Se 1½ time lang Foredrag
på Dansk, på YouTube nu klik
påNyeste
forskning som kategorisk afviser det universelle incest tabu: Engelsk
Introduktion (4 min.), resten på dansk. Engelsk tekst til højre for
videobilledet på YouTube findes 3 links: til ægyptologens forlag, hvor
bogen kan købes, til bogens indholdsfortegnelse og til de første 24 sider
af bogen som alle kan læse fritklik
her For
at afspille hele det 1½ time lang foredrag / diskussion automatisk
(i
stedet for manuelt én efter én) gå til følgende YouTube side og
klik på "Play All" i højre
side - for automatisk afspilning gå først til den pågældende YouTube
side ved atklikke
her New
Research Rejects Universal Incest Taboo: Eng. Intro, Eng. Text Right of
Screen; Dansk Foredragklik
her |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
NYT
Lyt
til: og
På
denne side (www.just-well.dk/biografi.htm)
kan du bl.a. læse om bøsse og lesbisk frigørelseskamp på Apropos
webredaktøren Troels Peter Schmidt´s bagground som tidligere maoist
Eftersom jeg var aktiv maoist i Bente
Hansens og senere Benito Scocozzas maoistiske grupperinger kender jeg daværende
danske maoisters politiske bagland. Jeg har endda boet i kollektiv sammen
med senere højtstående medlemmer af diverse faglige og politiske
organisationer (s. 184-189 i Fra incest til
medie-hetz; og på www.just-well.dk/biografi.htm
).
Ikke mindst derfor véd jeg at Ulrik Høys associeringer er pure opspind.
Ingen, absolut ingen jeg mødte i disse år (1968-1975) nærede den
mindste forestilling om en voldelig revolution i Danmark.
Troels
Peter Schmidt, forfatter Hele
denne side er stort et uddrag fra min bog, Kærlighed og kampen imod al
sexisme, Kærlighed er altid
personlig. Tidsånden i 1960´erne og 70´erne, som jeg skriver
ud fra, var gennemtrængt af forbindelsen mellem det personlige
og det politiske, mellem kærlighed og verden omkring os. Selvom
nogle sikkert vil mene, at jeg er alt for "selvoptaget og
navlebeskuende", så håber jeg, at de fleste læsere
forstår min hensigt og mening med en humanistisk og
frihedselskende verdensopfattelse, som den vi oplevede It is quite likely that this maxim, articulated by Michel Foucault, is the conviction of every free educator & anti-pedagogue: "The judges of normality are present everywhere. We are in the society of the teacher-judge, the doctor-judge, the educator-judge, the social worker-judge: It is on them that the universal reign of the normative is based, and each individual, wherever he may find himself, subjects to it his body, his gestures, his behavour, his aptitudes, his achievements." Michel Foucault (Discipline & Punishment, N.Y., Pantheon, 1977, p. 304.)
Hvad mener de om Troels Peter Schmidt I have a dream (Kærligheden former sig på mange måder) Da min bog fra Incest til MEDIE-HETZ til dels handler om en hetz imod mig som person, og da jeg tror på at vores liv og dermed historien konstrueres ud fra de fortællinger/billeder, vi vælger at dyrke, har jeg ønsket at bringe en beskrivelse af nogle - for mig - væsentlige begivenheder i mit liv. At skrive kapitlet har givet mig mange gode minder om mennesker jeg har mødt. I have a dream Af Troels Peter Schmidt Da jeg blev hjemsendt fra militæret i sommeren `63, deltog jeg i de sortes borgerrettighedsdemonstration i Washington D.C., hvor jeg så og hørte Martin Luther King holde sin nu berømte tale "I have a dream".
For mig er billedet fra borgerrettighedsdemonstrationen i 1963 et rart minde om min egen deltagelse i denne vigtige historiske begivenhed i menneskets kamp for frihed. Jeg er en af de mikroskopiske menneskeprikker nederst i venstre hjørne af søen set fra selve talerstolen, den fantastiske sommerdag i 1963. King var ikke den eneste, der havde en drøm. Jeg havde tomlet 2 gange til og fra USA's hovedstad, udelukkende for at være sammen med de sorte frihedskæmpende og -elskende mænd og kvinder. Det var ikke ufarligt - unge med fuldskæg som tomlede i denne tid, risikerede at blive kørt ned af hvide racister på landevejene.
