Heksejagt:& heksejægere

Anmeldelse/omtale af -Vadstrupgårdsagen:JUSTITSMORD
Forud for Blædsels nye bog Justitsmord - Vadstrupgårdsagen - udkom 19. okt.99 - skrev forfatteren: 

 "Vadstrupgård-sagen"- Skandalen Cavlingkomiteen:

Insinuationer
Af Leif Blædel
Weekendavisen  nr. 16,
23.- 28. april 1999:

(Web-redaktøren: - Polemikken fortsætter med Blædels svar til formanden for Cavling-komiteen, Anna Vinding, Weekendavisen, nr. 19, red. -nederst: "Journalister kan gardere sig" -)

Cavling-prisvinderens bog. Den er næsten ulæselig, men afslører på det grusomste

Cavling-komiteens niveau.

Boganmeldelse af Leif Blædel -

Tonni Vinkel Sørensen: Misbrugt, 247 sider, 249 kr. Forlaget Høgsted & Høgsted

Tonni Vinkel Sørensen fik i januar Cavling Prisen for de godt 100 artikler han havde skrevet i lokalavisen Bagsværd/Søborg Bladet efter at en pædagogmedhjælper var blevet anholdt for seksuelt misbrug af 20 børn i daginstitutionen Vadstrupgård.

  Bogen, han nu har udsendt, er ikke en sammenfattende skildring af det, han blev belønnet for, den genoptrykker bare hovedparten af de 100 artikler. Det er dristigt publiceringspolitik. Selv pressens fineste skribenter har sjældent held med til at udgive endog udvalgte dagbladsartikler, og der er vist ikke nogen som tidligere har haft den frimodighed til at udsende en samling kampagne-artikler i bogform, fremragende de end har været - allerede de uundgåeligt talrige gentagelser ville gøre bogen ret ulæselig.

  Vinkel Sørensen er ingen fremragende skribent, og han har flere og hyppigere gentagelser, end nogen aviskampagne-artikler jeg før har oplevet. Mit gæt er at udover mig selv, og andre eventuelle lige så pligtopfyldende anmeldere, vil kun forfatterens nære allierede i Gladsaxe orke at slæbe  sig gennem hele møllen.

For mig var det alligevel interessant arbejde, for det blev belønnet med en klar og uafviselig  dokumentation for, hvad der bevægede Cavling komiteen til at give Vinkel Sørensen prisen og dens formand, Anna Vinding, til i sin overraskelsestale at udnævne ham til en "rigtig helt... sådan en Hollywood laver film om."

  Motiveringen for disse fagre ord ifølge Vinding, at Vinkel Sørensen "sobert og vedholdende har afdækket Danmarkshistoriens største sag om sexmisbrug af små børn" og har tvunget "denne skandale af ufattelige dimensioner ud i lyset ... og myndigheder og andre medier til at tage stilling til et modbydeligt og indtil nu alt for skjult problem."

  Det er jo sandt nok en flot bedrift - hvis den er udøvet. Men Vinkel Sørensen har ikke "afdækket" en pind i sexsagen. Det har retssystemet klaret helt alene uden den mindste håndsrækning fra ham. Han har endda praktisk taget ikke skrevet noget om selve sagen. Hvilket Anna Vinding lige antyder en passant med to linier i sin lange hyldest tale.

  Jamen hvad er det da hun taler om. Jo, hun finder i de 100 artikler "en dyb undren over, hvor de ansvarlige var hende." Men den undren er jo ikke særlig ualmindelig, når en eller anden kriminel handling først er afsløret. Den skulle næppe være nok til en pris. Men halvvejs henne i sine lyriske udladninger kommer Anna Vinding så med en lidt mere præcis formulering: "Da alle de voksne, som de 23 små børn fra Vadstrupgård burde kunne have tillid til, svigtede, enten fordi de ikke forstod hvad der skete, eller ikke ville forstå det  - dukkede der alligevel en voksen op, som tog de svages, børnenes, parti."

  Se, det nærmere sig jo en sigtelse, selv om den er forsigtigt udtrykt - hvilket er forståeligt, efter at to juridiske professorer der undersøgte hele sagen og kommunens og børneinstitutionens rolle i den, i deres rapport konkluderede, at man ikke kunne kritisere nogen for at have handlet forkert, og at man ikke havde kunnet stoppe overgrebene tidligere.

  Men det er nøjagtig det Vinkel Sørensen postulerede og insinuerede i sine 100 artikler. Han har fundet eksempler på, at der i årenes løb er rejst kritik mod Vadstrupgårds leder, Inga Held, fra nogle forældre og medarbejdere, og dem har han tyggede igennem den ene gang efter den anden, forfra og bagfra, og han blander dem med oplysninger om sexsagen, og han gentager det hele og vender det rundt og tilbage - og det er én lang tilsvining af og insinuation mod Inga Held.

  Da hun klagede til Pressenævnet, kritiserede det Vinkel Sørensen for ikke at have tjekket sine oplysninger, navnlig ved ikke at forelægge hende angrebene inden de blev trykt. Men skønt Pressenævnet egentlig ikke er sat til at vurdere insinuationer, ledsagede det sin kritik af ham med bemærkningen, at flere af hans artikler "reelt giver det indtryk, at klageren har været ansvarlig for at de seksuelle handlinger, som pædagogmedhjælperen blev dømt for, ikke blev opdaget."

  Det er en yderst præcis beskrivelse ikke kun af de påklagede artikler, men også af hele bogen og hensigten med den. Vinkel Sørensen vil med ords vold og magt gøre Inga Held  personligt ansvarlig for det, medarbejderen blev dømt for.

  Det er en noget ejendommelig teori, at en leder skal vide  hvad der foregår i hver eneste krog af institutionen, hvor 15-20-25 medarbejdere, som har arbejdet samtidig med den dømte, ikke har opdaget noget - og Vinkel Sørensen har ikke, han finder heller ikke gennem mere end et års søgen så meget som et eneste lille indicium  for, at den er rigtig. Det hel bliver ved insinuationerne.

  Selv om det virkelig var berettiget, forekommer det mig ikke i sig selv at være nogen særlig væsentlig journalistisk opgave, at få en, i øvrigt nu længst pensioneret, leder hængt op på et ansvar for overgreb begået i hendes institution. Og jeg anser det for slet journalistik at bearbejde læserne, systematisk og gennem lang tid, til at tro, at den pågældende er skyldig i den antydede forbrydelse.

Det  er værd at hæfte sig ved at Cavling komiteen - hvis medlemmer er Kurt Strand, DR-TV, Lars Trudsø, EB, Carsten Ingemann, Jyllands-Posten, Betty Rasmussen, Fyns Stiftstidende og informationschef i DSB Anna Vinding - finder dén journalistik hæderværdig. Sådan står det til med idealerne blandt danske journalister, og den eneste kritik jeg har set af pristildelingen er Martin Krasniks og Poul Pilgaard Johnsens artikel i Weekendavisen.

  Generelt har jeg ingen mulighed for at kontrollere hvad Vinkel Sørensen har udeladt af oplysninger, som måske ikke passede ham. Et enkelt eksempel har jeg dog. I en artikel fortæller han, at nogle af børnene efter retssagen har fortalt, at den dømte sammen med en kvinde og to mænd førte dem til Hotel Eremitage i Lyngby og til en eller flere lejligheder i Gladsaxe. "Her blev de misbrugt, mens de blev filmet og fotograferet. Overgrebene omfattede fuldbyrdede samleje for både drenge og piger. Nogle børn har forklaret, hvordan de skal være blevet bundet og slået  og bedøvet med piller og væsker." I en senere artikel tilføjer Vinkel Sørensen, at det drejede sig om mindst en halv snes børn, nogle har forklaret at de blev tvunget til at spise afføring og drikke urin.

  Vinkel Sørensen supplerer beretningen med udtalelser af cand.psych. Mimi Strange, der arbejder på Københavns Kommunes rådgivningscenter for misbrugte børn. Hun siger, at børn ikke lyver, navnlig ikke om ting som de skildrer. Børnepsykolog og leder af Københavns Amts center for småbørn, Kuno Sørensen, "fastslår, at børnene taler sandt, så mange børn i den alder kan bare ikke finde på den slags detaljer." Mimi Strange giver ham ret.

  De to såkaldte sagkyndige er ret uvidende. Der er mange tilfælde, hvor den slags børneberetninger var urigtige. Eksempelvis en gruppe californiske børn som angiveligt var bortført og misbrugt i flyvende tallerkener, eller en større gruppe hollandske børn der fortalte, hvordan de var blevet bortført og misbrugt af en flok tyske klovner.

  Vinkel Sørensen kan selvfølgelig have troet, at de to psykologer vidste, hvad de talte om. Men han bringer ikke oplysninger om politiets undersøgelser. De var omfattende, og man har ifølge Berlingske Tidende 10. jan. ikke på en udpeget adresse kunnet finde nogen, som svarer til børnenes beskrivelse, og i det hele taget "ikke noget der reelt underbygger deres nye forklaringer - hverken tekniske beviser, vidneudsagn, hotelbestillinger eller andre ting, som i andre sager kan bestyrke et offers udsagn."

  En kritisk journalist ville måske  efter de politi-oplysninger have spurgt sig selv, om mon udsagnene, som førte til domfældelse af pædagogmedhjælperen, var af samme lødighed, eller om han måske havde ret, når han hele vejen erklærede sig uskyldig. Men Vinkel Sørensen nærer ikke den "skånselsløse respekt for kendsgerninger", som professor Jim Carey, Columbia Universitets Journalistskole, anser for journalistikkens fundament. Tværtimod fortier han i sin bog politiets dementi af historien om småbørnenes oplevelser på Hotel Eremitage.

Som en led i debatten bringes her Polemikken:

Blædel vs. formanden for Cavling-komiteen, Anna Vinding, Weekendavisen, nr. 18:

Cavling

Anna Vinding journalist, informationschef formand for Cavling-komiteen

Årets Cavling-pris - journalisternes fornemste hæderspris - gik i januar i år til en journalist på den mindste avis i den berlingske koncern - nemlig Tonni Vinkel Sørensen på lokalavisen Bagsværd/Søborg.

  Han fik prisen for, som priskomiteen skrev i sin begrundelse, konsekvent brug af de journalistiske dyder, nysgerrighed, vedholdenhed og indignation. Årets Cavlingsprismodtager har i over hundrede artikler beskæftiget sig med at placere ansvar for Danmarkshistoriens største sag om sexmisbrug af børn - Vadstrupgårdsagen.

  Tonni Vinkel Sørensen har nu  udgivet sine artikler i bogform. Det har fået Weekendavisen Leif Blædel  til under overskriften "insinuationer" (Bøger den 23. april) at rette et angreb med spredehagl primært mod Cavling-komiteen, Tonni Vinkel Sørensen og min ringe person. Derfor må det være på sin plads at præcisere et par faktuelle oplysninger.

  Tonni Vinkel Sørensen fik undervejs en påtale af Pressenævnet, der udtalte "alvorlig kritik" af, at han ikke havde ladet en angreben part i sagen forsvare sig i avisen. Det er en påtale, som Cavling-komiteen finder på sin plads. Alligevel valgte vi at give prisen til Tonni Vinkel Sørensen, fordi en enkelt fejl (om end alvorlig) ikke skal overskygge en i øvrigt fremragende indsats - ikke mindst fordi Tonni Vinkel Sørensen selv erkendte fejlen og senere arbejdede på at rette op på den.

  Leif Blædel vender flere gange tilbage til, at myndighederne selv, bl.a. via jurister, slog fast, at de var uden skyld i, at tyve børn gennem en lang periode blev groft mishandlet i en kælder i en institution. En forbrydelse som førte til en fængselsdom på tre et halvt år til en pædagogmedhjælper.

  Det kan undre, at Leif Blædel ikke anerkender, at den gode journalistisk ofte netop starter der, hvor myndigheder og andre ansvarlige har travlt med at "lukke en sag". Tænk blot på Tamil-sagen, PET-afsløringerne, Thule-sagen og den klassiske Watergate-sag.

  Sex-misbrug af børn har længe været et tabubelagt emne. Tonni Vinkel Sørensens artikler har været stærkt medvirkende til at rette fokus mod et stort, delvis skjult problem. Andre medier, bl.a. TV2 og Jyllands-Posten, kører nu sagerne videre, politikere, fagforeninger, forældre og myndigheder ændrer regler og tilsyn.

  Derfor er dette journalistiske arbejde værdigt til en Cavling-pris.

  Leif Blædel undrer sig over, at kun hans to kolleger på Weekendavisen, Martin Krasnik og Poul Pilgaard Johnsen, har kritiseret prisdelingen. Her må man så minde om, at de to hovedkilder til Weekendavisens artikel, journalist Helene Moe og historikeren Niels Thomsen, begge over for fagbladet "Journalisten" har taget afstand fra den måde, deres udtalelser til avisen blev brugt. Så Leif Blædels undren  over, at Weekendavisens kritik af årets Cavling-pris står alene, kunne måske skyldes, at journalister og andre med interesse i mediernes arbejde er mere enig med Cavling-komiteen end med Leif Blædel.

   Blædels svar til formanden for Cavling-komiteen, Anna Vinding i Weekendavisen, nr. 19 - "Journalister kan gardere sig" følger her:

Cavling-prisen. Priskomiteens formand er så unøjagtig i sin omgang med kendsgerninger, at det næsten ikke kun kan skyldes faglig ubehjælpsomhed.  

Journalister kan gardere sig

Af Leif Blædel

Formanden for Cavling-komiteen, Anna Vinding polemiserer i et læserbrev (bøger, 7.5.) mod min artikel (Bøger, 23.4.) om komiteens tildeling af Cavling-prisen til Tonni Vinkel Sørensen. Det er i sig selv overflødigt at besvare brevet - men det er ikke uinteressant at iagttage Cavling-komiteens journalistiske standard, som den kommer til udtryk i det. Fru Vinding er så, skal vi sige unøjagtig i sin gengivelse af synspunkter og kendsgerninger, at det næsten ikke kun kan ses som udslag af faglig ubehjælpsomhed.

  1. I sin tale ved prisoverrækkelsen motiverede hun den med, at Vinkel Sørensen >>sobert og vedholdende har afdækket Danmarkshistoriens største sag om sexmisbrug af små børn ... (og tvunget) denne skandale af ufattelige dimensioner ud i lyset ... og myndigheder og andre medier til at tage stilling til et modbydeligt og indtil nu alt for skjult problem."

  Jeg påpegede 23.4., at Sørensen ikke  har afdækket den mindste smule i eller af sexsagen, og i læserbrevet referer fru Vinding nu motiveringen med, at han >>har beskæftiget sig med at placere ansvaret<< for sagen.

  2. Videre citerer hun Pressenævnet for at have kritiseret Sørensen >>alvorligt ... for ikke at lade en angreben part i sagen forsvare sig i avisen<<. Hvad nævnet kritiserede var grovere: At han ikke havde forelagt den angrebne, de påstande han fremsatte om hende i artikel efter artikel. Nævnet beskæftiger sig i det stykke kun med dén formalitet, ikke også med, at påstandene, som viste sig, var usande. Derimod tog det stilling til noget andet, som Anna Vinding undlader at nævne, >>at indholdet af artiklerne på grund af deres form og ordvalg kan være skadevoldende, krænkende og virke agtelsesforringende for klageren<< og at >>artiklerne reelt giver det indtryk, at klageren har været ansvarlig for, at de seksuelle handlinger som pædagogmedhjælperen blev dømt for, ikke blev opdaget."

  3. Anna Vindig refererer mig for den opfattelse, >>at myndighederne (i kommunen) selv, bl.a. via jurister, slog fast, at de var uden skyld i, at 20 børn gennem en lang periode blev groft mishandlet i en kælder i institutionen.<< Det jeg skrev var at kommunalbestyrelsen (med fuld tilslutning fra en kritisk indstillet opposition) bad to juridiske professorer fra Århus undersøge hele sagen og kommunens og institutionens rolle i den, og at de kom til, at man ikke kunne kritisere nogen for at have handlet forkert, og at man ikke havde kunnet stoppe overgrebene tidligere.

