"Der er en mand i enhver kvinde, et barn i enhver mand (omend dybt begravet), en handicappet i ethvert menneske, en indvandrer i os alle, en bøsse i enhver mand, en lesbisk i enhver kvinde, o.s.v.

Vi bør bevidst og åbent erkende, at disse grupper repræsenterer nogle positive kvaliteter i alle mennesker. Ved at kvotere disse kvaliteter frem, til fordel for samt berigelse af sociale grupper på arbejdspladserne, i partierne, i foreninger, i boligkvarterer, overalt i samfundet og på alle niveauer, vil vi i følge nogle feminister også være med til at svække alle sociale hierarkier.

Formålet er at få reel ligestilling og selv-bestemmelse indført overalt, samt at ethvert menneske kan komme til at udvikle sig og anvende enhver egenskab i dets psykoseksuelle personlighed og krop."

Troels Peter Schmidt, "Seksualkritisk,
(Anti-)pædagogik", eget forlag, 1982

Uddrag: fra Incest til MEDIE-HETZ
Bøssefrigørelse på en arbejdsplads
(Seksualpolitik nr. 5/1977) 

("Bøssefrigørelse på en arbejdsplads" bringes hér for at dokumentere hvor omfattende en del af mit liv bøssefrigørelsen har været, samt hvor stor en betydning denne har haft for mig personligt og politisk. Webredaktøren Troels Peter Schmidt.)

 Det er vigtigt, at lesbiske og bøsser gør oprør mod den undertrykkelse, de møder på deres arbejdsplads. Det kan ske bl.a. ved at danne basisgrupper. Her kan man få den moralske støtte, man har brug for. Kønspolitiske organisationer støtter arbejdernes krav om oprettelse af anti-diskriminationsudvalg i fagforeningerne.

            For et halvt år siden forsøgte to af mine kolleger i selve arbejdstiden at latterliggøre og umyndiggøre mig ved at prøve at tage mine bukser af mig. Den ene pågreb mig bagfra og holdt mine arme fast, så han vanskeliggjorde mine forsøg på at sparke mig fri. Fyren foran nåede at åbne mit bæltespænde. Hele episoden fandt sted, fordi disse to kollegaer ikke kunne tåle at høre mig snakke lige så meget om mit sexliv, som mine andre kammerater talte om deres.

            I en hel time eller mere, før de tog fysisk fat i mig, havde den ene konstant angrebet mig verbalt for min homoseksualitet, men da jeg ikke havde noget imod at snakke om alle former for sex, kunne de åbenbart ikke finde på andet end at "tage fat".

            Senere fortalte den ene af de to fyre mig, at jeg "selv var ude om det". Mon ikke der er en del voldtagne kvinder, der også har hørt den forklaring? For de kunne jo bare lade være med at gå i den kjole, lade være med at snakke med fyren eller byde ham op til dans. Ligesom jeg jo bare kunne lade være med at sige et ord om mit sexliv, mens andre taler frit fra leveren om deres. Jeg kunne skjule, at jeg godt kan lide mænd. Jeg kunne lade være med at tale åbent omkring min seksualitet, mine følelser og oplevelser. Men det kan ikke være meningen! 

            At der ikke må være forskel på, hvad homoseksuelle og heteroseksuelle kan tillade sig, må gøres klart i hele fagbevægelsen. Det er derfor af største betydning for bøsser og lesbiske, der er medlemmer af en fagforening, at de får denne til at vedtage et forslag om, at diskriminering af homoseksuelle medlemmer fordømmes på det kraftigste.

fra Incest til MEDIE-HETZ. 
Bogen købes hos alle boghandlere samt lånes på bibliotekerne. Også Det Kg.
 - Bestil gerne bøgerne! på Det Kg. Bibliotek - 

Formanden for Postarbejdernes fagforening, Rene Bresson, var Dagens Portræt uden foto i Politiken Søndag 4/9-1977. Da hans portræt ikke kom med bringes et billede af ham fra Postarbejderen, nr. 19 marts 1978 hér (BILLEDET INDSÆTTES SNAREST! VÆR TÅLMODIG!: 

Kommentar til ovenstående:

men da postarbejdernes antidiskriminationsforslag skulle behandles på SID-kongressen "spillede" postarbejdernes delegerede "billiard" og forslaget kom aldrig til afstemning endsige behandling!

            Hvis du er homoseksuel, mand eller kvinde, vil jeg tro, at en af de bedste måder at sikre dig - som homoseksuel - i dit job er at prøve at danne en basisgruppe. At prøve at finde seks, syv af dine kammerater og så se, om ikke I kan mødes en gang om ugen eller et par gange om måneden.

            For næsten et år siden snakkede min ven og jeg med en del kammerater på vores arbejdsplads - Postbanegården. Jeg blev selv overrasket over, at der egentlig var ret mange, der godt ville prøve at lave en mandegruppe - selv om de ikke ville forpligte sig for en længere periode eller til noget bestemt indhold eller målsætning. Men de var meget interesserede i at prøve at danne en mandegruppe. Gruppen fungerede bedst de første to, tre gange vi var sammen. Derefter begyndte det at kikse med at få alle til at møde op hver gang. 

            Fordi vi så hinanden dagligt på arbejdspladsen, følte vi, at det ville være tilstrækkeligt med et møde hver 14. dag. Efter en pause her i sommerperioden har vi nu tænkt os at holde møde en gang om ugen. Sagen var nemlig den, at når nogen ikke kunne komme en eller to gange, kunne der gå helt op til 1½ måned, inden vi så hinanden til mødet. Og i vores gruppe følte vi netop, at det var vigtigt, at vi kunne huske det, vi havde snakket om de foregående gange.

            Ved at holde møder hjemme hos hinanden på denne måde kan vi i betydelig højere grad end ellers komme til at føle en solidaritet med hinanden. Vi taler nemlig personligt om alt. Om arbejdspladsen, om at vi er ensomme, om hvilke behov vi har og meget andet. Vi kommer til at holde af hinanden, selv om det samtidig kan være svært at få gruppen til at fungere tilfredsstillende.

            Som sådan kan gruppen blive en afgørende faktor m.h.t. at forhindre dig i at blive arbejdsløs. Her kan du få støtte, helt personligt, hvis du føler, at du ikke kan bære den almindelige holdning overfor homoseksualitet.

Bøssetolerance

            En dag kom min ven, Hans Jørgen, på arbejde med neglelak på. Han skulle stå ved et pakkesorteringsbord. Foruden at sortere pakker skulle han også binde postsække op, efterhånden som de blev fyldt med pakker. Hans Jørgen arbejdede sammen med tre kollegaer. De stod og arbejdede således, at de kunne høre hinanden, hvis de talte højt. Fra starten var der en aggressiv stemning. Alle tre blev ved med at gentage: "Vi har ikke noget mod bøsser, bare de lader være med at vise det". I mange timer forsøgte de at latterliggøre ham, og når dette ikke virkede, begyndte de at insinuere, at han ikke kunne passe sit arbejde og binde sække op, hvis han samtidig skulle skåne sine farvede negle. Da dette heller ikke havde nogen synderlig indflydelse på Hans Jørgen, truede den ene af kollegerne med at indberette ham for ikke at passe sit job. Efterhånden var der mange vidner, fordi denne kollega blev mere og mere hidsig - han råbte mere og mere op. Alle kunne dog se, at Hans Jørgen stod og passede sit job udmærket.

