behandlingspraksis, citeres han for, at den litteratur, der viser, at sex mellem børn og voksne kan være godt, er “selekteret og mere ideologisk end videnskabeligt præget”. Alt er forklaret, alt er reddet, og journalisterne skynder sig at skrive ned: “... selekteret og mere ideologisk end videnskabeligt præget". Enhver journalist med et minimum af kritisk sans ville her have spurgt, hvilke undersøgelser, der er tale om, og hvad den manglende videnskabelighed består i. Jeg fik i sin tid kendskab til undersøgelserne af Rossman, Mohr og Bernard, “Wienbaden”-rapporten, de to ikke-kliniske undersøgelser af Sandfort, den af Kilpatrick, samt de forskellige case-stories fra Hertoft's Klinisk Sexologi, uden at opdage, at det hele var fup og bedrag. Gad vide, om Rossman havde røget hash, da han på grundlag af sine undersøgelser fandt ud af at “...(et pædofilt forhold) kan medføre, at drengen koncentrerer sig bedre om sit skolearbejde, laver færre gale streger, bliver mere omgængelig...” ?

Hammerbrink citeres også for: “...pædofili betragtes ikke som det, man kan kalde en almindelig seksuel orientering. Pædofili dækker over nogle ikke-seksuelle problemer...”.

Den dybeste ikke-kliniske undersøgelse af de pædofiles sind, jeg har kendskab til, er den, Wilson og Cox offentliggjorde i 1983 efter deres studium af 77 pædofile fra den daværende engelske forening(16). Disse mennesker undergik bl.a. Eysenck-personlighedstesten (som vurderer indadvendthed, neuroticisme og psykoticisme), samt et indtrængende personligt interview.

Jeg citerer hist og her fra konklusionerne: "Hvad personlighed angår fandt vi, at de pædofile i vores gruppe var temmelig indadvendte, dog var deres psykotiske og neurotiske niveau kun lidt hævet i forhold til kontrolpersonernes...”; “...flertallet af pædofile, hvor socialt utilpassede de end er, synes at være flinke og rationelle...”; “...det er tydeligt, at de pædofiles seksuelle preferencer ikke ligger så fjernt fra det, der umiddelbart gør sig gældende for gennemsnitsmanden...”.

Jeg skal for den gode sags skyld pointere, at populationen i undersøgelsen består af “bevidste, politisk aktive” pædofile, men dette kan næppe være mere galt end ud fra pædofile, der henvender sig til en klinik p.g.a. problemer, at konkludere at pædofile er mennesker med problemer. At man vil postulere skjulte problemer i den pædofile som sådan, er i sidste instans et ideologisk præget udgangspunkt: Strengt taget er raske mennesker blot mennesker, der ikke er undersøgt nok.

Pudsigt nok siger Hammerbrink, at han faktisk har kendskab til pædofile, som arbejder på institutioner. Han udtaler endda, at “...man kan godt være pædofil inde i hovedet og gøre et aldeles udmærket arbejde blandt børn og unge” uden hermed at skabe større forargelse hos journalisterne. Er offentligt ansatte pædofile mon mere velkomne end private? Hans mening står i hvert fald diametralt modsat administrationschef i Københavns Kommune Carsten Stæhr Nielsen's top-paranoide dom: “Hvis man betegner sig selv som mere eller mindre pædofil, bør man ikke have noget som helst med børn at gøre”.

Den sidste af artiklerne i Socialpædagogen omfatter som sagt et interview med psykolog Kirsten Moesgaard fra Roskilde Sygehus. Hendes ærinde er Hammerbrink's komplementære: Før var alle pædofile syge, nu skal samtlige børn blive syge af de pædofiles sex. Ud over de gængse floskler, der trives om pædofili på børnehospitalerne og udenfor, består hendes prototype på seksuel kommunikation mellem børn og voksne i fire-årige, der spørger far, om de skal bolle - faderens svar nævnes desværre ikke. Da hun tilhører den moderne, efterfreudianske tid, kan hun kun tillade sig at benægte børns seksualitet i praksis, men ikke med ord - heraf standardbortforklaringen “selvfølgelig-har-børn-en-seksualitet-men...”. I denne forbindelse foreslår hun selv et “banalt eksempel”: “Hvis en 11-årig bliver genert og tager et håndklæde om sig, når han kommer ud af badet, så skal man ikke hive det ned”. Banalt nok, men “Hvad nu hvis en 11-årig bliver liderlig og smider håndklædet fra sig, når han kommer ud af badet...” næh, dét blev hun af gode grunde ikke spurgt om, for jeg er bange for, at så holder solidariteten ikke længere. Det er flot at “lytte til børn, men gør man det kun, når det passer én, er det en parodi på børnenes rettigheder.

“I 14 år har Kirsten Moesgaard lyttet til, hvad der sker, når børn bliver genstand for voksnes sex”, begynder artiklen med. Paradigmet på sin faglige kompetence på området tilføjer hun selv: “Jeg har aldrig set én eneste undersøgelse, der kunne dokumentere, at voksnes sex er godt for børn. Og i hele den tid, jeg har arbejdet som psykolog, er jeg ikke stødt på bare ét menneske, der fortæller om et positivt forløb”. Kategoriske udsagn er tit en slags Damokles' sværd, for ovennævnte påstand blev, da den blev videregivet i B.T. d. 26.1.95, efterfulgt af følgende udtalelse af Peter Plet, 36-årig teatermedarbejder fra København, der som 13-14-årig havde seksuelle forhold til voksne mænd: “Jeg har ikke haft psykiske problemer, fordi jeg som barn selv var interesseret i at have seksuel kontakt med voksne. Det var kun med til at modne mig på en god måde”. Man ved ikke rigtig, om man skal grine eller græde, når 14 års faglig ekspertise kan klandres ved én eftermiddags research på et skandaleblad. Vi vil imidlertid vende tilbage til hendes undersøgelses indhold, når den foreligger, hvad den officielt ikke gør endnu.

Hvad er formålet med alle disse fikseringer, denne afstumpethed, denne paranoia? At få befolkningen til at betvivle sin traditionelt saglige viden om de pædofile? At lægge pres på politikerne for, at sex med børn snarest forbydes ved lov?

Forstår man rigtigt gejsten i Socialpædagogen, er endemålet en slags manikæisk fagre ny verden, hvor “de gode” kontrollerer “de onde” for at beskytte “de svage”. Overdrivelse og sensation tjener i denne sammenhæng det vigtige formål ikke bare at favorisere, men også at retfærdiggøre udvidelsen af statsmagten gennem en snævrere opfattelse af normerne, større social overvågning, vedtagelsen af strengere love, samt - sidst men ikke mindst - kravet på øget økonomisk støtte til bestemte grupper.

Ensidig propaganda gør det bare lettere for visse kræfter at overtale bestemte befolkningsdele til, at det er i orden at give afkald på nogle basale rettigheder for at løse bestemte problemer. For at se hvilken type mennesker, den aktuelle skrækkampagne lagde vægt på, er det nok at betragte de indlæg, der dukkede op i de senere numre af Socialpædagogen: En læser der - med udgangspunkt i Troels Peter Schmidt - fantaserer om børn, der tæskes til sex; en anden, der plæderer for strengere straffe og TV2's indgriben (sic!); en tredje, der foreslår en afgrænsning af ytringsfriheden.

Zeloter som Berit Lund Jensen og Helge Kvam gør fællesskabet en stor bjørnetjeneste. Til deres delvise forladelse taler det ganske vist, at de, der udkommanderer dem, er endnu værre. Men så længe samfundets kræfter går spildt på den slags, vil de, der udnytter børnene, blive ved med at snyde os.

Kilder:

8) “Myten om børnelokkeren”, Børn og Unge 33, 20.8.92. (Det skal ydermere påpeges, at Socialpædagogen og Børn og Unge tilhører forskellige faglige organisationer, ps.)

9) “Spørg dog børnene!”, Information, 15.3.93.

10) “Dårligt funderet korstog”, CEKVINA, temanummer 2-93. (Omtalte anmelder af “hele og FRIE børn” er den samme som overfor forlaget Modtryk anbefalede ikke at udgive denne. ps.)

11) Inge Dahl-Sørensen (MF, Venstre) interviewet er af Leif Blædel: “Heller ikke lig

til nekrofile”, Weekendavisen nov. 1994.

