KOMMENTAR I DAGBLADET INFORMATION d. 6. marts 1978 af Peter Schmidt.

DKP og nogle andre organisationer har nægtet lesbiske kvinder at deltage i den Internationale Kvindedagsdemonstration d. 8. marts, såfremt de lesbiske kvinder insisterer på at demonstrere under deres hovedparole: Lesbisk kamp er kvindekamp - kvindekamp er lesbisk kamp.

Disse såkaldte "venstereorienterede" organisationer har offentligt begrundet udelukkelsen af lesbiske kvinders hovedparole med en total umarxistisk påstand om, at lesbianisme er "borgerlig dekadence"!

Fra seksualkampen på min egen arbejdsplads ved jeg, at fantastisk mange "venstreorienterede" og deres partipolitiske ståsted er gennemsyret af denne opfattelse. Når jeg her blander mig i lesbisk kamp, er det fordi jeg er bøsse, medlem af ligestillingsudvalget i Postarbejdernes Fagforening, tidligere medredaktør af bladet Seksualpolitik, og fordi et angreb på lesbiske kvinder også er et angreb på alle bøsser. Derfor vil jeg bruge denne lejlighed til at tilbagevise den - i virkeligheden borgerlige opfattelse af homoseksualitet.

I 1975 udgav to marxistiske sociologer, Reimut Reiche og Martin Dannecker, en omfattende undersøgelse af homoseksuelle mænd i Vesttyskland. Selv om undersøgelsen kun omfatter mænd, er der grund til at mene, at lesbiske er udsat for den samme ekstra undertrykkelse, netop fordi de er homoseksuelle. Reiche og Dannecker dokumenterer, at homoseksuelle mænd stammer nogenlunde ligeligt fra alle samfundslag. At der sker en koncentrering af homoseksuelle i mellemlaget skyldes den ekstra, brutale undertrykkelse, som f.eks. industriproletariatet og bondebefolkningen udsætter homoseksuelle kollegaer for. Blandt homoseksuelle opstår der en veritabel flugt fra land til by og fra de laveste samfundslag til de socialt højere lag. Som sagt dækker undersøgelsen kun mænd, men jeg kan ikke forestille mig, at det samme fænomen ikke lige såvel skulle dække de lesbiske.

Reiche's og Dannecker's undersøgelse viser, at der ikke findes noget slægtskab mellem homoseksualitet og overklassen eller mellemlaget. Bøsser, og efter min mening må vi tilføje de lesbiske, stammer altså ligeligt fra alle samfundslag og kan derfor ikke være udtryk for "borgerlig dekadence". At mene dette, er at have en seksualracistisk holdning.

På venstrefløjen, hvor der normalt eksisterer stor tolerance, er der grund til at tro, at denne seksualracisme stammer fra en fejlagtig og dogmatisk videreført "marxisme". Hvis f.eks. Engels' bog "Familiens, privatejendomsrettens og statens oprindelse" læses ukritisk, er den en direkte kilde til diskriminering af homoseksuelle. På side 66 af Politisk Revy's nye udgave af samme bog skriver Engels, at homoseksualitet er "modbydeligt", det er "at vanære" og "at fornedre sig"! På side 79 ligeledes: "... for oldtidens klassiske kærlighedsdigter.. (var) .. kærligheden mellem kønnene... i den grad ligegyldig, at endog det elskede væsens køn var... ligegyldigt." Og endnu engang på 5 side 71 skriver han om de tyske nomaders "laster", hvor der sandsynligvis menes homoseksualitet. Ydermere er der et brev fra Engels til Marx, hvori Engels er fyldt med foragt og fordom overfor homoseksuelle.

Engels' biologisme

Det meste af Engels' bog er præget af idealisme og fordom. I efterskriftet til Politisk Revy's nye udgave kritiserer to marxistiske antropologer, Peter Åby og Asger Christiansen, Engels meget overbevisende. De kritiserer Engels' svageste punkter, nemlig teorien om familiens selvstændige, iboende udviklingslove. Set ud fra en marxistisk synsvinkel er denne teori udialektisk, fordi der postuleres kun én uforanderlig familieform for et højt udviklet samfund. Den er idealistisk, fordi den ikke kan forklares gennem den materielle produktion.

Det er til dels denne fejlagtige teori og dels hans private fordom, der må være årsag til en så kraftig sexfjendsk holdning. Engels mente, at der for fremtiden kun måtte være én sex- og familieform, nemlig den heteroseksuelle og monogame kernefamilie! Mon ikke et forsøg på konsekvent og totalt at føre en sådan opfattelse ud i livet vil medføre en kolossal undertrykkelse af andre?

Postarbejdernes Fagforening er sandsynligvis den første fagforening i Danmark med et ligestillingsudvalg, der foruden at arbejde for ligestilling mellem kønnene også arbejder permanent med bøsse- og lesbisk kamp. Uden en ligestillingsbevægelse i hele den danske fagbevægelse, som arbejder permanent og aktivt på hver eneste større arbejdsplads, vil denne opfattelse af homoseksuelle, efter min overbevisning, fortsat bestå.

Venstrefløjen skal også tvinges til endelig at få renset den marxistiske teori for al fordom mod homoseksuelle. Før dette sker, vil bøsser og lesbiske have gode grunde til ikke at stole på venstrefløjen.

Udelukkelsen af de lesbiske kvinders hovedparole er en undertrykkelse af lesbisk kamp. Det er et slag mod lesbiske kvinders muligheder for at protestere mod deres egen undertrykkelse. Det er et forsøg på at fastllåse lesbiske kvinder i en samfundsundertrykkelse, der er baseret på seksualpræference, og kan ikke være andet end seksualracisme. Ethvert menneske er født med evnen til at elske både sit eget og det modsatte køn. Det er et biologisk potentiale alle har fra naturens hånd, og når diskriminering finder sted på grund af seksualpræference er der tale om en racisme, der er lige så frygtelig, og i sit væsen lige så fascistisk, som den racisme sorte mennesker udsættes for.

Når DKP og andre grupperinger på "venstrefløjen" udelukker lesbiske kvinder fra en International Kvindedagsdemonstration, er der i virkeligheden tale om en form for seksualfascisme.

De postarbejdere , som er medlemmer af KAP (Kommunistisk Arbejderparti), har været de mest loyale og konsekvente støtter, vi har haft på arbejdspladsen, både i forbindelse med bøsse-, kvinde- og lesbisk kamp på min arbejdsplads, P&T, i vores kamp for at få et ligestillingsudvalg nedsat på generalforsamlingen, og Postarbejdernes anti-diskrimineringsforslag på SID-kongressen i september 1977. Det er ikke alle på venstrefløjen, der er seksualracister!