Men den 22. november samme år døde John F. Kennedy. Skudt. Dræbt. Da havde jeg fået nok. Jeg hadede det puritanske og voldelige USA, som jeg oplevede havde holdt mig i en spændetrøje hele mit liv. I hæren havde jeg åbenlyst forsvaret de sorte. Til et af de ugentlige 2 timer lange indoktrineringsmøder stillede jeg nogle kritiske spørgsmål og "afslørede" for åbent tæppe, hvad alle instinktivt vidste - de sorte havde ikke “universal suffrage”, dvs. stemmeret, som det vitterligt blev påstået på dette vanvittige møde. Det vidste vi selvfølgelig alle. Allerede i 1956 startede den sorte kvinde Rosa Parks i Montgomery, Alabama en borgerretsbevægelse, ved at nægte at sætte sig bagerst i bussen på pladsen reserveret for sorte. Bevægelsen gik først og fremmest ud på at gøre det muligt for alle sorte i Sydstaterne at benytte sig af deres forfatningsmæssige ret til at stemme. Nogle unge, både hvide og sorte, var blevet slået ihjel under denne kamp og mange flere var blevet tævet af racister. Jeg fortalte kaptajnen, hvis job det åbenbart var at søge at hjernevaske os soldater, at alt det, vi kunne læse i aviserne hver eneste dag om virkeligheden i USA, i sig selv var bevis nok for, at hvad vi nu hørte fra kaptajnen umuligt kunne være sandt!! Fra den dag var jeg naturligvis en "nigger lover", men heldigvis blev jeg aldrig chikaneret åbenlyst af de hvide racister i militæret. Det siger sig selv, at nogle sorte henvendte sig til mig efter dette møde, og det betød, at jeg var så heldig i det resterende år i hæren at have knyttet forbindelse til nogle vidunderlige mennesker. Nogle sorte havde på en underholdende måde fortalt mig, hvordan de røvkedede sig og ofte sov gennem disse stupide tvangsmøder hver lørdag formiddag, og så kom det som et lyn fra en klar himmel, da jeg uventet for dem pludselig talte kaptajnens løgnstrøm imod. De spurgte mig, hvorfor jeg gjorde det. Af ægte blufærdighed måtte jeg desværre lyve. Jeg sagde, at det måtte være, fordi jeg selv var indvandrer i USA, altså tilhørende en minoritetsgruppe. Men sandheden gik egentlig ikke ud på andet, end at jeg elskede alle undertrykte mennesker der ikke selv ønskede at undertrykke andre. Sandheden fik mig til at rødme og lyve! Hvor ærgeligt at jeg ikke bare kunne råbe det højt og ud til alverdens hjørner. Efter en barndom og ungdom i USA og 3 år som purung amerikansk soldat i Europa var jeg ekstatisk over at være kommet til Danmark. For mig var det en oplevelse af en paradisisk tilstand. Efter en dag på Strøget i 1966 i København skrev jeg:
*
Note over antikkens
Capua (English notes click here): I årene 1964-70 levede jeg fire steder i København: i Kannibalen - dvs. Universitetets cafeteria, i Studenterforeningen, i Pilegården - sidstnævnte var et populært træfpunkt i Pilestræde. Det fjerde sted var dér, hvor jeg nu engang befandt mig på det pågældende tidspunkt. Det var ikke blot et spørgsmål om at jeg hér i det danske paradis ville indhente det forsømte fra min tid i det puritanske USA. Den Danske myte var ikke kun en myte, for mig var det en tid hvor personlig kærlighed til alle undertrykte smeltede sammen med mit politiske engagement. Jeg deltog ved næsten enhver demonstration, især mod krigen i Vietnam. Det samme gjorde de fleste af mine kærester og venner. Et hyppigt frekventeret sted, hvor jeg dyrkede en praktisk livs- og kærlighedsfilosofi i disse år, var i Studenterforeningen, som lå på hjørnet af Studiestræde og H.C. Andersens Boulevard. Foruden at være et kulturpolitisk aktivitetscenter var dette ungdomsmiljø i mine øjne også et veritabelt socio-erotisk kulturpalads - hér hørte og så jeg den (tidligere amerikanske professor) og nu afdøde græske politiker Andreas Papandréou, nazi-jægeren Simon Wiesenthal og mange flere holde foredrag. Jethro Tull og utallige andre kendte bands spillede her, ofte på flere etager samtidig. En sen nat i Studenterforeningen var stemningen særdeles intens, hed og kåd. Navnet på bandet husker jeg desværre ikke. Iklædt en enkel orange frotté-kjortel, som var i overensstemmelse med datidens frodige mangfoldighed, dansede jeg - ekstatisk - og over flere numre lige foran den mandlige sanger. Han løftede øjenbrynene en anelse, da jeg lod kappen falde og jeg blomstrede som en nyfødt. Efter at have foldet mig herligt ud på dansegulvet til adskillige sange strakte en kædedansende ring af pragtfulde mænd og smukke kvinder deres arme ud for at invitere mig ind i deres midte - WOW! Sådan kan den danske myte, i ny og næ, også blive til virkelighed. Det var hér jeg mødte mange vidunderlige kvinder. Vibeke var den første jeg flyttede sammen med. Hun førte mig ind i det pædagogiske miljø, introducerede mig til A.S. Neills Summerhill, men en uddybning af Summerhill idéen fik jeg desværre aldrig, heller ikke da jeg 13 år senere selv blev pædagogstuderende. Det har undret mig lige siden. Det var først i 90´erne, at jeg læste alt hvad jeg kunne få fat i af Neill og Homer Lane, Neills læremester. Jeg har endnu tilgode at besøge Summerhill, samt det sted hvor Lane havde sit Little Commenwealth. I øvrigt blev grundlæggeren af sidstnævnte, Homer Lane, offer for formentlig falske anklager for ulovlig sexuel omgang med nogle af sine elever. Og disse beskylninger tog livet af ham. Ingen af de kvinder jeg har boet sammen med har haft børn, bort set fra de 5 måneder jeg boede i Italien sammen med min søn Francesco og Anna Maria. Anna Maria traf jeg i Studenterforeningen. Hun fødte Francesco i 1966 i Italien. Drengen voksede op hos sin mor og hendes forældre. Først i 1969, opsøgte Anna og 3 årige Francesco mig, drengen ville eller skulle hilse på sin far. Herefter gik der endnu 12 år før jeg så Francesco igen. Francesco og Annas andet besøg, i ´81, førte, overraskende for os alle tre, til et permanent forhold mellem os. De følgende 7 år besøgte og boede jeg ofte hos min søn og hans mor i Italien, og det var med stor glæde fra min side. Som 22-årig, havde Francesco netop afsluttede sin 10 årige lange organistuddannelse og flyttede til Danmark. I dag er Francesco fastansat, professionel organist og samtidig aktiv musiker med sit eget band ved siden af sit officielle job. Desværre døde hans mor i 1993, kun 55 år gammel og blev begravet på den Katolske Kirkegård i København. I 1970 traf jeg en endnu pædagog, Pernille, der besøgte mig, fordi hun havde hørt, at jeg havde influenza. Hun dukkede op med en buket blomster, honning, te og masser af omsorg! Lige noget der kunne føre til en forførelse, skønt! Det faldt jeg pladask for, hvorefter vi flyttede sammen i vores første kollektiv - fem mænd og fem kvinder - hvor vi boede i 2½ år. Derefter tog vi over Sovjet til Indien, i 5 måneder. Da vi kom hjem flyttede vi ind i et andet kollektiv, denne gang et MLE (Marxistisk Leninistisk Enhedsforbund) "kineser" slumstormer-kollektiv på Blågårds Plads i København. Jeg definer dette bosted som et "kineser" politisk kollektiv, fordi alle os på den pågældende etage havde et praktisk, "kinesisk"-politisk, ideologisk fællesskabe samt at mange af os