12) Niels Northroup: “Foreslår 13 år som ny seksuel lavalder” og “Børnelokkeren frem i lyset”, Berlingske Tidende 7.12.84.

13) Trobrianderne: “Forbrydelse uden offer”, Tiderne Skifter, 1986.

14) Preben Hertoft: “Pædofili”, Klinisk Sexologi, Munksgaard, 1985.

15) Niels Nørgaard: “Pædofile er ikke børnemordere”, Kristeligt Dagblad, 18.10.88.

16) Glenn D. Wilson, David N. Cox: “The Child-Lovers - A Study of Paedophiles in Society”, Owen, 1983

Bestil bøgerne på Det Kg. Bibliotek

Klik på: Besøg friskolen Summerhill i Skotland

For Anti-pædagogiske bevægelser i verden klik på: http://privat.schlund.de/k/kraetzae/englinks.htm

Weekenavisen:

Og så vil Socialpædagogen også forsøge på at give mig 'berufsverbot', at stigmatisere mig som pædofil, når jeg ikke er det, for at forhindre, jeg nogen sinde kan tage arbejde i Danmark. Når der bliver skabt et billede af en mørkemand, en pædofil, der passer børn og laver ulovligheder med børnene eller opfordrer til ulovligheder, så er det helt hen i vejret, det er noget, som Socialpædagogen selv har skabt og det har overhovedet ikke noget med virkeligheden at gøre.

Karsten: Du mener altså, at man har lavet nogle tilsnigelser, man har prøvet at lave en bekvem skydeskive for at slippe for at tage stilling til nogle af disse problemer?

Peter: Ja, og jeg kan udmærket godt se, at pædagogerne kan bruge dette her til at forsvare kommunal børnepasning imod privat børnepasning. Hvis det lykkes for pædagogerne at stigmatisere privat børnepasning, ja så har de en ekstra grund til at holde fast i og endda udvide den kommunale børnepasning og institutionerne.

Karsten: Du mener altså, at det er privat børnepasning, man først og fremmest er imod, men selvfølgelig skal privat børnepasning også overholde de regler, som er fastsat i de almindelige love.

Peter: Det skal de bestemt, men jeg tror, at pædagogerne vil påstå, at kontrol og overvågning er mere effektivt i en kommunal børnepasningsordning end i noget privat. Og måske har de ret. Men selvfølgelig er der også kontrol med private børnepasningsordninger.

Karsten: Med hensyn til kontrol, så synes jeg også, at man er et godt stykke ude i det, vi kalder den sociale kontrol, for det forekommer mig, at man efterhånden er i gang med at køre en seksualforskrækkelses-kampagne.

Peter: Det er klart, at en masse mennesker - pædagogerne, der arbejder med børnene til daglig, og forældrene, der også har omgang med dem - de bliver skræmt og de bliver bange for almindelig skøn og nødvendig kropskontakt mellem voksne og børn, for at børnene kan udvikle sig. Der bliver mange mennesker, der holder sig tilbage og det kan blive en katastrofe for børnene.

Karsten: Ja, for hvis vi ser på, hvor specielt incestkampagnen har sit udgangspunkt, så er det jo i et seksualforskrækket miljø, et miljø, der er i gang med at lægge tabu på en hvilken som helst berøring.

Peter: Ja, og på alle mulige områder, så ligner Danmark mere og mere de amerikanske tilstande.

Karsten: Det forekommer mig, at disse pædagoger alt for let hopper på det billede, det omfang af tabubegrebet, som de får serveret fra den anden side af Atlanten, sådan at de faktisk er i gang med at udstrække tabubegrebet til alle former for seksualitet - er det ikke det, vi er i gang med?

Peter: Det kan heldigvis ikke blive til alle former for al seksualitet, for så uddør menneskeheden, men jeg synes, der er noget om det, at tabuerne, berøringerne, de bliver mere og mere forbudt. Det bliver mere og mere forbudt at have en rigtig sund kropsberøring mellem voksne og børn.

Karsten: Seksuelt misbrug definerer du som noget, der er ufrivilligt fra barnets side?

Peter: Seksuelt misbrug for mig, det er, hvis barnet oplever noget selv, noget seksuelt, der ikke er rart, noget som det ikke vil have, ikke har lyst til, og kommer barnet til at opleve nogle af de her ting imod sin vilje, så er der tale om et misbrug.

Karsten: Her i Socialpædagogen er der en psykolog, der er interviewet, og hun har fundet dokumentation på, at 10% af børnene havde været udsat for seksuelt misbrug, men der var der tale om børn, der var blevet henvist og ad forskellige veje var blevet sendt til en psykolog. Det vil sige, at det er børn, hvor man har haft en mistanke om en eller anden form for seksuelt misbrug, der har gået forud. Ud af det har man fundet 10%, hvor man er kommet til det resultat, at der har været tale om misbrug. Og det er jo ikke det samme som, at det er 10% af befolkningen.

Peter: Nej, og jeg kan oplyse dig om, at i USA har man indført en lovgivning, som jeg mener gælder i hele USA, hvor forskerne ikke længere kan interviewe og undersøge folk, der ikke på en eller anden måde er involveret i en klinik eller er kommet ind i retsmaskineriet. Forskerne kan ikke længere undersøge almindelige mennesker for de her ting og samtidig fastholde en beskyttelse af kilderne.

Karsten: Det vil altså sige, at det er meget vanskeligt at få informationer om alle dem, der ikke er blevet henvist til læge eller lignende.

Peter: Man kan ikke længere forske på området i USA, fordi loven har fjernet forskernes ret til at beskytte deres kilder.

Karsten: Nu vil jeg lige citere lidt mere fra det her interview. Denne her psykolog, der har fundet de 10% misbrugte, siger, at det er uendeligt svært for børn at fortælle, hvad de bliver udsat for, og det kan man nok ikke være i tvivl om. “'Et forsøg kan netop være at udvikle eller forværre nogle kroniske symptomer. Især for drenge kan det være en vej ud af en situation, de ikke kan sætte ord på”.

Peter: Det er klart, at hvis det er en meget ubehagelig oplevelse, så vil det altid være svært at komme frem med, især hvis det er et tabuemne.

Karsten: ''Da vil der foreligge et reelt undertrykkelseskompleks af den gode, gamle freudske karakter. Undersøgelsen kan bl.a. bruges som dokumentation for, at omfanget af seksuelle overgreb på børn kan være meget større, end man hidtil har regnet med”. - Kan, står der. “Det her er én børneafdeling. Man kan sige, at det er de 287( angiveligt tal taget fra omtalte undersøgelse i Socialpædagogen, ps.), der havde mest brug for at tale med en psykolog. Vores tal må anses for at være minimumstal for forekomsten af seksuelt misbrug” og så videre. Det her er relativt uklart, og så vidt jeg kan se, er det relativt uvist, hvor meget man kan slutte af det.

Peter: Nej, jeg tror heller ikke, man kan slutte ret meget ud fra den undersøgelse om det virkelige liv i befolkningen i almindelighed, men når den psykolog taler om, at der kan være meget mere misbrug, så tror jeg faktisk, at i vores samfund på mange områder, der slet ikke har noget med seksualitet at gøre, der er der et enormt stort misbrug af børn. Børn er undertrykt. Børn får ikke lov til selvbestemmelse, og selv om der er en tendens i samfundet, heldigvis, der går i retning af mere og mere selvbestemmelse til børnene, så er børnene stadigvæk undertrykt og de bliver stadig væk styret ovenfra. Formynderiet er meget udbredt - og pædagogerne er også nogle af dem, som ikke i tilstrækkeligt omfang gør noget for, at børn kan udøve selvbestemmelse i de institutioner, hvor de er.

Karsten: Ja, børnene udnyttes jo i reklame-sammenhænge og i alle mulige forbrugersamfunds-sammenhænge.

Peter: Ja, og der er brug for beskyttelse af børn. Vi skal have flere og bedre love og muligheder for at beskytte børn i filmindustrien og også i det børnearbejde, der findes. Vi skal ikke forbyde børn at deltage i samfundet, men vi skal beskytte og støtte børnene til at fungere overalt, gerne på lige fod og integreret med voksne overalt. Vi skal ikke afskære børnene fra livet, fra voksenlivet, men integrere dem og støtte dem. Vi skal være vejledere for børnene og hjælpe dem, så de kan blive en del af vores liv. Det vil hjælpe.