For Anti-pædagogiske bevægelser i verden

Besøg Summerhill og andre frie skoler ved at klikke hér

En anti-pædagogisk kronik -  I dette tilfælde handler det om at forsvare kvindelige pædagoger der uretmæssigt har fået tildelt rollen som "de skyldige" i politikernes magtspil:  

- Adjunkt Lone Nørgaard blåstempler mænds flugt fra daginstitutionern - læs evt også:

De vilde drenge og kvinderne

Lars Schou har også skrevet:

Som altid fremmer den ydre  fjende det indre sammenhold. 
Der er gang i hele huset og der demontreres hver gang udsmiderne i Borgerrep. holder møde.

Børnemagt    Ungemag

Ungdomshuset mobiliserer nu alle kræfter for sagen: Ungdomshusets bevaring. Som altid fremmer den ydre fjende det indre sammenhold. Der er gang i hele huset og der demontreres hver gang udsmiderne i Borgerrep. holder møde.

  Indtil nu har enkelte og klare paroler kombineret med selvdisciplin holdt linien : Ingen slagsmål med politiet før en evt. rydning. Spørgsmålet er blot om politiet kan vente så længe og dermed ophobe energien på begge sider til et altomfattende slag, eller om de vælger at fremprovokere en konfrontation tidligere ved den 5. kolonne de har i demonstrationerne. Den ellers gode stemning der har været ved demonstrationerne er sammen med de fantasifulde, ikke-voldelige aktioner på bus-terminalen, Daells Varehus og Tivoli, egnet til at tiltrække sympatisører fra andre sociale lag og aldersgrupper end Ungdomshusets subkultur. Almindelige mennesker og kulturpersoner der inderst inde nærer samme længsler efter selvforvaltning som de unge kan roligt komme ud af busken, for demoerne afvikles i værdighed. Der er faktisk en hel kulørt afd. i demoerne for det bløde civile fodfolk, bag den hårde kernes sorte blok. SORT BLOK vil sige at alle er klædt i helt sort, går i rækker og kolonne og er omgærdet af sorte brædder.

At Ungdomshusets evige drømme om frihed hos magthaverne er fortrængt til sjælens ubevidste udtryktes i Christianias selvsamme frihedskamp ved mundhældet: "I kan ikke slå od ihjæl, vi er en del af Jer selv." Men magthaverne har slet ikke blik for den anarkistiske del af sig selv og den værdi Ungeren har for dansk kultur- og samfundsliv. For dem levede Grundtvig forgæves. Der er noget udansk ved deres forsøg på at udslette landsbyen på Jagtvej. Det lugter af EU-integration. Deres holdning er dødsensfarlig: Jo flere der bakker Ungeren op nu, jo større håb har vi om en udgang på konflikten uden nye tragedier. Derfor er det extra vigtigt nu at alle dem med forbehold overfor UNgeren hurtigst muligt tænker på hovedsagen: Ja eller NEJ til at smadre selvforvaltningen. Det er Jer næste gang. Vis solidaritet.

Pædagogerne er godt trætte af nu i snart mange år at blive beskyldt for at feminisere børneopdragelse med den konsekvens næsten at kvæle især drengenes naturlige behov for de lidt mere vilde udfoldelser. For mange kvindelige pædagoger føles det som en personlig afstandtagen til deres fag og værdier.

  Når vi i år kommer på den anden side af 1 maj vil forudsætningerne for at intensivere disse angreb på kvindelige lærere og pædagoger desværre være endnu mere tilstede. Da vil bl.a. Frederiksberg Kommune indskrive betydelige flere børn i skoler og skolefritidshjem - den samme bevægelse som mange andre kommuner  landet over enten har gjort eller er i færd med.

  Konsekvensen heraf kender vi: Flere drengeslagsmål.  Og kvinderne vil få skylden, fordi de søger at begrænse slagsmålene.

Men et enkelt forvarsel om, at vi nødvendigvis må diskutere emnet nu, er en artikel som fornylig blev bragt i den gratis-uddelte og lokale Søndagsavisen 5, nr.9, "Børn skal have lov at slås".

