Børneporno: USAs Regerings Rapport

Under en illustration af en pigevampyr til denne anmeldelse skrev Christian Braad Thomsen:

"Det er ikke som i 30rne, men det er stadig væk muligt at provokere med seksuelle holdninger - hvad sangeren Troels Peter Schmidt har måttet sande. Han skildrer de erotiske komponenter, der også eksisterer i forholdet mellem forældre og børn. Og det går ikke an, hertil er frigjortheden slet ikke nået endnu. Børnevampyren her antyder ganske vist noget seksuelt, men i omskrevet form går det jo an." Som professor i klinisk sexologi ved Københavns Universitet og psykiatrisk overlæge ved Rigshospitalet har Preben Hertoft i mange år været den centrale person inden for sexologi i Danmark. Hans lærebog Klinisk sexologi er et standardværk på området, og i den offentlige debat har Hertoft gang på gang med afslappet snusfornuft taget seksuelle minoriteter i forsvar. Nu har han samlet et udvalg af sine essays - som måske indimellem er blevet for afslappede.

Det bedste i bogen er de kulturhistoriske dele. Hertoft kan således fremlægge interessante dokumenter i et essay om sin forgænger Jonathan Leunbach, som i 20'erne og 30'erne var det førende navn i seksualreformbevægelsen, og som i 1936 blev idømt 3 måneders fængsel for illegale svangerskabsafbrydelser. Leunbachs hovedærinde var imidlertid at udbrede kendskabet til fødselsbegrænsende midler, og her blev han mærkeligt nok på det mest infame modarbejdet af Dansk Kvindesamfund. Redaktøren af medlemsbladet Kvinden og Samfundet, Anna Koch Schiøler, var regulær stikker, idet hun sendte et brev til justitsministeren, hvori hun beklagede sig over Leunbachs foredragsserie om fødselsbegrænsning. Hun mente, at disse foredrag, som kvinder valfartede til i tusindvis, var usmagelige og krænkede loven om offentlig usædelighed. Det er en tankevækkende kulturhistorisk pointe, at Dansk Kvindesamfund ved at hylde den bonerte tavshed om prævention var det såkaldte mandssamfunds gode forbundsfælle.

Men Leunbach forstod at skære igennem det offentlige hykleri. To dage før sin domfældelse skrev han i "Arbejderbladet":

"Det har i mange år været almindeligt kendt, at hvis en af overklassens kvinder ønskede et foster fjernet, var der altid hjælp for dem at finde, enten hos en af borgerskabets kvindelæger eller i udlandet. Hovedårsagen til at man overhovedet vil ramme mig, er sikkert den, at jeg har stillet mig på den revolutionære arbejderklasses side imod den overklasse, der som følge af min sociale og økonomiske stilling mener, at jeg burde stå på dens side. Det er en slags "klasseforræderi", som bør straffes. Men tillige har jeg ved at arbejde for seksuel oplysning og afskaffelse af den borgerlige seksualmoral lagt mig ud med alle reaktionære magter og magthavere."

Historien om Leunbach lever i kraft af dens elementære dramatiske kvaliteter, men ellers er det et problem ved Hertofts bog, at mange af de essays, som måske har tjent et aktuelt formål i tidsskrifts-sammenhæng, vanskeligt kan overleve i bogform. Hertoft skriver her ofte underligt ukoncentreret, og stort og småt præsenteres lidt hulter til bulter.

Bogens motto er et unavngivet citat, "Rør ved mig, så jeg føler at jeg lever" (som stammer fra en dansktop-sang med Lecia og Lucienne), men bogen igennem spores alligevel en vis berøringsangst. Adskillige interessante problemstillinger fremlægges, uden at Hertoft for alvor tager livtag med dem. Når han skriver, at en bestemt transvestit "har lært mig og andre mere om transvestisisme end mange bøger", er det f.eks. underligt, at vi ikke må få del i denne lærdom.

Som et apropos til Leunbach refererer Hertoft nogle "seksualoplysende" sange fra 30'erne til i dag og anfører her som bevis på, at tiderne trods alt har ændret sig, at en moderne sex-provokatør som Troels Peter Schmidt ikke er blevet hængt offentligt ud for sine sange. Nej, men det er han unægtelig blevet for andre ting. 

I januar blev Schmidt offer for en ualmindelig infam kampagne, som startede i fagbladet "Socialpædagogen", og som B.T. lancerede på sin forside: "Pædofil lokker med privat børnepasning". Da der viste sig ikke at være dækning for denne forside "dementerede" B.T. ved at udstede en ny advarsel: "Pas på, han passer dine børn", hvorpå avisen lod Schmidt sige i en overskrift: "Jeg har lyst til sex med børn". Og det til trods for, at Troels Peter Schmidt understregede, at han ikke er pædofil, men talte om den naturlige erotiske tiltrækning, der altid er mellem forældre og børn.

Lad os bare sætte sagen på spidsen: Ethvert ordentligt forældre/børn-forhold rummer også en erotisk komponent. Denne problematik er smukt formuleret på en enkelt side i Hertofts bog, hvor man glæder sig over, at sproget altså alligevel kan bryde gennem den sludrevorne dyne - indtil man så i noterne ser, at netop dette afsnit er skrevet af Amigo Canjal, som desværre ikke introduceres nærmere. Man gad nok vide, hvem han er.

I 30'erne kaldtes folk som Leunbach for "sovjet-påvirkede", i dag hænger beskyldningen for børnelokkeri løst, så man på den måde undgår at tage stilling til, hvad det egentlig er, de pågældende siger. Preben Hertoft har ofte sans for de besværlige kvaliteter hos dem, der risikerer den slags beskyldninger. Til gengæld kan man godt ærgre sig over, at han ikke selv risikerer ret meget i den foreliggende essay-samling." (Anmeldelse af Christian Braad Thomsen i Weekendavisen 28/4-4/5-1995 af Preben Hertofts bog Den rebelske fugl, 264 s., Hans Reitzels Forlag).

fra Incest til MEDIE-HETZ, af Troels Peter Schmidt. - anmeldt af Leif Blædel i Weekendavisen.

Apropos: Fagforeningsdomstole - en kommentar til den verserende debat: Berufsverbot og eksklusion.

MEDIER:  Weekendavisen - Leif Blædels anmeldelse af  fra Incest til MEDIE-HETZ     

Bøsse og lesbisk  Radio Rosas -Anmeldelse af 

fra Incest til MEDIE-HETZ :

• En grønlandsk skik om moder/barn intimitet og omsorg - en incestlignende skik

• Østgrønlandsk rejse i naturen

• Incest - etymologi og menneskelig adfærd