Weekendavisen BØGER 5. august 1999:

Ringen sluttet. Journalisten og forfatteren Erik Nørgaard afslutter med denne fjerde bog sine erindringer.

De svages forsvarer
Anmeldelse af Leif Blædel

Erik Nørgaard : Ringen Sluttet. Erindringer. 308 sider, ill. 295 kr. Gyldendal.

Hjem

Et sted skriver Erik Nørgaard om en narkoluder, han havde hjulpet med til at få på afvænning og som, da hun bagefter ville besøge gamle venner, faldt i brønden fordi en hotelportier tilbød hende et gratis fix : >>For første gang i mit liv havde jeg lyst til at melde et menneske til politiet.<<

Det er yderst karakteristisk. Nogen vil måske umiddelbart tage det som udtryk for, at Nørgaard er >>politihader<<. Det er ganske forkert. Han er tilhænger af retsstaten og af at kriminalitet bekæmpes - om end han finder vores straffesystem elendigt - han havde og har nære venner i politiet og skriver under tiden om dem, så de ikke kan ønske sig finere omtale. Men først og fremmest er han altid og ubetinget på de smås og de uretfærdigt behandledes side, og det ville, om jeg så må sige, være omgængelse mod hans natur at udlevere nogen til politiet, der altid er >>den store<<. Hvilket selvfølgelig ikke skal tages mere bogstaveligt, end at han nok ville give politiet et tip om en farlig morder.

Det er den holdning, der har været drivkræften i hans væsentligste journalistik, og det er den, der har givet ham format som journalist. Der er ikke, og har ikke i hans tid været nogen anden dansk rets- og politireporter, som har nået ham til sokkeholderne i forsvaret for de svage og deres ret. Hvis ikke det var lidt sprogligt tvivlsomt, kunne man sige tværtimod. De har så hulens travlt, det store flertal af den disciplins journalister, med at rende i hælene på politiet og lade det redigere deres stof, de viderebringer politiets påstande aldeles kritikløst, dag efter dag, i sag efter sag, man så det eksempelvis i plejehjemssagen. Sjovt nok var det Ekstra Bladet, som ellers ræver sig af at være kritisk overfor alt og alle og navnlig myndigheder, der i den sag udviste den mest blinde tillid til politiet og var grovest af alle mod den sigtede - men det er i øvrigt i bladets nyere ånd, det har i de senere år adskillige gange direkte gjort sig til håndlanger for politiet og sat en ære i at udlevere >>forbrydere<< til det, selv små lus, det har angivet dem med stolthed og roser sig, hvis de bliver dømt. Det hænger vel sammen med, at det siden Watergate er blevet middelmådige journalisters og avisers drøm at kunne afsløre noget.

Erik Nørgaards trang til at >>afsløre<< var mest vendt mod fejl i retsmaskineriet. Der var til eksempel sagen om mordet på en lille pige på Fyn, Mona, som en hovmester blev dømt for. Nørgaard havde fulgt retssagen. Statsadvokaten havde ingen beviser, men byggede i hovedsagen sin anklage på en beregning af hvornår Mona og hovmesteren havde passeret mordstedet ad hver sin landevej og desuden på en stor lighed mellem en klud, fundet nær mordstedet og et par klude fra hovmesterens hjem. Nørgaard fandt den bevisførelse elendig, og da nævningerne dømte hovmesteren, satte han sig i bevægelse. Han fik nye oplysninger fra hovmesteren, foretog beregninger af køretider og sammen med en advokatven fandt han vidner som kunne bekræfte hans nye oplysninger. De påviste at anklagerens meget afgørende tidsskema var højst tvivlsomt, kludenes bevisværdi fik de også sat spørgsmålstegn ved, og så fik de sagen for klageretten. Det hjælp dog ikke, i modsætning til alle andre retter kræver klageretten nærmest beviser for uskyld - den dømte skal i hvert fald komme med nye oplysninger, som kan tænkes at være afgørende i sagen. Og Nørgaards nye oplysninger rakte ikke - selv om en god forsvarer, det er mit gæt, med dem i hånden måske kunne have fået frifindelse i første omgang.

Nørgaard fortæller også om en stribe andre straffesager, som oprørte ham, og som han prøvede at påvise skævheder i, mindst én gang med så stort held at det medvirkede til statsadvokatens forkastelse af en forbenet politimands indstilling om mordanklage, så det i stedet blev til en sag om uagtsomt manddrab. Det er en spændende historie, ligesom de andre beretninger om kriminalsager spækket med oplysninger om alle de nødvendige detaljer, beviser, indicier etc.

Bladhistorie er der jo også i bogen. Den handler om Nørgaards tid på Politiken. Jeg vil ikke påstå at hans bedømmelse af ledende bladfolk, i denne og de tidligere erindringsbind, altid forekommer mig lige træffende, men han har meget oplysende og atmosfærefyldte beretninger om redaktionens indre liv. En af den er aldeles grinagtig. Den skildrer et møde i kredsen af medarbejdere, som træffer beslutning om den daglige leder. Det var den dag anklagemyndigheden havde besluttet at rejse pornografisag mod Thaning og Appels forlag om Fanny Hill. Nørgaard ville skrive, at der måtte ske frifindelse.

Det var en penibel sag. Harald Engberg, der som skribent udtrykte sig stærkt og skarpt, men ved personlig fremtræden var konfliktsky, havde tidligere skrevet om bogen at >>vi formodentlig er i stand til at undvære denne uappetitlige udpensling<<. Det var jo i øvrigt også ham, der i en leder direkte havde skrevet, at man ikke skulle høre et ondt ord fra Politiken, hvis politiet skred ind mod Hans Reitzel for udgivelse af Jean Genets Tyvens Dagbog.

Nu sad de så der, syv herrer. I Nørgaards referat var det ikke Engberg som først reagerede på hans tilbud, det var chefredaktionens pladshund, Priemé. Han forsøgte først at tale om >>stilhed mens retten sider<<, og da Nørgaard replicerede, at politiet i hvert fald ikke tager den regel alvorligt, så han hen på Engberg og sagde: >>Vi har jo tidligere udtalt vores mening om den bog ...<< Efter lidt videre diskussion sagde Nørgaard så pludselig: >>Da meningerne åbenbart er delt, kunne vi måske på demokratisk vis stemme om sagen.<<

Det var vist første gang i bladets historie, der blev stemt om en leder. Men man gjorde det, ved håndsoprækning. 4-3 til Nørgaard. Priemé bøjede sig, men tilføjede dog: >>Men den skal ikke bringes i helligdagene.<<

Ringen sluttet. Journalisten og forfatteren Erik Nørgaard afslutter med denne fjerde bog sine erindringer.

Hjem

ANMELDELSE AF Troels Peter SchmidtS BOG   fra Incest til MEDIE-HETZ :

Weekendavisen:                             

MEDIER

De seksuelle minoriteters forsvarer

af Leif Blædel, Weekendavisen 12. - 17.december 1997

- Presse-hetz. Troels Peter Schmidt blev svinet til fordi han sagde om seksuallivet, hvad det er alt for anstødeligt at sige.

- Troels Peter Schmidt: fra INCEST til MEDIE-HETZ, 216 sider. 149 kr. Attika.

Forskel på folk

af Leif Blædel

Pressenævnet og Kronprinsen. Dommen var afsagt på forhånd, den glimrer ved manglen på motivering og er i strid med retspraksis

Weekenavisen 12-18. september 1997:

• Skandalen Cavlingkomiteen:
• Blædel, Anna Vinding, John Damm Sørensen, Poul Pilgaard Johnson i debat: Weekendavisen
• Cavlingprisvinderen Tonni Vinkel Sørensen sat under "administration"!

Nævnet hvor retssikkerhed ikke gælder de uglesete

Retssikkerhed - Kommentar af Leif Blædel,       Weekendavisen (2. juni 1995)

Hjem

Bekæmp censur!  - Resist Censorship!: