Plastikænder på scenen

Foran sig på podiet placerede professer Poulsen, én efter én, utallige vellignende ænder af plastik til skue for den store sals publikum af "journalist-elitens fornemste". Vi andre kan så håbe, at nogle af landets højst betalte lønarbejdere dermed har fattet, at journalist-standen ligger langt under sine egne idealer!

  Jeg omtaler Poulsens opsang her - for sådan oplevede jeg den -  også fordi den i høj grad  minder mig om en mediehetz sat i gang af fagbladet Socialpædagogen. Og pga. den, efter min mening, alt for dårlige "journalistik" som f.eks. sportsredaktionen på 
DR TV1 udsendelsen "Farlige frivillige" (d.18.4.2000) var udtryk for.

  Det er min opfattelse, at nævnte TV1 udsendelse er velegnet til at illustrere elendigheden i dansk journalistik - overfladiskhed og jagten på spøgelser - i det mindste for én af personerne i udsendelsen.

  Da jeg kun kender denne ene medie-hetz jagede person i den pågældende udsendelse  kan jeg, i sagens natur, selvfølgelig ikke udelukke at der kan være flere uskyldige som ikke burde have været hængt ud i medierne - med den stigmatisering som næsten altid følger med!

  Journalisterne bag TV-udsendelsen (redaktionschef Jan Rosendal) havde slet ikke kendskab til det som de talte om. Eller også løj de i deres skildring af "virkeligheden". Det værste er, at oven i alt dette, insinuerede "journalisterne", at den pågældende person var "pædofil"! men denne web-redaktør véd, at det er han slet ikke!

 Den pågældende mand lever et normalt liv som bøsse. Alle i mandens omgangskreds ved det også. Og det er jo bare skønt, hvis det ikke lige var fordi TV 1´s heksejægeri ramte et oprigtigt og hæderligt menneske! 

  Jeg mener, at tidens heksejagt på lovlydige borgere nu har overgået elendigheden fra Den grimme lovs klapjagt på homoseksuelle sidst i 50´erne. Det er, efter min mening, blevet hverdagskost i Danmark at stigmatisere ikke blot pædofile som sådanne, men også ikke-pædofile som pædofile!

  Alt for mange af disse brændemærkninger er ren og skær avisænder! Og om avisænder havde RUC-professoren en mængde at sige. Først historisk og så aktuelt i Danmark.

Hvor kommer avisænder fra?

  Af professorens tale lærte jeg, at udtrykket avisand formentlig stammer fra flyvebladene i slutningen at 1500-tallets Europa. De beskrev ofte krige, sensationer og ekstraordionære begivenheder som man kunne opleve på markedspladserne. Og begrebet "avisand" hænger sammen med begrebet "The Fourth Estate" - "Den fjerde Statsmagt", men hvordan:

Journalisternes Den fjerde Statsmagt

  Man har jo længe sagt at pressen og medierne udgør "Den fjerde statsmagt". Det var, ifølge Poulsen, det britiske oppositionstidsskrift "The Craftsman" som helt tilbage i 1726 startede som et kritisk organ med en bevidsthed om at være en del af magtens forvaltning - " The Fourth Estate" - med en kontrollerende, og dengang også en diskuterende instans. Gad vide om professoren mener at den diskuterende del stadig er en del af " The Fourth Estate"(?)

Pressens kontrolfunktion

Problemet med pressen er, som Poulsen oplyste os, at dens rolle og funktion aldrig har fået en konkret udmøntning. Det er stadig borgerne selv og pressen som skal sørge for at den ønskede påvirkning af magthaverne finder sted.

  Med indførelsen af et folkestyre og forskellige ordninger, som med vekslende pålidelighed sikrer at den siddende regering kommer til at afspejle parlamentets flertal, er de væsentligste af pressens opgaver slået fast: nemlig at formidle diskussion og information. Historisk set - at kontrollere magthaverne. Fortalte Poulsen.

  Og jeg tænker mit: Som et supplement hertil mener jeg, at man i dag også er blevet mere og mere klar over, at "Den fjerde statsmagt" desværre, og måske endnu mere end tidligere, er ude på at kontrollere "almenvældet"  - altså, at udføre en tjenerfunktion som de aktuelle magthaveres forlængede arm!

  Fremfor at rette skytset primært imod magthaverne i traditionel forstand er det i dag nok mere ganske almindelige mennesker som journalisterne skal holde i en kort snor.