  Heri blev kvinderne igen skudt i skoene, at de alene er årsag til de voldelige drenge og unge mænd. Andre årsagsmuligheder til volden nævnes ikke. Ariklens hovedaktør er dels børnepsykiateren Gideon Zlotnik, forfatter til De stakkels drenge, dels Leif Peter Olaussen, forsker ved Institut for Retssociologi ved Universitetet i Oslo og ansat som underviser ved Politiskolen i samme by. Han er desuden en varm fortaler for flere slagsmål blandt børn. Tredje part var Foreningen Børns Vilkår i Danmark, som plæderede for, at "drengene skal have mere plads til at slås", fordi drengene "gennem fysiske styrkeprøver skaber et hierarki, som er vigtigt, og som drengene respekterer indbyrdes."

Men for det første er det faktisk - ifølge Foreningen Børns Vilkår - lige så meget forældre som pædagoger, der lægger en dæmper på drengene.

For det andet er det andet undrer det mig, at Peter Olaussen vil lade børn slås for at skabe hierakier, når det i dag oftere drejer sig om at skabe ligestilling end netop hierakier.

  Ikke mindst blandt børn er erkendelsen og opdragelsen af, hvad der er ´mit´ og hvad der er ´dit´, noget af det væsentligste et menneske kan lære. I forlængelse heraf følger behovet for, at vi alle anerkender enkeltindividets ret til et ´mit´ og respekten for et ´dit´. Denne erkendelse er simpelthen alfa og omega i menneskets udvikling af personrelationer i et samfund som vores.

  Drengenes behov for fysisk udfoldelse og hermed også for slagsmålene, handler måske mere om dette og mindre om at finde sin plads i et hieraki. Hvis man vil udvikle spirende medlemmer af Bandidos  eller Hels Engels, så er det måske en forstilling, voksne kan opmuntre børnene til at dyrke.

Der findes flere forklaringer og årsager til skabelsen af “voldelige” unge mænd, end kvindernes dominans i opdragelsen. Én af forklaringerne er politikernes strukturelle vold mod børn, som går ud på at presse så mange som muligt ind i institutionerne med det resultat, at drengenes slagsmål og pigernes frustration breder sig i en elendig dagligdag. I dag trives så mange som 20-25 procent af børnene i institutionerne dårligt.

  Men det kan blive være endnu, som den følgende historie er et forvarsel om: På et skolefritidshjem er de mange børn netop ankommet fra skolen. På grund af et vigtigt og hastigt indkaldt møde er den pædagog, der skulle have været på 1. sal, undtagelsesvis endnu ikke kommet tilbage. Børnene véd, at de ikke må gå ovenpå alene, og det får de heller ikke lov til af pædagogerne i stue-etagen, som vurdere det som uansvarligt. Pædagogerne har nu to muligheder:

  - De kan enten kommandere alle børnene ud på legepladsen. Det tøver man dog med da den fraværende pædagog nårsomhelst vender tilbage.

  - Eller de kan modsat give børnene lov til at gå op på 1. sal uden voksne. Det sidste vælges, og som resultat henlå huset i cirka 20 minutter i en tilstand af eksplosiv limbo, mens de voksne intuitivt venter på, at de skrappe drenge skulle ryge i totterne på de svagere og pigerne begynde at græde. Hér er der vist ingen, der vil påstå, at slagsmålene tjener noget fornuftigt formål.

  Problemet løste heldigvis sig selv ved at den pågældende pædagog dukkede op. Vi andre åndede lettet op, men er samtidig blevet bevidste om, hvad der venter os med samfundets accelererende merindskrivning i institutionerne. Vi kom også i tanke om, at hver gang det i Danmark er dårligt vejr(!), står vi i samme situation, fordi børnene og medarbejderne naturligvis trækker indendørs. Vi er umådeligt sårbare over for både uventet fravær og dårligt vejr.

 Selvfølgelig har børn og især drenge brug for at folde sig ud. Også rent fysisk - endda larmende og sikkert også med slagsmål. Jeg er enig i, at kvindelige opdragere kan være tilbøjelige til at kræve megen ro, især over for drengene. Alle pædagoger burde acceptere både pigers og drenges ønsker og behov for vilde udfoldelser såvel som rolige stunder og intim hygge.