            Det afgørende for en arbejder i sådanne situationer er, at han har nogen at få moralsk støtte hos. Både Hans Jørgen og jeg ved fra egne erfaringer, at vi ikke kan klare den slags alene. Vi var heldige - vi havde vores mandegruppe. Hvad med dem, som ikke engang har denne mulighed? Hvis vi ikke havde haft nogle andre at støtte os til, ville vi have sagt op. Og i disse krisetider ville det for os indebære 5 ugers karantæne, fordi vi homoseksuelle "selv har sagt op, ikke?" I tilfælde af, at man er 50 år eller derover kan dette være katastrofalt. Det kan blive til permanent arbejdsløshed indtil pensionsalderen. Hvis personen er heldig, vil vedkommende "kun" miste sin anciennitet, hvis han/hun som ufaglært skulle blive tvunget over i et andet erhverv. 

            Disse er kun nogle af grundene til, at det er bydende nødvendigt, at vores (og egentlig alle) fagforeninger fordømmer diskriminering af homoseksuelle på arbejdspladserne - og opretter et anti-diskriminationsudvalg. For alle diskriminerede medlemmer. Bøsser og lesbiske er i sig selv så få i antal. Uden en bred alliance mellem alle diskriminerede grupper (f.eks. kvinder i almindelighed, gæstearbejdere, ældre personer, deltidsansatte, enlige forældre osv.) vil vi ikke have det nødvendige flertal til at ophæve al diskriminering.

Solidaritetsgrupper

Se

Faglig ligestillingsgruppes folder om Høring

og 

 annonce i Postarbejderen om:

Bøsse og lesbisk Solidaritetsgruppe

for postarbejdere og tjenestemænd (-kvinder)

Vi føler, at der eksisterer et behov på vores arbejdsplads for at bedre forståelsen mellem homoseksuelle og heteroseksuelle postarbejdere og tjenestemand-kvinder, sådan at alle ansatte kan føle, at P&T er deres arbejdsplads. Hvis du har lyst til at være med i dette støttearbejde eller blot lyst til at snakke med os om ideen, kan du kontakte følgende: Hans Jørgen Jensen, Gl. Kalkbrænderivej 40, 4.th., Ø, eller Troels Peter Schmidt, tlf. TR 40020. Begge træffes i Postbanegården mandag-fredag kl. 13-20. 

Kommer snart! Vær tålmodig!:
AVIS-BILLEDE AF ELSE EDUSAI OG Troels Peter Schmidt
(Fra Kommunistisk Forbunds avis, nr.2, 14. okt., 1978.)

             Vi har fået en del henvendelser, uden at det har givet konkrete resultater, men vi håber stadigvæk på, at gruppen kan komme til at fungere til efteråret. Hvis læseren er bøsse eller lesbisk og har lyst til at danne en solidaritetsgruppe - eller hvis du er heteroseksuel og har lyst til at danne en kønskampgruppe på din arbejdsplads, så vil det måske være til gensidig glæde og inspiration at udveksle erfaringer og ideer. Du er meget velkommen til at skrive til os, hvis du har lyst (se adressen i den aftrykte annonce).

            Vi håber at kunne inspirere bøsser og lesbiske i hele landet til at danne solidaritetsgrupper på arbejdspladserne og i fagforeningerne. Vi håber også, at disse grupper kan mødes ind imellem for at give hinanden støtte og bearbejde erfaringer. Vi ønsker også at hjælpe enkeltpersoner med at starte grupper.

Perspektiv

            Ovenstående handlede om vores egen undertrykkelse. Men det er jo ikke enkeltstående tilfælde, og det kan derfor være nyttigt at se dem i forbindelse med den generelle undertrykkelse, som homoseksuelle udsættes for:

            Undertrykte samfundsgrupper som kvinder, negre, homoseksuelle og arbejder-klassen har i mange år haft vanskeligt ved at kunne acceptere sig selv. De ledendes ideologi og livsstil har stået som noget ønskværdigt for de lidende selv, uden at de af den grund har haft nogen reel mulighed for at opnå dette.

            Kvinderne og negrene har været de mest fastlåste, fordi de har været lette at identificere, mens de fleste bøsser og nogle fra arbejderklassen har haft held med at skifte miljø og her blive fuldt integreret.

            To tyske sociologer, Martin Dannecker og Reimut Reiche, har i deres undersøgelse "Der gewönliche Homoseksuelle" (Gennemsnitsbøssen) vist, at der findes en social flugt fra land til by og fra arbejderklassen til mellemklassen for bøsser. Undersøgelsen omfatter desværre ikke lesbiske kvinder, men viser, at flugten for bøsser er betydeligt større end for den øvrige befolkning i Vesttyskland. F.eks. kommer 14% af de homoseksuelle mandlige studerende fra arbejderhjem i modsætning til 6% heteroseksuelle mandlige studerende. Forholdene i Danmark afviger ikke væsentligt fra forholdene i Vesttyskland.

            Årsagerne til, at denne sociale og geografiske flugt er større for homoseksuelle end for heteroseksuelle, er den almindelige undertrykkelse og diskriminering. Gennem Dannecker og Reiche's undersøgelser har vi fået dokumentation for, at der findes en ekstra hård social tvang, som gør, at bøsser stiger (flygter) hurtigere op ad den sociale rangstige end andre mænd. Der er ikke tale om, at de blot stræber efter flere penge og status, men at flertallet af bøsser flygter fra et helvede. Dannecher og Reiche mener ikke, at bøssers relativt højere uddannelse skyldes nogen særlige biologiske egenskaber, men udelukkende beror på det faktum, at tilværelsen som bøsse i arbejderklassen er uudholdelig. Undersøgelsen dokumenterer også grundigt, at den meget udbredte opfattelse, at bøsser og lesbiske i særlig høj grad skulle stamme fra middel- og overklassen, ikke holder stik.

            Reiche og Dannecher har gjort samfundet en stor tjeneste ved at afdække tingenes rette sammenhæng. Der findes ikke noget særligt slægtskab mellem homoseksualitet og mellem-/overklassen.

            Det er vigtigt at pointere, at bøssefjendskab eksisterer overalt i samfundet, i alle sociale klasser. Men det er lettere at bære i mellemklassen, fordi mellemklassen i højere grad end arbejderklassen har en facade af høflighed til at dække over bl.a. angst og had. I arbejderklassen står den enkelte homoseksuelle overfor arbejdernes direkte og spontane angreb. Psykologisk set er det naturligvis sundere for arbejderen at udtrykke sig, som han gør i stedet for at skjule sig. Det gør det bare ikke lettere for den homoseksuelle f.eks. at holde selvhadet på afstand, når han angribes af måske 20-30 personer. Under disse vilkår er det klart, at han flygter til andre sociale lag.

            Hvad så med os homoseksuelle, der er tilbage i arbejderklassen? For os, der er tilbage, bliver kampen sværere, fordi vi ikke er så mange, der kan organisere os - eller blot støtte hinanden. Det vil hjælpe, hvis vi ved, at vores fagforening støtter os f.eks. ved offentligt at fordømme diskriminering af homoseksuelle, som PAF (= Postarbejdernes Fagforening) har gjort. Og i endnu højere grad, hvis vi kan få oprettet et udvalg, hvor vi kan komme og få hjælp, når vi har brug for det. Trygheden på arbejdspladsen vil blive større, og vi vil kunne stå frem som stolte mennesker uden frygt eller skam.

            I nogle lande vinder homoseksuelle i disse år, gennem hård kamp, flere muligheder og mere mod til at stå frem som bøsse eller lesbisk. Det eneste, som i virkeligheden er forfærdeligt ved at være bøsse eller lesbisk, er at vi konstant tvinges til at skjule, undertrykke og fornægte enhver hentydning til noget så fundamentalt som vores kærlighedsliv, seksualitet, følelser og adfærd.

            At stå frem er personligt og psykisk af den største betydning for den enkelte. At stå frem kræver mod. Det er farligt, sådan som forholdene er nu, ikke mindst i en krisetid. Under højkonjunkturen er det mindre risikabelt at stå frem, bl.a. fordi man lettere vil kunne finde et andet arbejde i tilfælde af, at man ikke kan bære denne udsatte position på sin arbejdsplads. Men selv om det er risikabelt, skal det gøres af ovennævnte grunde. Under højkonjunkturen havde vi ikke i samme grad brug for et anti-diskrimineringsudvalg i vores fagforening, som vi har nu i en krisetid.

            Både på arbejdspladsen og i vores faglige organisationer må bøsser, lesbiske og heteroseksuelle arbejdere støtte hinanden personligt og politisk. Der må være de samme rettigheder, respekt og lighed mellem alle arbejdere. Og vi kan kun stå solidarisk, hvis vi sammen bekæmper enhver form for diskriminering. Derfor kræver vi nu, eftersom vores forslag ikke kom til afstemning på SID-kongressen, oprettelsen af et åbent anti-diskriminationsudvalg i vores egen fagforening. Enhver homoseksuel postarbejder bør melde sig ind i udvalget. Foruden at tage sig af diskriminering af homoseksuelle, skal udvalget have et bredt sigte og omfatte alle postarbejdere, der føler sig diskriminerede. F.eks. kvinder i almindelighed, ældre ansatte, forældre med behov for børnepasning osv. Den 30. oktober holder PAF ordinær generalforsamling, hvor forslaget til et anti-diskrimineringsudvalg skal til afstemning.

            PAF har modtaget støtteerklæringer for sit SID-kongres forslag fra følgende organisationer:  Bøssernes Befrielsesfront, Forbundet af 1948, Mandebevægelsen, Lesbisk Bevægelse, Rødstrømpebevægelsen og Thilderne/Dansk Kvindesamfund.

                (Når jeg hér i bakspejlet - i 1997 - ser tilbage på alt dette kan jeg oplyse læseren om, at en sort afrikaner, Mohammed fra Said Comorerne, i den tid var ansat ved P&T og altså en af vores kollegaer og medarbejdere. Han var også dengang veluddannet. Det er ham til ære, at mange DKP-postarbejdere måtte opgive deres modstand mod etableringen af Ligestillingsudvalget i Postarbejdernes fagforening. Ingen DKP´er med respekt for sig selv var i stand til at sige denne sorte afrikaner imod, da han tordnede mod kritikerne af Ligestillingsudvalget som værende næsten så slemme som "racister". Jeg har desværre ikke endnu kunnet få bekræftet nogle forlydender om, at denne sorte humanist, Mohammed Said, i dag sidder i den nuværende regering på Comorerne.)

Bøsser og lesbiske

Bodil Pedersen og Linda Buckingham, medlemmer af Faglig Ligestillingsgruppe mod racisme og sexisme.

Politiken 14/11-79 - artiklen bringes hér i uddrag

Annelise Hansen er lesbisk. Hun blev udsat for grov diskriminering og fortæller: "For ca. et år siden arbejdede jeg i et firma i Ballerup. Jeg havde ikke fortalt nogen om min lesbiske indstilling, og ser ud som de fleste... Alligevel vidste alle en skønne dag besked... Jeg passede mit arbejde, som jeg plejede, og der var ingen optræk til diskrimination af nogen art, men pludselig en morgen, da jeg kom på arbejde var der ingen som svarede, da jeg sagde “god morgen". Annelise blev p.g.a. sin homoseksualitet, hurtigt totalt isoleret fra alle medarbejdere. Hendes arbejdsbord blev sågar vendt så hun kom til at sidde med ansigtet mod væggen! Senere forandrede situationen sig på uforklarlig vis til det bedre. Hun fortæller: "Det er meget opslidende og man klarer det sjældent uden at bryde sammen. Man tilbringer trods alt de fleste af døgnets vågne timer på sin arbejdsplads, og så skulle man jo behandles ordentligt"

            Det er p.g.a. diskriminering, som den Annelise blev udsat for, at nogle bøsser og lesbiske i marts i år startede en tværfaglig ligestillingsgruppe. Selv om vi især beskæftiger os med den undertrykkelse bøsser og lesbiske udsættes for på arbejdspladserne, har Faglig Ligestillingsgruppe bl.a. været medarrangører af demonstrationen den 28. september for Alpha Diallo - politisk flygtning. Både racisme og sexisme er former for diskriminering som vi mener det er nødvendigt at bekæmpe over en bred front. Vores prioritering af homoseksuelles problemer har i høj grad været betinget af at alle gruppens medlemmer selv er homoseksuelle. Dog mener vi ikke at homoseksualitet er en nødvendig forudsætning for deltagelse i gruppens aktiviteter.

            Annette Jørgensen, lesbisk, medlem af Faglig Ligestillingsgruppe og snedker-lærling, skrev en artikel i sit fagblad der omhandler hendes frygt for at "stå frem", og hendes vrede og ydmygelse over smålige bemærkninger fra mandlige "kammerater" angående homoseksuelle. Hun stod frem på sit arbejdssted kort tid før artiklen gik i trykken.

(OBS!) Hans Jørgen Jensen og Troels Peter Schmidts sager omtales hér i Seksualpolitik, men bringes ikke da deres sager findes andetsted i min bog fra Incest til MEDIE-HETZ. Bogen kan købes hos alle boghandlere eller lånes på bibliotekerne.

            De ovenfor nævnte eksempler på diskriminering af bøsser og lesbiske på arbejdspladserne er blot nogle få ud af alle dem som man aldrig hører om, men som forekommer dagligt. Endnu i dag, trods ihærdigt arbejde mod diskriminering, raser undertrykkelsen lystigt videre. De fleste tilfælde  hører man aldrig om, netop fordi, de der bliver ramt af denne form for daglig undertrykkelse i forvejen befinder sig i en vanskelig situation, som de er bange for at forværre ved at tale offentligt om den.

            Vores forslag om et forbud mod diskriminering af homoseksuelle blev ikke optaget i overenskomsten mellem LO og Dansk Arbejdsgiverforening. Men nu har vi fået et ligestillingsudvalg i selve LO-toppen! Det er klart at vi skal benytte os af dette udvalg selvom udvalget sandsynligvis kun er blevet opfattet som et kønsligestillingsudvalg. Vi ønsker at ligestillingsudvalget også skal omfatte ligestilling m.h.t. seksualitet. Homoseksuelle på arbejdspladserne kræver ligestilling med de såkaldt "normale". Vi vil ikke længere skjule vores seksualitet - heller ikke på arbejdspladserne. Derfor kræver vi: "Enhver form for diskriminering af LO-medlemmer p.g.a. nationalitet, race, køn og seksualitet, som f.eks. homoseksualitet, transvestisme, transseksualitet, osv. forbydes.”

            Alle LO-medlemmer skal have mulighed for at bringe oplysninger om deres forhold på arbejdspladsen frem i virksomhedens, fagforbundets og fagforeningens publikationer, på lige fod med andre, for at bekæmpe eventuelle tilfælde af diskrimination og årsagerne hertil. I tilfælde af formodet diskriminering pålægges bevisbyrden både den anklagede og klageren.

            De nævnte krav vil vi forsøge at få rejst i så mange fagforeninger som muligt. Vi ønsker at opfordre alle homoseksuelle, samt andre der føler sig diskrimineret, til at danne et ligestillingsudvalg i deres respektive fagforeninger. Faglig Ligestillingsgruppe, som er tværfaglig og tværpolitisk, vil i denne henseende gerne fungere som rådgiver eller blot moralsk støttegruppe. Foreløbig har vi været med til at støtte oprettelsen af 2 udvalg på Gladsaxe Fritidspædagog og Børnehaveseminarium samt ét i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS). Desuden har nogle medlemmer af Faglig Ligestillingsgruppe været med til at oprette ligestillingsudvalget i Postarbejdernes fagforening.

KOMMENTAR I DAGBLADET INFORMATION

DKP og lesbianisme

d. 6. marts 1978 af Troels Peter Schmidt

(“DKP og lesbianisme” offentliggøres her for at dokumentere hvor sammenflettet, jeg har opfattet politisk ståsted og den offentligt udtalte holdning til seksualorientering. Under en fremtrædende artikel på avisens forside om splittelsen på venstrefløjen omkring kvindernes internationale kampdag henvises til denne kommentar “DKP og lesbianisme” indeni avisen samme dag. ps.)

DKP og nogle andre organisationer har nægtet lesbiske kvinder at deltage i den Internationale Kvindedagsdemonstration d. 8. marts, såfremt de lesbiske kvinder insisterer på at demonstrere under deres hovedparole: Lesbisk kamp er kvindekamp - kvindekamp er lesbisk kamp.

            Disse såkaldte "venstereorienterede" organisationer har offentligt begrundet udelukkelsen af lesbiske kvinders hovedparole med en total umarxistisk påstand om, at lesbianisme er "borgerlig dekadence"!

            Fra seksualkampen på min egen arbejdsplads ved jeg, at fantastisk mange "venstreorienterede" og deres partipolitiske ståsted er gennemsyret af denne opfattelse. Når jeg her blander mig i lesbisk kamp, er det fordi jeg er bøsse, medlem af ligestillingsudvalget i Postarbejdernes Fagforening, tidligere medredaktør af bladet Seksualpolitik, og fordi et angreb på lesbiske kvinder også er et angreb på alle bøsser. Derfor vil jeg bruge denne lejlighed til at tilbagevise den - i virkeligheden borgerlige opfattelse af homoseksualitet.

            I 1975 udgav to marxistiske sociologer, Reimut Reiche og Martin Dannecker, en omfattende undersøgelse af homoseksuelle mænd i Vesttyskland. Selv om undersøgelsen kun omfatter mænd, er der grund til at mene, at lesbiske er udsat for den samme ekstra undertrykkelse, netop fordi de er homoseksuelle. Reiche og Dannecker dokumenterer, at homoseksuelle mænd stammer nogenlunde ligeligt fra alle samfundslag. At der sker en koncentrering af homoseksuelle i mellemlaget skyldes den ekstra, brutale undertrykkelse, som f.eks. industriproletariatet og bondebefolkningen udsætter homoseksuelle kollegaer for. Blandt homoseksuelle opstår der en veritabel flugt fra land til by og fra de laveste samfundslag til de socialt højere lag. Som sagt dækker undersøgelsen kun mænd, men jeg kan ikke forestille mig, at det samme fænomen ikke lige såvel skulle dække de lesbiske.

            Reiche's og Dannecker's undersøgelse viser, at der ikke findes noget slægtskab mellem homoseksualitet og overklassen eller mellemlaget. Bøsser, og efter min mening må vi tilføje de lesbiske, stammer altså ligeligt fra alle samfundslag og kan derfor ikke være udtryk for "borgerlig dekadence". At mene dette, er at have en seksualracistisk holdning.

Kritikken af Engels

          På venstrefløjen, hvor der normalt eksisterer stor tolerance, er der grund til at tro, at denne seksualracisme stammer fra en fejlagtig og dogmatisk videreført "marxisme". Hvis f.eks. Engels' bog "Familiens, privatejendomsrettens og statens oprindelse" læses ukritisk, er den en direkte kilde til diskriminering af homoseksuelle. På side 66 af Politisk Revy's nye udgave af samme bog skriver Engels, at homoseksualitet er "modbydeligt", det er "at vanære" og "at fornedre sig"! På side 79 ligeledes:  "... for oldtidens klassiske kærlighedsdigter.. (var) .. kærligheden mellem kønnene... i den grad ligegyldig, at endog det elskede væsens køn var... ligegyldigt." Og endnu engang på side 71 skriver han om de tyske nomaders "laster", hvor der sandsynligvis menes homoseksualitet. Ydermere er der et brev fra Engels til Marx, hvori Engels er fyldt med foragt og fordom overfor homoseksuelle. 

Engels' biologisme

            Det meste af Engels' bog er præget af idealisme og fordom. I efterskriftet til Politisk Revy's nye udgave kritiserer to marxistiske antropologer, Peter Åby og Asger Christiansen, Engels meget overbevisende. De kritiserer Engels' svageste punkter, nemlig teorien om familiens selvstændige, iboende udviklingslove. Set ud fra en marxistisk synsvinkel er denne teori udialektisk, fordi der postuleres kun én uforanderlig familieform for et højt udviklet samfund. Den er idealistisk, fordi den ikke kan forklares gennem den materielle produktion.

            Det er til dels denne fejlagtige teori og dels hans private fordom, der må være årsag til en så kraftig sexfjendsk holdning. Engels mente, at der for fremtiden kun måtte være én sex- og familieform, nemlig den heteroseksuelle og monogame kernefamilie! Mon ikke et forsøg på konsekvent og totalt at føre en sådan opfattelse ud i livet vil medføre en kolossal undertrykkelse af andre?

Ligestillingsudvalg

            Postarbejdernes Fagforening er sandsynligvis den første fagforening i Danmark med et ligestillingsudvalg, der foruden at arbejde for ligestilling mellem kønnene også arbejder permanent med bøsse- og lesbisk kamp. Uden en ligestillingsbevægelse i hele den danske fagbevægelse, som arbejder permanent og aktivt på hver eneste større arbejdsplads, vil denne,opfattelse af homoseksuelle fortsat bestå, efter min overbevisning.

            Venstrefløjen skal også tvinges til endelig at få renset den marxistiske teori for al fordom mod homoseksuelle. Før dette sker, vil bøsser og lesbiske have gode grunde til ikke at stole på venstrefløjen.

DKP's seksualracisme

            Udelukkelsen af de lesbiske kvinders hovedparole er en undertrykkelse af lesbisk kamp. Det er et slag mod lesbiske kvinders muligheder for at protestere mod deres egen undertrykkelse. Det er et forsøg på at fastlåse lesbiske kvinder i en sam­funds­under­trykkelse, der er baseret på seksualpræference, og kan ikke være andet end seksualracisme. Ethvert menneske er født med evnen til at elske både sit eget og det modsatte køn. Det er et biologisk potentiale alle har fra naturens hånd, og når diskriminering finder sted på grund af seksualpræference er der tale om en racisme, der er lige så frygtelig, og i sit væsen lige så fascistisk, som den racisme sorte mennesker udsættes for.

            Når DKP og andre grupperinger på "venstrefløjen" udelukker lesbiske kvinder fra en International Kvindedagsdemonstration, er der i virkeligheden tale om en form for seksualfascisme.

            De postarbejdere , som er medlemmer af KAP (Kommunistisk Arbejderparti), har  været de mest loyale og konsekvente støtter, vi har haft på arbejdspladsen, både i forbindelse med bøsse-, kvinde- og lesbisk kamp på min arbejdsplads, P&T, i vores kamp for at få et ligestillingsudvalg nedsat på generalforsamlingen, og Postarbejdernes anti-diskrimineringsforslag på SID-kongressen i september 1977. Det er ikke alle på venstrefløjen, der er seksualracister!

            Arbejdere og undertrykte folk i alle lande forén Jer.

Kilder:

"Der gewöhnliche Homoseksuelle", af Reimut Reiche og Martin Dannecker (Fischer Format).

"Familiens, privatejendommens og statens oprindelse", af Engels, med efterskrift af Asger Christensen og Peter Åby (Politikens Revy's Forlag).

Venstrefløjens seksualracisme:

KRONIK I DAGBLADET INFORMATION

Venstrefløjen, den 8. marts og en seksualrevolutionær produktionsmåde

Samfundet har udviklet sig på kvindens og seksualitetens bekostning

Kronik i dagbladet Information af Troels Peter Schmidt, illustreret med tegning af Peter Lautrop

("Venstrefløjen, den 8. marts og en seksualrevolutionær produktionsmåde"
medtages på disse sider for at dokumentere hvor stor en sammenhæng, 
jeg har ment at der er mellem økonomi, arbejde og seksualitet. Troels Peter Schmidt)

- D.28. februar 1979 -

Engels og Marx har gransket oldtiden i håb om at finde et samfundsmønster, der var mere retfærdigt og friere end det samfund, de selv levede i. Det urkommunistiske samfund skulle tjene arbejderklassen som en slags forbillede til det fremtidige, moderne og klasseløse samfund.

            I det 19. århundrede var Marx og Engels bl.a. omgivet af det monogame ægteskabsmønster. Der eksisterede kun monogami (for kvinden), prostitution og en vis procentdel af mennesker, der boede alene, i hvert fald i Europas byer. Men gennem Marx og Engels' studier opdagede de mindst 6 familieformer. De opdagede parringsægteskabet (dvs. kerne-familien i det urkommunistiske samfund), gruppeægteskabet, parring i flæng, flermænderi, flerkoneri og "klubægteskaber". Den sidste er en blanding af flermænderi og flerkoneri fra Indien. Alt i alt 7 ægteskabsformer, når vi iberegner klassesamfundets monogami. Med alle disse muligheder, hvorfor mente så Engels, at kernefamilien var både historiens, såvel som selve biologiens højst udviklede familieform?

Var Engels ikke marxist?

            Som alle vel i dag vil erkende var Marx og Engels produkter af deres tid. De var bl.a. produkter af det 19. århundredes viktorianske puritanisme. F.eks. siger Engels i sin bog om familiens oprindelse, at homoseksualitet er "modbydeligt", det er at "vanære" og "fornedre" sig.

            Dette gælder desværre også hans "videnskabelige" arbejde. I efterskriftet til Politisk Revy's udgave af Engels' bog om familiens oprindelse kritiserer Peter Åby og Asger Christiansen Engels meget overbevisende. De kritiserer Engels' svageste punkter, nemlig teorien om familiens selvstændige, iboende udviklingslove. Set ud fra et marxistisk synspunkt er denne teori udialektisk, fordi der postuleres kun én, uforanderlig familieform for et højtudviklet samfund. Den er idealistisk, fordi den ikke kan forklares gennem den materielle produktion. Det er til dels denne fejlagtige teori og til dels hans private fordom, der afslører en sexfjendsk holdning. Han mente, at der for fremtiden kun måtte være én "rigtig" sex- og familieform, dvs. kernefamilien med én far og én mor og børn. Mon ikke en sådan opfattelse ført ud i livet automatisk vil medføre en kolossal forfølgelse og undertrykkelse af alle andre? Vi må også have in mente, at f.eks. homoseksualitet ikke forsvinder, når vi indfører socialisme/kommunisme. 

            Mennesket er ikke født heteroseksuel, men polymorft pervers (med alsidig seksuel interesse), i hvert fald ifølge Freud. Opnår samfundet seksuel frihed, må vi gå ud fra, at det voksne menneske, som barnet, fremviser større ikke-kønsfikserede seksuelle interesser.

Seksualitet er fleksibel

            Den moderne antropologi har taget afstand fra Engels' idealisme. Den benægter, at familien skulle være i besiddelse af nogle selvstændige love. Der findes ingen generaliseringer om familieformer. Familien og seksualiteten er yderst fleksibel. Befolk-ningsflertallets seksualitet tilpasser sig enhver herskende ideologi og produktionsmåde.

Seksualracisme og den 8. marts

            Engels' sexfjendske holdning viser sig i praksis omkring venstrefløjsaktiviteter som kvindernes Internationale Kvindedag. Fordi DKP, VS og KAML og andre organisationer ikke vil acceptere parolefrihed med et fælles minimumsgrundlag, som alle kan være enige i, udelukker de nogle minoriteters muligheder for at stå frem på deres egne præmisser. Udelukkelsen af de lesbiske kvinders hovedparole er en undertrykkelse af lesbisk kamp. Det er et slag mod lesbiske kvinders muligheder for at protestere mod deres egen undertrykkelse. Det er et forsøg på at fastlåse lesbiske kvinder i en samfundsundertrykkelse, der er baseret på seksualpræference og kan ikke være andet end seksualracisme.

            Ethvert menneske er født med evnen til at elske både sit eget og det modsatte køn. Det er et biologisk potentiale alle har fra naturens hånd, og når diskriminering finder sted på grund af seksualpræference, er der tale om en racisme, der er lige så frygtelig, og i sit væsen lige så fascistisk, som den racisme sorte mennesker udsættes for. Når DKP, VS, KAML og andre grupperinger på "venstrefløjen" udelukker lesbiske kvinder fra en International Kvindedags- demonstration, er det seksualracisme. VS vender tingene på hovedet, når de siger, at Rødstrømperne har udelukket sig selv, fordi de kræver parolefrihed. 

            Sagens kerne er, at DKP, VS, KAML osv. ikke respekterer forskelligheder, selv om man er helt enig i et fælles grundlag. Det er jo en vigtig del af kvindekampen, der på denne måde udelukkes. I øvrigt var KAML's broderorganisation i Sverige, KFML(r) (r = radikal, ps.), for ganske få år siden en national skandale ved officielt at udelukke homoseksuelle fra organisationen. Vi må gå ud fra, at KAML har en lignende holdning til homoseksualitet, indtil vi får et offentligt og klart dementi.

            Af de parti- og partilignende grupper er det i år KF, RSF og SF, der i modsætning til DKP, VS og KAML står solidarisk sammen med Rødstrømperne, Lesbisk Bevægelse m.fl.

Anti-homoseksualitet andre steder på venstrefløjen - Tiden og Politisk Revy

            For at Engels' anti-homoseksualitet ikke skal stå uantastet, er det efter min mening nødvendigt at kræve, at Politisk Revy sørger for en tilstrækkelig og tilfredsstillende kommentar i den næste udgave af Engels' bog "Familiens... oprindelse". Det bliver muligvis svært at få Tiden, DKP's forlag, som er medudgiver af bogen, til at indføre kritiske kommentarer i den anledning. Men det må gøres. Det er anti-homoseksualitet, når Engels' bog på 180 sider får en kritisk efterskrift på 92 sider, uden at Engels' ekstreme anti-homoseksuelle bemærkninger nævnes med ét ord. 

            Engels var anti-homoseksuel, hvilket bevises yderligere i et brev fra ham til Marx. Brevet er trykt, sammen med en omtale af dette, i de sidste to numre af bladet Seksualpolitik.

De socialistiske lande

            Jeg tror, at alle "socialistiske" landes regeringer er besmittet af Engels' tankegang. I hvert fald er der intet, der tyder på, at disse lande ikke arbejder bevidst hen imod lige netop én og kun én bestemt familieform. Hvis vi tænker os lidt om, bliver det klart, at dette uundgåeligt fører til forfølgelse og undertrykkelse af seksuallivet, og desværre er det åbenbart "indbygget" i marxismen. Det må være en vigtig opgave at adskille den reaktionære marxisme fra den progressive, hvis seksuallivet ikke skal undertrykkes af de ortodokse "marxister".

Sovjetunionens racistiske befolkningspolitik

            På det udviklingstrin i det klasseløse, urkommunistiske samfund, da man dyrkede agerbrug, begyndte man at udøve et samfundspres mod kvinden for at udbytte hende som avlsdyr. Først indirekte gennem utallige tvangsredskaber, som f.eks. religioner, tilbedelse af moderskabet - med eller uden mandens misundelse - og mandsskabte skikke. Senere i slavesamfundet direkte med fysisk vold.

            I dag har lande som Kina, Indien, USA og Vesteuropa ikke brug for mange fødsler, dvs. kun nok til at stabilisere samfundene. I alle disse lande bliver familiens reproduktive funktion og betydning mindre og mindre. Men dette sker ikke i Sovjetunionen. Vi kan regne med, at Sovjet vil fortsætte sin rovdrift på kvinderne dette århundrede ud, bl.a. på grund af magthavernes drømme om at få flere indbyggere ud i det tomme Sibirien og for at sikre de hvide russeres talmæssige overlegenhed. Altså, en racistisk befolkningspolitik.

Produktionsmåden og Engels' fejlagtige teori

            Sovjet har ikke lagt mærke til, at mennesker ikke uden videre kan undertrykke følelseslivet og seksualiteten. Det er usundt og psykisk skadeligt. Produktionsmåden og magthaverne har altid bestemt familiens og seksualitetens form. Derfor er det produktionsmåden og magthaverne, der skal ændres og udskiftes, sådan at seksualiteten ikke længere hæmmes, manipuleres og hindres. Efter min mening kan dette kun gennemføres med en revolution, der afskaffer kapitalismen, også i Sovjetunionen, og bl.a. indfører en seksualrevolutionær produktionsmåde, dvs. en socialistisk/kommunistisk produktionsmåde,  hvor kønsklasser, økonomiske klasser og sociale hierarkier ikke findes.

            En første betingelse for en seksualrevolutionær produktionsmåde må være en kønsintegrering på alle områder og niveauer af arbejdsmarkedet. For at indføre denne kønspolitiske produktionsmåde må traditionelle og utraditionelle midler tages i anvendelse. Et af midlerne kan være kønskvoteringer, hvis mål skal være at skabe reel ligestilling og afskaffelse af ethvert kønshierarki. Dette vil ifølge nogle feminister svække sociale hierarkier i almindelighed. Foruden kønskvoteringer skal alle traditionelle kvindekrav, som de materielle forudsætninger for kvindernes ligestilling og frigørelse, ikke have en lavere prioritering end f.eks. kønskvotering.

            En anden betingelse er afskaffelse af al anti-homoseksualitet, racisme, sexisme og kønsroller på arbejdsmarkedet. På nuværende tidspunkt er postarbejdernes generelle anti-diskriminationsoverenskomst, som forbyder diskriminering pga. køn, race, nationalitet og seksualitet, et vigtigt krav for at nå frem til en seksualrevolutionær produktionsmåde.

Kønskvotering - en illusion?

            Som nævnt er et af midlerne til at opnå en seksualrevolutionær produktionsmåde kønskvoteringsordninger på arbejdsmarkedet. Derfor vil jeg omtale disse i forhold til 3 vigtige spørgsmål: Moder/barn-bindingen, samværsformer og et indlæg den 25. januar 1979 i Information med overskriften "Kønskvotering - en illusion".

Kønskvotering og moder/barn-bindingen

            "Det fundamentale moder/barn afhængighedsforhold har eksisteret i en eller anden form i alle samfund, tidligere eller nuværende, og således har formet og stadig former enhver moden kvindes og ethvert spædbarns psykologi", S. Firestone, "Kønnenes dialektik”, 1972, Rhodos.

            Så længe det er kvinderne, der føder børnene, vil tilknytningen betyde, at en større del af hendes liv end af mandens tilegnes barnet. Uden positive særforanstaltninger for kvinderne er konsekvenserne af dette, at mænd oparbejder flere ressourcer og mere overskud end kvinder, hvorved de gør sig mere gældende end kvinder i samfundet. Uden positive særforanstaltninger kan dette sociale kønshierarki ikke brydes.

            Det må være indlysende i betragtning af moder/barn-bindingen, at traditionelle krav som flere daginstitutioner o.l. aldrig i sig selv vil kunne ligestille mænd og kvinder samfundsmæssigt. Heller aldrig vil en oplysningsvirksomhed i sig selv kunne ophæve en kvindefjendsk ideologi, men blot mildne den.

Kønskvotering og samværsformer

            Kønskvotering kan ligeledes være et hjælpemiddel til at ændre vores samværs-former. De borgerliges kønsadskilte og kønshierarkiske samværsformer på arbejdsmarkedet kan, ved hjælp af kønskvoteringer, tilnærme sig lige og kollektive samværsformer. På mange arbejdspladser arbejder man i grupper, men stadig alt for ofte kønsadskilte. Køns-integrerede kollektive arbejds- og samværsformer kan blive et af resultaterne af 50-50 køns-kvoteringer i ansættelser på traditionelle mandearbejdsområder. For at sikre, at køns-kvoteringer ikke bliver en boomerang mod netop kvinderne, må 50-50 kønskvoteringer ikke indføres på traditionelle kvindeområder, så længe den procentvise arbejdsløshed blandt kvinder er større end blandt mænd.

Kønskvotering - en illusion?

            Så vidt jeg kan se, begrænser Helle Hvidtfeldt og Claude Andersen i deres indlæg den 25. januar 1979 i Information kvindens økonomiske ligestillingskamp til følgende: 
1. Uddannelse til alle, 
2. Arbejde til alle, 
3. Flere daginstitutioner,
4. En verbal tilslutning til, at de ikke har noget imod, at kvinder kommer ind på mandearbejdsområder, og 
5. En handlingens kamp mod kvindefjendsk ideologi.

Uddannelser

            Hvordan vil Claude A. og Helle H. nogensinde få uddannelser til alle, når der er trængsel og splittelse her ligesom på arbejdsmarkedet? Principielt tror jeg, at problemet med uddannelser er det samme som det med at få arbejde til alle. Det er et spørgsmål om kamp og opbakning i befolkningen. Ligesom på arbejdsmarkedet er der mange som synes, at det er bedre for kvinder at blive gode husmødre end at ødelægge deres (mændenes) uddannelsesmuligheder. Det er jo dyrt med de her uddannelser. Samfundet har ikke råd - og så er det bedre, at kvinderne passer børnene.

            Et flertal af kvinderne og en hel del mænd, som vil støtte kønskvoteringer, kan muligvis forbedre uddannelsesmulighederne for alle ved at kæmpe for kønsintegrering, så mænd og kvinder kan stå sammen om at kræve uddannelse til alle. Dette er ikke et problem, som samfundsudviklingen har overflødiggjort. I den netop udkomne rapport fra Kønsrolle- og Uddannelsesudvalget under Undervisningsministeriet understreges det gang på gang, at kvinderne ikke gennemfører de videregående uddannelser. Positive særforanstaltninger for kvinder er netop, hvad udvalget ønsker gennemført.

Arbejde

            På samme måde er mange mænd relativt ligeglade med arbejdsløsheden, så længe de ved, at det først og fremmest går ud over andre end dem selv. Dette svækker kampen mod al arbejdsløshed. Til gengæld tror jeg, at der er en mulighed for, at et flertal af kvinderne vil støtte en kønskvoteringsordning, hvis der blev gennemført en lang og intensiv kønskvoteringskampagne. Sammen med kvinderne og en del mandlige sympatisører vil der så muligvis kunne sikres det nødvendige flertal i mange organisationer og fagforeninger. Hermed ville det stå klart for modstanderne og tilhængerne af kønskvoteringer, at den største arbejdskraftreserve - kvinderne - ikke længere ville være en arbejdskraft-reserve.

Daginstitutionerne

            Det samme spørgsmål går igen her: Hvordan kan vi reelt få et flertal af den mandlige befolkning til at kræve flere daginstitutioner, når mange mænd synes, det er lettere at lade kvinderne være hjemmehustruer, end at de selv behøver at tage kampen op for flere daginstitutioner?

            Det er som om Helle H. og Claude A. tror, at bare vi kræver flere daginstitutioner, så er der en lige vej til målet - børnepasning til alle børn. De overser, at der ikke er nogen mande-/kvindesolidaritet, sålænge kvinderne kan smides tilbage til gryderne.

            Jeg tror, at kønskvoteringer er en af mange nødvendige måder, hvorpå vi kan ligestille mænd og kvinder og samtidig er de et reelt grundlag for solidaritet mellem kønnene. Hverken mænd eller kvinder skal være syndebukke for kapitalismens krisetider. Jeg mener ikke, at vi kan tillade os, at nogle grupper alene skal bære f.eks. arbejdsløshedsbyrden. Hvis vi udelukkende kræver flere daginstitutioner osv., dvs. traditionelle kvindekrav, vil vi hverken få alle eller lige mange mænd og kvinder i arbejde, fordi uden kønskvoteringer vil mændene stort set være ligeglade med kvindearbejdsløsheden. Der vil således ikke være grundlag for den indbyrdes solidaritet i arbejderklassen i kampen mod al arbejdsløshed.

 Konklusion

            Engels' valg af kernefamilien som civilisationens eneste "rigtige" samlivsform er uvidenskabeligt og udialektisk. Han har vel ment dette af både politiske som af private (fordoms-) grunde, og på grund af en fejlagtig teori. Alle historiens ægteskabsformer kan teoretisk set realiseres i dag og i fremtiden, så længe de passer til produktionsmåden, magt-havernes og befolkningens ønsker. Ægteskabsformer er ikke biologisk bestemt. Samfundet har udviklet sig på kvindens og seksualitetens bekostning.

            Hvis seksuallivet ikke fortsat skal undertrykkes, må der skabes en seksual-revolutionær produktionsmåde. Vi har set, at rovdrift på kvinden og en tendens til at favorisere kernefamilien finder sted i Sovjet. Det sidstnævnte finder faktisk sted i alle de "socialistiske" lande. Fængselsstraf på 6 år for homoseksualitet finder også sted i Sovjet. Socialismen er nødvendig, men heller ikke i et sådant samfund skal vi regne med nogen garanti for, at seksualiteten bliver frigjort.

 Note:

Racisme og sexisme

Socialistisk Dagblad 1. august 1979, af Troels Peter Schmidt

("Racisme og sexisme" bringes også hér for at dokumentere mit engagement i kampen mod sexisme og racisme, ps.)

  Denne artikel drejer sig om diskrimination og udvisninger pga. køn, race og seksualitet. Her vil jeg bruge følgende definition på racisme og sexisme: Racisme er forskelsbehandling med det formål at uligestille en samfundsgruppe pga. etnisk oprindelse. Sexisme er forskelsbehandling med det formål at uligestille en samfundsgruppe pga. køn eller seksualitet. Ofte overlapper sexisme racismen, dvs. at racisme også kan være et seksuelt fænomen. 

Kristendommen kan være racistisk

            I den kristne bibel optræder racerne som intet andet end forskellige forældre og søskende af menneskeslægten. Betragter man racerne som biblen, bliver raceblanding til blodskam og som sådan er der et kristent grundlag for at betragte raceblanding som "beskidt og svinsk". Vores kristne arv kan altså medvirke til at fremme racisme her i Danmark. Når dyrlæge Riehmann offentligt udtaler, at fremmedarbejderne skal have 10.000 kr. og sendes "hjem" og at de "avler som rotter", så siger han bl.a., at fremmedarbejdernes seksualitet er beskidt og nedværdigende, og efter min mening giver han udtryk for en frygt for raceblanding. 

            Hvorfor ellers udtrykkes racefordomme så ofte med seksuelle undertoner? Vi må ikke glemme, at adskillelsen af forplantningen og seksualiteten er af relativ nyere tid. Og hvorfor forekommer lynchninger i de amerikanske sydstater så ofte i forbindelse med kastration? Racismen må være gennemsyret af seksuelle associationer som også kan sættes i forbindelse med en frygt for raceblanding.

 Et racistisk samfund

            I et racistisk samfund vil seksuelle relationer mellem racerne altid opleves som en trussel mod den sociale ligevægt. Den fysiologiske distinktion race bliver derfor kulturelt vigtig for at fastholde en gruppes uligestilling, samtidig med at alt seksuelt racerne imellem bliver til "svineri": "Spaghettisvin" og "negerpik" er nok de mest almindelige racistiske udtryk i daginstitutionerne herhjemme.

Sexisme og racisme i krisetider

            Jeg mener, at det må være den ulige magtfordeling i samfundet og specielt i en økonomisk krisetid, der er årsag til, at såvel racisme som sexisme vokser stærkt frem. Man kan sige, at racismen også bliver til sexisme, når f.eks. en etnisk gruppe også holdes nede pga. en frygt for gruppens "virilitet", bl.a. ved associationer om de sortes eller arabernes "store" pikke. Når fremmedarbejderne skal sendes "hjem", fordi de "avler som rotter", så er racismen også sexisme.

Afhængighed og sexisme

            Det er efter min mening sexisme, når kvinderne sendes hjem til gryderne. Forskelsbehandling pga. køn er sexisme, når formålet er at sende kvinderne tilbage til gryderne for at økonomisere i en krisetid og dermed yderligere uligestille det ene køn i forhold til det andet. Det nye barselsorlovsforslag, som indeholder 21 uger for gravide kvinder og 0 uger for fædre, er et sexistisk lovforslag.

            Med det nye lovforslag bliver det nemlig kvinden alene, som kommer til at tage sig af omsorgen for barnet. Sammen med lignende lovforslag i denne krisetid bliver kvindernes afhængighed af mændene øget på en lang række områder, selv de mest intime. Fra sex og kærlighed til karriere bliver det mere og mere manden, der skal bestemme. Derfor bliver økonomisk afhængighed til sexisme.

Helen Nash - udsat for sexisme

            Sidste sommer blev Helen Nash udvist af Danmark. Hun er amerikaner og lesbisk. Postarbejdernes Ligestillingsudvalg havde i et åbent brev til daværende justitsminister, Erling Jensen, skrevet, at udvisningen var "sexisme, der kunne sammenlignes med racisme". Hun blev udvist, fordi hun ikke kunne gifte sig. Hun er nemlig lesbisk. 

            Justitsministeriet tvangsforflyttede Helen og hendes veninde til en tilværelse som omflakkende turister i og udenfor Danmark i næsten et år. Selv om de heldigvis nu er tilbage i Danmark og Helen Nash har fået opholdstilladelse, ændrer det ikke ved det faktum, at Justitsministeriet udøvede sexisme - diskriminering af homoseksuelle. Heteroseksuelle i samme situation ville have kunnet gifte sig.

Alpha Diallo - udsat for racisme

            Alpha Diallo er sort. Hans eneste forbrydelse er, at han er politisk flygtning og at han fik en dom i Frankrig (hvor han som voksen har boet, ps.) for besiddelse af marihuana Ifølge hans advokat, Thorkild Høyer, ville dommen herhjemme medføre 2 måneders frihedsberøvelse - i Frankrig 10 måneder.

            Alpha Diallo har opholdt sig i Danmark i ca. 4 måneder. Han blev anholdt i Christiania for dokumentfalsk, fordi han som flygtning har måttet leve med falske papirer i mere end 20 år. Han er 26 år gammel og har ikke været i sit hjemland siden han var seks.

            Som underskriver af Flygtningekonventionen har Danmark en forpligtelse til ikke at udvise personer, hvis deres liv er i fare ved en sådan udvisning. Alpha-Diallo-komiteen har overbragt Justitsministeriet beviser, som dokumenterer: 1) at Alpha Diallo's far blev myrdet af den nuværende diktator, Sékou Touré,  2) at hans to onkler har lidt samme skæbne,  3) at hans bror opholder sig i Canada som politisk flygtning,  4) at Sékou Touré udøver en racistisk forfølgelse af den stamme, som Alpha Diallo tilhører,  5) at 4.000 mennesker sidder i fængsel uden dom,  6) at tortur er langt fra ualmindeligt, og  7) at dødsstraffen eksisterer.

            Thorkild Høyer siger, at forholdene i Guinea tåler sammenligning med Uganda under Idi Amin.

I strid med Flygtningekonventionen

            I strid med FN's Flygtningekonvention og menneskerettighedserklæring bliver Justitsministeriet medskyldig i Sékou Touré's racistiske forfølgelse af den stamme, Peul, som Alpha Diallo tilhører, ved at udvise ham til en sikker død eller fængselsstraf.

            Alpha Diallo-komiteen vil fortsætte sit arbejde, indtil Diallo opnår status som politisk flygtning. Han har arbejdet som musiker, og grupper som Savage Rose støtter ham aktivt i kravet om politisk asyl. 28 fagforeninger med mere end 175.000 medlemmer kræver, at Alpha Diallo får politisk asyl: "I krisetider skal fremmedarbejdere ud af landet og politiske flygtninge tilmed, hvis man ikke kan finde et påskud, tilsyneladende uden hensyn til om udvisningen kan medføre døden for den udviste... vi (kræver), at manden får status som politisk flygtning i Danmark"

            Alpha Diallo-komiteen har vedtaget følgende paroler, som skal bruges i en kommende demonstration:  Politisk asyl til Alpha Diallo; Bekæmp racisme i det danske retssystem; Respekt for menneskerettighederne; og Bekæmp kriminalisering af politiske flygtninge.

            Alpha Diallo-komiteen holder informationsmøde hver tirsdag kl. 19.30. Henvendelse i receptionen, Sofiegården 1, Christianshavn. Tlf. (01) 54 95 45, lok. 130. De har brug for flere i arbejdet.

Note: I Dagbladet Information skrev Kirsten Jacobsen i juni 1979 om Alpha Diallo under overskriften: Dansk flygtningehjælp: Diallo bør have flygtningestatus.

Efter megen omtale i mange medier og især efter at TV interviewede Diallo fra sit skjulested fik han godkendt ophold som flygtning i Danmark.

Billede af Alpha Diallo Komiteens "Folder".

Hjem