|
|||
|
HELE OG FRIE MENNESKER og Inden for pædagogkredse og i Danmarks Radio blev der plæderet for en anti-pædagogisk retning, hvor børn kunne nyde en opvækst som hele og frie mennesker, og naturligvis skulle det seksuelle ikke bare klippes bort. Det vil sige, at børn ikke skulle undertrykkes. Læs om HELE OG FRIE MENNESKER og HELE OG FRIE BØRN nedenfor ved at klikke på: HELE OG FRIE
MENNESKER Aktuelt relevant bog om hattedamer og prostitution: |
|||
|
Anmeldt af Troels Peter Schmidt En aktuel bog der går
lige til sagen - Byen tæmmes Findes der hattedamer i dag? Hattedamerne var middelklassens daværende kontrollerende, frelste og bedrevidende missionærer der ville omvende den “vilde” arbejderklasse og få alle disse “ucivilicerede” til at blive lige så pæne som den lønarbejdende- og formueløse middelklasse. Det må dog siges at Lützen respekterer hattedamerne for, trods alt, ikke at have været ligeglad med de fattige! Børn i arbejderklassen så deres forældre bade og bolle, og deres søskende kunne ej skjule noget for hinanden. Da byen København voksede med lynets hast, og de “anstændige” og de “ucivilicerede” mødtes i bogstaveligste forstand rent fysisk på gaden, var de “vilde” arbejdere en pestilens for de pæne og sarte hattedamer når de foretog deres elegante tøjindkøb i de fine butikker. Disse fruer ville ikke og tålte ikke synet af de ufaglærte og arbejdsløse tiggere fra den “ucivilicerede” arbejderklasse og slet ikke en tilfældig berøring. Arbejderbørnene der legede på gader og stræder var en vederstyggelighed for disse nyrige danskere. Børnene var endda så “frække”, at de var “berygtede” for at drille fruerne. Hattedamerne vandt Fra sidste del af 1800 tallet og ind i det efterfølgende århundrede lykkedes det til sidst, at tæmme byen. Hattedamerne tæmmede ludere og lommetyve, og nu mere end 120 år senere går alle de “vilde” børn i institution. I dag kontrolleres børnene i bogstaveligste forstand i hoved og røv af andre end familien selv. I dag er der ikke længere hattedamer, men kommunitaristere, socialarbejdere, de frivillige organisationer og deres ildsjæle. Og disse er de gamle hattedamernes nutidige arvtagere. Efter min mening, handler det stadig om at socialkontrollanterne skal, som deres primære opgave, tilføje, hvem det måtte være, en bestemt magtgruppes ønskede adfærd, dvs. nogle pæne normer, i princippet på samme måde, som den gang i sidste del af 1800 tallet. Hattedamerne den gang, og en del af ildsjælene i dag, er desværre sikre i deres egen moral og egne normers uovertrufne, universelle fortræffeligheder - for de gamle, som de nye missionærer, var og er egne værdier de absolut eneste gyldige for enhver stakkels sjæl i byen. I Byen tæmmes skriver Karin Lützen, at det var middelstandens egen frygt for at ende i de fattiges og arbejdsløses egne rækker som var drivkraften bag hattedamernes missionsiver. Hattedamerne var ikke nødvendigvis reaktionære i deres egen tid, men jeg synes at nutiden er overfyldt med magtfulde moralister som demonstrerer en manglende respekt for det enkelte menneskes - barns - ret til selvbestemmelse. I hattedamernes tid var alles selvbestemmelse ikke et tema oppe i tiden, som det er i dag. I vort århundrede er det enkelte menneskes ret til selvbestemmelse i højere grad end tidligere et universalt princip. God tone siger, at dette gælder for enhver uanset køn, race, seksualorientering eller alder. Nutidens "hattedamer" derimod nægter i princippet børn deres ret til selvbestemmelse i seksuelle anliggende, og sikkert i andre anliggender som ikke passer ind i deres kram. Nutidens "hattedamer" forbyder selv voksne prostituerede i at udøve nogen form reel selvbestemmelse i egne anliggender! Herudover, hvad angår unge menneskers selvbestemmelsesret nægter disse "missionærer" at forholde sig til noget af den bedste forskning på området. F.eks. Children and Sex, af Martinson and Constantine, samt Dr. Theo Sandforts “The Sexual Experiences of Children”. I stedet henholder man sig ofte, synes jeg, til en ideologisk præget “forskning” som er uvidenskabelig, for så vidt at konklusionerne på de undersøgte unge generaliseres til helt andre unge - bl.a. fordi der udelukkende “forskes” i kliniske, altså “sygdomsramte” og slet ikke “sunde” og “normale” og “velfungerende” unge mennesker. Den konservative Neill Postmann Den velkendte amerikanske konservative forfatter Neill Postmann er selv overbevist om, at tiden i dag er helt moden til at f.eks. pædofili kan blive integreret i samfundet. Postmann skriver faktisk at de pædofile behøver blot læne sig tilbage og vente til historien byder dem velkomne og ind i varmen! Det skriver Neill Postmann, selv om han er 100% imod denne udvikling - som han vil bekæmpe med næb og klør! Karin Lützen var i DR P1 for ikke så lang tid siden. I 2 timer fortalte hun om sit store forfatterskab og om sit eget liv, skønt var det at høre. Noget af det jeg synes var mest spændende var hendes overbevisning om, at alle mennesker vælger deres egen seksualidentitet. Lützen ligestiller seksual identitet, som f.eks. heterosekualitet, pædofili og homoseksualitet, med alle seksuelle identiteter på den måde, at hun mener at vore vidt forskellige selvopfattelser i bund og grund handler om valg - ikke som at vælge en ny skjorte, men som at vælge en religion eller anden seriøs og fast overbevisning. Uanset om dette valg er let eller svært at træffe, og uanset om et sådan valg måtte medføre store vanskeligheder for den enkelte i forhold til det øvrige samfund. Alt dette har hun givet udtryk for uden at jeg, iøvrigt, aner noget som helst om Lützens eventuelle sym- eller antipatier mht. til omtalte pædofili. I DR 1 fortsatte Lützen med at udbasunere, at alle mennesker er født med en polymorf pervers potentiale. Ud fra alle deri liggende muligheder - kriminelle eller lovlige - vælger alle mennesker en eller anden seksuel løbebane - formentlig er cølebatet også blandt mulighederne i det polymorfe univers. Da Karin Lützen blev, af Keld i “Keld Koplevs krydsfeldt”, spurgt herom lød spørgsmålet: "Hvorfor vælger nogle mennesker en så hel umulig seksualitet?" Lützens svar: "Hvorfor vælger mennesker overhovedet noget som er vanskeligt? Et rigtigt svar på det spørgsmål kan jeg ikke svare på, det må du spørge en ekspert på området." I andre sammenhænge er det siden Vikingetiden en fornem dyd at ville tage udfordringer op - nemlig, lige præcist at ville gøre det vanskelige/det svære - alt andet er jo lal i en rigtig vikings øjne. Anmeldt af Troels Peter Schmidt Professor, overlæge, dr. med.
og sexolog
Preben Hertoft
anmelder Professor Preben Hertoft i Politiken: Hvor gængs pædagogik hævdes at tage sit udgangspunkt i en grundlæggende utilfredshed med børn som de er og pædagoger af den observans vil ´forbedre´ barnet, forme dets karakter, præge dets følelser, indstillinger og overbevisninger, der kan anti-pædagogik defineres som 'opdragelsens gendrivelse'. Anti-pædagogik søger at styrke såvel børns som voksnes jeg-identitet, deres selvopfattelse, fællesskabsfølelse og ligestilling. Ifølge Rasmussen sker det alt for sjældent i dag. Og måske har han ret. Spørgsmålet er imidlertid om Rasmussen selv er en tilstrækkelig god pædagog - eller anti-pædagog - til at nå sin læser, opnå sin hensigt. Hans bog er unægtelig noget spredt, springende og ufærdig, vil på en gang alt for meget og yder samtidig for lidt. Og det til trods for den energi, oprigtighed og kærlighed, der må være dens drivkraft. Det er, som om Jørgen Rasmussen kæmper ud fra en følelse af afmægtighed, selv er offer for en undertrykkende omverden. Forhåbentlig vil hans bog alligevel blive læst, diskuteret, sagt imod og blive forstået, så en ond cirkel kan blive brudt. Undervejs havde jeg både Homer Lane og A.S. Neill i tankerne. De er ikke nævnt i den udførlige referenceliste. Men Rasmussen kender dem utvivlsomt, for han er selv medlem af familien."
Preben Hertoft,
Politiken, (Feb.1993) Klik på: Besøg friskolen Summerhill i Skotland For mere anti-pædagogik klik på: http://privat.schlund.de/k/kraetzae/englinks.htm Læs
forfatter, gestaltterapeut
Maria Marcus´ forord til
Maria Marcus har skrevet: Forord til hele og FRIE børn, af Troels Peter Schmidt - anmeldt af professor Preben Hertoft i Politiken: Forord af Maria Marcus: Umiddelbart er der jo ingen tvivl: det er barnet. Barnet af en forældregeneration, som har oplevet den såkaldte seksuelle revolution - der bare ikke for alvor har slået igennem. Barnet, hvis børneafmagt måske intetsteds er så gennemgribende som på det seksuelle område - omgivet som det er af voksne, forældre og pædagoger, der lader deres egen seksuelle undertrykkelse gå videre til næste generation. Og gør det intetanende. Lige så intetanende som deres egne voksne i sin tid gjorde det, og generationen inden dem, og så fremdeles. Barnet, som ved en masse på nogle områder og ingenting på andre. Barnet, som er dømt til at overtage de voksnes uerkendte normer. Fordi fundamentet lægges så tidligt, at det ikke uden videre lader sig gøre at få et bevidst forhold til det. For hvordan bliver man bevidst om noget, der gør sig bemærket ved sit fravær? Noget der ikke er der - i hvert fald: noget der behandles, som om det ikke var der? Eller, som en pædagog i bogen udtrykker det: - Jeg mener ikke, at der er noget at snakke om vedrørende seksualitet. Han fylder knap et par linjer, denne pædagog. Alligevel er det ham/hende, der bliver hovedpersonen i Jørgen Rasmussens “Seksualkritisk anti-pædagogik”. Den gennemggående figur, fjenden, dragen som vi alle har at slås med - og som alle ægte drager er til stede både ude i verden og inde i os selv. Anbragt i tidernes morgen af vore egne forældre, inden vi havde skyggen af en chance for at mærke, hvad det var, vi blev snydt for. Og hvis vi troede, at vi levede i den seksuelle friheds tidsalder, så er bogen en dokumentation af, at så vidunderlig vidt er vi ikke kommet. Barndommen er den længste tid, det ved vi alle. Det er barndommen der præger os resten af livet, i barndommen er vi så utrolig modtagelige - og udsatte. For eksempel for opdragelse. >>I begyndelsen var opdragelsen<<, som den schweiziske psykiater Alice Miller siger. Det er hende, der med den største solidaritet med både barnet og den voksne taler om de krænkelser, vi tilføjer vores barn - uden at nogen af parterne aner, hvad det er der foregår. Alice Miller taler bare ikke om den del af opdragelsen, der består af fortielser og virkeliggørelse, af undladelsessynder. Men kan man i grunden forestille sig et mere alvorligt overgreb, en større krænkelse end at forbigå centrale dele af et barns krop og funktioner og følelsesliv i rungende tavshed? Hvortil vor pædagog ryster på hovedet: - Jeg mener ikke, at der er noget at snakke om vedrørende seksualitet. For det gjorde man nemlig hverken i hans hjem eller i hans børnehave, og under hans uddannelse er der ingen, der har pålagt ham at snakke med børnene om den slags, hvilket han tydeligvis er lettet over. Jørgen Rasmussen gør sig til talsmand for det stik modsatte,. Og han gør det med en konsekvens, som må få det til at løbe koldt ned af ryggen på vor pædagog: Vi skal i høj grad snakke med børnene om seksualitet! Vi skal snakke med dem om, at de har kønsorganer, hvad de skal bruges til, og frem for alt; at seksualitet er meget mere end bare de organer og at det handler om lyst og nydelse og at seksuelle lyster kan gå i mange forskellige retninger, bl.a. til alle køn! Freud talte med en spøjs blanding af ærefrygt og gysen om, at børn fra naturens hånd er polymorft perverse. Dermed mente han dels, at de er i besiddelse af en seksualitet lige fra starten (til rædsel og undren for hans samtid), dels at denne seksualitet kan antage de mest forskelligartede former. Jørgen Rasmussen fortsætter hvor Freud stoppede. Hans mål er fremtidens polymorft perverse samfund, altså for os alle sammen. Han ønsker at give os alle plads til at udvide vores register og udfolde vores seksualitet i alle de former, den kan finde på at antage. Rent personligt gør han hvad han kan, for at børn og unge skal få et mindre belastet forhold til deres seksualitet, end vi andre fik. Han snakker med dem om det hele, inklusive menstruation, onani, hvordan bøsser gør det og hvordan det kan være dejligt. Han er åben omkring at han selv er bøsse. Han går nøgen sammen med børnene, når de følges over til badet. Han spiller desuden børnerock for dem og broderer et børnemagt-symbol på sin jakke. De gamle kønsroller bliver der ikke meget tilbage af. Det fungerer fint. Ikke mindst fordi han ikke åbner munden i tide og utide, men kun når børnene spørger. Forældrene synes også det er okay; Jørgen Rasmussen og de andre involverede har spurgt dem på forhånd, om de ville være med i >>eksperimenterne<<, der foregår i børnehaver og på fritidshjem. Både han og vi andre ved jo godt, at >>den slags<< ellers kan resultere ikke bare i moralske opstød, men også i pressionsforsøg og direkte trusler, gerne i barnets eller menneskerettighedernes navn. Det er derfor, der er brug for folk, der tør tage bladet fra munden, og hvor det nu ellers er fra. Men hvad stiller han op med vor pædagog - hovedpersonen? Jo: han har den frækhed at foreslå, at pædagoger skal åbne op for deres privatliv overfor børnene! Og i øvrigt arbejde med deres egen seksualitet - bearbejde hinanden problemer internt i pædagoggruppen. Eventuelt med erfaringer fra kvinde- og mandebevægelsens basisgrupper. Og i det daglige arbejde med børnene skal der knyttes folk med erfaring fra kropsbevidsthedsarbejde til institutionerne. Det lyder smukt og lidt utopisk. Og samtidig næsten lidt beskedent, hvilket ellers ikke kan siges om Jørgen Rasmussens seksualpolitiske målsætning, hele det nye samfund han stiler imod. Jeg tror man kan nå langt med erfaringer fra basisgrupperne - men ikke langt nok. Hvis man skal arbejde med børn og unge, burde det være en selvfølge, at man på et tidspunkt får professionel støtte til at arbejde med sin egen seksualitet. Det er ikke kun børnene, der skal have gavn og glæde af kropspædagoger! Det er også de voksne! Kropsbevidsthedskurser, seksualitetskurser, folk der er vant til at arbejde med personalegrupper burde være selvskrevne til at blive trukket ind. Der er så mange blinde punkter og så meget angst knyttet til seksualiteten, at lidt professionel assistance burde være det mindste man kan forlange. Og vel at mærke ikke bare for at samle viden sammen, men for at få direkte følelsesmæssig og kropslig indsigt i nogle sammenhænge. Jamen skal man nu gå i terapi for at omgås børn og unge? Ja. Og tænk hvis vores forældre og lærere og pædagoger havde vidst lidt mere om sig selv, turdet lidt mere, og gidet lidt mere! Det er ikke småting, hvad der knytter sig til seksualiteten af angst, uvidenhed, skyld og skam. Selv i dag, selv hos voksne der har selvindsigt og overskud nok til at kaste sig ud på det såkaldte terapimarkedet. Som mangeårig gæst på dette marked, både som deltager og i de sidste ti år (i min egenskab af gestalt- og kropspsykoterapeut) også som kursusleder, kan jeg virkelig bekræfte Jørgen Rasmussens påstande. Uanset al vor snak om tidens over-seksualisering, så repræsenterer seksualiteten et efterslæb, som vi er alt for længe om at få hånd i hanke med. På kurserne oplever man det på nærmeste hold. Det er utroligt, hvad folk ikke ved om deres egen seksualitet, hvad de aldrig har tænkt på som problemer - og hvad der ikke desto mindre .ligger som en tung hørm over deres kontakt med en partner af det ene eller andet køn. Hvad der dog er af selv ransagelser: er jeg nu god nok, er jeg nu rigtig skabt, er jeg nu seksuel nok, er jeg ikke alt for seksuel? Hvad der dog er af muskler, der strammes op og holdes fast i kroniske spændinger, hvad der dog er af kropsområder, der ligger øde og ubrugte hen! Spildt energi, spildt liv. Man ved ikke, om man skal grine eller græde. Men selvfølgelig skal man ikke græde, for netop når man går i gang med at snakke og eksperimentere og prøve sig frem på ukendte stier, så viser det sig, at der er ting, der kan ændres. Meget af det handler om at få det ubevidste op til den følelsesmæssige og kropslige bevidsthedstærskel. Så kan man begynde at registrere, hvad det egentlig er der foregår i en, i stedet for at det ligger og bremser og laver ravage, uden at man overhovedet er klar over det, f.eks. hvad vi i grunden bruger vores seksualitet til - til at skaffe os kropskontakt? selvbekræftelse? børn? sokkevask? tryghed? penge? osv. osv. Så kan man begynde at gøre op med sin egen opdragelse, både den højrøstede og den stiltiende. Man kan begynde at sortere krav og forbud - vil jeg have dem eller vil jeg smide dem ud? Og man kan begynde at gå på opdagelse i sin krop og finde ud af, at den faktisk rummer mere energi, følsomhed og styrke, end man anede. Man kan kalde det kropsbevidsthed, terapi, personlig udvikling. Eller en måde at komme tættere på, hvordan vi gerne vil leve. Og hvad vi ønsker for vores børn. En af faldgrupperne i alt det her, det er selvfølgelig, at man laver nye normer for børn, eller de unge, eller de voksne for den sags skyld. Jeg kan f.eks. være vildt uenig med Jørgen Rasmussen i hans alternative betegnelser for kønsorganerne, ord som hyggekugler, kildeindgang, og lignende. Det må være svært at få lydende fra forældrenes soveværelse til at harmonere rigtigt med den slags ord. Men det er detaljer. I alt det afgørende har han fat i den rigtige ende, den vigtige ende. Det handler om seksualitet, og det er vigtigt nok i sig selv. Den er en central del af vores liv, den påvirker os positivt, hvis den fungerer godt, negativt hvis ikke. Den kan betragtes som en skuffe, man kan trække ud eller lukke i, den har tråde til alle dele af vores liv. Ligesom den er et resultat af den måde, vi har levet siden vi var børn, således er den også en forudsætning for den helhed, som vores liv er. Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig en ægte frihed i verden, hvor den forkrøblede seksualitet vi kender, hører til normaliteten. Livet er fuldt af problemer, nogle fører os videre, andre er overflødige energi-slugere. Kom ikke og fortæl os, at det ikke er næsten lige så synd for vore børn, som det har været for os. I sidste ende har vi et ansvar for vores børn, der svarer til den måde, vi forvalter vores jord på. Det er også en form for økologi - at drage omsorg for at forbedre naturens levevilkår i mennesket. Maria Marcus Forfatter, mag.art. Klik på: Besøg friskolen Summerhill i Skotland For Anti-pædagogiske bevægelser i verden klik på: http://privat.schlund.de/k/kraetzae/englinks.htm Weekendavisen. Leif Blædels anmeldelse af Schmidts:
ANMELDELSE AF Troels Peter Schmidts BOG: fra Incest til MEDIE-HETZ Weekendavisen: MEDIER De seksuelle minoriteters forsvarer af Leif Blædel, Weekendavisen 12. - 17.december 1997 - Presse-hetz. Troels Peter Schmidt blev svinet til fordi han sagde om seksuallivet, hvad det er alt for anstødeligt at sige. - Troels Peter Schmidt: fra INCEST til MEDIE-HETZ, 216 sider. 149 kr. Attika. Peter Schmidt er en meget aktiv forsvarer af seksuelle minoriteter. Da han for 20 år siden arbejdede i Omkarteringen på Købmagergades Posthus og oplevede, at homoseksuelle blev chikaneret af andre postarbejdere, var han en af initiativtagerne til oprettelsen af et ligestillingsudvalg i Postarbejdernes Fagforbund. Det skulle modarbejde “enhver form for diskriminastion på grund af nationalitet, race, køn og seksualitet, som f.eks. homoseksualitet, transvestisme, transseksualitet osv.” Han er med i flere af minoritetsgruppernes sammenslutninger, var endda stifter af ekshibitionistforeningen Netværket Frie Kroppe - uden at han vist selv er ekshibitionist - han er også med i foreningen for pædofile uden selv at være pædofil (Troels Peter Schmidt var medstifter af gruppen, men har ikke været medlem i mere end 10 år, Troels Peter Schmidt). Han skriver desuden om seksualpolitik og har lavet radioudsendelser om seksuelle minoriteter. Det har ikke været uden omkostninger. For et par år siden, da han havde annonceret efter tilslutning til et “anti-pædagogisk netværk”, indledte bladet Socialpædagogen, som nok foretrækker pædagogiske netværk, en kampagne mod ham som pædofil, den blev fulgt op for fulde sejl af B.T. og Politiken gav sin tilslutning. I sin bog gengiver Troels Peter Schmidt alle angrebene og sine svar på dem - forresten også en uhyre forstandig artikel om den form for journalistik og om Pressenævnets forskel-på-folk-holdning til hans klage over den... det var en kommentar, jeg skrev her i bladet. Schmidts dokumentation er egnet til at gøre i hvert fald de lydhøre lidt klogere. Den vil være oplagt materiale ved et studium af presse-uhæderlighed på Journalisthøjskolen - hvis man ellers dersteds interesserer sig for det emne. Der er meget andet interessant dokumentarisk stof i bogen. Sammen med en medstuderende fra det seminarium, hvor han blev uddannet som pædagog, producerede Schmidt en udsendelse til P1s Båndværkstedet med titlen “Far, må jeg lege med din tissemand?”. Den vakte ikke begejstring i DRs daværende programudvalg, og i modsætning til vist nok alle andre udsendelser fra Båndværkstedet, blev den aldrig genudsendt. I forkortet form gengives den i bogen. Langt fyldigere gengivet er udsendelsen “Findes der lykkelig blodskam?”, som Schmidt producerede sammen med Kai Nielsen i Vesterbro Natradio. Producenterne tager (selvfølgelig) klart afstand fra blodskam, hvor der er tale om seksuelt misbrug eller tvang, men da det ellers altid er misbruget som omtales, og omtales voldsomt, vil de belyse “den mest fortiede form for incest”. De interviewer til det formål cand. psych. Hans Hessellund, forfatteren Christian Braad Thomsen og cand. psych. Bent Petersen og bringer personlige beretninger fra mennesker, som fortæller om lykkelige blodskams- eller incestforhold i deres barndom. Efter de samtaler og beretninger blev der åbnet for lyttere som ringede ind - hvad mange gjorde, både kritikere og mennesker som havde positive erfaringer - og samtalede med to sexologer i studiet og med Troels Peter Schmidt. For sexologerne var det åbenbart, og det er vist nu om dage almindelig viden, at også børn har seksuelle følelser og fornemmelser. De mente også at børn ikke har skade, snarere udbytte af seksuelle forhold til søskende eller til voksne hvis det er noget de selv ønsker, og hvis det helt er på deres egne præmisser. Både de og udsendelsens tilrettelæggere var ganske sikkert enige med Chr. Braad Thomsen, da han sagde, at samfundet, efter hans mening “ikke har ret til at blande sig i, hvordan mennesker gensidigt og frivilligt lever deres liv. Samfundet har pligt til at gribe ind i samme øjeblik, der er tale om overgreb. Men samfundet tager fejl, når det tror, at alle incest-forhold pr. definition har karakter af overgreb, for det har de ikke.” Det sidste bekræftes af folk som Rigshospitalets sexologiske overlæge, professor Preben Hertoft - som mener at Troels Peter Schmidt pædagogisk er i slægt med A.S. Neill - og forfattere som, blandt adskillige andre, Germaine Greer og Anais Nin. Det er jo synspunkter man dårligt har lov at have. Og det er endnu mere anstødeligt, når mennesker fortæller om egne lykkelige blodskamsoplevelser. Så det er sjældent man hører den slags udsagn. Men netop derfor er det højst værdifuldt at en uforfærdet, kæmpende mand som Troels Peter Schmidt lægger sit oplysende materiale frem, så både dokumentationens vægtighed og de konklusioner han drager, kan blive diskuteret på virkelighedens grundlag. -------------------------------------------------------------------------- Far, må jeg lege med din tissemand? blev udsendt d. 17. august 1982. Dr. phil. Wilhelm von Rosen anmelder udsenelsen. Program om børns sexliv stoppet (Mere af Blædel:) Blædels anmeldelse af bogen Misbrugt, som angiveligt handler om "Vadstrupgård-sagen" kan du læse ved at KLIKKE HER Kommentator Leif Blædel om medier og forskel på folk samt mange flere anmelderser: Weekenavisen 12-18. september 1997: Pressenævnet og Kronprinsen. Dommen var afsagt på forhånd, den glimrer ved manglen på motivering og er i strid med retspraksis Forskel på
folk Bestil bøgerne! på Det Kg. Bibliotek: www.kb.dk Fagforeningsdomstole - en kommentar til den verserende debat: Berufsverbot og eksklusion
Læs gerne papir-udgaven af Fra Incest til Mediehetz, som kan lånes gratis på Det Kgl. Bibliotek eller lige her: For
første gang læs Nu i flot Super PDF Format
|
Se 1½
time lang 
klik
på