  Vi må alle være med til at skabe gensidig respekt i praksis og give alle børn plads og tid til, hvad de selv mener, de har brug for. Men i dag er det desværre en kendsgerning, at der hverken findes tilstrækkelige intime stillerum eller larmende gennemgangsrum, som børnene kan benytte sig af.

  Det er det, vi mænd og kvinder må gøre noget ved. I fællesskab, uden kønsforskrækkede patentløsninger. 

Peter Schmidt er forfatter

Adjunkt Lone Nørgaard blåstempler mænds flugt fra daginstitutionern

Vi har hørt det så tit, at vi nok skal ende med at tro det: Det er synd for drengene i de danske skoler og institutioner. De undertrykkes af kvindelige værdier og kvindelige pædagoger og lærere, som gang på gang stikker dem en perleplade, når de bad om en Batman.

  Hvad skal det ikke ende med? Bøsser og Bandidos i hobetal?

  Dagens forfatter til Retfærd og velfærd er blevet træt af den slags historier,

  Problemet er snarere, mener han, at børn reagerer på de overfyldte institutioner med stress, som de afreagerer ved at slås.

  Og en del af disse slåskampe er ikke til ´hierakiske´drengeopgør, men kunne faktisk undgås, hvis ambitionen for tiden ikke kun var at få plads til så mange børn som muligt med så få omkostninger som muligt.

  Redaktionen kan for egen regning tilføje, at en undersøgelse, offentliggjort sidste år i Ugeskrift for Læger, faktisk viste øget sygelighed blandt vuggestuebørn, jo flere børn man skaffede plads til på det samme areal.

  Måske er der også en bestemt grænse, når det gælder større børn?

  Stresser mennesker - børn inklusive - simpelt hen hinanden som burhøns, når de ikke har plads til at være sig selv?

  Måske var det en idé at finde af det, før pladsgarantien får alt for besværlige bivirkninger.

  Vi vender nemlig næppe foreløbig tilbage til gamle dages børneliv, hvor ungerne føjtede omkring i skov og krat og slog på tæven, hvis det var det, de ville. Og før vi rørstrømsk tåger hen i disse drengebogsforestillinger, er det også værd at mindes, at børn i de aller fleste historiske perioder allerede som fem-seksårige fik egne arbejdsopgaver uden megen tid til frihed.

  Børneinstitutioner er formentlig kommet for at blive, og så må de indrettes så godt, som vi formår det.

  Og hvis vi ikke vil betale for at have gode børneinstitutioner, er det samfundets valg.

  Ikke kun et kvindeanliggende.

Marie-Louise Kjølbye ( kronikredaktøren) 

Det konkrete udgangspunkt for "De vilde drenge og kvinderne" i kronikken ovenfor og som foregik på skolefritidshjemmet, var som jeg hér koncist ridser op. Følgende ønskede jeg ikke dengang trykt i Information. Men efter at min overordnede kritik af politikerne er kommet frem i Information, Politiken og Aktuelt kan vi nu gå videre til at se nærmere på de helt konkrete forhold på det pågældende skolefritidshjem:

- både drenge og piger enten slås eller skændes når de skal finde ud af koreografien til "Back Street Boys" og "Spice Girls" (når de er alene).

2 eksempler på skolefritidshjemmets strukturerede "ro" i dagligdagen:

1.) Et krav om at alle børn tilbringer dagligt ½ time i ro på deres respektive stuer, samt

2.) Et forbud om at drengene ikke længere må spille "Back Street Boys" da de “altid kommer op at slås” når de skal finde ud af koreografien.

Er denne strukturerede tvang og danseforbudet selv unødige begrænsninger i drengenes til tider voldsomme udfoldelser?

På skolefritidshjemet oplevede jeg (for ikke så lang tid siden) en frygt for børns enten glædelige eller voldsomme udfoldelser med den begrundelse, at nogle voksne kunne af børnene blive gjort til “bussemænd”.