spiste sammen næsten hver dag. Hér boede den dengang pædagogstuderende N.N., min daværende kæreste Pernille som var pædagog, og jeg et års tid sammen i kollektivet. Andre kinesere, dvs. marxistiske/maoistiske medkollektivister var f.eks. en tidligere statsministers søn, statsministeren kom på familiebesøg i ny og næ. N.N., der ikke ønsker at blive citeret her, har senere haft fremtrædende positioner i fagforeninger og andre organisationer. Nedenfor ses en af MLEs bogcaféer, som jeg og to andre MLE sympstisører havde ansvaret for at drive:
Imens vi var politiske aktivister 24 timer i døgnet - hér i vores fælles marxistiske miljø - oprettede Pernille og jeg en Kommunistisk Boghandel, for lidt senere at gå i samarbejde med flere andre bogcaféer, der også sympatiserede med Marxistisk Leninistisk Enhedsforbund (MLE). Vores forretning i Westend på Vesterbro havde flere Rødstrømpe-, bøsse-, lesbiske blade, Bladet Seksualpolitik og andet litteratur end maoistisk-inspirerede stof. Det fik vi ingen påtale for, hverken af N.N. eller andre, måske fordi MLE´erne, senere KAP´erne (Kommunistisk Arbejderparti), fornemmede at på dette punkt var vi kompromisløse - Pernille og jeg støttede Bøssernes Befrielses Front og Landsforeningen for bøsser og lesbiske (daværende Forbundet af 1948) 100%! Selv var jeg dybt involveret i bøssekamp på min daværende arbejdsplads P&T. Min egen støtte til Kulturrevolutionen i Kina var først og fremmest en støtte til de kinesiske kvinders frigørelse - som kineserne selv sagde det: Alt hvad mænd kan kan kvinder! Vores vildeste tid var i det første kollektiv, før vi blev MLE-sympatisører. Hér gjorde vi vore første kollektiv-erfaringer inden vi tog til Indien, Afghanistan, Persien og Uzbekestan. I de fem år Pernille og jeg kom sammen, syntes jeg, at vi for det meste elskede som en drøm. Måske endda især, når vi nogle gange havde gennemlevet et, to eller tre døgn med længerevarende sex og var på LSD. Jeg er overbevist om, at de sværeste af mine neuroser forsvandt i denne periode af mit liv. En tid hvor vi naturligvis også røg hash. Noget af det bedste som hippie-tiden repræsenterede, var for mig et grundlæggende oprør og protest mod hykleri og bornerthed, dvs. en kamp for mere frihed og mere åbenhed. Redskabet var en kærlig og autonom vilje til at skabe et humanistisk og retfærdigt samfund og ikke mindst for selv at leve dette liv som om vi allerede havde indført vore drømme om en anden og bedre verden. Bøssernes Befrielsesfront var måske det skarpeste udtryk herfor. Pernille og jeg gik fra hinanden i 1975, før jeg mødte en anden spændende kvinde, for hvem min forelskelse udviklede sig til mit næstlængste kærlighedsforhold. Elna var foruden pædagog også kunstner. Vi traf hinanden i Vognporten i Huset i Magstræde i København, havde et forhold indtil 1981, men uden nogensinde at flytte sammen. Jeg husker, som var det i går, vores første nat sammen, elskende i mit soveværelse, mens nu afdøde Christian Kampmann og hans kæreste, Finn, elskede i stuen. Derfra og lige ved siden af, kom hede og herlige lyde i smuk gen- og samklang til Elnas og mine - vi var ikke mange meter fra hinanden. Elna og jeg kom sammen i 6 år. Men forholdet havde nu varet 6 år, og var allerede på det tidspunkt ved at forvandle sig til et venskab uden elskov. Da traf jeg og flyttede sammen med Helle, en mørkhåret, vild krudttønde - endnu en pædagog og KAP-sympatisør. Vi så hinanden første gang i Musikcafeén i Huset i Magstræde. Her startede en hed forelskelse, der varede de berømte 3 måneder for derefter at cementere et solidt grundlag for 3 år i kærlighed. På vej hjem fra caféen elskede vi flere gange i diverse opgange, var begge temmelige fulde og i skrigende godt humør. Efter de 3 år var gået fortsatte vi i nogle år med at elske og bare dyrke hinanden, men i hver vores lejlighed. Forholdet ebbede bare ud, uden bitterhed, som man ellers høre så meget om i andre forhold. Helle og jeg havde et fælles politisk ståsted, som sympatisørere tilknyttede KAP. Vi blev dog aldrig medlem af et politisk parti, heller ikke senere. Det var i øvrigt KAP´erne, der senere udgjorde en solid støtte i bøssefrigørelseskampen ved P&T i København. Jeg tror, at noget af det jeg bedst fik bekræftet i disse år var at Anaïs Nin tog fejl; et kærlighedsforhold dør aldrig en naturlig død, skrev hun, men jeg siger, ægte kærlighed efterlader langt fra altid hævnlyst og bitterhed. Det er min erfaring, at et forhold ofte har været så intenst og stort, at kærligheden ikke vil eller kan være ondskabsfuld eller for den sags skyld sågar slå ihjel. Når en forelskelse ebber ud kan det også bare slutte. I dag har jeg et godt forhold til de fleste af dem, jeg kom sammen med. I 1972 gik Pernille og jeg til et møde i foreningen Sex-pol (forkortelse af seksualpolitik). Sex-pol, som var inspireret af Wilhelm Reich, blomstrede nu op igen i Studentersamfundet i København. Sex-pol havde allerede på det tidspunkt vi meldte os ind, gennemført flere nøgenaktioner. En af disse fandt sted i forbindelse med den første, topløse optræden på Det Kongelige Teater. Det var totalteatrets indtog på Det Kongelige - skellet mellem publikum og skuespiller var ikke længere berettiget. Denne nøgen-happening kostede deltagerne en tur i byretten.
Det blev gjort til endnu en happening med presse på. I dag kan det virke ligegyldigt, men dengang satte den slags aktioner sindene i kog. En af de kvindelige nøgenaktivister i Det Kongelige Teater oplevede endda at blive brændt med en glødende cigaret på det nøgne lår af en af de "pæne" borgerlige teatergænger under aktionen. En anden nøgenaktion blev gennemført i Bella Centeret, som en protest imod dyrt modetøj og for mere nøgenhed. Der var altid sørget for fuld pressedækning til alle aktioner. På det tidspunkt i 1972, da nøgenaktionerne fandt sted, var det også forbudt for mænd at danse sammen i offentlige etablissementer, såsom dansestederne i Tivoli og Palmehaven ved Vesterport. Sex-pol og Bøssernes Befrielsesfront indledte nogle protest-aktioner mod danseforbudet i København. I Århus blev lignende aktioner udført mere effektivt, måske fordi der dér var mere modstand mod at mænd dansede sammen. I hvert fald blev konfrontationerne i Århus trukket skarpt op og med Bøssernes Befrielsesfront i forreste linie. Nogle af disse aktioner medførte blodige overfald på aktivisterne. Omkring et år senere blev det lovligt for mænd at danse sammen på offentlige dansegulve. Sex-pol blev inviteret til en såkaldt "Gigantisk sex-fest" på Århus Universitet i 1972, hvor 500 mennesker deltog og pressen var tilstede. Festen må have gjort et stort indtryk på B.T., for i 1995, 23 år senere, fandt avisen de gamle billeder frem i forbindelse med deres omtale af mig. De bragte et billede af det live show, der var et arrangeret indslag ved festen. I virkeligheden faldt idéen med live showet til jorden, fordi vi ca. 30 Sex-pol-deltagere i festen faktisk allerede havde taget vores tøj af og dansede splitternøgne, nærmest ligeglad med hvad der foregik på scenen.