  Jeg tror ikke at Poulsen ser pressens kontrolfunktion helt på samme måde som undertegnede. Men nok mere som noget i retning af en slags spredt fægtning, noget difust: Siden indførelsen af folkestyret har kontrolfunktionen udbredt sig til hverdagslivet, som Poulsen udtrykker det. Defineret som: alt hvad der kan påkalde sig offentlig interesse. Poulsens væsentligste budskab:

  I dag er forholdet mellem presse og politik en yderst betænkelig affære. Pressens selvskabte folkestemninger og dagsordener har desværre fået afgørende indflydelse på politik. Personfokusering og enkeltsager fylder alt for meget. Det bliver karismatiske personligheder som mere og mere koncentrerer magten omkring sig. Det ser ikke ud som om der er nogen grænse for hvad man kan få journalister til at hoppe på.

  Jeg oplevede at det er Jørgen Poulsens opfattelse, at verdenspressen markedsfører stort set hvad som helst og i stor stil. Mere koncist sagde han at pressen bidrager ganske aktivt til at skabe falske billeder af virkeligheden! 

  Det er som om, at noget af det vi har mest brug for i dag - indenfor journalistik - er en revurdering af journalistikken selv! Professoren i kommunikation gav klart udtryk for, at det stadig er pressens historiske opgave at frembringe forudsætningerne for et relevant beslutningsgrundlag - for at borgerne kan deltage aktivt i demokratiet.

  En velfungerende presse er blevet mere og mere magtpåliggende i takt med at samme presse er blevet endnu bedre end tidligere til at anskaffe sig oplysninger af stort set enhver art. Men tragisk er det, at medierne stadig er ude af stand til at analysere bagvedliggende årsagssammenhænge og relationer, ting som jo har afgørende betydning for demokratier. Uden sidstnævnte er et moderne demokrati umulig! Efter min mening var dette hans klare og væsentligste budskab.

  Poulsens opfattelse af de moderne medier kunne forstås som villige redskaber der blot viderebringer nyheder fordi disse følelsesmæssigt vækker seerenes og lytternes umiddelbare nysgerrighed. Og med et højt seer- og lyttertal kan skaffe reklamekroner.

  Nogle eksempler herpå har at gøre med den moderne og diffuse angst som medierne egentlig går efter. F.eks. når pressen eller de øvrige medier er så opslugt i aktualitetens og følelsernes vold at tvivl og alternative kilder sjældent tages i betragtning.

  Det var faktisk tilfældet med skrækeksemplet kogalskab - og jeg kan tilføje - med asbest i sin tid. Og ikke mindst mediernes stigmatisering af en hel minoritet! som beskrevet i Bashy Quraishy´s Fra Punjab til Vesterbro.

Pressen har pligt til at advare og vurdere om angst og sensation er berettiget

  Endnu et eksempel herpå er mediernes dækning af vold. Pressen har skabt en veritabel massepsykose blandt mennesker der ikke bygger deres opfattelse af risici - i hverdagen og ved livet selv - på statistik.

  På grund af medierne anser ca. 3/4 af befolkningen vold som det vigtigste samfundsproblem. Dette på trods af at alle de tilstedeværende ved 1. års jubilæet  udmærket er klar over, at volden ikke er særlig udbredt her i landet. Men medierne har pisket stemningen op.

  Apropos det med at piske en stemning op omkring en falsk begivenhed kender jeg herudover lidt til Politikens og Ritzau`s nyeste mediejagt eller moral panic på seriøse hjemmesider om blottere og kiggere. I øvrigt kritiserede Poulsen specifikt Politiken for i en leder at have forsvaret avisens ret til at viderebringe usandheder omkring kogalskab. I sagen om kogalskab har jeg selv fået retuneret et beskedent forsøg på at gøre Politiken opmærksom på visse journalistiske mangler.

  Poulsens tale kan udtrykkes i vittigheden: Hvad kan man gøre ved al den vold i samfundet?....  "Læs en anden avis", var der én der replicerede.

  Som så meget andet er angsten for vold stort set medieskabt. Det er medieand på medieand.

Kan medierne undgå avisænder

  Poulsen stod urokkeligt fast ved sin overbevisning om at et demokratisk samfund slet ikke kan fungere uden et minimum af rationel tankegang som nødvendigvis må være baseret på en vis mængde reel viden.

  Som en nødvendig følge heraf må medierne gå aktivt ind og undersøge, samt vurdere, alt hvad der bringes af historier omkring f.eks. kogalskab og vold. Og det må fortsat være pressens pligt og konsekvens at spørge sig selv:

There must be at second opinion on this matter

  Jo, det var en fremragende og påtrængt forelæsning, men det er alt andet end sikkert at budskabet vil sive ind - i form af en konkret udmøntning - hos de tilstedeværende journalist-pinger. Det kan være at de simpelthen ikke er kloge nok! Men ... vi kan altid drømme os til en genopblomstring af fornuft og oprigtighed, selv om sidstnævnte bliver mere og mere sjældent.

  Desværre.

En beretning af Troels Peter Schmidt, som var en af de inviterede gæster ved højtideligheden på RUC´s nye Journalistik uddannelsessted i efteråret 1999.