Baggrunden var at jeg havde givet børnene på min stue - under samling - lov til at spille "Spice Girls" og "Back Street Boys". Og 2 drenge fik lov til at opvise deres “klumpedumpe drengelege”, fortælle gyserhistorier og komme med beretninger fra deres vinterferier. En af børnene fortalte endda om et selvmord, én person som hun ikke selv kendte, men som hun alligevel havde fået at vide at hun var i familie med.

Musik, dans, omtalte optræden og samtaler havde fundet sted under og udenfor den daglig ½ times samling ca. hver anden dag over en 10 dages periode.

Så sker det: En kollega på stuen overfor min oplevede en dag “at det hele har været forbandet hårdt.” Hun havde knoklet alene, noget af tiden med en anden, for at hjælpe børnene med, især, deres fastelavnsris. Jeg havde ikke hjulpet hende og hun havde ikke bedt om hjælp. Denne kollega formulerede en skriftlig kritik:

Jeg tror kritikken mest var rettet mod mig: Næste formiddag da jeg mødte op på arbejde havde 3 medarbejder modtaget og læst en kritik fra omtalte kollega, imod børnenes udfoldelser på min stue. Der var dog - ganske pædagogisk i øvrigt - formuleret en bred kritik da denne ikke kun var rettet mod mig, men mod hele 4 af os ansatte, som havde været tilstede i huset på de pågældende tidspunkter.

gik på at personalegruppen har for lang tid siden aftalt at der skal være ro på stuerne under samling. Børnene har brug for en ½ times ro under samling hvor dagens voldsomme lege ikke trænger sig på. I denne anledning nævnte omtalte kollega at en bestemt medarbejder kunne blive stigmatiseret som “bussemand”. Kritikken var for såvidt berettiget, men da jeg var ny i huset kendte jeg intet hertil. Der blev også sagt at det ville være synd for nævnte kollega, hvis alle børn fra hendes stue ville over på min.

Mit svar: Men der er noget afsindig spændende ved hele denne problematik. Især 4 punkter:

1.) evt. behov for ro, 2.) evt. frygt for at være bussemand, 3.) evt. jalousi og 4.) evt. behov for at tale om selvmord og eller høre gyserhistorier:

Ad. 1. Hvorvidt har børn brug for ro når alt peger på at alle de pågældende børn ønsker det modsatte?

Ad. 2. En bestemt medarbejder blev nævnt som potentiel bussemand. Da han (selv) blev spurgt herom på et personalemøde kendte han ikke noget til denne frygt. Derefter bad jeg alle på mødet sammenligne en børnenes potentielle frustration ved afvisning af ønskede udfoldelser vs. voksnes potentielle frustration over ikke at kunne undgå en uønskede rolle som bussemand.

Ad. 3. Da jeg nogle dage efter omtalte personalemøde diskuterede eksemplet med en erfaren børnehavepædagog nikkede hun genkendende til situationen og kaldte årsagen hertil for værende jalousi. En i øvrigt anden kritisk begrundelse for ikke at tillade børns udfoldelse på stuen var, at så ville alle børnene fra de andre stuer over på min stue. På personalemødet havde en af pædagog-medhjælperne faktisk udtalt at alle børnene på min stue havde det hyggeligt og/eller grinede - ingen havde det skidt - ihverfald en dag hun havde været dér.

Ad. 4. Angående gyserhistorierne - i øvrigt fortalt af et barn 2 dage i træk - havde børnene fået at vide af mig, at de kunne gå udenfor, hvis de ikke ville høre gyserhistorierne. Det gjorde så 4 af de 18 børn på stuen.                                                                                                                     Under snakken om selvmord blev det desværre ikke fortalt at de ligeledes kunne forlade stuen, hvis de ikke ville høre om det. Sidstnævnte siger jeg selvom jeg ikke på nogen måde oplevede, at noget barn havde det skidt med at høre om selvmord. Faktisk var de fleste børn snakkesalige herom, en af de “vilde”drenge startede med at parodiere over selvmordet indtil jeg også fortalte om nogle selvmord som jeg havde kendskab til. Herefter blev emnet taget seriøst af alle børnene, som noget der kan ske. Under samtalerne var der ingen som så ud til at have det skidt eller som ikke kunne komme til orde, hvis et barn ville det.

Konklusion: På "De vilde drenge og kvinderne" vs. "Nogle hindringer for børns selvbestemmelse" er: Selvom den kvindelig hovedperson havde rettet den klassiske kritik mod mig som mandlig medarbejder der "lod drengene folde sig vildt og larmende ud" ville jeg alligevel offentligt - i kronikken - støtte kvinderne imod politikerne. Fordi: Det er politikerne helt overornet der har skabt de fatale "burbørn" rammer. Politikernes manglende bevilliginger til mere plads for medarbejdere og børn er den absolut væsentligste hindring for alles tilfredsstillende udfoldelser!

Adjunkt Lone Nørgaard blåstempler mænds flugt fra daginstitutionern

(Mere anti-pædagogisk Litteratur: Se nedenfor i rækken!)

Herudover fordømte Politikens leder, “Sølle” d. 9. juli, regeringen og Kongehus for ikke at undskylde fortidens slaveugerning. Det gjorde også undertegnede i samme avis d. 12.7. I “den mindst ringe” bakker jeg op omkring nævnte lektors kommentar d. 25. juli, hvori han mener at vi, i det mindste, bør anerkende en af historiens store forbrydelser som endda har bidraget til dansk velstand i dag: “At Danmark i almindelighed fortsat nyder godt af internationale overførselsindkomster, der blev strukturelt indbygget i den globale økonomi under slaveriet - og at Kongehuset i særdeleshed dagligt omgives af bygninger og genstande, der blev opbygget og erhvervet gennem indkomster fra slaveriet.”

Jeg mener i øvrigt ikke, at en undskyldning eller en formel regerings anerkendelse af tidligere tiders statsforbrydelser - eller umenneskelige handlinger - er identisk med en undskyldning på borgernes vegne. Der er i højere grad tale om en handling foretaget af en stats egen øverste institution på institutionens egne vegne. Ikke for hvert enkelt nulevende borger der som sådan jo ikke deltog i slavehandlen, men det gjorde til gengæld selve statsinstitutionen. Kongehus og regering bærer, efter min mening, et historisk ansvar i sig uanset skiftende regeringer og nye generationer. Det er selve institutionen som er den samme, mens f.eks. en borger er en anden.

Derfor skal vores regering og Kongehuset naturligvis være de statsinstitutioner der i det mindste anerkender fortidens uhyrligheder. Derved vil alle vi almindelige borgere også kunne bliver mere bevidste om nogle historiske forudsætninger for vort økonomiske liv og samfund.Peter Schmidt

Magen til patetisk regering og ynkeligt Kongehus skal man lede længe efter. Da min egen regering og Kongehus er ude af stand til at undskylde for statens tidligere drevet slavehandel må jeg gøre indsigelse. Imod landets skammelige regering og et lige så jammerligt Kongehus - disse landets “repræsentanter” uden rygrad til at undskylde:

For tidligere tiders statshandel med mindst 100,000 menneskeliv. For det daværende Kongehus, som for 150-300 år siden, tjente penge på tvang, død og lemlæstelse! Herudover har hverken Kongehus eller regering selv ville stille op ved 150 års jubilæet på Jomfruøerne.

I dag er det blevet sværere for mig at være dansker. Mon andre har det som mig? Nu og fremover bliver jeg slået i hartkorn med en for mig fremmed regering, og et Kongehus som ikke engang er i besiddelse af medmenneskelig værdighed og selvrespekt.

Regeringens og Kongehusets psykologi ligner den psykologi der er parat til at profitere af andres elendighed. I dette tilfælde den psykologi der misbruger nulevende efterkommere af vore forfædres ugerninger ved ikke at se slavernes børn i øjnene og sige undskyld. Vores statsoverhoveder ville ikke tabe ansigt ved at sige undskyld, tværtimod, de ville vinde! Med en handling oh, så banal, og nem, som at sige undskyld!

Peter Schmidt

Quellen und Dokumente der ANTIPÄDAGOGIK, udgivet og med indledning af Ulrich Klemm. dipa-Verlag, Frankfurt am Main, 1992. Denne er den absolut bedste og mest omfattende antologi, skrevet af ildsjæle og tilhængere af anti-pædagogisk tankegang. Heri dokumenteres bl.a., at anti-pædagogik også har sine rødder og parallele sociale bevægelser og teoretikere i mange andre vestlige lande, samt at anti-pædagogik nærmer sig en civilisationskritik og et humanistisk oprør, der udgør et paradigmeskift i menneskelige relationer og omsorg for hinanden.

Følgene 4 bøger er en beskrivelse samt analyse af en såkaldt anti-pædagogisk revolution i de svejsiske skoler. Udgiverne er tilhænger af psykoanalytikeren Alfred Adlers livsværk og er absolut modstander af hvad de ser som “en hemmelig afskaffelse af skolen”. Jeg synes at bogen er fascinerende læsning fordi disse 4 bind har bredde og tysk Gründigkeit:

Standort Schule - Die Bedeutung der Psychologie für Individuum und Gesellschaft, Schulreform - die Heimliche Abschafung der Schule - udgivet af Verein zur Förderung der Psychologischen Menschenkenntnis VPM, Zürich, Verlag Menschenkenntnis:

Band 1 - Theoretische Grundlagen zu Pädagogik und Antipädagogik, 2. überarbejdetete aflage, 1992.

Band 2 - Unterrichtsmethoden als Mittel der Veränderung, 1991.

Band 3a Der Prozess der Auflösung in der Praxis, 1991.

Band 3b Der Prozess der Aufløsung in Praxis, 1991.

Bestil bøgerne! på Det Kg. Bibliotek

Zur Vernunft kommen - Eine "Anti-Psychopädagogik", af Ekkehard von Braunmühl Beltz, 1990.

Antipädagogik - Studien zur Abschaffung der Erziehung, af Ekkehard von Braunmühl. Beltz, 1983. En klassiker og grundbog i anti-pædagogik.

Zeit für Kinder, af Braunmühl, Fischer TB 6705 Ffm. 1986. Populær og letlæslig udgave af "Antipädagogik".

Der heimliche Generationenvertrag - jenseits von Pädagogik und Antipädagogik, af Braunmühl. Reinbek bei Hamburg, Rowolt, 1986.

Antipädagogik im Dialog: Eine Einfürung in antipädagogisches Denken, af Hubertus von Schoenbeck, Weinheim: Beltz, 1985.

Antipädagogik: Herausforderung von Kritik, af Jürgen Oelkers og Thomas Lehmann, Braunscheig: Agentur Pedersen, 1983.

Stichworte zur Antipädagogik: Elemente einer historisch-systematischen Kritik, af Michael Winkler. Stuttgart, Klett-Cotta, 1982.

Scheisserziehung: Von der Antipsykiatrie zur Antipädagogik, af Manuel Mannoni: med bidrag af Robert Lefort, Francoise Petitot Fort og Florence Stevenin, Frankfurt: Syndikat, 1979. Oversat fra den franske original Education impossible.

Die Gleichberechtigung des Kindes, af Braunmühl m.fl. Fischer TB 6338, Ffm. 1976.

Bestil bøgerne! på Det Kg. Bibliotek

For Anti-pædagogiske bevægelser i verden klik på: http://privat.schlund.de/k/kraetzae/englinks.htm

Bestil bøgerne! på Det Kg. Bibliotek

Fagforeningsdomstole - en kommentar til den verserende debat: Berufsverbot og eksklusion

Klik her for hjem igen

• En grønlandsk - skik om moder/barn intimitet og omsorg - en incestlignende skik

• Østgrønlandsk rejse i naturen

• Incest - etymologi og menneskelig adfærd

Klik på: Besøg friskolen Summerhill i Skotland

For Anti-pædagogiske bevægelser i verden klik på: http://privat.schlund.de/k/kraetzae/englinks.htm