Denne fest samt nogle fællesaktioner lagde grundlaget for 13 års samarbejde mellem heteroseksuelle, bøsser og lesbiske i bladet Seksualpolitik (1972-85). Min egen første bøsseoplevelse fik jeg i sommeren 1975, da jeg som 33 årig var heldig og blev forført af en flot skolelærer på Christopher Street Liberation Day - den 21 juni. Det var i Fælledparken og jeg blev så optaget af Arne, at jeg ikke rigtig opfattede, at verdens første børnelokkerdemonstration og -tale fandt sted denne dag og for næsen af mig. Denne demonstration var udgangspunktet for Seksualpolitiks senere, temanummer om børnelokkere. I stedet for at anmelde bladet sobert blev dette nummer startskuddet for BTs medie-hetz imod Christian Kampmann. Christian blev hængt ud fordi han i Seksualpolitik havde et interview med nogle børnelokkere, og ikke mindst fordi han nægtede at opgive navnene på disse. Han blev politiforhørt i sit hjem, mens hans mindre kendte kæreste, Finn, måtte på stationen for dér at blive underkastet politiets ubehagelige og ydmygende forhørsmetoder. I dag finder jeg det pudsigt, at jeg ikke var med til at støtte Christian i medierne, men psykisk og vidensmæssigt havde jeg temaet på afstand. Derimod, havde Bente Clod, både mod, oprigtighed og intelligens nok til at forsvare Christian med artiklen “Den store stygge Christian” i B.T. Efter Pernille og jeg slog op havde jeg et korterevarende kærlighedsforhold til Keld, en fascinerende BBF´er, der var “berygtet” under pseudonymet "Arsenik”! Han var en crazy og skøn bøsse, ikke specielt “feminin”. Jeg lærte ham at kende i starten af 80´erne gennem Bøssernes Befrielsesfront og pga. af sin livlige og snakkesalige facon var Keld blevet til noget af en legende i de kredse. Det var først lidt hen ad vejen, at det gik op for mig, at nogle af de spændende historier han fortalte vidt omkring i et vist omfang var opspind. Men mig bekendt var der ingen, som stillede spørgsmålstegn ved hans historier. Jeg tror, det var fordi, at en løgnehistorie fra hans mund var så overraskende og underholdende at ingen gad høre sandheden! Jeg må indrømme, at mine erfaringer med Arsenik har gjort, at jeg i dag synes, det kan være på sin plads, når nogen fortæller nogle rigtig gode løgnehistorie. F. eks. har mange af Karen Blixens fortællinger vist sig at være pure opspind. Til gengæld synes jeg, at der faktisk findes nogle uacceptable løgnehistorier, som f.eks. når en sådan går ud på at manipulere med det resultat, at et menneske fratages mulighed for at udvise et ansvar for sit eget liv. Mit forholdet til Arsenik varede kun 3 måneder og selv om vi forsøgte, havde vi aldrig samleje eller fik udløsning sammen. Jeg kunne simpelthen ikke blive opstemt nok, da han altid nærmest skreg af grin! Jeg tror, at Keld har lært mig, at en god løgnehistorie kan være på sin plads, hvis etikken ellers er i orden. Foreningen Sex-pol levede kun et halvt år. Men bladet Seksualpolitik, som jeg var medredaktør af de første 4½ år - indtil 1977, nåede at vokse ud af foreningens interne bulletin og blev til et bredt køns- og seksualpolitisk tidsskrift, som eksisterede i mere end 13 år. I min tid på bladet i 70´erne lærte jeg Christian Kampmann og hans kæreste og morder Michael Schau at kende. Michael oplevede jeg som en ekstrem mild person. Den 27. august 1997, 9 år efter mordet på Christian, fyldte Michael forsiden af Ekstra Bladet med billede samt overskrift “Jeg skal være far”.
Ved et redaktionsmøde i bladet Seksualpolitik havde jeg engang fortalt om en fantastisk og intens bøsseoplevelse, jeg netop havde haft, oven i købet i Brumleby, hvor jeg bor i dag, men hvor jeg på det tidspunkt måtte nøjes med at fantasere, at jeg var den varmblodige og feminine Marilyn Monroe. Denne oplevelse blev af Christian Kampmann tolket og digtet til "Preben's oplevelse" i bogen "I glimt", Gyldendal 1980. Et helt kapitel i bogen er ydermere en litterær beskrivelse af os i redaktionen set med Christians øjne. Jeg tog også den gang seksualpolitik alvorligt og derfor forærede jeg Christian et eksemplar af min daværende “bibel”, Kønnenes dialektik, af Shulamite Firestone. Den svenske journalist og radikale feminist, Nina Bjørk, er efter min bedste overbevisning simpelthen en genfødsel af den kvindefrigørende del af Firestones totale revolution. Christian var selv en stærk tilhænger af mere frihed til alle uanset alder og køn og derfor forærede han mig en af sine egne bøger. I vores ovenfor omtalte fælles MLE slumstormer-kollektiv på Blågårds Plads i København, tidspunktet var omkring 1974 (bygningen lå dér hvor der i dag er et medborgerhus), da husker jeg en gang, i forbindelse med mine overvejelser om en karriere som pædagog, at daværende pædagogstuderende N.N. sagde til mig: “Du må passe på med at kæmpe så meget, som du gør for bøsserne, du bliver jo selv opfattet som bøsse”. Denne advarsel opfattede jeg som klart homofobisk og som alt andet end en støtte til bøsse og lesbisk frigørelseskamp. Han havde ret i - og hans udsagn afspejlede - at der dengang var en homofobi i samfundet. Denne homofobi kunne i datidens Danmark forhindre en bøsse i at blive skolelærer eller pædagog, men han havde implicit uret i at denne homofobi var uovervindelig. Nedenfor ses mit daværende Gladsaxe pædagogseminarium deltage i bøsse og lesbisk Christopher Street Liberation Day demonstationen i sommeren 1981 i København:
Beviset på at N.N. ikke havde ret i at homofobien var uovervindelig ses nedenfor ved at klikke på: Bøsse og lesbisk ligestillingskamp på et seminarium Kulminationen på denne faglige bøsse og lesbisk frigørelseskamp på arbejdspladserne/uddannelsesstederne i Danmark, som jeg var initiativtageren til og som er en integrerede del af min selvbiografi på denne side og i min bog "Fra incest til medie-hetz", toppede i form af en mediebegivenhed som jeg havde taget initiativ til - for mere herom klik på: Høringen om diskrimineringen af bøsser og lesbiske på arbejdspladserne - Zahles Skole, Nørre Voldgade 5-7, København. Søndag den 20. april 1980, kl. 14:00 (læs mere herom på side 29 i min bog Fra Incest til Medie-hetz, af Troels Peter Schmidt – og på side 181-189 kan man læse første ucensurerede udgave af nærværende historisk/journalistisk beretning). Næsten alle aviser skrev om høringen, 250 overværede høringen og mange måtte forgæves gå hjem da lokalet var fyldt til bristepunktet. Hele høringen (hvor jeg, Troels Peter Schmidt, sad i panellet som en af vidnerne) blev sendt fra Danmarks Radio efterfølgende. Tidligere og i en hel anden sammenhæng havde N.N. rost mig for at have forsvaret vores fælles og daværende politiske organisation, MLE (Marxistisk Leninistisk Enhedsforbund) i dabladet Information og Ekstra Bladet. Vi var et kollektiv fordi vi spiste sammen hver dag og fordi vi havde en fælles ideologi og politisk kamp. Han roste mig for at have gjort det på en meget vellykket og humoristisk måde. Bravo, sagde han og klappede mig på skulderen! Dagbladet Information havde kritiseret MLE som værende et puritansk parti, hvis medlemmer hverken drikker eller boller, mens Ekstra Bladet syntes det var så interessant at bladet citerede og kommenterede mit forsvar i avisens "Dagens debat" på side 2:
Siden 1977 har jeg været medstifter af diverse ligestillingsudvalg. Først i Postarbejdernes Fagforening (PAF) i København, derefter i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS). Og sidste gang i De Pædagogstuderendes Landsorganisation (PL). Alle disse udvalg kæmpede for ligestilling mellem kønnene, for homoseksuelle, transvestitter og politiske flygtninge. I 1979 valgte jeg at studere ved Ballerup Seminariet for fritids- og børnehavepædagoger. En opgave fra min 3 måneders praktikperiode i 1981 kom til at danne grundlaget for mit speciale-"En seksualkritisk pædagogik". Til en af de afsluttende eksamener havde jeg mulighed for at forsvare min opfattelse af "Et anti-pædagogisk univers". Jeg var meget nervøs da jeg sad ved eksamensbordet - så meget, at den Gammel Dansk alle fik, skvulpede over for mig, og en del landede på bordet. Der lå Den Gamle søde og berusende drikkelse en times tid, og dens aromatiske dampe bidrog måske til en lidt bedre stemning for de mange lærere og mig selv. Samme dag som jeg skulle til eksamination, havde jeg i protest hængt store plakater op på seminariet, som krævede afskaffelse af alle eksaminer. Og da jeg havde stiftet lidt bekendtskab med nogle transvestitter, havde jeg fået lyst til at markere min støtte til alle mænd, der ønskede at gå i kjole. Derfor gik jeg op til eksamen iført lang kjole og røde negle. I mit første år på seminariet ville en hel klasse vitterlig smide mig ud, fordi jeg var bøsse (som bekræftede rigtigheden af N.N.s advarsel), men i stedet blev resultatet oprettelsen af et ligestillingsudvalg til bekæmpelse af bl.a. diskriminering af bøsser og lesbiske m.fl. Højdepunktet blev endda, at seminariet deltog i bøsser og lesbiskes internationale kampdag, "Christopher Street Liberation Day" sidst i juni 1981. Denne dag, markerer også i dag det oprør der fandt sted i New York City i 1969, da hovedsagelige bøsser og transvestitter spontant satte sig til modværge overfor det forhadte politis evige chikanerier. Siden 1969 fejrer bøsser, lesbiske samt sympatisører denne pragtfulde “pride day”. Talen ved denne demonstration blev trykt i bladet Seksualpolitik. For
mere om bøsse-,
lesbisk og Jeg var med til at fortsætte den seksualpolitiske tradition i 1985 som deltager i Radio Rosas "Øl, hornfisk og musik"-redaktions stiftende møde og senere bidragyder til diverse udsendelser: Heteroseksuelle, homoseksuelle, fetichister, sadister, masochister og mange andre udtalte sig fra denne lokalradio i København om deres erfaringer. Udsendelsen fortsatte i ca. 5 år 2 timer om ugen. Sværest for mig i forhold til dette afsnit er at jeg har villet skrive om min kærlighed, men nu ved afslutningen finder jeg at jeg har udeladt alt for mange af de sødeste og rareste minder. F.eks. Anna Marie der gav mig større indsigt i praktisk kropsbevidsthed ved, at vi underviste sammen på AOF aftenskole i “Krop, seksualitet og energi”. Vi var kærester i mere end 3 år. Bjarne, som jeg kom sammen med i mere end 1 år. Og Anne, der var en af mine første kærester i Danmark. Desværre kom vi aldrig til at bo sammen, men en lille smule er jo bedre end ingenting. Måske er det også derfor at vi denne gang, efter at have mødtes igen efter 30 år, at vi “blot” er blevet rigtige gode venner i stedet for kærester. Jo, jeg håber at mine tidligere og nuværende kærester vil tilgive mig, at de ikke bliver omtalt eller bare nævnt i det omfang, som de fortjener det. Hos de fleste er der heldigvis ikke efterladt bitterhed, men rare minder, så jeg regner med at dette er OK. Af Troels Peter Schmidt Fagforeningsdomstole - en kommentar til den verserende debat: Berufsverbot og eksklusion Landsforeningen for socialpædagoger, ligestillingsudvalget, bøssekamp/lesbisk kamp Hysteriet breder sig - kommentar i dagbladet Information Panikkens retorik - dagbladet Politiken søndag 7. februar 1999 Professor irettesætter chefpsykolog Troels Peter Schmidts biografi kort fortalt "The judges of normality are present everywhere. We are in the society of the teacher-judge, the doctor-judge, the educator-judge, the social worker-judge: It is on them that the universal reign of the normative is based, and each individual, wherever he may find himself, subjects to it his body, his gestures, his behavour, his aptitudes, his achievements." Michel Foucault (Discipline & Punishment, N.Y., Pantheon, 1977, p. 304.) Skriv til Just-Well ved at klikke på "Hjem" nedenfor og Lån "Fra incest til medie-hetz" gratis på Det Kgl. Bibliotek: Apropos:
Fagforeningsdomstole - en kommentar til den verserende debat: Berufsverbot og eksklusion Læs gerne papir-udgaven af Fra Incest til Mediehetz, som kan lånes gratis på Det Kgl. Bibliotek eller lige her: For
første gang læs Nu i flot Super PDF Format
Hjem
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
JUST-WELLs Premier Internet
TV på engelsk - Troels Peter Schmidt fortæller om sin
deltagelse i