  4. Anna Vinding undrer sig over, at jeg ikke anerkender, at den gode journalist ofte netop starter der hvor, hvor myndigheder og andre ansvarlige har travlt med at >>lukke en sag<<. Men her var det ikke myndighederne, som lukkede sagen, det var to helt uafhængige juridiske professorer med frie hænder - altså ikke myndighedernes håndgangne folk, som Anna Vinding tillader sig at antyde. Til deres vurdering kan man lægge Pressenævnets. Videre den juridiske vurdering, der ligger i at prismodtager Vinkel Sørensen, stillet over for en injuriesag, så sig nødsaget til at beklage både sine falske påstande og grove insinuationer og betale en godtgørelse på 10,000 kr. plus sagsomkostninger til den krænkede. Man kan finde det heroisk, at en journalist ikke lader sig påvirke af de kendsgerninger - men han er hverken klog eller prisværdig, når han ikke har et eneste holdbart argument, endsige et bevis som grundlag for at fremture med sine påstande.

  5. Anna Vinding prøver at afstive sit forsvar for pristildelingen med, at >>sex-misbrug af børn længe har været et tabubelagt område. Tonni Vinkel Sørensens artikler har været stærkt medvirkende til at rette fokus  mod et stort, delvis skjult problem. Andre medier ... kører nu sagerne videre, politikere, fagforeninger, forældre og myndigheder ændrer regler og tilsyn. Derfor er dette journalistiske arbejde værdigt til en Cavling-pris.<<

For at sige det dæmpet er de påstande uomtvisteligt vrøvl. Sager om sex-misbrug af børn har i mindst ti år været højt prioriteret af danske medier og aldeles ikke et tabu - og yderligere er det overhovedet ikke dét emne, Vinkel Sørensen har skrevet om, han har bare prøvet at svine en institutionsleder og kommunens ledelse til i anledning af en sag, som myndighederne tog sig af helt uden hjælp fra ham.

  Som Anna Vinding fremstiller de uafviselige kendsgerninger, afslører hun på det forfærdligste Cavling-komiteens faglige niveau. Da den desuden har en højst usikker smag, risikerer også anstændige journalister at blive indstillet til den. For dem vil det være anbefalelsesværdigt på forhånd at bede sig fritaget for sådan en degradering.    

Som led i debatten:

Debatten  i Weekendavisen nr. 21    28.maj-3.juni   1999  fortsætter:

"Kommentar. Leif Blædels fremstilling af sagen om sexmisbrug af børn på daginstitutionen Vadstrupgård er forkert.

John Damm Sørensen, Stenkrogen 6, 2800 Lyngby:

Sagen uafsluttet

Under overskriften >>Journalister kan gardere sig<<, forsøger journalist Leif Blædel (Bøger 12-20.maj) at gå i rette med Cavling-komiteens formand Anne Vinding, i en debat om, hvorvidt årets modtager af Cavling-prisen, journalist Tonni Vinkel Sørensen (TVS), har gjort sig fortjent til prisen eller ej. Debatten mellem de to tager sit udgangspunkt i en anmeldelse af en bog Misbrugt, med en samling af TVS´s avisartikler om Danmarkshistoriens hidtil største sag om sex-misbrug af mindreårige børn i Gladsaxe Kommunes daginstitution Vadstrupgård.

  Det fremgår af Blædels svar til Anne Vinding og ovennævnte anmeldelse i Weekendavisen, at TVS langt fra har gjort sig fortjent til prisen, for som Blædel anfører, har TVS ikke afsløret noget som helst i sagen.

  Blædel fremfører i sin anmeldelse og sit svar til Anne Vinding:

  1. At TVS ikke har afsløret noget som helst i sagen. Denne påstand viser, at Blædel ikke har gidet sætte sig ind i sagen. TVS har med sine artikler afsløret en forvaltning, der på den mest skandaløse måde har forsøgt at unddrage sig ansvaret for skandalen. TVS har med utallige artikler redegjort for, hvordan en klage er nægtet modtaget, og hvordan forvaltningen har undladt at notere henvendelser fra forældrene i daginstitutionen.

  2. Blædel tillader sig at konkludere, at den rapport der blev udarbejdet af to professorer, frikender både forvaltning og leder for ansvar. Det fremgår ellers på side 51 at: >>... Som vi har påpeget ovenfor i afsnit 6.4, er det muligt, at H´s overgreb tidligere kunne have været opdaget, hvis de spredte enkeltstående iagttagelser, som forskellige medarbejdere havde gjort sig vedrørende den nu dømte pædagogmedhjælpers adfærd, var blevet samlet ét sted. I en velfungerende institution, ville det sted have været hos institutionens leder<<. Tydeligere kan man vist ikke sige, at lederen i tide burde have opdaget misbruget i hendes daginstitution.

  3. Blædel anfører endvidere, at rapporten skulle være blevet tilvejebragt på grundlag af enighed med en kritisk opposition. Jeg er selvfølgelig ikke bekendt med, hvilke informationer Blædel ligger inde med omkring de politiske forhold i Gladsaxe; men som borger i kommunen har jeg svært ved at få øje på nogen kritisk opposition. Jeg tolker dog Blædels udtalelse som resultat af, at hans kendskab til de politiske forhold i Gladsaxe Kommune stammer fra kollegaen Poul Pilgaard Johnsens artikel i WA >>En pris i en hornlygte<<, hvor den selvbestaltede oppositionsleder Bjarne Rasmussen giver udtryk for, at oppositionen bare ventede på at fælde de ansvarlige. Jeg har ikke set den opfattelse på tryk andetsteds, og jeg må da også konstatere, at Bjarne Rasmussen sammen med Socialdemokratiet, havde mere travlt med at skaffe AB et stadion til 35 mio. kr., end med at få placeret et ansvar, da Vadstrupgård-sagen var på det højeste i foråret 1998. At Poul Pilgaard før han kom til WA, var ansat i Gladsaxe Kommune som daglig leder af Radio Gladsaxe, hvor Vadstrupgård-lederens mand er bestyrelsesformand, må vel give anledning til visse overvejelser mht. troværdigheden af hans artikel.

  4. Blædel anfører, at to helt uafhængige jurister har lukket sagen. Igen afslører Blædel et totalt ukendskab til sagen, for de to professorer indleder faktisk rapporten med at slå fast, at >>... Vi finder det imidlertidig fortsat rigtigst, at vores undersøgelse angående de sagsbehandlingsfejl vedrørende overholdelse af forvaltningsloven (...) i det væsentlige afventer Tilsynsrådets undersøgelse<<. De to jurister har altså ikke taget endelige stilling til ansvaret for denne skandale; men har overladt det til Tilsynsrådet, fordi: >>Dette hænger sammen med, at spørgsmålet om forekomsten af sådanne sagsbehandlingsfejl bedst kan belyses ved en kombination af en gennemgang af sagsakter og officielle redegørelser og svar fra kommunalbestyrelsen<<. Det eneste svar kommunalbestyrelsen til dato har givet Tilsynsrådet er rapporten!

5. Blædel anfører til sidst, at TVS kun har haft et eneste ærinde, nemlig at svine lederen og kommunen til i en sag, som myndighederne klarede helt uden hans hjælp. Måske Blædel vil forklare os andre, hvorfor de to professorer bad om en kopi af samtlige TVS´ artikler, og måske Blædel vil forklare os, hvorfor Tilsynsrådet ikke reagerede, før end jeg på baggrund af bl.a. TVS´ artikler bad Tilsynsrådet om at undersøge sagen, for øvrigt længe inden, at de to professorer blev bedt om at se på sagen.

  Vi venter stadig på Tilsynsrådets afgørelse i sagen. For de interesserede kan rapporten hentes på http://www.geocities.com/CapitolHill/6180/Vadstrupgård."

OBS! Web-redaktøren: Selve Vadstrupgårdsagens to domsudskrifter - fra By- og Landsret - kan læses i deres helhed i Leif Blædels bog Vadstrupgårdsagen: JUSTITSMORD. Mig bekendt findes disse domsudskrifter intet andet sted, hvilket siger en hel del om samfundets unødig hemmeligholdelse af vigtige dokumenter, som ellers kunne være til stor hjælp for almenhedens forståelse af sådanne sager. Apropos Danmarks Radios offentliggørelse af dømtes og anklagedes navne: Herom siger Blædel. Peter Schmidt - web-redaktør. 

John Damm Sørensens  "Plimmelim"

Debatten   i Weekendavisen nr. 22    4. - 10.  juni 1999  fortsatte med:

Plimmelim

 (Som er  overskriften på Poul Pilgaard Johnsens svar til John Damm Sørensen, Weekendavisen - i Bogsekstionen)

Som led i debatten:

Poul Pilgaard Johnsen, Weekendavisen

"Fra min tid som journalist i Gladsaxe erindrer jeg John Damm Sørensen som en mand, der har viet sit liv til at bekæmpe de eksempler på konspiration og magtmisbrug, som han - uden smålig skelen  til fakta, rimelighed og almindelig sund fornuft - mener at kunne konstatere overalt.

  Nu er turen så kommet til mig selv, efter at jeg sammen med min kollega, Martin Krasnik, i en artikel har viderebragt kritik af Cavlingpris-modtageren Tonni Vinkel Sørensens dækning af børnesex-sagen fra Vadstrupgård.

  >>At Poul Pilgaard før han kom til Weekendavisen, var ansat i Gladsaxe Kommune som daglig leder af Radio Gladsaxe, hvor Vadstrupgård-lederens mand er bestyrelsesformand, må vel give anledning til visse overvejelser mht. troværdigheden af hans artikel,<< skriver John Damm Sørensen i en kommentar i Bøger i sidste uge.

  Hvilke overvejelser?, spørger jeg.

  Jeg har aldrig, hverken før eller nu, haft andet end en professionel relation til Finn Held (Vadstrupgård-lederens mand, red.), der på et tidspunkt var formand for den offentlige financerede, men redaktionelt uafhængige Radio Gladsaxe. Og jeg skal illustrere absurditeten i John Damm Sørensens insinuationer med et tænkt, men helt parallelt eksempel:

  Albertslunds borgmester Finn Aaberg er som bekendt formand for Danmarks Radios bestyrelse. Skulle en journalist, der for tre år siden var ansat i DR, ikke i dag og nu ansat på Politiken, kunne skrive om en sag, der vedrørte Finn Aabergs kones arbejdsplads >>uden at det gav anledning til visse overvejelser mht. troværdigheden af hans artikel<<?

  Det er helt plimmelim." 

Apropos:

"Pædofil-hetzens berufsverbot", kommenterer af Leif Blædel

MEDIER:  Weekendavisen - Leif Blædels ANMELDELSE af   "fra Incest til MEDIE-HETZ :  De seksuelle minoriteters forsvarer

Skråsikker uenighed - en række undersøgelser af sexmisbrug er tilbagevist som uvidenskabelige, kommentar i Weekendavisen

Sexmisbrugs "undersøgelser"  

Panikkens retorik - dagbladet Politiken søndag 7. februar 1999 og Professor irettesætter chefpsykolog

Hysteriet breder sig -  kommentar i dagbladet Information

• En grønlandsk - skik om moder/barn intimitet og omsorg - en incestlignende skik

• Østgrønlandsk rejse i naturen

• Incest - etymologi og menneskelig adfærd

Boganmeldelser:

1. Ny gammelbog - Tao Te Ching
2. Ny bog af Agner Fog, Ph.D. Cultural Selection
3. Af Karin Lützens nyeste bog  Byen tæmmes
4. Preben Hertoft anmelder hele og Frie børn
5. Maria Marcus - Forord
6. Leif Blædel anmelder fra Incest til MEDIE-HETZ 
7. Søren Brunbechs skandaløse "lektørudtalelse"

Bekæmp censur!  - Resist Censorship!:

Hjem

Bekæmp censur!  - Resist Censorship!: