Alice Miller: 
<<"Det er opdragerne - ikke børnene - der har brug for pædagogikken 
Læseren har sikkert  forlængst bemærket, at den "sorte pædagogiks lære" i virkeligheden går igen i al pædagogik, selv om den er aldrig så godt forklædt. Ekkehardt von Braunmühl har afsløret det modsætningsfyldte og grusomme i vor tids opdragermentalitet på en meget tydelig måde i sine bøger [...]

Min antipædagogiske indstilling er heller ikke vendt mod nogen bestemt form for opdragelse, men mod opdragelse overhovedet, også mod den antiautoritære.">>  Skriver Alice Miller på side 91 i I begyndelsen var opdragelsen. OBS: For en kritik af Alice Miller: læs gerne "Freud og forførelsesteorien", af Christian Braad Thomsen, dagbladet Information, 18.9.85. 

Troels Peter Schmidt i  hele og FRIE børn: "Særlig teoretisk interesserede henvises til Ekkehard von Braunmühl og Alice Miller (se litteraturlisten). Jeg har forsøgt at bygge min praksis videre på begge disse anti-pædagogiske teoretikere. Men som Maria Marcus skriver i sit forord, undlader Miller at omtale børns seksualitet. Min nyskabelse er at tilføje anti-pædagogikken en seksualkritik. Uden det seksuelle aspekt vil vi aldrig kunne opfatte børn som hele mennesker." (Side 9.)  

Lidt mere fra hele og FRIE børn:
"Indenfor de etablerede uddannelser og institutioner kan portene åbnes op for antipædagogik, inklusive en seksualkritisk antipædagogik.

Denne bogs anti-pædagogik søger at tage udgangspunkt i virkeligheden som den ser ud her og nu. Ved at stile mod en integrering af de fysiske miljøer, så som uddannelsesstederne, dag- og døgninstitutionerne samt arbejdspladser i mindre enheder, skaber vi muligheden for en integrering på det psykiske og det personlighedsmæssige plan. Alt sammen for at skabe optimale betingelser for det enkelte menneske, fra fødslen til døden, til at foretage sig frie valg baseret på egne erfaringer og med ansvar for sit eget liv, og med støtte til hinanden." (Side 23.)

Ordet >>pædagog<< stammer oprindeligt fra det elitære antikke Grækenland og betyder >>drengefører<<. >>Pædagogikken<< var den kunst eller teknik, der skulle til for at være drengefører for et slavesamfunds patriarkalske elite for mere end 2000 år siden. 

At en slave (pædagogen) rent fysisk førte drenge fra et sted til et andet (fra hjem til skole) kom, i oldtidens Grækenland og siden hen, til at omfatte, at drenge (senere begge køn) blev >>ført<< til et >>højere<< åndligt og moralsk niveau.

Det etymologiske - et ords ældst kendte form eller betydning - uforanderlige i ordet >>pædagogik<< er >>fører<< - et menneske skal >>føres<<, uafhængigt af hvad dette menneske selv måtte mene om at blive >>ført<<. Herudover har den moderne pædagogik udvidet begrebet til hovedsagligt at være læren om opdragelse af den brede befolknings børn og unge.

Samtidig er den modene betydning af ordet >>pædagogik<< historisk næsten uadskillelig fra begrebet >>barndom<<, som først blev almen >>viden<< fra og med 1500-1600-tallet.
(Barndommens historie, af Phillippe Aries, NNF, 1982.) 

At være i >>barndom<< indebærer, at et menneske i denne >>livsfase<< er fundamentalt anderledes end en voksen - et barn i barndommen er ifølge den moderne pædagogik ikke et helt menneske: et barn kan ikke arbejde og tjene lige så mange penge som en voksen med alt hvad dette medfører af selvstændige udfoldelsesmuligheder. 

Igen ifølge den moderne pædagogik har børn enten slet ingen seksualitet eller én, der end ikke tåler sammenligning med de voksnes. Bl.a. derfor er barnet et før-menneske - det eksisterer ikke som menneske, har stort set ingen værdi i sig selv og har derfor ikke et menneskes rettigheder, eller det romantiseres/idealiseres ofte med samme resultat.

De pædagogiske teorier har gennem tiderne mest talt negativt om børn, og dette til trods for Rousseau´s tilbedelse af >>den barnlige natur<<: Børn mangler >>abstraktionsevne<<, de er >>ikke færdigudviklede<<, de er >>umodne<<, >>asociale<< og ikke mindst >>aseksuelle<<. 

Barnet skal bestandigt formes: følelser, indstilling og overbevisning skal >>forbedres<<. Barnets spontanitet og nysgerrighed regnes af de fleste pædagoger for forstyrrende og umodent. 

Målet for al pædagogik har været og er stadig gradvist at udviske barnets individuelle medfødte karakter til >>gavn<< for barnet og samfundet. Og det redskab, som skal tage sig af disse børn og unge i denne venteposition før indvielsen til voksendommen er pædagogikken. Derfor burde pædagogik forkastes og erstattes med dens modsætning - anti-pædagogikken."